100 km gennemført i fantastisk stil

Klokken 4.50 var jeg vågen! Vågen, klar og spændt! Jeg kom i tøjet, fik erkendt, at Danmark aftenen forinden havde vundet melodi grand prix, fik smurt mig ind i solcreme og vaseline, fik blandet energidrik, pakket mad og energi i de rigtige kasser, så de var klar til de to depoter, fik tjekket vejrudsigten, glædet mig over en ordentlig regnskylle og fik spist en god gang morgenmad. Herefter var det farvel til hotellet og af sted mod banegården og toget mod Bramming. Her var det hej til Michael, som dagen igennem tog en masse fine billeder og også var med til at sørge for updates på løbets facebookside.

Før startskuddet
I Bramming fandt vi startstedet og jeg fik udleveret nummer og afleveret de ting der skulle ud på 5 km depotet, mens jeg fik de andre ting lagt klar i målområdet. Den grundlæggende strategi var klar. For at få nok væske løber jeg med flasker, og planen var 250 ml energidrik ved km 10, 15, 20, 30, 35 og 40, hvorefter jeg ved 50, 60, 70, 80 og 90 i stedet skulle have 600 ml flasker med. Derudover var planen en gel per 10 km og 2 stk saltsticks og et styk druesukker for hver 10 km. Det var lidt et sats det hele. Jeg har aldrig drukket så meget væske før, og slet ikke så meget energidrik. Druesukker plejer jeg heller ikke at spise og jeg plejer at have svært ved at spise gels efter de første 4 timer. Derudover havde jeg i 5 km depotet min rodekasse med alt muligt gøjl – boller, rosiner, skumfidusser og frugtstænger! Planen med det var bare, at der skulle være lidt forskelligt, så jeg kunne tage hvad jeg nu havde lyst til. Jeg var fremme i god tid, så jeg fik lige luret de andres depoter ud! Og jeg kan glæde mig over, at jeg den her gang havde husket alt, og også havde nok væske (jeg fik så lyst til noget andet på et tidspunkt, så jeg alligevel endnu med at fylde flasker i depotet de sidste 20 km), men alt i alt forbedrede jeg mig altså en hel del. Men når jeg så de andres depoter, som bl.a. så ud som nedenfor, så er der nok stadig plads til lidt forbedring i mine rodebunker af depoter

Derudover blev der hilst på en masse andre løbere og småsnakket lidt om hvorvidt man var klar, hvad målet var osv. Tiden blev selvfølgelig også brugt fornuftigt, så før starten gik, havde jeg skaffet mig et lift hjem mod Sjælland efter løbet (lad mig endelig ikke begynde på at fortælle om togturen til Esbjerg om lørdagen!!)

Opvarmningen
Klokken 8:00 gik starten! Jeg var total klar og spændt og bare klar. Udgangstempoet var som jeg skrev om sidst 5.43 min/km. Det ramte jeg bare ikke rigtig. De første 6-7 km løb jeg med nogle og småsnakkede lidt, og så var det jo hyggeligere bare at fortsætte i det tempo de løb i, selvom det var lidt for hurtigt. Allerede efter 6-7 km kom jeg til at løbe alene, og det gjorde jeg vist faktisk herfra og til km 98. Selvom jeg kom til at løbe alene, så kom tempoet altså bare ikke ned. Jeg blev enig med mig selv om, at det var okay, og at det nok skulle komme ned på et tidspunkt – det skete så ikke.

Med kun 15 km løb i ugen op til løbet burde benene jo være super gode og klar. Desværre føltes de alt andet end gode og klar på faktisk de første 30 km. Om de var blevet stive af al den pause, eller om jeg var i hypokonderhjørnet ved jeg ikke, men de første 30 km gik i hvert fald med, at jeg skiftevis havde ondt i højre skinneben, højre ankel, venstre ankel og venstre hoftebøjer. Jeg var dog ikke super bekymret, da smerterne flyttede sig rundt hele tiden og ikke blev forværret. Og heldigvis mærkede jeg heller ikke mere til dem efter de første 30 kilometers opvarmning

Starten på 100 km løbet.

Deja vu!!!
Da jeg løb ud på 4 omgang var jeg ovre de her begyndervanskeligheder, og det begyndte bare at køre for mig. Et par kilometers mavekramper var det største problem. Men lige før mål på 4 omgang får jeg de første jag i højre knæ! Min første tanke var “ikke igen” – for det knæ var netop det der satte en stopper på mit første 100 km løb sidste år – netop med smerter fra 40 km til 45 km, hvor jeg valgte af stoppe. Smerterne fortsatte on off de næste 2-3 km. Mest off heldigvis, men jeg var bekymret! Jeg var faktisk rigtig bekymret. Fra 43 km forsvandt det heldigvis igen, og jeg mærkede ikke senere (og heller ikke i dag) noget til det.

