Gode ben – og dog noget af en skuffelse

“KLONK” – sådan lød det! Da vi på vej mod nordsjælland lørdag aften på aller effektiveste vis fik aflivet et rådyr i fuld fart på motorvejen, var det måske et forvarsel om, at det ikke lige skulle være vores løb!

Optakten havde ellers været rigtig fint. Lørdag havde jeg sovet noget der ligner 12 timer og lørdag aften sov jeg fra 21 til kl 4.45, hvor vi stod op og kørte mod Holte hallerne, hvor Trailman skulle skydes i gang.

Starten gik kl 6.00 og de første 5 km på lysløjpen gik roligt af sted. Herefter blev vi sendt ud på 25 km rundstrækningen, hvor vi skulle møde de mere seriøse bakker. Vi startede i regnvejr og et fantastisk dejligt varmt vejr! Det var helt perfekt! Den langbenede og jeg løb første omgang sammen, og mit håb var, at vi kunne holde sammen de første 55 km, hvorefter jeg nok ville løbe. Desværre var det allerede kort efter 40 km slut med følgeskabet. Herefter blev farten sat op, og jeg løb en super anden omgang.

Allerede på første omgang kom regnen, og på anden omgang regnede det seriøst! Jeg var fuldstændig gennemblødt og da jeg allerede efter 10 km havde været nede og ligge i fuld længe og fået et ordentligt slag over knæet og desuden fulgte dette op igen med en seriøs røvtur på 2. omgang, så var det måske meget nemt, at blive lidt træt af det. Men det skete på ingen mådheldigvis ikkee. I mål på 2. omgang blev der fyldt væske på, og jeg skulle i depot efter de lovede sandwich – som så ikke var der!!! WTF ja! Jeg havde allerede på det tidspunkt haft problemer med maven, fordi den manglede noget at arbejde med, og nu manglede der ligesom det her “mad” i depotet! Jeg fik flået to kanelgifler ud af kærestens depot, da jeg i min naiviet havde sat min lid til løbets depot. Lidt knotten, men med en “jeg-skal-fanme-tage-den-her-50-miler-på-under-10-timer”-attitude løb jeg afsted. Jeg havde 3.27 til sidste omgang. No problemos! Jeg var ligeså godt løbende da jeg løb ud på 3. som på 2. omgang – omend noget sulten.

Men regnen gjorde det for alvor svært på sidste omgang. Det var en ren glidebane. Det var faktisk fedt at prøve de forhold, men det var hårdt ;) Jeg havde hele løbet ligget lige i røven på den førende kvinde og også haft kontakt til hende. På 3. omgang da vi kom til mit yndlingsstykke efter maglebjerg (som jeg tog ned på røven i et rigtig flot styrt) fik jeg hentet hende og lagt mig i front, og så gik jeg ellers helt kold på energi og måtte lade hende lægge sig de her 400-500 meter foran mig, som hun havde i en stor del af løbet! Damn det var bittert. Da jeg kort efter tog den lige på hovedet med samme knæ forrest igen, så var placeringer fuldstændig ligegyldigt. Jeg skulle bare hjem uden flere uheld under 10 timer.

Og det lå jeg også fantastisk til. Jeg lå lige bag en fyr, som kom ind i 9.50, men ved den sidste bakke kan jeg se markeringer lige fremme, som jeg løber efter… et godt stykke senere viser det sig, at jeg dermed løb ud på en anden del af ruten, da jeg skulle være drejet mod højre. Her blev jeg simpelthen ramt af noget der slet ikke var rart! Jeg måtte vende om, men for at det ikke var nok kom jeg pludselig til “naturstyrelsens skurvogn”, som jeg godt vidste jeg var løbet forbi 20 minutter forinden! Men jeg kunne ikke finde tilbage på ruten, så jeg var nødt til at tage stykket endnu en gang.. Og jeg var top-forvirret. Stod flere gange stille og måtte spørge andre om vej, fordi jeg nu slet ikke stolede på nogle markeringer… 20 minutter forsinket løb jeg i mål til kæreste (han udgik efter 55 km) og venner, som glade tog i mod mig. Den følelse!!! Jeg lover jer, den følelse! At have løbet måske sit livs løb under så svære forhold og så misse 20 minutter og dermed de 10 timer og komme 20 minutter senere ind end den vindende kvinde, som man havde ligget lige i røven af hele dagen – den var slet ikke rar! Og det var der nok også flere der så og hørte, da det ikke ligefrem var glædesråb, der kom ud af min mund, da jeg nåede mål i tiden 10.09.

