Siden sidst og Sejerø runden

Der er sket meget siden sidst! Det er også meget længe siden jeg sidst skrev! Jeg er kommet i behandling med det der højre lår/hofte som har drillet flere gange i år – resultatet har været fremragende for højre ben, som spiller maks – desværre er venstre så sat ud af spillet! Det har betydet lidt spredt løbepause. Egentlig har der kun været få smerter, men en ubehagelig fornemmelse af, at jeg ikke løber korrekt og kompenserer har holdt mig fra løb flere dage. Og egentlig har det været meget fint, for for første gang i flere år har jeg faktisk syntes at løb var noget jeg overhovedet ikke gad bruge tid på!

Den tanke forbliver heldigvis ikke i mit hoved længe af gangen, men det har faktisk været rart med nogle uger uden så meget run på. Den tid der er blevet frigjort pga manglende træning (når nu løb var droppet, var det meget passende også at droppe en stor del af alt det andet) er blevet brugt fornuftigt til lidt rejseaktivitet, shopping, en masse bål og snobrødshygge, gåture, hyggelæsning, kajakroning, træklatring, familiehygge, søvn og afslapning :) Ah ja, og så har jeg også skam-smadret stængerne ved en squat-maks test, som endte efter 1111 squat i streg (uden belastning) – noget der tog pænt lang tid og som nok har fået naboerne til at tænke, at jeg er bindegal.

I søndags havde jeg dog været tilbage i løbeskoene i et par dage, hvilket passede meget godt eftersom jeg var tilmeldt halvmarathon på Sejerø! Da vi nåede Sejerø var jeg langtfra oplagt på at løbe. Jeg gad faktisk ikke rigtig. Så en aftale om at følges i et fornuftigt, roligt tempo og indlægge en badetur, var dagens bedste beslutning. Efter 8,5 km var det tid til badeturen. Den var dejligt kølende, og med drivvådt tøj blev de resterende km faktisk ganske “rare” på trods af varmen. Efter 16 km gik der dog lidt ræs i den for mig (ja ja, det er jo svært at lade være, og jeg var igen vild med løb). Så de sidste 5 km blev tilbagelagt i et væsentligt lavere tempo og det var en fest at overholde et større antal løbere på de sidste 5 km :)

Efter at være kommet i mål var der også tid til at vandre til stranden for at få endnu en dukkert inden det gik med færgen hjemad.

Kort og godt var det en fed og hyggelig tur! Men jeg savnede at løbe der hvor der for alvor var smukt – på strandene og skrænterne som vi kunne se, men som vi aldrig kom ud på, da vi kun løb på vej. Derfor håber jeg at kroppen makker ret i løbet af ugen, for i så fald har jeg vist overtalt den langbenede til, at vi skal et smut til Sejerø på søndag, og løbe Sejerø “rigtigt” rundt :)

Så om alt går vel, så kommer i nok til at høre lidt mere om Sejerø!

Den del af Sejerø, som jeg håber også snart at kunne opleve.

Den del af Sejerø, som jeg håber også snart at kunne opleve.

Samsø rundt… sådan næsten

Fredag eftermiddag vendte jeg sammen med kæresten og en kollega snuden med Samsø for at deltage i Samsø Ultra om lørdagen. Efter en to timers færgetur og en kort køretur stod den på indkvartering på Hotel Steen i Tranebjerg. Vi havde egentlig regnet med at slå et telt op og sove i telt, men Steen havde simpelthen i stedet åbnet sit hjem for os, så der stod værelser klar til os, hvor vi kunne inkvartere os! Efter indkvartering blev fredagen brugt på en tur til Nordby bakker for at se på udfordringerne der ventede om lørdagen, og derefter tog vi turen til Nordby, hvor vi fik overstået de vigtige gøremål at få en is, gå en lille tur i byen og hente startnr.