Flyvénde
Herefter var jeg igen flyvende. En løberven, Henrik, cyklede rundt på ruten og tog billeder og var guld værd med sine kommentarer, lidt småsnak og råd. Jeg løb fortsat selv. Der begyndte at være andre løbere på ruten, som løb kortere og derfor overhalede mange af os 100 km løbere, men det var også her, at jeg begyndte at overhale de andre 100 km løbere. Det var fantastisk. Fra 40 til 50 km overhalede jeg to, fra 50 til 60 km overhalede jeg hele 5, og på de resterende 4 omgange tog jeg faktisk 3 mænd mere Jeg havde et meget lille overblik over hvem der var hvem, og hvordan de andre klarede sig, så det var super fedt, at få at vide, at jeg altså overhalede en masse. En ting havde jeg dog overblik over, og det var min position blandt kvinderne. Pia (super sej, for vild løber) stak fra mig helt som forventet helt fra starten. Hun løb de første 10 km i et tempo, som jeg slet ikke ville kunne holde på 10 km!. Efter hende kom jeg, og lige efter mig troede jeg der lå en anden kvinde. Det gjorde der også de første 40 km, men så udgik hun. Det vidste jeg heldigvis ikke, for tanken om at hun var lige bag mig holdt mig i gang, da krisen kom (meget senere)!

Indtil de 70 km kørte det altså bare. Det der med at ramme 60 km på 6 timer kom ikke helt til at ske. Efter 5 timer 31 minutter passerede jeg mål for 6 gang – og havde gode ben! Jeg var total flyvende. Henrik kom med et par kommentarer om, at det var nu jeg skulle passe på mig selv – det var nu folk begyndte at gå kolde! Men ikke mig – nej nej, jeg fløj!! Jeg var godt nok begyndte at blive sulten. Den gik ikke længere kun med gels, så ved 65 km fik jeg fundet en bolle i rodekassen. Det var godt nok en kamp at få den ned, krævede utrolige mængder væske og ikke mindst 7 km, men det hjalp, at få noget i maven. Mens jeg var i fuld gang med dagens frokost passerede jeg de 65,55 km, som var min hidtil længste distance. Det blev fejret med glædesspring og armene over hovedet

På det her tidspunkt var jeg begyndt at regne lidt på tiderne. Min hastighed var meget hurtigere end planlagt. Jeg havde langt fra ramt de 10,5 km per time, som jeg ville starte på. Jeg overvejede kort, om jeg bare skulle fede den og gå og løbe lidt på skift de sidste km – for en tid under 10 timer var ingen sag længere. Tanken om hende (jeg troede) der var lige bag mig, og tanken om at komme under de 9.30 fik mig dog hurtigt til, at overbevise mig selv om, at jeg selvfølgelig bare skulle gøre arbejdet færdigt og løbe den hjem!

Krisen
Det hjalp af spise den der bolle, men jeg havde stadig lidt for meget tomhed i maven, som jeg ikke var så tryg ved. Samtidig måtte jeg drikke helt vildt meget pga. bollen, og også bare generelt. Jeg var faktisk oppe på over 800 ml væske per omgang på de sidste 3 omgange! Jeg troede slet ikke min krop kunne optage den mængde, men det kunne den åbenbart – og den havde tydeligvis brug for det! Der begyndte også at komme en tendens til kvalme – min fjende! Så ved depotet på 75 km tog jeg en beslutning. Det var slut med energidrik, og jeg skulle kun drikke vand. Derfor røg vandflasken (sådan en havde jeg heldigvis også i mit depot – måske mere held end forstand ) Samtidig fandt jeg en lækker frugtstang i rodekassen, som var lige hvad jeg havde lyst til Det virkede, men ikke lige med det samme! Lige efter depotet valgte solen at komme frem (indtil da havde det godt nok været varmt, men stadig overskyet). Mentalt var det nok egentlig værst – det var i hvert fald hårdt for mig. En kvalme der skulle bekæmpes, en lidt for tom mave og nu sol!! Det var nok her krisen toppede….. Et par km efter var solen inde bag skyerne igen, kvalmen var på retur og jeg var tilbage! Da jeg kom i mål på de 80 km havde jeg det derfor helt okay igen.

Man tænker måske, hvad kostede sådan en krise – i mit tilfælde betød det den langsomste omgang – men med et tab på måske 3 minutter på 10 km, så har det vist ikke været en af de største kriser…

De sidste km
Fra 80 til 90 km var væskestrategien stadig vand, men nu løb jeg med en lille blød 230 ml flaske i hånden, som blev fyldt i depoterne for hver ca. 2,5 km. Benene var selvfølgelig ikke friske, men faktisk overraskende gode. Jeg var træt, men ikke øm og smadret. Alligevel virkede den nye strategi rigtig godt, fordi jeg så fik lov til at stå stille nogle sekunder for hver 2,5 km. Her skal det måske siges, at jeg altså løb hele tiden, lige med undtagelse af når jeg greb noget i depotet og så til sidst, hvor pauserne lige varede nogle sekunder ekstra, fordi flaskerne skulle fyldes. Da jeg løb i mål på 9. omgang var min mor og mormor kommet for at heppe, så fik hurtigt hilst, inden jeg til masser af fede klapsalver blev sendt ud på sidste omgang. (Kort herefter kunne jeg i øvrigt høre Pia løbe i mål, og jeg kunne glæde mig over, at det næsten måtte betyde, at hun havde nået sit mål om PR, hvilket jeg efter løbet fik bekræftet)

Ud på sidste omgang – jeg ved jeg bare skal holde tempo, så er den hjemme

Jeg skulle bare holde tempo, så var de 9:30 hjemme! Og det gjorde jeg! Det var en fed sidste omgang, også lidt hård til sidst, men også bare fed og der var måske lidt tendens til tudeprinsesse et par gange, fordi det var ved at gå op for mig, at jeg endnu en gang havde gjort noget jeg ikke troede var muligt

9:30:22 blev den endelige tid, og det var en utrolig glad Sidsel der løb over målstregen og kunne blive lykønsket af løbevenner og familie. Det var stort, det var fedt, det var fuldstændig fantastisk!!

