Sejr trods mange kampe ved 24 timers løb i Vaxjö

Optakten
I løbet af 2014 har jeg ikke ligefrem været heldig mht sygdom. Jeg er faktisk ret overbevist om, at jeg har haft flere sygedage i hele 2014 end jeg har haft i nærmest de sidste 10 år. Og jeg har også løbet i hvert fald et par af årets ultraløb med en god forkølelse i kroppen. Men det var altså ikke planen at jeg mandag aften skulle lægge mig med en meget usamarbejdsvillig mave, hvilket fortsatte de følgende dage i tæt følgeskab af en forkølelse. Jeg måtte derfor bruge et par dage i sengen, men kom dog op i vandret position igen fredag, hvor turen også gik mod Vaxjö.

Lørdag morgen tog vi fra vandrehjemmet i Vaxjö mod Arenaen, hvor vi skulle løbe. Her fik vi startnr. og t-shirts og fik hilst på et par andre danskere inden der blev pakket ud og gjort klar med det store private energidepot. Jeg skulle starte på 24 timers kl 12 og den lækre langbenede skulle starte 6 timer senere på 100 km. Dog var der det forbehold, at kæresten skulle løbe og pace mig og hjælpe mig med at få indtaget energi, når der var brug for det. Arenaen var super lækker. Et lækkert løbeunderlag og toiletter og omklædning lige udenfor banen (det er nogen vi ultraløbere kan lide). Vi løb på opvarmningsbanen udenfor selve løbebanen. Og derudover indeholdt anlægget divere til højdespring, stangspring, længdespring, diverse kastediscipliner, hækkeløb mv. Og det var faktisk lidt fedt at se sådan et anlæg – og også at se det i brug af de mange der anvendte det de første mange timer, hvor vi løb.

Et kig ud over den fine arena, som vi løb i.

Et kig ud over den fine arena, som vi løb i.

Mit eget depotbord er gjort klar med lækkert 32GI energi, dannebrog og mit hamster, som motivation til bare at blive ved og ved i det store hamsterhjul

Mit eget depotbord er gjort klar med dannebrog og mit hamster, som motivation til bare at blive ved og ved i det store hamsterhjul

Race time
Klokken 12 gik starten og vi startede roligt ud! Efter første omgang var det muligt at løbe frit, og jeg faldt lynhurtigt ind i det planlagte tempo på 6 min/km svarende til 86 sek per omgang. Jeg havde en klar strategi med væske og energiindtag hver halve time. Her skiftede jeg mellem at indtage geler tabs og chews fra 32GI for at variere det, så jeg ikke blev træt af at indtage energien. Derudover drak jeg både vand og energidrik. Sådan forløb 3½ time hvorefter jeg havde en kortvarig krise med sidestik og en følelse af manglende energi. Derefter fortsatte jeg endnu 2½ time i fuldstændig samme pace. Lidt over 18 var der aftensmad og jeg gik 2 omgange mens jeg spiste. Desværre svarede min mave herefter promte igen ved at gå i baglås :/ En time senere var der dog ro på den sag igen – og maven holdt nogenlunde resten af løbet :) Energistrategien holdt de første 8-10 timer, hvorefter det blev en stor kamp overhovedet at få noget ned.

Overskud i starten af løbet

Overskud i starten af løbet

Stadig overskud

Stadig overskud

Flyvende efter næsten 5 timer

Flyvende efter næsten 5 timer

Problemet opstod lidt før de 8 timer hvor jeg fik det dårligt, blev svimmel og måtte gå, hvor jeg ikke ligefrem kan prale af, at jeg kunne gå særligt lige. På det tidspunkt havde kæresten været med on-off i et par timer, og det var en stor hjælp og også bare rigtig rart, at jeg vidste han gik lige bag mig. Jeg havde fået en uventet men fantastisk hjælp udefra, da der var andre danskere til løbet, som pressede og hjalp mig. Jeg kom efter 15-20 minutters gang igen i gang med at løbe, men jeg tror aldrig rigtig der kome ordentligt flow i det igen, og jeg fik det heller aldrig rigtig godt. Jeg manglede energi, jeg var tørstig – men når jeg drak, så skulle jeg tisse igen med det samme. Jeg kunne ganske enkelt ikke få det til at spille, og jeg var slet ikke forberedt på den fysiske udfordring. Ubehaget medførte at jeg måtte gå en del og jeg tror det fik brudt min rytme helt, så det blot blev sværere og sværere for mig, at komme op og løbe.

Rene og kæresten kæmpede en brav kamp mod min indre dæmon – og det var en svær kamp. Jeg lod mig provokere indimellem og kom i gang, men efter lidt løb kom ubehaget og jeg var simpelthen ikke i stand til at fastholde mig selv i løb, når jeg kom udenfor denne comfort-zone, hvor jeg havde kontrol over kroppen.

Tidsmæssigt har jeg meget svært ved at skelne mellem hvad der skete mellem kl 20 lørdag og 02 søndag, men jeg ved, at der blev snakket mange alvorlige snakke. Jeg var tæt på at være tudefjæs, jeg fik sagt “jeg gør det aldrig igen”, jeg tænke mange gange “sådan her skal det bare slet ikke være – det skal slet ikke være så hårdt” og jeg var bare så træt så træt. Jeg ved at jeg fik sværere og sværere ved at spise og at jeg væmmedes ved rigtig mad. Jeg tror de 100 km blev passeret efter noget nær 10½-11 timer og efter 12 timer havde jeg vel løbet en 107-108 km. Det var som sådan ok – men kampen fortsatte. Da jeg opdagede at det snurrede i mine fingre var den hel gal med væskeophobning. Væskeophobning er jo ikke et ukendt fænomen, når man løber langt, men jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle opleve at det var mine fingre, hænder og underarme, der hævede. Kl 02:30 fik jeg lov til at sove – dog mod at jeg stod op igen kl 03:00 og forsøgte at løbe igen. Jeg sov, jeg blev vækket, jeg gik en omgang – herefter gik jeg forbi målbordet og sagde godnat. Jeg havde på daværende tidspunkt passeret 122 km – et km-tal som lige nøjagtig gav mig en PR i længste tilbagelagte strækning i et løb (og dermed på daværende tidspunkt var nok for mig til at jeg troede, jeg kunne være tilfreds). Da de ved målbordet spurgte til min chip, ville jeg dog alligevel ikke aflevere den…