Lørdag morgen stod vi klar i Nordby en halv time før starten kl 9. Så der var tid til lidt snak, få tisset af tyve gange, taget billeder og skifte tøj et par gange inden jeg endte med at beslutte mig for det tøj jeg havde på hjemmefra. Kæresten og jeg skulle løbe 57,8 km. Jeg havde igen fået tilmeldt mig et løb, som gav en sikker sejr ved gennemførelse, da jeg var eneste kvinde. På herresiden var der heller ikke så mange tilmeldte, da de “store” distancer derover var 100 km og 21,1 som altså havde tiltrukket lidt flere deltagere. Kollegaen havde kastet sig over netop 21,1 distancen. Alle startede på samme rute, og halvmarathon løb så fra efter en 16-17 km. Så vi havde forinden aftalt, at vi skulle løbe sammen det første stykke, og når vi så var blevet delt fra halvmarathon, så var det planen at jeg skulle holde mig sammen med kæresten hele vejen hjem! Og ved i hvad – jeg kan allerede nu afsløre, at vi GJORDE det!! :)

Vores fantastiske team.

Vores fantastiske team.

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Før start var der en kort breefing hvorefter vi løb af sted mod Nordby bakker. Har ventede først en masse dejlige og smukke km, som også var en smule hårde. Bakkerne i starten var som sådan “tilpas” for mig, men især var flere af skrænterne lige hårde eller tekniske nok, så vi var nede i gang flere gange. Vi var godt klar over, at de hårdeste km var dem i starten, så derfor var vi heldigvis fornuftige nok til også bare at tage den med ro. Dog var der noget mere strand end jeg helt havde luret (jeg havde absolut heller ikke lavet den store research på ruten), men derudover var det også nogle hårde strandstykker, så de kunne godt mærkes i hoftebøjerne allerede efter få km. Men bortset fra at strandstykkerne trak lidt flere tænder ud end forventet, så gik alt efter planen. Vi fik planmæssigt taget adskillige selfies undervejs, og tog os god tid ved depoterne og nød det ellers. Efter at have sagt farvel til halvmarathonløberne var den langbenede og jeg ret hurtigt alene. Vi havde æren af lidt mere strand, og det var nok her jeg begyndte, at blive lidt træt af strand, i hvert fald endte det med, at jeg fik samlet en fandens masse fjer, som i kan se af de efterfølgende billeder… (og jeg glemte i øvrigt alt om dem derefter og løb de resterende 35 km med dem i håret).

Efter de første 5 km

Efter de første 5 km

Lidt senere...

Lidt senere…

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Mig som indianeren Listig Ulv

Mig som indianeren Listig Ulv

Endelig var vi ude på noget engområde og lidt senere må jeg indrømme, at min indre asfaltræser havde dagens fest, da der var flere km ligeud af en skøn cykelsti! For jo det gik jo egentlig rigtig fint, jeg var bare ikke super meget ovenpå. Asfaltstykket var dagens første fest, men faktisk kom opturen noget senere omkring de 35 km, hvorefter den varede hele vejen hjem. Kort efter Sælvig havde vi igen æren af lidt strand – og her fangede vi synes af et fint sæl skelet. Det var muligvis synes med sælen der fik mig i snakkemode, for herefter syntes jeg det var ganske hyggeligt at snakke om alt muligt. Men så blev der meddelt fra den langbenede, at nu blev han lige asocial lidt. Så snakkede jeg en 5-7 km me mig selv om hvilket indianernavn jeg skulle have, og lige pludselig var vi nået til Kolby Kås, hvor der var depot og mål for marathonløberne.

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Jeg havde jo som sagt en fest! Jeg havde væske og ingen behov for at stå og blive kold, så jeg gik og gik og gik… jeg gik faktisk ret langt, men så var den langbenede der pludselig igen, og vi kunne begynde at løbe igen. Der var kun 16 km igen – det er jo bare en kort træningstur (det var kærestens ord 20 km tidligere). Jeg kunne godt fornemme, at de ord ikke skulle gentages på daværende tidspunkt. I stedet var fokus på næste depot! Jeg fik ret hurtigt luret, at det var ude ved fyret, som vi kunne se fra Kolby Kås. Da vi også begyndte at møde modløbende løbere fik jeg ekstra energi, hvorimod det nok var her, at kæresten blev meget presset og fik problemer med kramper! Nu hvor jeg var i indianernavne-mode, så blev han døbt store (farlige) ulv pga. hans udbrud!