Nedenfor er lige et par billeder fra løbet – først fra starten, så ved 60 km og sidst ved mål – det er sgu næsten ikke til, at se at der er rullet km ind på kontoen

Fra starten af løbet

60 km er klaret

Over målstregen på 100 km

En meget glad Sidsel

Eftertanker
Det her er nok bare de umiddelbare eftertanker – for der kommer nok flere de næste par dage. Jeg er kort sagt bare pisse hamrende stolt og glad. Jeg er imponeret over mig selv, og måske også lidt forundret over, at jeg tog så meget fejl af mig selv – jeg havde slet ikke drømt om at løbe under 9:30. Jeg gentager muligvis mig selv, men jeg har svært ved at forstå, hvor meget jeg har rykket mig på bare et år, og i forlængelse deraf, så glæder jeg mig så meget til fremtiden – for jeg er jo kun lige begyndt! Jeg har brugt de første 1½ år af min løbertid på at lære min krop som løber at kende, og lære at bruge den ordentligt, og derefter har jeg brugt 1½ år på at få en allround stærk krop og blive udholden – jeg glæder mig nu helt vildt til at arbejde videre med at få noget tempo på og blive en mere alsidig løber (det giver jo for fanden ikke mening, at jeg på 10 km kun kan holde et tempo på 4.50 min/km, når jeg kan holde 5.35 min/km på 100 km). Jeg er utrolig glad for at jeg trods et højere end planlagt udgangstempo næsten holdt tempo. Min “kriseomgang” tog 1 time 1 min, og så havde jeg en hurtig omgang i starten på 54.05, men resten af omgangene tog ellers mellem 55.07 og 58.38 min, og det er vist svært at gøre det mere stabilt end det – i hvert fald i første forsøg:) Mine tider kan i øvrigt tjekkes ud her og samlede resultater kan ses her (bemærk der er flere 100 km klasser).

Og hey, jeg har nu i øvrigt kvalificeret mig, så jeg kan stille op til Hammer Trail 50 miles Så behøver jeg ikke spekulere mere over det!

Det er også blevet til et par tanker om selve løbet. Bramming IF har absolut skruet et fantastisk løb sammen. Det var super fedt. Fantastisk med så mange depoter (jeg ved ikke hvordan jeg skulle være kommet så godt igennem de sidste to omgange uden dem), fin og lækker rute, med masser af dejlig skov. Jeg var godt nok lidt presset over nogle skarpe sving nogle gange – men det skyldes muligvis også mine indledende issues med ankler og knæ, som gjorde at jeg var ret forsigtig i svingene. Super god opbakning i målområdet – det var sgu fedt at runde mål hver gang, og gav en fandens god portion energi hver gang. Derudover så var der en flok unger ved 4,5 km, som jeg også nåede at takke på sidste omgang, som gjorde dagen meget bedre med deres hep på i hvert fald de sidste 6-8 omgange. Desværre var Bramming ellers lidt død, men de mennesker der var, gjorde sit for at heppe og skabe stemning og komme med kommentarer – især de lidt overraskede kommentarer, når de fik svar på hvor langt jeg havde løbet Og alt det der med transport og overnatning hjalp folkene fra Bramming også med at løse, så det var jo helt fantastisk…. Så ja, ovenpå sådan en dag, så trækker jeg lige tilbage igen, at jeg aldrig kommer til Bramming for at løbe igen For det kan bestemt sagtens ske jeg kigger forbi igen

Og nå ja, det var jo så i øvrigt DM for 100 km. Vi var kun 4 der stillede op, og en udgik altså. Derfor var jeg under alle omstændigheder kommet på skamlen. Men det endte altså med DM sølv. Og selv om jeg var næsten en time efter Pia som vandt i en imponerende tid under 8:30, så synes jeg medaljen er fuldt fortjent. (og kan samtidig godt se det komiske i, at jeg på trods af mange år som badmintonspiller aldrig har været i nærheden af DM medaljer, og nu, lidt over 3 år efter jeg begyndt at løbe, har vundet en DM sølv medalje)

På skamlen med min sølvmedalje og præmierne (en pude, som straks blev taget i brug, og vin, som jeg glæder mig meget til)

Jeg er klar!

Om 24 timer er jeg begyndt på Tour de Bramming – 10 rundture i byen a hver 10 km – med start kl 8:00. Allerede nu glæder jeg mig helt afsindigt. Faktisk har jeg glædet mig helt vildt allerede siden i mandags, så det bliver virkelig dejligt at komme i gang. Jeg har holdt mig rask, trods at jeg har tilbragt hele ugen i selskab med småsyge folk. Jeg har godt nok døjet med svimmelhed, men tror jeg er sluppet af med det i løbet af ugen. De sidste ting er ved at være afklaret, og mine ting mangler nærmest bare at blive smidt i kufferten og så er jeg klar til at tage mod Esbjerg i eftermiddag. Der har selvfølgelig været nogle overvejelser omkring tøj, gear, energi mv., og lidt af det følger nedenfor, og så slutter jeg af med at afsløre lidt om strategien for løbet!