Jeg prøver at fokusere på, at jeg løb 50 miles plus næsten 3 km i et hamrende stabilt tempo. Her lyver resultatlisten så helt vildt pga ovennævnte stunt. 3 omgang tog også længere tid, men jeg vil faktisk påstå, at jeg løb lige så godt på sidste omgang – men forholdene gjorde bare, at bakkerne skulle tages i gang nedad. Det gik galt på energien, og der kunne ligge en potentiel forbedring, men selvom jeg var nede med heraf følgende maveproblemer og kvalme, så fik de udfordringer mig ikke til at gå ned, men forhindrede måske dog nok en drømmeafslutning. Jeg kunne sagtens have løbet længere, og det giver mig mod frem mod Hammer trail til næste år :)

Også kroppens tilstand her 12 timer efter løbets afslutning vidner om, at fysikken er i orden. Jeg har et hamrende ømt og blåt højre knæ og ømme hofter, som hver tog af på en ordentlig røvtur. Jeg har en fin bule i panden fra min pandelampe, som åbenbart har siddet for stramt og så et meget ømt punkt på ryggen fra min rygsæk! Men det der rigtig tæller – nemlig benene – har det rigtig godt. Selvfølgelig er lårene ømme, men det er slet ikke som jeg havde forventet og ingenting i forhold til de 10 timers tæv, de fik i går. Den ene ankel fik et godt vrid, og er derfor også øm, men der er ingen hævelse eller noget, så den skal bare have et par dage :)

Og så passer det jo på sin vis perfekt, at benene får rigeligt med hvile de næste par uger. Mandag skal gå med at sove (efter en søvnløs nat), spise og restituere. Og tirsdag formiddag står på operation af bihulerne, hvorefter jeg får nogle uger i ro. Dermed betragter jeg lige nu løbeåret (i hvert fald i forhold til ultra) 2014 som afsluttet for mit vedkommende.

Afslutningsvis et par ord om selve løbet. Trailman blev i går afviklet for første gang, og derfor er det forventeligt, at ikke alt kører fuldstændig. Trailman har kaldt det her med sene udmeldinger mv. som “løbende optimering”. For mig har det desværre virket lidt som om, man ikke helt havde styr på det. Jeg tør dog heller ikke forestille mig, hvad det kræver at stable sådan et løb på benene, så jeg har til dels også forståelde for noget af det. Ruten var fed – okay jeg synes det er lidt sygt at løbe op og ned af samme bakke fra alle sider, men jeg var vild med underlaget (måske lidt mindre, da det blev en kombineret mudderpøl/glidebane). Jeg ved at flere var usikre i forhold til markeringer, og det er også svært at undgå. Men når man ligger forskellige dele af ruten så tæt på hinanden, at man kan se den anden dels markeringer, så har man bare et stort ansvar for at gøre hvad der skal til for at undgå misforståelser. Når først man rammer en forkert del af ruten, så har man bare ikke en chance i et område, hvor man aldrig har været før. Jeg har selvfølgelig selv en stor del af æren for fejlen, men der hvor jeg fejlede, kunne man nok godt havé gjort det bedre – som man f.eks. havde gjort det andre steder med tydelige afspærringer. Jeg har i hvert fald lært i går, at jeg skal have gps ruten på eget ur ved et lignende løb en anden gang. Depotet var nok den store misser for mig. Jeg stolede på at depotet indeholdt det der stod på hjemmesiden – det var ikke tilfældet! Og det var rigtig skidt, når jeg nu havde stolet på det! Desuden var det ærgerligt at komme i mål på 50 miles til et plukket depot, hvor udvalget af fast føde begrænsede sig til frugt, chips og peanuts. Og så var der allerede inden løbet en del buzz omkring præmierne. Der var nemlig store pengepræmier – til de hurtigste. Som jo fra naturens side med stor sandsynligvis ville være mænd. Det var det også! De fik rigtig fine præmier! Jeg deltog velvidende at det var sådan. Men jeg synes det så til gengæld var ærgerligt, at præmierne til kvinderne virkede lidt tilfældige (jeg fik mange fine ting, og selvfølgelig er det på sin vis også fedt at kunne glæde kæresten (som er en kæmpe støtte i forbindelse med løb) med et par lækre strømper, men det havde været “pænere”, at give strømper i størrelsen mindre end 43-45 til kvinder ;). Alt i alt et fedt løb i et lækkert område – et løb som jeg tror, at man med små korrektioner kan gøre til en fed efterårsklassiker (jeg håber ikke man rykker tidspunktet, for efteråret har absolut sin charme!).

Winforce 50 km: Vi GJORDE det sgu!

Sommeren har været varm og dejlig. Løbemæssigt har den været forfærdelig. Løb er nærmest blevet lig kvalme og rigtig mange mange ture med maveproblemer, og jeg har været så træt af det, at løb bare slet ikke har været sjovt.