Kl 5:30 vågnede jeg. Jeg mindedes at kæresten havde fortalt mig at jeg kunne tjekke stillingen på ipad’en som lå ved siden af mig. Det gjorde jeg op opdagede, at jeg ikke længere lå nr 1 (det var selvfølgelig ret forventeligt). Dog var jeg kun blevet overhalet med 3 km og den førende kvinde havde forladt banen!! Så skulle det fanme være løgn, og jeg skulle i øvrigt ikke hjem fra et 24 timers løb med 122 km – også selvom det ikke havde været mit løb! Nr 3 lå 2-3 km bag mig, og så kan jeg love for at jeg fik sko på og satte i trav ud på banen. Jeg løb nogle km i starten, men havde det stadig ikke særlig godt, så jeg besluttede at gå det meste af tiden… Og jeg gik og jeg gik og jeg gik… og løb indimellem. 6½ time fortsatte sådan og jeg fik overhalet nr. 1 og øget afstanden til Susanne der lå lige bag mig, men som holdt sig på banen i alle 24 timer.

Med 6 minutter igen løb jeg i smerte de sidste minutter hjem og nåede op på 159,59 km. Ikke et imponerende resultat – og ærlig talt langt fra hvad jeg havde håbet på. MEN det var hvad jeg kunne drive det til på dagen, og jeg er faktisk også stolt og desuden også meget klogere.

Tænderne bides sammen til sidst

Tænderne bides sammen til sidst

Eftertanker
Her bagefter ville jeg selvfølgelig ønske, at alt havde formet sig lidt anderledes. Men jeg tror faktisk det var en ulige kamp for mig at komme hjem med den helt store succes med en optakt der involverede sygdom. At jeg oplevede ødemer og havde det ret dårligt – på et ret tidsligt tidspunkt fortæller mig også, at alt ikke spillede. Det er svært at sige hvad der gik galt, men det er nærliggende at tænke, at kroppen var stresset/drænet ovenpå sygdom og at væske/saltbalance måske ikke var helt i orden. Den kloge beslutning havde selvfølgelig været, at trække sig og løbe et andet løb, men jeg er faktisk glad for at jeg løb. Jeg havde glædet mig til den weekend længe. Glædet mig til at prøve at løbe i Sverige og til at være af sted med ham den langbenede – sådan lidt væk fra juleræs og dagligdag – ud der hvor vi lige får slebet nogle kanter og deler nye oplevelser sammen (og ja, han skal også have et klap på skulderen for at træde ind i ultraverden og stå model til noget af det der følger med der ;) )

Det fedeste her i dagene efter er uden tvivl, at jeg har det godt. Jeg har haft problemer med ødemer i kroppen, overdreven tørst og har ovenpå løbet også taget de første 2 kg på – noget der desværre er helt normalt for mig (og som jo også blot hænger sammen med ødemerne), og som da også forsvinder igen i løbet af nogle dage. Okay og et underligt lille allergisk-lignende anfald, hvor jeg pludselig blev meget rød om halsen og følte jeg bare lige skulle ligge lidt ned.. MEN muskulært og i den dur – da har jeg haft det rigtig godt. Jeg kunne nærmest ikke gå det første døgn, men det går hurtigt fremad og jeg bilder mig ind, at jeg næsten går normalt igen. Jeg har alle mine tånegle endnu og har ikke fået en eneste vabel. Jeg har nogle ømme punkter på fødderne, hvor skoene har generet, men ellers så har jeg bare ømme ben. Hoften som har drillet lidt tidligere i år, har end ikke givet det mindste pip fra sig :)

Kort sagt, så er jeg GLAD :)

OG så skylder jeg også lige en stor tak til 32GI, som støttede mig med energiprodukter under løbet. Og en tak til alle der hjalp og heppede selvfølgelig – både i arenaen og hjemmefra!

Pokalen som har fået æresplads i køkkenet.

Pokalen som har fået æresplads i køkkenet.

32GI-energi-loooove :)

32GI-energi-loooove :)

Fedt løb med flotte resultater
Jeg endte altså på toppen af kvindernes podie, meeeen lad os bare sige, at der var nogle der virkelig vandt! Svenske Elov Olsson satte en vild nordisk rekord på 253 km! Imponerende! Og han stod altså om morgenen og kastede op i skraldespand, hvorefter han gik rundt med hue og jakke i et par timer på banen – for så til sidste at sprinte løs og faktisk løbe de sidste 10 km på under 45 min!

To andre store vindere var to børn – ja den er god nok. To piger på måske 7-8 og 9-10 år! De gik og småløb altså henholdsvis over 40 og over 50 km! De startede sammen med os, og tog hjem ud på aftenen, hvorefter de kom igen næste formiddag med resten af familien. Det er altså lidt sejt. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg lige skal forholde mig til børn og de distancer generelt. Men det jeg så på banen virkede helt rigtigt for dem, og det virkede som en leg for dem.

Og ja selve løbet – det var et super fint løb. Godt arrangeret og super fine rammer og fed opbakning, selv for en lille dansker der er godt og grundigt på udebane. Når trail-kæresten simpelthen står herhjemme og snakker med sig selv: “Det var rigtig fedt, det VAR faktisk rigtig fedt… ja!”, ja så har man altså lavet et godt løb, hvor en fed stemning fik fjernet fokus fra, at man bare løb rundt og rundt og rundt. Og ja til sidst skal da lige bemærkes, at kæresten var voldsomt godt løbende. Da jeg gik i seng ræsede han lige løs i 3 timer, og selvom han brugte meget tid på at sørge for mig, så nåede han at løbe sin hidtil længste distance på 75 km inden cutoff.