Gear
På trods af flere små-issues er jeg også ved at være klar! Det at få fat i en klubtrøje skulle vise sig at blive et af de største problemer. Torsdag aften lykkedes det dog – desværre har det betydet, at jeg ikke har haft mulighed for at løbe i trøjerne overhovedet. Som bonus så er de simpelthen afsindigt grimme! Første problem er, at de er røde, og når jeg efter 5 km er ligeså rød i hovedet, så er rød bare slet ikke min farve. Den ene trøje er en gammel model, og er egentlig bare lidt grim, den nye model er faktisk lidt pænere, men bare stadig utrolig lidt feminin. Da størrelsen oveni er ret så lille i det, så var første prøvning ingen succes, og gav alt for mange associationer til russiske atleter med alt for maskuline kroppe og for stramt tøj.….men fuck det, jeg smører mig ind i vaseline og krydser fingre for at de ikke giver gnavesår, og så må jeg jo kompensere for den manglende femininitet ved at løbe i kjole eller noget i næste uge

Sko har hele tiden været et issue, men også et issue hvor jeg har vidst, at jeg ikke fandt en skide god løsning. Jeg har i mange år løbet lange ture i en New Balance sko, som jeg har elsket, men som jeg har en mistanke om har været årsagen til en ømhed jeg har haft på højre ankel. Desuden er jeg rykket mere og mere over i en Brooks sko, som jeg elsker endnu mere – men som kan give mig vabler på ydersiden af højre lilletå. Så jeg har diskuteret grundigt med mig selv, men er endt med at gå efter vablerne… og så ellers krydse fingre for, at jeg helt slipper.

Musik er altid godt i en krise! Derfor har jeg også skullet bruge lidt tid til at affinde mig med, at det ikke er tilladt at medbringe musik på turen i morgen. Jeg har nu affundet mig med det, men jeg forstår stadig ikke reglen, og synes egentlig det er langt ude! Kort sagt er det ikke tilladt fordi det vist ryger ind under en regel om, at man ikke må modtage hjælp udefra, herunder radiokontakt, og bom bom, så er musik lige pludselig heller ikke tilladt… Jeg forstår det endnu mindre efter sidste weekend, hvor der blev løbet VM i 24 timer løb, og hvor musik er tilladt… men jeg lader den ligge her Jeg synger for mig selv i kriserne, eller finder på noget andet – det skal ikke være det der slår mig ud

Energi og salt
Det er et emne jeg hurtigt kan komme rundt om. Det ser ud til, at det bliver varmt – da mit favoritløbevejr er 12 grader og småregn, kommer jeg rigtig meget udenfor min comfortzone i morgen. Det vigtigste er derfor, at få drukket nok og få nok salt indenbords. Energi er selvfølgelig stadig meget vigtigt, men jeg tror der er meget fornuft i, at jeg først og fremmest husker at indtage mine saltsticks og fokuserer på rigeligt væske. Strategien er enkel. Jeg har egne flasker med vand og energi, som jeg løber med. Det gør jeg for at øge chancerne for at få drukket nok. Hvis jeg kun drikker i depotet, tror jeg risikoen for at jeg får for lidt ind er alt for stor. Depotet er udstyret med samme type gels som jeg normalt spiser, og skulle ellers indeholde mange ting. Derfor har jeg gjort noget nyt (ja ja, prøv aldrig nye ting til et løb…), jeg har planer om ikke at have en fast energistrategi (udover mit energidrik). Jeg har simpelthen tænkt mig at spise det jeg har lyst til. Derfor er det planen, at jeg skal i fællesdepotet, ligesom mit eget depot indeholder lidt af alt muligt underligt.

Strategien
Når jeg ser på min træning og forrige løb, så fremgår en træningstur særlig vellykket for mig – nemlig 61 km turen på Røsnæs og Asnæs i starten af marts. Jeg løb hele turen med stort overskud, uden musik (!!), med masser af snak, fantastisk selskab og jeg nød det bare! Derfor prøver jeg at efterligne situationen den gang. Det betyder, at carboloading har været meget moderat. Jeg spiser normalt med eneste undtagelse, at jeg i dag og i går lige topper op med lidt boller og en portion risengrød hver dag. Det føles godt so far, så det håber jeg fortsætter 

Mht. tempoten så løb vi den gang 61 km med et gennemsnitspace på 5.52 min/km. Heraf var der indlagt 10-15 minutters pause så vidt jeg husker. Derfor har jeg besluttet, at udgangstempoet faktisk bliver lidt hurtigere end min umiddelbare tanke. Jeg starter nemlig på et udgangstempo omkring de 10,5 km/time i stedet for 10 km/time, som var min umiddelbare tanke. Det gør jeg dels fordi det spillede så godt sidst, men også fordi jeg ligeså godt kan være realistisk! Mit langsomme tempo har nemlig rykket sig en del, og jeg løber faktisk meget sjældent så langsomt. Derfor kan jeg måske godt beslutte mig for 10 km/timen, men jeg tror bare ikke det kommer til at ske – slet ikke hvis jeg kommer til at løbe og snakke! Så derfor er valget faldet på de 10,5 km/time, og så må jeg ligesom overholde det!