Men for lang tid siden blev jeg tilmeldt Winforce på 50 km distancen. Egentlig skulle jeg selv af sted, men pludselig var der mulighed for at kæresten kunne tage med som hepper, og kort for løbets afvikling blev der også pludselig mulighed for, at han faktisk kunne deltage! Og ja så var det jo oplagt at forsøge at følge op på vores Samsø tur, hvor vi løb 58 km sammen – selvom det holdt hårdt til sidst.

Derfor var der stort strategi-møde i køkkenet i går sent om aftenen. Hvad skulle vi, hvad var planen!?! Jeg vidste godt hvad jeg mente og heldigvis kunne vi spore os ret meget ind på noget af det samme. Min ambition var kort og godt at løbe i negativt split! Den langbenedes ambition var at komme godt igennem og ikke opleve de problemer som han gjorde på de sidste 15 km på Samsø. Så det kunne faktisk meget godt mikses sammen i et mål om at løbe negativt split/meget tæt derpå og få et fornuftigt flow over hele løbet.

Da uret ringede lidt over 7 kan jeg så til gengæld fortælle, at jeg helst bare sov videre. Jeg har ikke været på arbejde i noget der ligner evigheder og jeg har derfor ikke været særlig tidligt op meget længe. Så jeg havde bare lyst til at sove. Som jeg skrev på facebook: Kom an winforce – jeg er SÅ træt! Og det var jeg. Ved ankomsten var det som altid hyggeligt at se kendte ansigter og der blev snakket lidt og især snakket energiindtag. 32GI som var sponsorer for løbet og som forhandles af ultrarun.com (arrangør af løbet) leverede nemlig energi, og jeg var meget nysgerrig. Det var anderledes produkter med bl.a. tyggetabletter, et vingummilignende energiprodukt samt gels og drik. Jeg fik prøvet det hele inden startet – og måske var det en medvirkende faktor til, at jeg kom lidt op i gear før starten :)

Da starten gik var det i hvert fald sjovt at løbe. Strategien var klar. Det der blev løbet på 1 om gang skulle også løbes på nr. 2 omgang. Og det tempo der blev holdt på 1. omgang skulle holdes på 2. omgang. Derfor var det fornuften der faktisk styrede løbet hele vejen igennem, og jeg vil faktisk sige, at jeg har været meget tæt på et af mine bedst disponerede løb. Jeg kunne godt tænke mig, at have set hvad jeg kunne på bakkerne på 2. omgang, men i dag skulle vi hjem sammen og performe sammen! Og det gjorde vi!

Vi startede på 2 km strand. Jeg hader strand, men det var en utrolig dejlig og rar strand med virkelig dejlige sten kombineret med lidt tørret tand mv. Kort og godt gik de første 2 km på strand super godt. Efter 5 km var det varmt! Jeg begyndte at frygte, hvad der ventede! Men på et tidspunkt kom regnen så. Jeg har efter løbet siddet og set et indslag fra løbet i nyhederne, og det har åbenbart regnet en del, mens vi løb. Men det var fantastisk! Min kommentar efter 1 omgang i depotet “Jeg har det fint, vejret er fantastisk!” siger vist alt! :) Efter 8 km kom første stigning. Vi løb til stigningen knækkede, hvorefter vi gik op, og så straks satte i løb igen. Igen ved 12 km kom stigningerne. Herefter en masse op og lidt ned og op igen. Indtil vi ved 19 km primært skulle løbe nedad de sidste 6 km mod mål, for at komme ud på 2. omgang. Bakkerne var hårde, men vores strategi spillede skide godt. Vi gik, når der var stejlt og satte straks i løb, når det fladede ud. 1. omgang blev klaret på 2 t 43 min.

Den langbenede havde under fredag aftens strategimøde ytret ønske om tid i depotet. Så i depotet var der 5 min til mad, væske, opfyldning mv. Depotet var så fantastisk! Jeg rørt ikke en finger, men fik alt fyldt op og ligefrem fyldt geler mv i mine lommer. Efter lidt mere end 4 min var vi af sted igen. Igen gik stranden som en drøm – og planen holdt – tempoet var som på 1. omgang. Med få sekunders variation (til begge sider) løb vi de første 8 km med samme tempo som på første omgang. Men da vi ramte første stigning ved 8 km mente den langbenede godt nok, at stigningen knækkede en 100 meter før jeg mindes den gjorde på 1. omgang. Det kostede små 30 sekunder. Efter stigningen tabte vi yderligere 20 sek på den efterfølgende km.Men så var vi stort set tilbage. Det holdt indtil efter 12 km. Fra 12-17 km (total 37-42 km) var der mange bakker. Og det var her at den langbenede oplevede de første problemer og erklærede noget mere gang – dog stadig kun opad! Vi tabte her 5:50 min. Jeg selv var flyvende. Den ekstra tid jeg får, når vi skal ned og gå giver mig afsindigt meget (faktisk i overraskende grad), så overskuddet var stort og skønt på 2. omgangs bakker. Efter 44 km var krisen ovre – godt hjulpet på vej af, at bakkerne også var overstået og den langbenede tog det lange ben foran, og var nær ved at sætte mig et par gange. Men vi fandt et perfekt flow og løb de sidste 4 af 5 km hurtigere end på 1. omgang. Faktisk løb vi så godt, at vi løb de sidste ~500 meter i pace 4.21 min/km. Vi passerede målstregen hånd i hånd, hvorefter vi begge faldt til jorden pga slutspurten.