24 timers løb med 32GI

Jeg er en meget glad og heldig pige :) 32GI som laver nogle virkelig lækre energiprodukter har nemlig sagt ja til at hjælpe mig lidt til 24 timers løb i Sverige, når jeg skal forsøge at løbe rigtig langt og længe.

Og i dag kom der en lækker pakke med posten indeholdende flere af de her lækre produkter. Jeg stiftede første gang bekendskab med 32GI, da jeg løb Winforce, 50 km i august, hvor jeg før løbet smed mit eget energi og i stedet brugte 32GI energi fra depotet – med stor succes.

Et udvalg af de produkter jeg har fået fra de søde folk fra 32GI

Et udvalg af de produkter jeg har fået fra de søde folk fra 32GI

På billedet kan i se nogle af de lækre produkter. Jeg har brugt både chews og tabs flere gange. Chews er et vingummilignende produkt, som min mave er vild med. Det giver mig en mæthedsfølelse, som jeg godt kan savne, når jeg løber langt. Tabs skal også tygges og giver dermed også maven noget at arbejde med – og det kan jeg altså godt lide. Så har vi også deres lækre vanilje og kaffe geler. Forestil jer sådan en lækker fyldt chokolade med noget lækkert cremet fyld i – det er sådan jeg faktisk bedst vil beskrive gelerne. Dog uden at det bliver kvalmt. Jeg er i hvert fald fan!! Og så skal jeg også stifte bekendskab med flere af 32GIs energidrikke og deres foodbarer – jamen altså, jeg glæder mig så meget til de her mange timer på løbebanen :)

Tjek også 32GIs hjemmeside ud her, hvor man kan læse mere om konceptet bag og mere om de forskellige produkter eller smid et like på deres facebookside , hvor de jævnligt afholder konkurrencer og meget mere.

I forhold til forberedelser, så er jeg godt i gang med nedtrapning, og så småt begyndt at skrive lange huskelister over alle mulige underlige ting, der skal med. Jeg har godt styr på kosten generelt, hvor jeg uden problemer kører low-carb og generelt (duften af min træningstøj taler sit tydelige sprog) fornemmer, at jeg fedtforbrnder rigtig godt. Strategierne inde i hovedet er også ved at forme sig – til noget fornuftigt :)

Til sidst et kæmpe stort tak til 32GI for den fine hjælp – jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at præstere rigtig godt og glæder mig meget til at prøve mig selv af med anvendelse af de lækre produkter :)

Sååååå glad for den fine hjælp :)

Sååååå glad for den fine hjælp :)

2014-løbeåret er så alligevel ikke helt slut

Jeg ved godt, at jeg for en måned siden skrev…
…at det her med ultraløb i 2014 var slut efter min operation. Ja ja, inden jeg kørte mod hospitalet fandt jeg et løb i Hong Kong (50 k holdløb på Lantau (dog i 2015), Translantau) og inden jeg blev kørt fra stuen til operationsstuen fik jeg den langbenede overbevist om, at vi da skulle deltage.. Og derfra gik det vel bare som forventet.

Kort tid efter var vi i hvert fald også tilmeldt endnu et løb, og denne gang et 24 timers løb (for mit vedkommende) i Sverige her i december :)

Hvad der kan gemme sig inde i næsen
Men inden veg begynder at køre i 24 timers-mode, så lad mig lige fortælle lidt om den her oplevelse med sådan en bihuleoperation. Kort sagt, så gik operationen super godt. Det gjorde det efterfølgende døgn også. Da jeg næste morgen måtte udskrives fik jeg fjernet vat fra næsen – og allerede her lærte jeg noget om, hvor meget plads der er inde i ens kranie via næsen – for det var godt nok vildt hvilke mængder vat lægen kunne hive ud derfra. Desværre blev jeg herefter voldsomt forkølet og måtte lægge mig syg derhjemme. Her begyndte den interessante rejse ud i næsens anatomi, for jeg har siden operationen skullet skylle næsen for at skylle sårene ud. (man udfører operationen via næsen, så man har nogle sår langt oppe/inde i næsen, mens der intet umiddelbart kan ses). Og desværre så er det ikke gået helt som man kunne ønske. Højre og venstre halvdel af min krop arbejder ofte ikke helt synkront – og altså heller ikke ved sårheling. Efter 1 uge røg der en imponerende stor mængde sårvæv ud af højre næsebor (lægen hjalp til her), men venstre…! Venstre afventer stadig!

På trods af, at det endnu ikke er helt helet og giver nogle gener med trykken i bihulerne på venstre side og lettere blokeret luftveje, så er jeg glad og tilfreds. Jeg har ikke haft ondt i hovedet, og det er jo en sand befrielse. Nå ja, og så er der jo også plusserne med, at jeg pludselig har en meget bedre lugtesans og kan smage mere. Det er sgu fedt! Dog skal jeg lige vænne mig til de her større passager i bihulerne, som kan give nogle interessante situationer, fordi der “gemmer” sig vand derinde, som pludselig flere timer senere kan finde vej ud, fordi jeg bukker mig forover eller til siden ;) (Ja, det har måske ikke været det fedeste i verden at starte nyt job (som jeg gjorde lige efter operationen) og samtidig have de her spændende oplevelser – men jeg overlever, og det håber jeg også de nye kollegaer gør)

Forberedelserne til 24 løb er begyndt
Men her efter operationen har jeg nu løbet i 3½ uge. Jeg har i de seneste 2 uger været oppe på en fin mængde og har de sidste 2 uger også løbet med god intensitet og tempo. Og i morgen løbes så sidste tur på fuldt program, hvorefter nedtrapningen starter. Den kommer til at foregå over 2 uger, og i den sidste uge op mod løbet regner jeg faktisk næsten ikke med at løbe. Udover at planen er klar, så er planlægningen også så småt begyndt i det små – med en lang liste over ting jeg skal have styr på inden.