Derudover så skal der være tid i depotet, hvis jeg skal sige hej til nogen, skal skifte tøj eller noget helt andet. Derfor håber jeg at gennemføre de første 60 km i noget der ligner 6 timer. Derefter bliver det så rigtig sjovt For jeg har aldrig løbet længere end 6 timer i streg, så reelt ved jeg ikke hvad kroppen siger til det. Da jeg før Horsens var nok så kæk og meldte ud, at jeg ville løbe 66 km, havde jeg en chance for at vurdere, at det var realistisk. Det har jeg ikke her! Derfor drømmer jeg om, at fortsætte i pace inkl. Pauser, og dermed ende med en sluttid på de 10 timer. Men jeg ved der sker ting og sager med kroppen ude over de 60-70 km, og jeg aner jo bare ikke, hvad min krop siger til det. Men jeg ved samtidig også, at jeg er vandvittigt stædig (især nu, hvor jeg har luftet min drøm for jer herinde) og at jeg på 6 timers løb er en af dem der løber mest stabilt – og det håber jeg selvfølgelig kan videreføres her. Bliver det 11 timer eller 12 timer er egentlig heller ikke så afgørende – bare jeg gennemfører uden skader. Jeg føler mig så forberedt som jeg kan på nuværende tidspunkt, og nu skal jeg egentlig bare lære lidt mere om mig selv – selvom det selvfølgelig vil være sjovest at lære, at jeg kan holde mig relativt stabilt i mere end de 6 timer.

Til de nysgerrige, så kan man like løbets facebook-side, hvor de skulle komme med live-opdateringer på løbet i løbet af i morgen. Jeg ved ikke hvordan og hvor meget, og om man kun følger de forreste, men det kan i så finde ud af i morgen Link til siden er her

Ruten ses nedenfor, og ellers kan lidt mere info om løbet ses på løbets hjemmeside her

10 km ruten i Bramming som skal gennemløbes ti gange.

Nedtrapningstid

Sidste uge blev ikke ligefrem en nedtrapningsuge, men det gør denne uge til gengæld! 10 km blev det til i går, og i morgen venter en lille luntetur på 5 km, og så er der ellers pause indtil søndag, hvor det jo er tid til 100 km løb i Bramming.

Det bliver dog til lidt træning udover de to løbeture jeg får inden søndag, men det er absolut småting. En af ugens træninger er dog værd at nævne – nemlig mandagens kajaktur! For ja, jeg har fundet mig endnu et nyt projekt og tilmeldt mig endnu en forening (med medlemskab af to fitnesscenter, to løbeklubber og en triklub er det altså også mit sidste medlemskab medmindre jeg skiller mig af med nogle andre) Det er Kalundborg roklub, som jeg nu har kastet mig over – primært for at ro kajak Og hvorfor nu det – jo fordi, at jeg tidligere har overvejet det, men det har bare ikke været en mulighed i København, hvor man vel nærmest skal stå i venteliste fra sin fødsel for at nå at komme ind. Og så fordi det jo er fantastisk med endnu en udendørs sportsgren, og endnu mere fantastisk fordi jeg ikke bruger benene, og det dermed (samtidig med at det bare er lækkert) er super alternativ træning. I torsdags var jeg af sted for første gang. Her bød turen på en 6-7 km på vandet, mens vi i mandags var ude på 10 km. Det er simpelthen bare ganske fantastisk og super fedt. Mht. teknikken, så er der en del at arbejde med, men jeg har heldigvis et godt fysisk udgangspunkt og har da heller ikke været mærket af turene indtil nu.

Ellers så nyder jeg denne gang nedtrapningen. Jeg sover fantastisk og utroligt meget. Jeg får set en masse film – eller i hvert fald de første 30 minutter – for så sover jeg ellers Jeg glæder mig helt vildt til søndag, og er helt rolig omkring, at jeg får styr på alle de løse ender på lørdag. Okay jeg er hamrende træt af, at jeg endnu ikke har fået nogen klubtrøje, og at klubben tilsyneladende samarbejder med en sportsforretning, som jeg på ingen måde har noget positivt at sige om! En af de største irritationsmomenter har også løst sig. Med lidt hjælp fra løbsledelsen har jeg fundet hotel i Esbjerg og er blevet beroliget så meget omkring togtiderne (jeg syntes umiddelbart det lød lidt stressende pga. ankomst til Bramming lidt for tæt på løbsstart), at jeg nu er rigtig glad for løsningen. Derudover har jeg også fået styr på togtider til hjemturen, og det er positivt, at jeg har lidt over 12 timer til at gennemføre, og stadig kan nå en bus hjem til verdens ende.