Tiden for 2. omgang endte på 2 timer 53 min. Altså blev der brugt 10 min ekstra på 2. omgang. Heraf blev lidt over 4 min brugt i depotet. Så jeg tillader mig at kalde mis´sionen for fuldført!! Det er ikke negativt split, men meget meget tæt på. Det er under 6 min som skiller os, og vi ved godt hvor de 6 min ligger – nemlig som mer-tidsforbrug på bakkerne. Men det var nødvendigt. Vi rejste os i høj grad på de sidste km mod mål, så jeg er bare så glad og tilfreds – og knaldhamrende stolt af min kæreste som for første gang har løbet et ultraløb uden kramper, og ikke mindst med en markant forbedring i forhold til hvad der sker med ham, når trætheden melder sig :) Tiden gav desuden henholdsvis en 13. og 14. plads (totalt, jeg blev desuden 2’er som kvinde) – efter 1. omgang lå vi så vidt jeg lige kan se noget nær en 27. og 28. plads! Noget der blot viser, at det ikke er en rute, hvor det ikke er nemt at administrere kræfterne bedst muligt.

Efterfølgende har den stået på dejlig hvidvin og afslapning, og jeg ser nu frem til at skulle deltage i et 2 km børneløb i morgen formiddag :)

Og afslutningsvis så skal der lige rundes af med et stort tillykke til alle der løb i dag og gennemførte og/eller brød grænser. Det var fedt at løbe med jer alle derude. OG tak til hjælperne i depotetet, som gjorde det til en fest for os alle, og til christian fra ultrarun (og samtidig også alle hjælpere) for at skabe et super godt og fedt løb, og være med til at skabe rammerne for en rigtig dejlig dag! Jeg håber ikke det er sidste gang jeg har deltaget i løbet :)

Før afgang hjemmefra - jeg er på ingen måde frisk!

Før afgang hjemmefra – jeg er på ingen måde frisk!

Målfoto. Og ja, vi ser meget lidende ud - forstår heller ikke hvorfor kæresten absolut skulle sætte sådan en massiv spurt ind til sidst. Foto: Kennet Andersen/ultrarun.com

Målfoto. Og ja, vi ser meget lidende ud – forstår heller ikke hvorfor kæresten absolut skulle sætte sådan en massiv spurt ind til sidst. Foto: Kennet Andersen/ultrarun.com

Hygge efter løbet. Glade og stole. Foto: KEnneth Andersen/ultrarun.com

Hygge efter løbet. Glade og stole. Foto: KEnneth Andersen/ultrarun.com

Siden sidst og Sejerø runden

Der er sket meget siden sidst! Det er også meget længe siden jeg sidst skrev! Jeg er kommet i behandling med det der højre lår/hofte som har drillet flere gange i år – resultatet har været fremragende for højre ben, som spiller maks – desværre er venstre så sat ud af spillet! Det har betydet lidt spredt løbepause. Egentlig har der kun været få smerter, men en ubehagelig fornemmelse af, at jeg ikke løber korrekt og kompenserer har holdt mig fra løb flere dage. Og egentlig har det været meget fint, for for første gang i flere år har jeg faktisk syntes at løb var noget jeg overhovedet ikke gad bruge tid på!

Den tanke forbliver heldigvis ikke i mit hoved længe af gangen, men det har faktisk været rart med nogle uger uden så meget run på. Den tid der er blevet frigjort pga manglende træning (når nu løb var droppet, var det meget passende også at droppe en stor del af alt det andet) er blevet brugt fornuftigt til lidt rejseaktivitet, shopping, en masse bål og snobrødshygge, gåture, hyggelæsning, kajakroning, træklatring, familiehygge, søvn og afslapning :) Ah ja, og så har jeg også skam-smadret stængerne ved en squat-maks test, som endte efter 1111 squat i streg (uden belastning) – noget der tog pænt lang tid og som nok har fået naboerne til at tænke, at jeg er bindegal.