Efter fyret var der kun 10 km hjem! Der skulle dog gå nogle km med problemer. Kramper og udbrud kom og gik, og vi måtte gå flere gange. Jeg havde stadig en fest, men vi skulle altså hjem sammen! Og så pludselig kunne vi se en forude, og så blev her “Store Ulv” til den helt store kriger og løb til! Jeg fatter stadig ikke helt hvad der skete, men jeg lagde mig bare ned bagved og lod ham styre tempoet! 1½ km fløj vi af sted i et pace tæt på 5.00 min/km, og vi fløj forbi den foranløbende, som ingen chancer havde for at følge med….. Så kom kramperne godt nok igen. og vi måtte gentage det med gang igen et par gange. Med 1½ km til mål satte vi for sidste gang i løb og sprintede til sidst i mål, hvor vi til stor overraskelse kunne konstatere at vi var de første løbere i mål på distancen.

Glade og stolte i mål :)

Glade og stolte i mål :)

Så kærestens andet ultraløb endte med en sejr! Jeg må vist godt være stolt af ham. Samtidig er jeg også stolt af mig og os – over at vi løb hele turen sammen! Jeg går hurtigt i “konkurrence-mode”, når jeg løber, så selvom jeg ikke skal løbe race, så er det svært for mig at gå og stå i depotet. Men jeg øver mig på det… I Ballen Havn var der masser af tid til snak og hygge, og vi hang ud der og så en masse løbere komme forbi depotet og løbe videre.

Det var fedt at se de andre løbere på 100 km distancen, og også fedt da vi så nogle af dem løbe i mål i Nordby senere på aftenen. Dog var det også med lidt misundelse, for ville jeg gerne have været med! Jeg havde flere gange (vel at mærke efter opturen efter de 35 km) lyst til at fortsætte efter Ballen, men fornuften og tanken om, at jeg skal til at blive frisk til at genoptage noget “rigtig” træningen igen vandt altså. Og det er jeg da også glad for i dag, men hvor ville jeg dog bare gerne løbe hele øen rundt en dag! I dag har jeg det overraskende godt. Der er lidt træthed, men det er det, så det er skønt :)

Alt i alt kan jeg kun sige, at løbet og hele weekenden var skøn. Vejret viste sig fra sin bedste side, og turen rundt var super lækker! Løbet var velarrangeret og jeg kommer bestemt gerne igen – nu håber jeg bare det passer ind i kalenderen næste år!

Succes med succes på!

I går var jeg et smut i Bramming! Når man kommer fra Kalundborg, er Bramming et lidt større smut at tage, og det var da også et stop på vejen på en lille tur mod sønderjylland for at besøge familien. Sidste år løb jeg et super godt 100 km løb i Bramming og havde en fed oplvelse, så da jeg fandt ud af, at jeg netop skulle til jylland den weekend, hvor løbet blev afholdt i år, ja så tog det mig ikke lang tid at tilmelde mig.

Efter et par DNF’er og et par løb, hvor jeg har haft problemer med benet, så var planen for i går klar – nemlig, at få et godt løb, hvor jeg helst ikke skulle mærke noget til benet. Da jeg ankom kl 11 blev 50 km løberne sendt afsted. 100 km løberne havde da allerede været i gang i 3 timer. Der var derfor godt gang i målområdet og kom løbende løbere forbi. Der var desuden flere kendte ansigter i målområdet og det var egentlig bare rigtig rart lige at have en time til at dalre lidt rundt inden starten. Så tiden gik hurtigt! Der blev hentet nr., jeg fik prøvet sko ved sketchers stand og jeg fik hilst, snakket og heppet.

Da starten gik et par minutter over 12 var det en mindre flok med kun to kvinder der blev sendt af sted. Jeg lagde mig derfor hurtigt forrest (af kvinder) og blev der! Derudover så var det nu ikke fordi det var det store race! Efter få km fandt jeg dagens “makker” og vi fik startet en hyggelig sludder – en sludder der fortsatte i 30 km. Dette var netop et vigtigt trin i min plan for dagen – for ved at få fokuseret på “hyggen”, så ville jeg undgå at begynde at løbe for hurtigt og dermed risikere at belaste benen. Da vi rundede 22 km (prolog plus to omgange) var det uden at benet kunne mærkes. Og på samme måde gik de sidste to omgange også uden problemer. Men selvom benet ikke brokkede sig, så var det et af forsommerens hårde løb pga vejret. Ruten er flad og lækker, og meget af den ligger i læ. Men når vejret er dejligt sommerligt som i søndags, så betød det altså, at der var meget lunt og trykkende – faktisk ligefrem lummert. Der måtte derfor væsentlige mængder væske til, og altså noget mere end hvad jeg har indtaget de sidste gange jeg har løbet de distancer. Så det trak alligevel lidt tænder ud ;)