Derudover så er den vigtigste forberedelse i fuld gang. Og jeg føler det går godt. Det er nemlig den mentale forberedelse. Og fokus er på en ting her – nemlig at “point of no return” er ved startskud. Jeg er i foråret blevet stoppet nogle gange på grund af svaghed i hoften, men jeg er altså blevet stærkere nu, og jeg tror på det. Og jeg er afklaret med, at det skal gøre ondt (det punkt er nok ret væsentligt). Jeg regner med at turen i Sverige bliver 2014s sidste løbetur, og næste løb er i marts. Så jeg arbejder mentalt meget på, at det kan gøre ondt alt det som det vil, for det forsvinder igen og jeg har rigeligt tid til at komme ovenpå igen. Derudover så arbejder jeg mentalt lidt med det her med hvordan jeg skal forholde mig til mine og evt. andres forventninger. Og så er faktum at banen er 239 meter lang (og man dermed for alvor kan snakke om et hamsterhjuls-løb) også noget der bliver arbejdet med!

Og til sidst så kan jeg fortælle, at jeg glæder mig over, at jeg i løbet af ugen har fået lidt hjælp udefra til løbet, hvilket jeg er rigtig glad for. Men det må i lige vente lidt med at høre mere om :)

Mental forberedelse i selskab med Pjuske Hulk Hamster.

Mental forberedelse i selskab med Pjuske Hulk Hamster.

Gode ben – og dog noget af en skuffelse

“KLONK” – sådan lød det! Da vi på vej mod nordsjælland lørdag aften på aller effektiveste vis fik aflivet et rådyr i fuld fart på motorvejen, var det måske et forvarsel om, at det ikke lige skulle være vores løb!

Optakten havde ellers været rigtig fint. Lørdag havde jeg sovet noget der ligner 12 timer og lørdag aften sov jeg fra 21 til kl 4.45, hvor vi stod op og kørte mod Holte hallerne, hvor Trailman skulle skydes i gang.

Starten gik kl 6.00 og de første 5 km på lysløjpen gik roligt af sted. Herefter blev vi sendt ud på 25 km rundstrækningen, hvor vi skulle møde de mere seriøse bakker. Vi startede i regnvejr og et fantastisk dejligt varmt vejr! Det var helt perfekt! Den langbenede og jeg løb første omgang sammen, og mit håb var, at vi kunne holde sammen de første 55 km, hvorefter jeg nok ville løbe. Desværre var det allerede kort efter 40 km slut med følgeskabet. Herefter blev farten sat op, og jeg løb en super anden omgang.

Allerede på første omgang kom regnen, og på anden omgang regnede det seriøst! Jeg var fuldstændig gennemblødt og da jeg allerede efter 10 km havde været nede og ligge i fuld længe og fået et ordentligt slag over knæet og desuden fulgte dette op igen med en seriøs røvtur på 2. omgang, så var det måske meget nemt, at blive lidt træt af det. Men det skete på ingen mådheldigvis ikkee. I mål på 2. omgang blev der fyldt væske på, og jeg skulle i depot efter de lovede sandwich – som så ikke var der!!! WTF ja! Jeg havde allerede på det tidspunkt haft problemer med maven, fordi den manglede noget at arbejde med, og nu manglede der ligesom det her “mad” i depotet! Jeg fik flået to kanelgifler ud af kærestens depot, da jeg i min naiviet havde sat min lid til løbets depot. Lidt knotten, men med en “jeg-skal-fanme-tage-den-her-50-miler-på-under-10-timer”-attitude løb jeg afsted. Jeg havde 3.27 til sidste omgang. No problemos! Jeg var ligeså godt løbende da jeg løb ud på 3. som på 2. omgang – omend noget sulten.

Men regnen gjorde det for alvor svært på sidste omgang. Det var en ren glidebane. Det var faktisk fedt at prøve de forhold, men det var hårdt ;) Jeg havde hele løbet ligget lige i røven på den førende kvinde og også haft kontakt til hende. På 3. omgang da vi kom til mit yndlingsstykke efter maglebjerg (som jeg tog ned på røven i et rigtig flot styrt) fik jeg hentet hende og lagt mig i front, og så gik jeg ellers helt kold på energi og måtte lade hende lægge sig de her 400-500 meter foran mig, som hun havde i en stor del af løbet! Damn det var bittert. Da jeg kort efter tog den lige på hovedet med samme knæ forrest igen, så var placeringer fuldstændig ligegyldigt. Jeg skulle bare hjem uden flere uheld under 10 timer.

Og det lå jeg også fantastisk til. Jeg lå lige bag en fyr, som kom ind i 9.50, men ved den sidste bakke kan jeg se markeringer lige fremme, som jeg løber efter… et godt stykke senere viser det sig, at jeg dermed løb ud på en anden del af ruten, da jeg skulle være drejet mod højre. Her blev jeg simpelthen ramt af noget der slet ikke var rart! Jeg måtte vende om, men for at det ikke var nok kom jeg pludselig til “naturstyrelsens skurvogn”, som jeg godt vidste jeg var løbet forbi 20 minutter forinden! Men jeg kunne ikke finde tilbage på ruten, så jeg var nødt til at tage stykket endnu en gang.. Og jeg var top-forvirret. Stod flere gange stille og måtte spørge andre om vej, fordi jeg nu slet ikke stolede på nogle markeringer… 20 minutter forsinket løb jeg i mål til kæreste (han udgik efter 55 km) og venner, som glade tog i mod mig. Den følelse!!! Jeg lover jer, den følelse! At have løbet måske sit livs løb under så svære forhold og så misse 20 minutter og dermed de 10 timer og komme 20 minutter senere ind end den vindende kvinde, som man havde ligget lige i røven af hele dagen – den var slet ikke rar! Og det var der nok også flere der så og hørte, da det ikke ligefrem var glædesråb, der kom ud af min mund, da jeg nåede mål i tiden 10.09.