12 timer!! Tja er det så lidt eller meget? Jeg håber ikke jeg skal bruge 12 timer, og jeg starter ud i et tempo som jeg håber giver en anden sluttid. Men hvad der helt er realistisk og sådan, har jeg meget svært ved at vurdere…. og for at være helt ærlig, så er jeg heller ikke sikker på jeg denne gang vil dele mine planer med jer herinde før løbet I får i hvert fald ikke lige mere i dag

Hjernedød træning – pandelampe-solopgangs-løbetur på Asnæs

Hele den sidste uge har det været en nærmest umulig mission for mig at sove særlig meget. I går nåede jeg lige at hælde aftensmad ind inden jeg fald i søvn på sofaen. Efter et par timers on-off søvn på sofaen rykkede jeg ind i sengen og sov højst overraskende uden problemer videre. Så da vækkeuret ringede klokken 3.30 havde jeg utroligt nok fået noget der mindede om 8 timers søvn og var derfor ganske frisk

Op og i løbetøjet og så kom dagens første dilemma – er det morgen nok til at man spiser morgenmad?!? Det var jo trods alt 20 km, der skulle løbes. Kompromiset blev lidt frugt! Så blev væskeblære og pandelampe ellers klargjort og klokken 4.00 stod jeg noget optimistisk klar i korte tights og T-shirt (til de der bliver så fristet, at de også tager sådan en nattetur, kan jeg så anbefale lidt mere tøj). Lidt over 4 mødtes jeg med Bjarne, som simpelthen havde fået fri for at joine mig.

Og så gik det ellers af sted mod Asnæs. Der gik godt nok ikke lang tid før pandelampen var fuldstændig overflødig, men det er tanken der tæller ikke Vi hyggeløb 10 km ud mod Asnæs og retur mens det langsomt lysnede og mens vi fik vendt verdenssituationen og set harer, rådyr, fasaner og bare nydt sommeren. Ja ja, det er måske ikke så sommerligt lige nu, men klokken meget tidligt i morges, var det bare som en dejlig kølig sommermorgen. Benene var overraskende fine. Der var ikke overskud til at sprinte af sted, men i et 5.30 min/km pace, som vi endte på, kørte det uden problemer. Lidt over 5 fik jeg også hvad jeg havde søgt – solopgangen! Den var så rød og fin…. og jeg har tydeligvis ikke set nok solopgange i meget lang tid, så fascineret som jeg blev af det!

Så kort sagt, var det bare en super tur. Jeg fik prøvet at løbe klokken meget tidligt og jeg fik set solopgangen. Nå ja, det lykkedes ikke at træne 100 km pace til næste weekend – men jeg tror bare jeg skal erkende, at søndag bliver sådan en “jeg-tager-det-som-det-kommer-dag” Og så kan jeg slutte af med at sige, at det nok ikke er sidste gang jeg har løbet på sådan et “skævt” tidspunkt, og samtidig kan jeg opfordre til at gøre det – for det var anderledes og en fed oplevelse.

Solopgangen på Asnæs

Bjarne, ½-Sidsel og et styk solopgang i baggrunden (mesterfotograf)

Trail på Røsnæs, hjernedød træning og forberedelser til 100 km

Jeg har i den seneste uge været rimelig presset! Derfor sker der bare for lidt for mig. Jeg tænker og planlægger på højt niveau, men så går det ligesom i stå der. I den forgangne uge har jeg derfor planlagt en fandens masse svømning, et par blogindlæg, noget med at få styr på mit hjem, få styr på det der 100 km løb i næste weekend – ja bare få mig tilmeldt! Jeg er ikke overraskende kommet særlig langt med noget af det!

Men i går startede jeg trods alt weekenden fornuftigt! Jeg tog hjem fra arbejde, smed mig på sofaen og sov! Det hjalp gevaldigt og der var ud på aftenen både plads til at fejre min fine præstation på Bornholm med bobler og også tid til, at få rykket lidt på nogle ting.

Forberedelser til 100 km
Det der begynder at være ret så tiltrængt er, at der kommer gang i forberedelserne til 100 km løbet næste søndag. Indtil videre er jeg påbegyndt min nedtrapning, som så bare blev nedprioriteret lidt pga. en god ide i går (mere om det senere). Jeg er ikke tilmeldt endnu, men det kommer… Jeg fik i går kigget på transport og erkendt, at der ikke bare er et “verdens ende” i Danmark – der er to! Bramming er faktisk måske lidt mere verdens ende! Det er praktisk talt umuligt at komme til Bramming med offentlig transport søndag morgen og være klar til start kl 8.00, og det selvom jeg tog til odense/Kolding eller Esbjerg dagen inden! Og det er umuligt at overnatte i byen! Come on altså…Jeg er faktisk chokeret! Tænkt en gang, at man kan leve så fantastisk uden en bil i Kbh, og så snart man bevæger sig lidt uden for søerne (nærmest), så bliver alt bare umuligt uden en bil.

Jeg har svoret, at det bliver mit første og eneste løb i Bramming! Og så er jeg simpelthen endt med en løsning, som på mange måder er fuldstændig hjernedød! Jeg bliver simpelthen nødt til at tage til Jylland om lørdagen og så låne min mors bil søndag morgen, for at køre over en time for at komme til start. Det er som sådan også okay, men den skarpe læser kan ligesom regne ud, at det betyder, at jeg skal køre hjem igen….. ohhh yes, det bliver en fest! Jeg er sur og træt af det, men det er sådan det bliver (og få mig slet ikke startet med at tænke over vejret på søndag, for den foreløbige vejrudsigt er slet ikke noget jeg ser positivt på)

Nå ud med negativiteten…. Det bliver en fest!!!