I søndags havde jeg dog været tilbage i løbeskoene i et par dage, hvilket passede meget godt eftersom jeg var tilmeldt halvmarathon på Sejerø! Da vi nåede Sejerø var jeg langtfra oplagt på at løbe. Jeg gad faktisk ikke rigtig. Så en aftale om at følges i et fornuftigt, roligt tempo og indlægge en badetur, var dagens bedste beslutning. Efter 8,5 km var det tid til badeturen. Den var dejligt kølende, og med drivvådt tøj blev de resterende km faktisk ganske “rare” på trods af varmen. Efter 16 km gik der dog lidt ræs i den for mig (ja ja, det er jo svært at lade være, og jeg var igen vild med løb). Så de sidste 5 km blev tilbagelagt i et væsentligt lavere tempo og det var en fest at overholde et større antal løbere på de sidste 5 km :)

Efter at være kommet i mål var der også tid til at vandre til stranden for at få endnu en dukkert inden det gik med færgen hjemad.

Kort og godt var det en fed og hyggelig tur! Men jeg savnede at løbe der hvor der for alvor var smukt – på strandene og skrænterne som vi kunne se, men som vi aldrig kom ud på, da vi kun løb på vej. Derfor håber jeg at kroppen makker ret i løbet af ugen, for i så fald har jeg vist overtalt den langbenede til, at vi skal et smut til Sejerø på søndag, og løbe Sejerø “rigtigt” rundt :)

Så om alt går vel, så kommer i nok til at høre lidt mere om Sejerø!

Den del af Sejerø, som jeg håber også snart at kunne opleve.

Den del af Sejerø, som jeg håber også snart at kunne opleve.

Samsø rundt… sådan næsten

Fredag eftermiddag vendte jeg sammen med kæresten og en kollega snuden med Samsø for at deltage i Samsø Ultra om lørdagen. Efter en to timers færgetur og en kort køretur stod den på indkvartering på Hotel Steen i Tranebjerg. Vi havde egentlig regnet med at slå et telt op og sove i telt, men Steen havde simpelthen i stedet åbnet sit hjem for os, så der stod værelser klar til os, hvor vi kunne inkvartere os! Efter indkvartering blev fredagen brugt på en tur til Nordby bakker for at se på udfordringerne der ventede om lørdagen, og derefter tog vi turen til Nordby, hvor vi fik overstået de vigtige gøremål at få en is, gå en lille tur i byen og hente startnr.

Lørdag morgen stod vi klar i Nordby en halv time før starten kl 9. Så der var tid til lidt snak, få tisset af tyve gange, taget billeder og skifte tøj et par gange inden jeg endte med at beslutte mig for det tøj jeg havde på hjemmefra. Kæresten og jeg skulle løbe 57,8 km. Jeg havde igen fået tilmeldt mig et løb, som gav en sikker sejr ved gennemførelse, da jeg var eneste kvinde. På herresiden var der heller ikke så mange tilmeldte, da de “store” distancer derover var 100 km og 21,1 som altså havde tiltrukket lidt flere deltagere. Kollegaen havde kastet sig over netop 21,1 distancen. Alle startede på samme rute, og halvmarathon løb så fra efter en 16-17 km. Så vi havde forinden aftalt, at vi skulle løbe sammen det første stykke, og når vi så var blevet delt fra halvmarathon, så var det planen at jeg skulle holde mig sammen med kæresten hele vejen hjem! Og ved i hvad – jeg kan allerede nu afsløre, at vi GJORDE det!! :)

Vores fantastiske team.

Vores fantastiske team.

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Før start var der en kort breefing hvorefter vi løb af sted mod Nordby bakker. Har ventede først en masse dejlige og smukke km, som også var en smule hårde. Bakkerne i starten var som sådan “tilpas” for mig, men især var flere af skrænterne lige hårde eller tekniske nok, så vi var nede i gang flere gange. Vi var godt klar over, at de hårdeste km var dem i starten, så derfor var vi heldigvis fornuftige nok til også bare at tage den med ro. Dog var der noget mere strand end jeg helt havde luret (jeg havde absolut heller ikke lavet den store research på ruten), men derudover var det også nogle hårde strandstykker, så de kunne godt mærkes i hoftebøjerne allerede efter få km. Men bortset fra at strandstykkerne trak lidt flere tænder ud end forventet, så gik alt efter planen. Vi fik planmæssigt taget adskillige selfies undervejs, og tog os god tid ved depoterne og nød det ellers. Efter at have sagt farvel til halvmarathonløberne var den langbenede og jeg ret hurtigt alene. Vi havde æren af lidt mere strand, og det var nok her jeg begyndte, at blive lidt træt af strand, i hvert fald endte det med, at jeg fik samlet en fandens masse fjer, som i kan se af de efterfølgende billeder… (og jeg glemte i øvrigt alt om dem derefter og løb de resterende 35 km med dem i håret).

Efter de første 5 km

Efter de første 5 km

Lidt senere...