Jeg prøver at fokusere på, at jeg løb 50 miles plus næsten 3 km i et hamrende stabilt tempo. Her lyver resultatlisten så helt vildt pga ovennævnte stunt. 3 omgang tog også længere tid, men jeg vil faktisk påstå, at jeg løb lige så godt på sidste omgang – men forholdene gjorde bare, at bakkerne skulle tages i gang nedad. Det gik galt på energien, og der kunne ligge en potentiel forbedring, men selvom jeg var nede med heraf følgende maveproblemer og kvalme, så fik de udfordringer mig ikke til at gå ned, men forhindrede måske dog nok en drømmeafslutning. Jeg kunne sagtens have løbet længere, og det giver mig mod frem mod Hammer trail til næste år :)

Også kroppens tilstand her 12 timer efter løbets afslutning vidner om, at fysikken er i orden. Jeg har et hamrende ømt og blåt højre knæ og ømme hofter, som hver tog af på en ordentlig røvtur. Jeg har en fin bule i panden fra min pandelampe, som åbenbart har siddet for stramt og så et meget ømt punkt på ryggen fra min rygsæk! Men det der rigtig tæller – nemlig benene – har det rigtig godt. Selvfølgelig er lårene ømme, men det er slet ikke som jeg havde forventet og ingenting i forhold til de 10 timers tæv, de fik i går. Den ene ankel fik et godt vrid, og er derfor også øm, men der er ingen hævelse eller noget, så den skal bare have et par dage :)

Og så passer det jo på sin vis perfekt, at benene får rigeligt med hvile de næste par uger. Mandag skal gå med at sove (efter en søvnløs nat), spise og restituere. Og tirsdag formiddag står på operation af bihulerne, hvorefter jeg får nogle uger i ro. Dermed betragter jeg lige nu løbeåret (i hvert fald i forhold til ultra) 2014 som afsluttet for mit vedkommende.

Afslutningsvis et par ord om selve løbet. Trailman blev i går afviklet for første gang, og derfor er det forventeligt, at ikke alt kører fuldstændig. Trailman har kaldt det her med sene udmeldinger mv. som “løbende optimering”. For mig har det desværre virket lidt som om, man ikke helt havde styr på det. Jeg tør dog heller ikke forestille mig, hvad det kræver at stable sådan et løb på benene, så jeg har til dels også forståelde for noget af det. Ruten var fed – okay jeg synes det er lidt sygt at løbe op og ned af samme bakke fra alle sider, men jeg var vild med underlaget (måske lidt mindre, da det blev en kombineret mudderpøl/glidebane). Jeg ved at flere var usikre i forhold til markeringer, og det er også svært at undgå. Men når man ligger forskellige dele af ruten så tæt på hinanden, at man kan se den anden dels markeringer, så har man bare et stort ansvar for at gøre hvad der skal til for at undgå misforståelser. Når først man rammer en forkert del af ruten, så har man bare ikke en chance i et område, hvor man aldrig har været før. Jeg har selvfølgelig selv en stor del af æren for fejlen, men der hvor jeg fejlede, kunne man nok godt havé gjort det bedre – som man f.eks. havde gjort det andre steder med tydelige afspærringer. Jeg har i hvert fald lært i går, at jeg skal have gps ruten på eget ur ved et lignende løb en anden gang. Depotet var nok den store misser for mig. Jeg stolede på at depotet indeholdt det der stod på hjemmesiden – det var ikke tilfældet! Og det var rigtig skidt, når jeg nu havde stolet på det! Desuden var det ærgerligt at komme i mål på 50 miles til et plukket depot, hvor udvalget af fast føde begrænsede sig til frugt, chips og peanuts. Og så var der allerede inden løbet en del buzz omkring præmierne. Der var nemlig store pengepræmier – til de hurtigste. Som jo fra naturens side med stor sandsynligvis ville være mænd. Det var det også! De fik rigtig fine præmier! Jeg deltog velvidende at det var sådan. Men jeg synes det så til gengæld var ærgerligt, at præmierne til kvinderne virkede lidt tilfældige (jeg fik mange fine ting, og selvfølgelig er det på sin vis også fedt at kunne glæde kæresten (som er en kæmpe støtte i forbindelse med løb) med et par lækre strømper, men det havde været “pænere”, at give strømper i størrelsen mindre end 43-45 til kvinder ;). Alt i alt et fedt løb i et lækkert område – et løb som jeg tror, at man med små korrektioner kan gøre til en fed efterårsklassiker (jeg håber ikke man rykker tidspunktet, for efteråret har absolut sin charme!).

Winforce 50 km: Vi GJORDE det sgu!

Sommeren har været varm og dejlig. Løbemæssigt har den været forfærdelig. Løb er nærmest blevet lig kvalme og rigtig mange mange ture med maveproblemer, og jeg har været så træt af det, at løb bare slet ikke har været sjovt.

Men for lang tid siden blev jeg tilmeldt Winforce på 50 km distancen. Egentlig skulle jeg selv af sted, men pludselig var der mulighed for at kæresten kunne tage med som hepper, og kort for løbets afvikling blev der også pludselig mulighed for, at han faktisk kunne deltage! Og ja så var det jo oplagt at forsøge at følge op på vores Samsø tur, hvor vi løb 58 km sammen – selvom det holdt hårdt til sidst.

Derfor var der stort strategi-møde i køkkenet i går sent om aftenen. Hvad skulle vi, hvad var planen!?! Jeg vidste godt hvad jeg mente og heldigvis kunne vi spore os ret meget ind på noget af det samme. Min ambition var kort og godt at løbe i negativt split! Den langbenedes ambition var at komme godt igennem og ikke opleve de problemer som han gjorde på de sidste 15 km på Samsø. Så det kunne faktisk meget godt mikses sammen i et mål om at løbe negativt split/meget tæt derpå og få et fornuftigt flow over hele løbet.