Jeg kom altså i mål som vinder og kunne dermed bestige toppen af podiet og få fine blomster og et par sko med hjem til Kalundborg. Da jeg kom i mål begyndte 100 km løberne også at komme i mål efter en lang dag med udfordringer – både pga den bagende hede, men også pga massive regnbyger forinden. Dog hørte jeg heldigvis kun regnen omtalt som faktisk “perfekt”. Jeg fik aldrig problemer med stængerne, og dermed må løbet være en succes for mig. Det har i hvert fald fjernet lidt af frygten for, at det dukker op hver gang. Derudover var løbet et succes fordi jeg præsterede at holde min plan, og netop tage det med ro og lade tid være tid (og i øvrigt hamrende lige gyldig) OG sidst men ikke mindst, så var det en kæmpe succes endelig at slippe for slidsår efter en forsommer hvor jeg har været ekstremt ramt, selvom jeg har brugt alle de “rigtige” ting, og alt det der bliver anbefalet, og som jeg i øvrigt tidligt har brugt med succes :)

Så alt i alt en super dag. Bramming if levede endnu en gang op til forventingerne og afholdt et velorganiseret løb med et fedt målområde og lækre præmier! To ting som jeg virkelig mener gør en forskel (og her tæller målområdet med speaker, grill-hygge-område nok allerhøjest). Løbet er ikke super stort og det er egentlig det der er mest ærgerligt, for det kunne være fedt, hvis der blev løbet lidt mere for tiden derovre – for jeg mener ruten er til det. Men nu må vi jo se næste år – der ligger en hammer trail i foråret 2015, som overrulet alt andet, men hvis det er muligt, så kigger jeg da gerne forbi bramming igen.

Og her lige et par billeder fra dagen :). Alle billeder er taget af Michael Stokholm Jensen og flere kan ses på facebooksiden “løb i Esbjerg”

bramming marathon 03

bramming marathon 01

bramming marathon 07

bramming marathon 02

bramming marathon 06

En særlig medalje

Dansk mester i 25-29 års klassen – Sidsel Petersen! Jeg blev meget forvirret! Da jeg løb 100 km sidste år, var der ikke en 25-29 års klasse, så jeg havde bestemt ikke regnet med, at der var det ved 24 timers DM. Men derudover, så var det også med en lidt sær fornemmelse i maven, at jeg skulle op og modtage den! Dels var jeg eneste deltager i klassen! Ja ja, det skal såmænd ikke være en begrænsning, og der var heller ikke overvældende med deltagere i de andre kvindeklasser. Men noget andet var, at jeg løb i 5 timer og små luntede yderligere 25 min inkl. snak. Jeg fik vist registereret 58 km – og det er selvfølgelig på ingen måde et udtryk for hvad jeg kan løbe på 24 timer. Og når jeg lige er lidt træls oppe i hovedet, så synes jeg faktisk også bare jeg var en tøs der bare sagde fra, da de første problemer opstod.

Så nej, det er ikke det den medalje kommer til at betyde for mig. Men jeg har forenet mig med tanken om den – særligt fordi jeg har besluttet at det er en medalje for at turde!

For løbet på Bornholm blev mere og mere fokuseret på et godt resultat på de første 12 timer. Så meget at den fik fuld skrue, da vi blev sendt af sted. Og alt gik fint. Jeg løb godt nok for hurtigt den første time, fordi jeg ikke fattede, at GPS’en kappede 50 meter af de første mange omgange, hvorfor urets pace jo ikke helt passede med mit reelle tempo. Jeg fik dog styr på det med lidt hjælp fra sidelinien! Men ja… på et tidspunkt kunne jeg mærke noget jeg kendte – det der skide højre lår! IGNORER, IGNORER og IGNORER var første strategi! Men en kommentar fra en medløber om, hvorvidt jeg haltede og erkendelsen af, at smerten igen gik op i hoften fik mig til at “mærke efter”, og det er måske nok roden til alt ondt – det var det i hvert fald i lørdags! Kort tid efter de 5 timer, hvor jeg havde holdt et fint tempo omkring 11 km/t, så stoppede jeg op. Der blev snakket og jeg løb endnu to omgange, men faktum var, at jeg ikke turde mere. Skuffet og lidt tom og alligevel tilfreds, fordi jeg ikke vil risikere en skade klippede landstræneren chippen af min sko! Det var det løb!