Lidt senere…

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Mig som indianeren Listig Ulv

Mig som indianeren Listig Ulv

Endelig var vi ude på noget engområde og lidt senere må jeg indrømme, at min indre asfaltræser havde dagens fest, da der var flere km ligeud af en skøn cykelsti! For jo det gik jo egentlig rigtig fint, jeg var bare ikke super meget ovenpå. Asfaltstykket var dagens første fest, men faktisk kom opturen noget senere omkring de 35 km, hvorefter den varede hele vejen hjem. Kort efter Sælvig havde vi igen æren af lidt strand – og her fangede vi synes af et fint sæl skelet. Det var muligvis synes med sælen der fik mig i snakkemode, for herefter syntes jeg det var ganske hyggeligt at snakke om alt muligt. Men så blev der meddelt fra den langbenede, at nu blev han lige asocial lidt. Så snakkede jeg en 5-7 km me mig selv om hvilket indianernavn jeg skulle have, og lige pludselig var vi nået til Kolby Kås, hvor der var depot og mål for marathonløberne.

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Jeg havde jo som sagt en fest! Jeg havde væske og ingen behov for at stå og blive kold, så jeg gik og gik og gik… jeg gik faktisk ret langt, men så var den langbenede der pludselig igen, og vi kunne begynde at løbe igen. Der var kun 16 km igen – det er jo bare en kort træningstur (det var kærestens ord 20 km tidligere). Jeg kunne godt fornemme, at de ord ikke skulle gentages på daværende tidspunkt. I stedet var fokus på næste depot! Jeg fik ret hurtigt luret, at det var ude ved fyret, som vi kunne se fra Kolby Kås. Da vi også begyndte at møde modløbende løbere fik jeg ekstra energi, hvorimod det nok var her, at kæresten blev meget presset og fik problemer med kramper! Nu hvor jeg var i indianernavne-mode, så blev han døbt store (farlige) ulv pga. hans udbrud!

Efter fyret var der kun 10 km hjem! Der skulle dog gå nogle km med problemer. Kramper og udbrud kom og gik, og vi måtte gå flere gange. Jeg havde stadig en fest, men vi skulle altså hjem sammen! Og så pludselig kunne vi se en forude, og så blev her “Store Ulv” til den helt store kriger og løb til! Jeg fatter stadig ikke helt hvad der skete, men jeg lagde mig bare ned bagved og lod ham styre tempoet! 1½ km fløj vi af sted i et pace tæt på 5.00 min/km, og vi fløj forbi den foranløbende, som ingen chancer havde for at følge med….. Så kom kramperne godt nok igen. og vi måtte gentage det med gang igen et par gange. Med 1½ km til mål satte vi for sidste gang i løb og sprintede til sidst i mål, hvor vi til stor overraskelse kunne konstatere at vi var de første løbere i mål på distancen.

Glade og stolte i mål :)

Glade og stolte i mål :)

Så kærestens andet ultraløb endte med en sejr! Jeg må vist godt være stolt af ham. Samtidig er jeg også stolt af mig og os – over at vi løb hele turen sammen! Jeg går hurtigt i “konkurrence-mode”, når jeg løber, så selvom jeg ikke skal løbe race, så er det svært for mig at gå og stå i depotet. Men jeg øver mig på det… I Ballen Havn var der masser af tid til snak og hygge, og vi hang ud der og så en masse løbere komme forbi depotet og løbe videre.

Det var fedt at se de andre løbere på 100 km distancen, og også fedt da vi så nogle af dem løbe i mål i Nordby senere på aftenen. Dog var det også med lidt misundelse, for ville jeg gerne have været med! Jeg havde flere gange (vel at mærke efter opturen efter de 35 km) lyst til at fortsætte efter Ballen, men fornuften og tanken om, at jeg skal til at blive frisk til at genoptage noget “rigtig” træningen igen vandt altså. Og det er jeg da også glad for i dag, men hvor ville jeg dog bare gerne løbe hele øen rundt en dag! I dag har jeg det overraskende godt. Der er lidt træthed, men det er det, så det er skønt :)

Alt i alt kan jeg kun sige, at løbet og hele weekenden var skøn. Vejret viste sig fra sin bedste side, og turen rundt var super lækker! Løbet var velarrangeret og jeg kommer bestemt gerne igen – nu håber jeg bare det passer ind i kalenderen næste år!

Succes med succes på!

I går var jeg et smut i Bramming! Når man kommer fra Kalundborg, er Bramming et lidt større smut at tage, og det var da også et stop på vejen på en lille tur mod sønderjylland for at besøge familien. Sidste år løb jeg et super godt 100 km løb i Bramming og havde en fed oplvelse, så da jeg fandt ud af, at jeg netop skulle til jylland den weekend, hvor løbet blev afholdt i år, ja så tog det mig ikke lang tid at tilmelde mig.