Da uret ringede lidt over 7 kan jeg så til gengæld fortælle, at jeg helst bare sov videre. Jeg har ikke været på arbejde i noget der ligner evigheder og jeg har derfor ikke været særlig tidligt op meget længe. Så jeg havde bare lyst til at sove. Som jeg skrev på facebook: Kom an winforce – jeg er SÅ træt! Og det var jeg. Ved ankomsten var det som altid hyggeligt at se kendte ansigter og der blev snakket lidt og især snakket energiindtag. 32GI som var sponsorer for løbet og som forhandles af ultrarun.com (arrangør af løbet) leverede nemlig energi, og jeg var meget nysgerrig. Det var anderledes produkter med bl.a. tyggetabletter, et vingummilignende energiprodukt samt gels og drik. Jeg fik prøvet det hele inden startet – og måske var det en medvirkende faktor til, at jeg kom lidt op i gear før starten :)

Da starten gik var det i hvert fald sjovt at løbe. Strategien var klar. Det der blev løbet på 1 om gang skulle også løbes på nr. 2 omgang. Og det tempo der blev holdt på 1. omgang skulle holdes på 2. omgang. Derfor var det fornuften der faktisk styrede løbet hele vejen igennem, og jeg vil faktisk sige, at jeg har været meget tæt på et af mine bedst disponerede løb. Jeg kunne godt tænke mig, at have set hvad jeg kunne på bakkerne på 2. omgang, men i dag skulle vi hjem sammen og performe sammen! Og det gjorde vi!

Vi startede på 2 km strand. Jeg hader strand, men det var en utrolig dejlig og rar strand med virkelig dejlige sten kombineret med lidt tørret tand mv. Kort og godt gik de første 2 km på strand super godt. Efter 5 km var det varmt! Jeg begyndte at frygte, hvad der ventede! Men på et tidspunkt kom regnen så. Jeg har efter løbet siddet og set et indslag fra løbet i nyhederne, og det har åbenbart regnet en del, mens vi løb. Men det var fantastisk! Min kommentar efter 1 omgang i depotet “Jeg har det fint, vejret er fantastisk!” siger vist alt! :) Efter 8 km kom første stigning. Vi løb til stigningen knækkede, hvorefter vi gik op, og så straks satte i løb igen. Igen ved 12 km kom stigningerne. Herefter en masse op og lidt ned og op igen. Indtil vi ved 19 km primært skulle løbe nedad de sidste 6 km mod mål, for at komme ud på 2. omgang. Bakkerne var hårde, men vores strategi spillede skide godt. Vi gik, når der var stejlt og satte straks i løb, når det fladede ud. 1. omgang blev klaret på 2 t 43 min.

Den langbenede havde under fredag aftens strategimøde ytret ønske om tid i depotet. Så i depotet var der 5 min til mad, væske, opfyldning mv. Depotet var så fantastisk! Jeg rørt ikke en finger, men fik alt fyldt op og ligefrem fyldt geler mv i mine lommer. Efter lidt mere end 4 min var vi af sted igen. Igen gik stranden som en drøm – og planen holdt – tempoet var som på 1. omgang. Med få sekunders variation (til begge sider) løb vi de første 8 km med samme tempo som på første omgang. Men da vi ramte første stigning ved 8 km mente den langbenede godt nok, at stigningen knækkede en 100 meter før jeg mindes den gjorde på 1. omgang. Det kostede små 30 sekunder. Efter stigningen tabte vi yderligere 20 sek på den efterfølgende km.Men så var vi stort set tilbage. Det holdt indtil efter 12 km. Fra 12-17 km (total 37-42 km) var der mange bakker. Og det var her at den langbenede oplevede de første problemer og erklærede noget mere gang – dog stadig kun opad! Vi tabte her 5:50 min. Jeg selv var flyvende. Den ekstra tid jeg får, når vi skal ned og gå giver mig afsindigt meget (faktisk i overraskende grad), så overskuddet var stort og skønt på 2. omgangs bakker. Efter 44 km var krisen ovre – godt hjulpet på vej af, at bakkerne også var overstået og den langbenede tog det lange ben foran, og var nær ved at sætte mig et par gange. Men vi fandt et perfekt flow og løb de sidste 4 af 5 km hurtigere end på 1. omgang. Faktisk løb vi så godt, at vi løb de sidste ~500 meter i pace 4.21 min/km. Vi passerede målstregen hånd i hånd, hvorefter vi begge faldt til jorden pga slutspurten.

Tiden for 2. omgang endte på 2 timer 53 min. Altså blev der brugt 10 min ekstra på 2. omgang. Heraf blev lidt over 4 min brugt i depotet. Så jeg tillader mig at kalde mis´sionen for fuldført!! Det er ikke negativt split, men meget meget tæt på. Det er under 6 min som skiller os, og vi ved godt hvor de 6 min ligger – nemlig som mer-tidsforbrug på bakkerne. Men det var nødvendigt. Vi rejste os i høj grad på de sidste km mod mål, så jeg er bare så glad og tilfreds – og knaldhamrende stolt af min kæreste som for første gang har løbet et ultraløb uden kramper, og ikke mindst med en markant forbedring i forhold til hvad der sker med ham, når trætheden melder sig :) Tiden gav desuden henholdsvis en 13. og 14. plads (totalt, jeg blev desuden 2’er som kvinde) – efter 1. omgang lå vi så vidt jeg lige kan se noget nær en 27. og 28. plads! Noget der blot viser, at det ikke er en rute, hvor det ikke er nemt at administrere kræfterne bedst muligt.