Jeg er glad for at jeg turde! Men jeg er også ked af at jeg hænger lidt fast i det der kvalifikationsforsøg. Jeg tror jeg kunne have præsteret godt på en 24 timer, hvis det var tacklet korrekt – men igen så var problemerne jo nok alligevel opstået – så det er måske bare ikke tidspunktet nu! Da jeg forlod banen lørdag morgen, skulle jeg ikke løbe/forsøge på hverken 100km/12h/24h igen. Men nu ved jeg godt, at jeg ikke er færdig, men jeg ved også, at det her er et projekt der måske bare tager mere tid og heldigvis så har jeg jo masser af år endnu, når det gælder ultraløb :). Jeg skal have mere tempo på, men jeg skal også have styrken med og så skal jeg have kigget på det ben og få helt styr på, hvorfor jeg får de her problemer og hvad der skal til for at jeg kan komme til at løbe rigtig langt uden at samme issue opstår igen.

Vigtigst af alt – jeg havde en skøn tur på Bornholm! Det var fedt at nyde oplevelsen med familien og med løbekammerater. Det var fedt at se de andre løbere! Fedt at se svenske Johan slå nordisk rekord på 48 timers løb med omkring 385 km og fedt at se landsholdsløber Kim løbe 241,xxx på 24 timer. Fedt at se de andre kæmpe sig gennem kriser, se dem tackle løbet på forskellige måder, fedt at blive heppet på af kendte og ukendte. Måske også lidt en øjenåbner. Det er første gang jeg ser løbere være virkelig dårlige, og jeg har svært ved at tro det kan ske for mig – men efter weekendens løb ved jeg, at det kan ske for alle, og at det altså bare kræver lidt ekstra at gennemføre sådan et løb :) Tillykke til alle danske mester, 2. og 3.ere og alle andre der tog kampen og kæmpede sig så langt som muligt! Og også til alle dem på de andre distancer.

Min særlige medalje

Min særlige medalje

Hovedet gøres klar til 24 timer i løb

Hovedet er ved at blive indstillet, så det er klar til start lørdag kl 11. Jeg har som nogle har opdaget tilmeldt mig 100 miles ved hammer trail næste år! Nogen af en udfordring! Men derfor er det også på sin plads, at jeg beviser for mig selv, at jeg kan holde mig aktiv i noget der ligner den tid, sådan et løb vil tage, og det betyder altså, at når jeg stiller op til DM i 24 timers løb på lørdag, så er det for at løbe i 24 timer!

Distancemæssigt er målet simpelt – at løbe længere end nogensinde tidligere! Derudover er målet at “vinde” – hermed ikke forstået at vinde løbet, men vinde den mentale kamp, som jeg ved vil foregå i mit hovede, og den jeg allerede nu er ved at forberede mig på. Jeg tænker igen og igen på hvad Mikkel Gormsen sagde mellem sine små “powernap/pauser” efter sin flotte gennemførsel af 100 miles på Bornholm her i starten af måneden! Nemlig, at man kan have alt det rigtige gear og have styr på alt gear og gøjl og planer. Det vigtigste er, at hovedet er med!

Og netop mit hoved bearbejdes og jeg tænker jeg når dertil, hvor jeg bør nå til! Jeg er tændt, jeg skal bare tackle det rigtigt! Et opkald i går med et par spørgsmål om hvorfor jeg nu ikke lige var tilmeldt DM fik tændt gnisten i mig. Eller i hvert fald gjort mig opmærksom på at den er der.

Så nu må vi se hvad weekenden byder på :) Om ikke andet byder den på mødet med en masse andre skønne løbere, som jeg ser frem til at løbe med.

Dejligt med en sejr!

Løbemæssigt har jeg godt nok haft lidt tunge stænger efter Hammer Trail. Hovedet har heller ikke helt været med, for de der intervaller har ikke kun været en kamp om at løbe hurtigt, men ligeså meget en kamp om at “huske” og fastholde tempoet, når der skulle løbes hurtigt.