Efter et par DNF’er og et par løb, hvor jeg har haft problemer med benet, så var planen for i går klar – nemlig, at få et godt løb, hvor jeg helst ikke skulle mærke noget til benet. Da jeg ankom kl 11 blev 50 km løberne sendt afsted. 100 km løberne havde da allerede været i gang i 3 timer. Der var derfor godt gang i målområdet og kom løbende løbere forbi. Der var desuden flere kendte ansigter i målområdet og det var egentlig bare rigtig rart lige at have en time til at dalre lidt rundt inden starten. Så tiden gik hurtigt! Der blev hentet nr., jeg fik prøvet sko ved sketchers stand og jeg fik hilst, snakket og heppet.

Da starten gik et par minutter over 12 var det en mindre flok med kun to kvinder der blev sendt af sted. Jeg lagde mig derfor hurtigt forrest (af kvinder) og blev der! Derudover så var det nu ikke fordi det var det store race! Efter få km fandt jeg dagens “makker” og vi fik startet en hyggelig sludder – en sludder der fortsatte i 30 km. Dette var netop et vigtigt trin i min plan for dagen – for ved at få fokuseret på “hyggen”, så ville jeg undgå at begynde at løbe for hurtigt og dermed risikere at belaste benen. Da vi rundede 22 km (prolog plus to omgange) var det uden at benet kunne mærkes. Og på samme måde gik de sidste to omgange også uden problemer. Men selvom benet ikke brokkede sig, så var det et af forsommerens hårde løb pga vejret. Ruten er flad og lækker, og meget af den ligger i læ. Men når vejret er dejligt sommerligt som i søndags, så betød det altså, at der var meget lunt og trykkende – faktisk ligefrem lummert. Der måtte derfor væsentlige mængder væske til, og altså noget mere end hvad jeg har indtaget de sidste gange jeg har løbet de distancer. Så det trak alligevel lidt tænder ud ;)

Jeg kom altså i mål som vinder og kunne dermed bestige toppen af podiet og få fine blomster og et par sko med hjem til Kalundborg. Da jeg kom i mål begyndte 100 km løberne også at komme i mål efter en lang dag med udfordringer – både pga den bagende hede, men også pga massive regnbyger forinden. Dog hørte jeg heldigvis kun regnen omtalt som faktisk “perfekt”. Jeg fik aldrig problemer med stængerne, og dermed må løbet være en succes for mig. Det har i hvert fald fjernet lidt af frygten for, at det dukker op hver gang. Derudover var løbet et succes fordi jeg præsterede at holde min plan, og netop tage det med ro og lade tid være tid (og i øvrigt hamrende lige gyldig) OG sidst men ikke mindst, så var det en kæmpe succes endelig at slippe for slidsår efter en forsommer hvor jeg har været ekstremt ramt, selvom jeg har brugt alle de “rigtige” ting, og alt det der bliver anbefalet, og som jeg i øvrigt tidligt har brugt med succes :)

Så alt i alt en super dag. Bramming if levede endnu en gang op til forventingerne og afholdt et velorganiseret løb med et fedt målområde og lækre præmier! To ting som jeg virkelig mener gør en forskel (og her tæller målområdet med speaker, grill-hygge-område nok allerhøjest). Løbet er ikke super stort og det er egentlig det der er mest ærgerligt, for det kunne være fedt, hvis der blev løbet lidt mere for tiden derovre – for jeg mener ruten er til det. Men nu må vi jo se næste år – der ligger en hammer trail i foråret 2015, som overrulet alt andet, men hvis det er muligt, så kigger jeg da gerne forbi bramming igen.

Og her lige et par billeder fra dagen :). Alle billeder er taget af Michael Stokholm Jensen og flere kan ses på facebooksiden “løb i Esbjerg”

bramming marathon 03

bramming marathon 01

bramming marathon 07

bramming marathon 02

bramming marathon 06

En særlig medalje

Dansk mester i 25-29 års klassen – Sidsel Petersen! Jeg blev meget forvirret! Da jeg løb 100 km sidste år, var der ikke en 25-29 års klasse, så jeg havde bestemt ikke regnet med, at der var det ved 24 timers DM. Men derudover, så var det også med en lidt sær fornemmelse i maven, at jeg skulle op og modtage den! Dels var jeg eneste deltager i klassen! Ja ja, det skal såmænd ikke være en begrænsning, og der var heller ikke overvældende med deltagere i de andre kvindeklasser. Men noget andet var, at jeg løb i 5 timer og små luntede yderligere 25 min inkl. snak. Jeg fik vist registereret 58 km – og det er selvfølgelig på ingen måde et udtryk for hvad jeg kan løbe på 24 timer. Og når jeg lige er lidt træls oppe i hovedet, så synes jeg faktisk også bare jeg var en tøs der bare sagde fra, da de første problemer opstod.

Så nej, det er ikke det den medalje kommer til at betyde for mig. Men jeg har forenet mig med tanken om den – særligt fordi jeg har besluttet at det er en medalje for at turde!