Efterfølgende har den stået på dejlig hvidvin og afslapning, og jeg ser nu frem til at skulle deltage i et 2 km børneløb i morgen formiddag :)

Og afslutningsvis så skal der lige rundes af med et stort tillykke til alle der løb i dag og gennemførte og/eller brød grænser. Det var fedt at løbe med jer alle derude. OG tak til hjælperne i depotetet, som gjorde det til en fest for os alle, og til christian fra ultrarun (og samtidig også alle hjælpere) for at skabe et super godt og fedt løb, og være med til at skabe rammerne for en rigtig dejlig dag! Jeg håber ikke det er sidste gang jeg har deltaget i løbet :)

Før afgang hjemmefra - jeg er på ingen måde frisk!

Før afgang hjemmefra – jeg er på ingen måde frisk!

Målfoto. Og ja, vi ser meget lidende ud - forstår heller ikke hvorfor kæresten absolut skulle sætte sådan en massiv spurt ind til sidst. Foto: Kennet Andersen/ultrarun.com

Målfoto. Og ja, vi ser meget lidende ud – forstår heller ikke hvorfor kæresten absolut skulle sætte sådan en massiv spurt ind til sidst. Foto: Kennet Andersen/ultrarun.com

Hygge efter løbet. Glade og stole. Foto: KEnneth Andersen/ultrarun.com

Hygge efter løbet. Glade og stole. Foto: KEnneth Andersen/ultrarun.com

Siden sidst og Sejerø runden

Der er sket meget siden sidst! Det er også meget længe siden jeg sidst skrev! Jeg er kommet i behandling med det der højre lår/hofte som har drillet flere gange i år – resultatet har været fremragende for højre ben, som spiller maks – desværre er venstre så sat ud af spillet! Det har betydet lidt spredt løbepause. Egentlig har der kun været få smerter, men en ubehagelig fornemmelse af, at jeg ikke løber korrekt og kompenserer har holdt mig fra løb flere dage. Og egentlig har det været meget fint, for for første gang i flere år har jeg faktisk syntes at løb var noget jeg overhovedet ikke gad bruge tid på!

Den tanke forbliver heldigvis ikke i mit hoved længe af gangen, men det har faktisk været rart med nogle uger uden så meget run på. Den tid der er blevet frigjort pga manglende træning (når nu løb var droppet, var det meget passende også at droppe en stor del af alt det andet) er blevet brugt fornuftigt til lidt rejseaktivitet, shopping, en masse bål og snobrødshygge, gåture, hyggelæsning, kajakroning, træklatring, familiehygge, søvn og afslapning :) Ah ja, og så har jeg også skam-smadret stængerne ved en squat-maks test, som endte efter 1111 squat i streg (uden belastning) – noget der tog pænt lang tid og som nok har fået naboerne til at tænke, at jeg er bindegal.

I søndags havde jeg dog været tilbage i løbeskoene i et par dage, hvilket passede meget godt eftersom jeg var tilmeldt halvmarathon på Sejerø! Da vi nåede Sejerø var jeg langtfra oplagt på at løbe. Jeg gad faktisk ikke rigtig. Så en aftale om at følges i et fornuftigt, roligt tempo og indlægge en badetur, var dagens bedste beslutning. Efter 8,5 km var det tid til badeturen. Den var dejligt kølende, og med drivvådt tøj blev de resterende km faktisk ganske “rare” på trods af varmen. Efter 16 km gik der dog lidt ræs i den for mig (ja ja, det er jo svært at lade være, og jeg var igen vild med løb). Så de sidste 5 km blev tilbagelagt i et væsentligt lavere tempo og det var en fest at overholde et større antal løbere på de sidste 5 km :)

Efter at være kommet i mål var der også tid til at vandre til stranden for at få endnu en dukkert inden det gik med færgen hjemad.

Kort og godt var det en fed og hyggelig tur! Men jeg savnede at løbe der hvor der for alvor var smukt – på strandene og skrænterne som vi kunne se, men som vi aldrig kom ud på, da vi kun løb på vej. Derfor håber jeg at kroppen makker ret i løbet af ugen, for i så fald har jeg vist overtalt den langbenede til, at vi skal et smut til Sejerø på søndag, og løbe Sejerø “rigtigt” rundt :)

Så om alt går vel, så kommer i nok til at høre lidt mere om Sejerø!

Den del af Sejerø, som jeg håber også snart at kunne opleve.

Den del af Sejerø, som jeg håber også snart at kunne opleve.

Samsø rundt… sådan næsten

Fredag eftermiddag vendte jeg sammen med kæresten og en kollega snuden med Samsø for at deltage i Samsø Ultra om lørdagen. Efter en to timers færgetur og en kort køretur stod den på indkvartering på Hotel Steen i Tranebjerg. Vi havde egentlig regnet med at slå et telt op og sove i telt, men Steen havde simpelthen i stedet åbnet sit hjem for os, så der stod værelser klar til os, hvor vi kunne inkvartere os! Efter indkvartering blev fredagen brugt på en tur til Nordby bakker for at se på udfordringerne der ventede om lørdagen, og derefter tog vi turen til Nordby, hvor vi fik overstået de vigtige gøremål at få en is, gå en lille tur i byen og hente startnr.

Lørdag morgen stod vi klar i Nordby en halv time før starten kl 9. Så der var tid til lidt snak, få tisset af tyve gange, taget billeder og skifte tøj et par gange inden jeg endte med at beslutte mig for det tøj jeg havde på hjemmefra. Kæresten og jeg skulle løbe 57,8 km. Jeg havde igen fået tilmeldt mig et løb, som gav en sikker sejr ved gennemførelse, da jeg var eneste kvinde. På herresiden var der heller ikke så mange tilmeldte, da de “store” distancer derover var 100 km og 21,1 som altså havde tiltrukket lidt flere deltagere. Kollegaen havde kastet sig over netop 21,1 distancen. Alle startede på samme rute, og halvmarathon løb så fra efter en 16-17 km. Så vi havde forinden aftalt, at vi skulle løbe sammen det første stykke, og når vi så var blevet delt fra halvmarathon, så var det planen at jeg skulle holde mig sammen med kæresten hele vejen hjem! Og ved i hvad – jeg kan allerede nu afsløre, at vi GJORDE det!! :)

Vores fantastiske team.