Derfor var det nu skønt i dag – ikke bare skønt at hive en sejr hjem, men skønt at løbe et godt løb! Løbet var Røsnæs løbet her i Kalundborg. For første gang havde de udover 7 og 16,1 km ruten en 32,2 km rute, og den havde jeg fået set mig lidt lun på. Jeg havde også overbevist den langbenede om, at han skulle med, så vi kunne løbe sammen. Vi var ikke overvældende mange på den lange distance, så da den lille flok blev skudt af sted var vi en lille og ret hurtigt ret spredt flok. Turen gik til spidsen af Røsnæs. Det var ren landevej, men op og ned hele tiden! Jeg elsker jo turen derud, så for mig var det en dejlig rute. Men det gav bestemt lidt mere liv og gejst, da vi efter 16 km rundede spidsen og løb hjemad. Få minutter før spidsen havde vi nemlig mødt 16,1 km løberne, som netop startede på spidsen og løb hjemad. Så hele turen hjemad var en stor jagt på de foranløbende, og det viste sig at være en fed motivation for mig.

Men alt i alt var det en god dag, men faktisk også en hård dag. Jeg “fløj” ikke, og kæresten har efterfølgende udtalt, at han ikke rigtig kan læse mig, fordi jeg stønner og pruster sådan de første 3-4 km. Men så pludselig var det bedre, og selvom bakkerne var hårde, så blev tempoet holdt pænt. Jeg blev presset overraskende godt bagfra, så den skulle også bare have. Og faktisk måtte den langbenede nogle gange sige, du løber bare, hvis du sætter tempo nu! Ja ja, jeg forsøgte så at holde mig nede… Da han omkring de 20 km sagde, nu løber du bare, så blev der også sat lidt tempo – også selvom det kunne mærkes. Der er altså stadig nogle bakker fra Hammer Trail i stængerne, så i dag var det faktisk ikke pulsen der kunne mærkes til sidst. I tiden 2:37:20 ramte jeg mål og fik en dejlig 1. plads :)

Nu tror jeg til gengæld ikke der skal være så meget mere løb i weekenden, og nu er det vist også lige før, jeg skal have gang i noget seriøs nedtrapning og til at have tunet mit hovede ind på, hvad jeg skal løbe/løbe efter næste weekend, hvor jeg er tilmeldt 24 timers løb på Bornholm.

Fra starten på 32.2 km distancen. Foto fra Kalundborg if, Atletik og motions facebookside

Fra starten på 32.2 km distancen. Foto fra Kalundborg if, Atletik og motions facebookside

Trailløb på Røsnæs afviklet med succes

I går var dagen for klubbens nyeste (og fineste tillader jeg mig at sige) løb – nemlig trailløb på skønne Røsnæs. Jeg har været med som arrangør, men pga. ikke eksisterende tid eller overskud, har det været en af de ting, som jeg har forsømt meget – faktisk har jeg nok været en ret dårlig medarrangør. Men jeg har nu ikke været bekymret, fordi de andre havde godt styr på det:) Men på dagen var jeg altså trods alt klar til at hjælpe. Hjælpen startede tidligt! Fredag aften havde de andre nemlig sat ruten op, og der var derefter leveret en ordentlig bunke minestrimler hjemme ved mig. For lørdag morgen ringede vækkeuret kl 4.30 hvorefter jeg tog af sted mod Røsnæs for at gennemløbe ruten for at teste markeringerne. Det var en skøn morgentur, hvor der var tid til at nyde Røsnæs. Derefter måtte jeg hjem igen for at få lidt morgenmad og hente de andre, hvorefter den igen gik mod Røsnæs.

Kl 10 blev 8 km løberne sendt af sted og 10 min senere sendte vi 15 km løberne af sted. Det var sgu fedt for en gangs skyld at have en lidt anden rolle til et løb, og så var det fedt at se en masse jeg kender som løb løbet – og gjorde det skide godt!

Jeg vil ikke sige så meget om løbet, men hellere bare smide et par links hvor i kan se lidt fra ruten og et indslag om løbet.

Jeg er super glad for at vi har fået rigtig god feedback. Vi har også lært noget, og ved mere om hvor vi især skal være skarpe med markering/vejvisning. Feedbacken har været så god, at det er oplagt at gentage succesen, så det håber jeg da også sker :)

TV-kalundborgs indslag om løbet (Til næste år må vi lige lære journalisten, at det hedder trAIl)

Lars Lundgaard film fra løbet