Hjernedød træning
Efter min lur var der overskud til at se logikken i en meget tidlig løbetur søndag! En tur for at se solopgangen, og også en tur for at prøve at løbe på et tidspunkt, hvor kroppen helst vil sove. Hele formålet er at prøve nogle ting af for at finde ud af om jeg skal prøve at kvalificere mig til 50 miles på Bornholm næste år, hvor man netop løber om natten. Resultatet er blevet en træning søndag morgen kl 4.00 hjemme fra mig og ud mod Asnæs. Egentlig ville jeg tusind gange hellere løbe mod Røsnæs, men jeg har måttet indgå et kompromis med mig selv pga nedtrapningen. Derfor betyder det maks 20 km søndag. Dermed var Asnæs bare et bedre bud, da man nærmest kun lige når ud af byen, hvis man løber mod Røsnæs hjemme fra mig, og skal vende igen efter 10 km.

Det er med lidt kort varsel, men alle er velkomne, og det er bare om at melde sig på eventet her (eller sige det til mig. Planen er at der kommer flere “hjernedøde træninger” til stille og roligt. og planen er at jeg bliver lidt bedre til at planlægge lidt tidligere

Trail på Røsnæs
Dagens (første) løbetur har været på Røsnæs. Et styk total lækker trailtur på ca. 6,5 km blev det til. Det er måske nok ikke Bornholm, men når det er sagt, så er der super lækkert, og der er kuperet og udfordrende! Efter 1 km stod jeg i mudder til anklerne. 500 meter senere stod jeg i Kattegat til knæene – tanken var at vand trods alt var bedre end mudder overalt Der blev løbet på strand, på sand, på store sten, på marker, på skrænter, trapper, blandt køer og rådyr. Det var super fedt – og det er bestemt ikke sidste gang. Billederne nedenfor siger nok lidt om det…

Mange mange tanker om årets Hammer Trail

Jeg er på flere måder ved at være ovenpå igen efter en helt fantastisk weekend på Bornholm, og dermed er det tid til at komme ud med nogle af de tanker, der har faret rundt i mit hoved de sidste dage.

Først og fremmest så har jeg været hel høj på oplevelsen! Det har bare været en super fed weekend. Fantastisk selskab, fantastisk løb, fantastisk vejr, fantastisk rute, bare fantastisk stemning på Hammer Havn under løbet, fantastisk natur, fantastisk at lære nye at kende og ligeså fantastisk at se en masse kendte ansigter. Det har helt sikkert været et af årets store løbeoplevelser!

Småbitter!
Alligevel tror jeg nok, at jeg efter løbet både sagde, at jeg ikke var sikker på, at jeg skulle løbe Hammer Trail igen! Ikke fordi der var noget negativt ved løbet, men fordi jeg ligesom havde prøvet det nu, og fordi jeg faktisk også tænkte, at jeg ikke ville have lyst til at løbe en omgang (eller flere) mere. Men så blev jeg bitter og skiftede mening…..

Vi var en lidt sej bilfuld af sted. 5 mand – tre styk 4. pladser og en 3. plads! Så der blev snakket resultater, og der var lidt bitterhed at spore hos en af de andre, som missede en 3. plads pga. en tidsstraf. Måske det var den her snak om resultater, som fik mig til at tænke lidt mere over min egen præstation – et eller andet skete der i hvert fald i løbet af hjemturen søndag! Lørdag var jeg super tilfreds og super glad for min 4. plads! Det er jeg selvfølgelig stadig, men jeg er også bare lidt små-bitter. (Det er nok her jeg skal fortælle, at jeg lørdag formiddag godt var klar over, at planen om at løbe roligt ikke holdt – jeg var i race-humør) Bitter på mig selv, fordi jeg vold-fedede den den sidste time. Tempoet røg ned, og jeg blev lidt tøsesur over alle de stejle bakker på hammerknuden, som gjorde, at man slet ikke kunne komme ind i en rytme, og så kæmpede jeg altså bare mindre end jeg kunne have gjort. Men også, og nok især, bitter fordi jeg faktisk allerede inden start havde udset mig 3, som jeg havde besluttet, at jeg ikke kunne følge med. Det var de 3 der endte foran mig! Men de gav mig altså ikke kæmpe baghjul, men jeg gav ligesom op på forhånd, og hvor latterligt er det måske ikke lige!