For løbet på Bornholm blev mere og mere fokuseret på et godt resultat på de første 12 timer. Så meget at den fik fuld skrue, da vi blev sendt af sted. Og alt gik fint. Jeg løb godt nok for hurtigt den første time, fordi jeg ikke fattede, at GPS’en kappede 50 meter af de første mange omgange, hvorfor urets pace jo ikke helt passede med mit reelle tempo. Jeg fik dog styr på det med lidt hjælp fra sidelinien! Men ja… på et tidspunkt kunne jeg mærke noget jeg kendte – det der skide højre lår! IGNORER, IGNORER og IGNORER var første strategi! Men en kommentar fra en medløber om, hvorvidt jeg haltede og erkendelsen af, at smerten igen gik op i hoften fik mig til at “mærke efter”, og det er måske nok roden til alt ondt – det var det i hvert fald i lørdags! Kort tid efter de 5 timer, hvor jeg havde holdt et fint tempo omkring 11 km/t, så stoppede jeg op. Der blev snakket og jeg løb endnu to omgange, men faktum var, at jeg ikke turde mere. Skuffet og lidt tom og alligevel tilfreds, fordi jeg ikke vil risikere en skade klippede landstræneren chippen af min sko! Det var det løb!

Jeg er glad for at jeg turde! Men jeg er også ked af at jeg hænger lidt fast i det der kvalifikationsforsøg. Jeg tror jeg kunne have præsteret godt på en 24 timer, hvis det var tacklet korrekt – men igen så var problemerne jo nok alligevel opstået – så det er måske bare ikke tidspunktet nu! Da jeg forlod banen lørdag morgen, skulle jeg ikke løbe/forsøge på hverken 100km/12h/24h igen. Men nu ved jeg godt, at jeg ikke er færdig, men jeg ved også, at det her er et projekt der måske bare tager mere tid og heldigvis så har jeg jo masser af år endnu, når det gælder ultraløb :). Jeg skal have mere tempo på, men jeg skal også have styrken med og så skal jeg have kigget på det ben og få helt styr på, hvorfor jeg får de her problemer og hvad der skal til for at jeg kan komme til at løbe rigtig langt uden at samme issue opstår igen.

Vigtigst af alt – jeg havde en skøn tur på Bornholm! Det var fedt at nyde oplevelsen med familien og med løbekammerater. Det var fedt at se de andre løbere! Fedt at se svenske Johan slå nordisk rekord på 48 timers løb med omkring 385 km og fedt at se landsholdsløber Kim løbe 241,xxx på 24 timer. Fedt at se de andre kæmpe sig gennem kriser, se dem tackle løbet på forskellige måder, fedt at blive heppet på af kendte og ukendte. Måske også lidt en øjenåbner. Det er første gang jeg ser løbere være virkelig dårlige, og jeg har svært ved at tro det kan ske for mig – men efter weekendens løb ved jeg, at det kan ske for alle, og at det altså bare kræver lidt ekstra at gennemføre sådan et løb :) Tillykke til alle danske mester, 2. og 3.ere og alle andre der tog kampen og kæmpede sig så langt som muligt! Og også til alle dem på de andre distancer.

Min særlige medalje

Min særlige medalje

Hovedet gøres klar til 24 timer i løb

Hovedet er ved at blive indstillet, så det er klar til start lørdag kl 11. Jeg har som nogle har opdaget tilmeldt mig 100 miles ved hammer trail næste år! Nogen af en udfordring! Men derfor er det også på sin plads, at jeg beviser for mig selv, at jeg kan holde mig aktiv i noget der ligner den tid, sådan et løb vil tage, og det betyder altså, at når jeg stiller op til DM i 24 timers løb på lørdag, så er det for at løbe i 24 timer!

Distancemæssigt er målet simpelt – at løbe længere end nogensinde tidligere! Derudover er målet at “vinde” – hermed ikke forstået at vinde løbet, men vinde den mentale kamp, som jeg ved vil foregå i mit hovede, og den jeg allerede nu er ved at forberede mig på. Jeg tænker igen og igen på hvad Mikkel Gormsen sagde mellem sine små “powernap/pauser” efter sin flotte gennemførsel af 100 miles på Bornholm her i starten af måneden! Nemlig, at man kan have alt det rigtige gear og have styr på alt gear og gøjl og planer. Det vigtigste er, at hovedet er med!

Og netop mit hoved bearbejdes og jeg tænker jeg når dertil, hvor jeg bør nå til! Jeg er tændt, jeg skal bare tackle det rigtigt! Et opkald i går med et par spørgsmål om hvorfor jeg nu ikke lige var tilmeldt DM fik tændt gnisten i mig. Eller i hvert fald gjort mig opmærksom på at den er der.

Så nu må vi se hvad weekenden byder på :) Om ikke andet byder den på mødet med en masse andre skønne løbere, som jeg ser frem til at løbe med.