Vores fantastiske team.

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Før start var der en kort breefing hvorefter vi løb af sted mod Nordby bakker. Har ventede først en masse dejlige og smukke km, som også var en smule hårde. Bakkerne i starten var som sådan “tilpas” for mig, men især var flere af skrænterne lige hårde eller tekniske nok, så vi var nede i gang flere gange. Vi var godt klar over, at de hårdeste km var dem i starten, så derfor var vi heldigvis fornuftige nok til også bare at tage den med ro. Dog var der noget mere strand end jeg helt havde luret (jeg havde absolut heller ikke lavet den store research på ruten), men derudover var det også nogle hårde strandstykker, så de kunne godt mærkes i hoftebøjerne allerede efter få km. Men bortset fra at strandstykkerne trak lidt flere tænder ud end forventet, så gik alt efter planen. Vi fik planmæssigt taget adskillige selfies undervejs, og tog os god tid ved depoterne og nød det ellers. Efter at have sagt farvel til halvmarathonløberne var den langbenede og jeg ret hurtigt alene. Vi havde æren af lidt mere strand, og det var nok her jeg begyndte, at blive lidt træt af strand, i hvert fald endte det med, at jeg fik samlet en fandens masse fjer, som i kan se af de efterfølgende billeder… (og jeg glemte i øvrigt alt om dem derefter og løb de resterende 35 km med dem i håret).

Efter de første 5 km

Efter de første 5 km

Lidt senere...

Lidt senere…

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Mig som indianeren Listig Ulv

Mig som indianeren Listig Ulv

Endelig var vi ude på noget engområde og lidt senere må jeg indrømme, at min indre asfaltræser havde dagens fest, da der var flere km ligeud af en skøn cykelsti! For jo det gik jo egentlig rigtig fint, jeg var bare ikke super meget ovenpå. Asfaltstykket var dagens første fest, men faktisk kom opturen noget senere omkring de 35 km, hvorefter den varede hele vejen hjem. Kort efter Sælvig havde vi igen æren af lidt strand – og her fangede vi synes af et fint sæl skelet. Det var muligvis synes med sælen der fik mig i snakkemode, for herefter syntes jeg det var ganske hyggeligt at snakke om alt muligt. Men så blev der meddelt fra den langbenede, at nu blev han lige asocial lidt. Så snakkede jeg en 5-7 km me mig selv om hvilket indianernavn jeg skulle have, og lige pludselig var vi nået til Kolby Kås, hvor der var depot og mål for marathonløberne.

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Jeg havde jo som sagt en fest! Jeg havde væske og ingen behov for at stå og blive kold, så jeg gik og gik og gik… jeg gik faktisk ret langt, men så var den langbenede der pludselig igen, og vi kunne begynde at løbe igen. Der var kun 16 km igen – det er jo bare en kort træningstur (det var kærestens ord 20 km tidligere). Jeg kunne godt fornemme, at de ord ikke skulle gentages på daværende tidspunkt. I stedet var fokus på næste depot! Jeg fik ret hurtigt luret, at det var ude ved fyret, som vi kunne se fra Kolby Kås. Da vi også begyndte at møde modløbende løbere fik jeg ekstra energi, hvorimod det nok var her, at kæresten blev meget presset og fik problemer med kramper! Nu hvor jeg var i indianernavne-mode, så blev han døbt store (farlige) ulv pga. hans udbrud!

Efter fyret var der kun 10 km hjem! Der skulle dog gå nogle km med problemer. Kramper og udbrud kom og gik, og vi måtte gå flere gange. Jeg havde stadig en fest, men vi skulle altså hjem sammen! Og så pludselig kunne vi se en forude, og så blev her “Store Ulv” til den helt store kriger og løb til! Jeg fatter stadig ikke helt hvad der skete, men jeg lagde mig bare ned bagved og lod ham styre tempoet! 1½ km fløj vi af sted i et pace tæt på 5.00 min/km, og vi fløj forbi den foranløbende, som ingen chancer havde for at følge med….. Så kom kramperne godt nok igen. og vi måtte gentage det med gang igen et par gange. Med 1½ km til mål satte vi for sidste gang i løb og sprintede til sidst i mål, hvor vi til stor overraskelse kunne konstatere at vi var de første løbere i mål på distancen.

Glade og stolte i mål :)

Glade og stolte i mål :)

Så kærestens andet ultraløb endte med en sejr! Jeg må vist godt være stolt af ham. Samtidig er jeg også stolt af mig og os – over at vi løb hele turen sammen! Jeg går hurtigt i “konkurrence-mode”, når jeg løber, så selvom jeg ikke skal løbe race, så er det svært for mig at gå og stå i depotet. Men jeg øver mig på det… I Ballen Havn var der masser af tid til snak og hygge, og vi hang ud der og så en masse løbere komme forbi depotet og løbe videre.

Det var fedt at se de andre løbere på 100 km distancen, og også fedt da vi så nogle af dem løbe i mål i Nordby senere på aftenen. Dog var det også med lidt misundelse, for ville jeg gerne have været med! Jeg havde flere gange (vel at mærke efter opturen efter de 35 km) lyst til at fortsætte efter Ballen, men fornuften og tanken om, at jeg skal til at blive frisk til at genoptage noget “rigtig” træningen igen vandt altså. Og det er jeg da også glad for i dag, men hvor ville jeg dog bare gerne løbe hele øen rundt en dag! I dag har jeg det overraskende godt. Der er lidt træthed, men det er det, så det er skønt :)

Alt i alt kan jeg kun sige, at løbet og hele weekenden var skøn. Vejret viste sig fra sin bedste side, og turen rundt var super lækker! Løbet var velarrangeret og jeg kommer bestemt gerne igen – nu håber jeg bare det passer ind i kalenderen næste år!