Nu skal det i øvrigt ikke lyde som om det hele skal gå op i resultater for mig, men når jeg kan kombinere det hele, så vil jeg altså gerne det Der skal altid være plads til en svingomkrammer og til at hilse og møde nye mennesker under turen (evt under nedløb), men når jeg nu kan, så må jeg altså også godt prøve at præstere

Siden den her bitterhed kom snigende, har jeg haft en voldsom lyst til at komme tilbage og give den fuld power! Fuck resultatlister mv, men tiden! 2 timer 54 min var min tid, og jeg ved jeg kan gøre det bedre! og hvor ville jeg bare gerne bevise det – gerne i morgen! Men så kommer næste issue, for jeg har skiftet mening på endnu et punkt. Nemlig mht. distancen! Selvom jeg virkelig gerne vil løbe en omgang hurtigere end 2.54, så er jeg også blevet overmandet af en voldsom lyst til at løbe længere – 50 km, ja måske endda de 50 miles (måske især fordi jeg efter at have hørt om solopgangen, som 50 miles løberne oplevede, virkelig gerne selv vil opleve den)

Tøsesur
Lysten til at komme tilbage og bevise nogen for mig selv har været så stor, at jeg et kort øjeblik overvejede at tilmelde mig Hammer Trail Vinteredition, som afholdes i januar… Men jeg kom til fornuft igen – det tør jeg simpelthen ikke med mine ankler. Men så er det jo heldigt, at Tejn IF allerede har åbnet for tilmeldingen til næste års udgave af Hammer Trail. Men problemet er jo så – hvilken distance!? Og ja, så blev jeg tøsesur, for jeg åbenbart skal kvalificere mig til 50 miles (Det er selvfølgelig fair nok, men bare lidt træls…..) Så nej, jeg er ikke tilmeldt endnu… Jeg tænker og overvejer, og så må tiden nok også lige vise om jeg faktisk for alvor er interesseret i 50 miles, eller om distancen kun er ekstra interessant, fordi den ikke umiddelbart er en mulighed

Alle de muligheder…..
Bornholmerturen har haft endnu en bivirkning! Jeg har fået en endnu større lyst til at løbe de her trail løb og andre løb, som altså er lidt mere interessante end at spæne rundt og rundt og rundt om et slagteri eller på en eller anden dødssyg rundstrækning. Jeg vil nok altid holde af de her rundeløb, fordi de giver mig mulighed for at lukke mig ind i mig selv, på en meget effektiv måde, men hvor er det bare skønt at komme ud i naturen sådan rigtigt!

Derudover så glæder jeg mig så meget til at jeg igen kan komme til at træne – træne sådan rigtigt! Sådan nogle hjernedøde træningspas, hvor der skal tonses løs på trapper og bakker mv… Men lige nu venter det der 100 km løb om 12 dage, og derfor må det vente. Det er selvfølgelig også okay, men jeg må indrømme, at jeg lige nu mest glæder mig til efter 100 km løbet, så jeg kan komme i gang med noget sjov træning igen Så ja endnu en gang illustrerer jeg på bedste vis, at jeg skifter mål og fokus konstant… Det er bare så skide svært, når nu der er så mange ting, jeg egentlig gerne vil (og her undlader jeg så at hive badminton, klatring og roning ind over…..)

Og til jer der ikke selv har deltaget på Bornholm… Tjek videoen nedenfor og få et indtryk af hvad det handler om Og læs evt mere om løbet på Tejn IFs hjemmeside (men lad nu være med at tilmelde jer alle sammen – der skulle jo gerne være plads til mig, når jeg en gang får besluttet mig…)

Hammer trail gennemført i god stil

For nogle timer siden kom jeg i mål efter en super fed 26 km tur. De sidste timer er gået med at spise, snakke, nyde solen og bare hygge.

Men dagen startede løbemæssigt først kl 12. Faktisk var det dagens mest frustrerende ting, for jeg følte virkelig der varede en evighed før vi skulle i gang, og samtidig følte jeg at alle nærmest var færdige før vi kom i gang. Kl 10 var jeg fremme i startområdet, hvorefter der blev brugt to timer i solen med hepning. Kl 12 var jeg godt stegt, men også mega klar.

Vi startede op af bakke og det trak tænder ud. Efter en km tænkte jeg derfor, at det blev en lang tur.. imens føltes det som om alle de andre kvinder strøg forbi…. Efter et par km kom jeg dog ind i en god rytme. Jeg kunne lige nøjagtig kæmpe mig til at hænge på to fyre. Dem halsede jeg så efter de næsten 16 km. Det fik mig til at løbe i et godt tempo. Højere end planlagt, men stadig lige tilpas. Det betød at vi igen fik overhalet en masse.

Ved de ti km ventede en milliard trapper ved Jons kapel, som igen trak tænder ud. Men efter et par km kørte det bare igen. Så kom nogle gode km hvor jeg mødte flere skønne kendte ansigter. Jeg fik ikke snakket så meget, da jeg jo halsede efter de her fyre. På et teknisk svært stykke vred en af dem om på anklen og kort efter løb jeg selv videre.

De sidste 8-10 km løb jeg primært selv. Det var lidt en prøvelse, dels fordi jeg selv skulle kigge efter afmærkning og finde vej, men også fordi de sidste 8 km var nærmest uretfærdigt stride. Op og op og mere op, så ned og så forfra.. igen og igen…

Til sidst kunne jeg endelig se mål og løbe i mål i en tid lige under 2 timer og 54 minutter- hvilket viste sig at række til en 4. Plads

Dermed gik det nok ikke helt efter planen den fik måske ikke alt hvad den kunne tage, men næsten det var dog super fedt og en fantastisk oplevelse. Fantastisk vejr og smuk smuk rute. Og selvom jeg trådte lidt skævt et par gange, så er jeg ret sikker på, at der ikke er sket nogen skade.

Nu skal der slappes af med de andre som også alle havde nogle rigtig gode løb:) og så skal bornholm ellers også bare nydes den sidste tid..