Sidsel på eventyr

Strandeventyr
I løbet af ugen er det blevet til kun 3 løbeture (og det er ikke sikkert det bliver til flere). Men jeg har bestemt fået noget ud af turene til gengæld. Onsdagens løbetur var min hårde trappetræning, som jeg har omtalt – total fed træning! Derudover var jeg i mandags af sted på en 25 km tur mod Røsnæs. Jeg var ærlig talt flad, og derfor drejede jeg allerede af efter 12 km for lige at løbe ned til stranden og sidde og nyde vejret, inden jeg ville løbe hjem. Da jeg nåede stranden fik jeg selvfølgelig helt andre ideer, og jeg endte med at løbe næsten 5 km langs stranden inden jeg igen fandt tilbage til vejen og løb det sidste stykke hjem her.

Men som sagt var jeg altså flad. Og de 5 km strand var virkelig hårde og krævede fuld fokus. Underlaget bestod primært af store sten, så det handlede om at være vågen, og tempoet var som resultat deraf ikke særligt højt. Men hårdt var det, og da jeg var hjemme, var det med noget ømme lår og baller, og ikke mindst en træt venstre hoftebøjer. Men med fandens højt humør efter en dejlig tur i virkelig lækkert vejr (og det var tiltrængt i mandags, som var sådan en af de der dage, hvor intet helt går som forventet…)

Stranden jeg løb langs i mandags

Stranden jeg løb langs i mandags

Natteeventyr
I dag – eller rettere i nat – var jeg så af sted på ugens helt store eventyr! 51 km blev det til. 51 km, hvoraf de første 2-3 timer foregik med pandelampe, og hvor der også indgik 18 km trail. Da vækkeuret ringede kl 00.30 var der godt nok dømt “lorteprojekt”, men ret hurtigt var jeg igen med på ideen. Jeg fik en portion havregryn, kom i løbetøjet, fik monteret pandelampen, pakket vand og masser af energi, og så gik det ellers af sted mod Røsnæs. De første km gik gennem byen, hvor pandelampen ikke var nødvendig, men da jeg nærmede mig udkanten af byen måtte pandelampen i brug. Det er lang tid siden jeg har løbet med pandelampen, hvor der har været helt mørkt, så alene det var bare super fedt. Okay okay, det var en smule angstprovokerende, da jeg mødte den første kat, som stirrede på mig med sine skinnende øjne, og lignede noget der havde tænkt sig at overfalde mig (eller måske var det bare mig, der lige skulle finde ud af at tackle mørket og det faktum, at jeg var ret meget alene ude i ingenting ;) ). For selvfølgelig var det specielt at løbe i mørket, helt derude – helt alene. Vi skal ikke længere tilbage end til efteråret, hvor jeg jo var nær panisk over at skulle løbe alene rundt i mørket, fordi jeg nu var flyttet Her til Kalundborg. Men når det er sagt, så “bestod” jeg vist i nat ;)

Men af sted det gik. Når alt bare er sort, føltes det som om det gik utroligt hurtigt. Jeg har nogle pejlepunkter langs ruten, og de farede forbi mig i mørket. Da jeg efter 16 km nåede vandreruten på Røsnæs var det derfor med friske ben, godt humør og det hele. Herfra var planen at løbe ad vandreruten 3-4 gange, inden jeg skulle hjemad igen. Jeg nåede vel 800 meter før jeg stod midt ude på en mark og måtte erkende, at jeg har brug for en opgradering af min pandelampe! Det var fuldstændig umuligt, at spotte de her små gule sten, eller sten markeret med en gul plet, som angiver ruten… Og min ide om, at jeg jo kender ruten, holder altså bare ikke stik, når det er helt sort! Så jeg nåede ret hurtigt det niveau, hvor jeg havde mistet orienteringen fuldstændig, hvis man lige havde snurret mig 2 gange rundt! Det var sgu lidt et lorteprojekt, og også et rigtigt Sidsel-projekt, i og med det måske ikke var helt gennemtænkt.. Jeg overvejede kort at vende om, men blev så enig med mig selv om, at jeg måtte løbe efter vandet og så bare følge stranden.

Kort efter troede jeg nu også jeg var på rette vej igen! Ruten er visse steder afmærket med reflekstrekanter, og sådan en spottede jeg på et tidspunkt. Eller det vil sige, at det troede jeg, for da jeg kom tæt nok på, viste det sig at være to reflekterende pletter – øjnene fra et rådyr ;) Men lidt senere fandt jeg trods alt ruten igen, og så holdt jeg mig ellers nogenlunde på ruten de næste 5 km. Da jeg nåede retur til start vendte jeg om og løb retur den anden vej rundt. Her begyndte det for alvor at lysne, og jeg løb næsten rigtigt hele vejen rundt! På sidste omgang, var der faktisk helt lyst – men alligevel tog jeg lige en ny vej rundt ;)

Tre omgange på Røsnæs - jeg lærer forhåbentligt en dag, at følge ruten rigtigt.

Tre omgange på Røsnæs – jeg lærer forhåbentligt en dag, at følge ruten rigtigt.

Vejret i nat var køligt og det småregnede – så kort sagt var det perfekt! Dog var der lige rigeligt blæst, og det var derfor en lidt speciel oplevelse at løbe på Røsnæs, hvor jeg på den ene side var ved at blive blæst omkuld, mens der var fuldstændigt roligt og stille på den anden side! Efter mine tre omgange på vandreruten gik det tilbage mod Kalundborg, hvor jeg efter 51 km og en mindre jagt på noget interessant morgenbrød kunne spise lidt morgenmad, og så gå i seng :)

Morgen på Røsnæs

Morgen på Røsnæs

En lettere forblæst Sidsel omkring de 32 km

En lettere forblæst Sidsel omkring de 32 km

Hvorfor natteløb??
Der er vist allerede en eller måske et per flere, som har ytret, at jeg er bindegal, når jeg kaster mig over sådan en tur… Ja ja, det kan vi jo godt sige, men der er selvfølgelig en fornuft med galskaben! Altså for det første, så gider jeg jo ikke begrænse mig at “normale” ting, og det er måske ikke det mest oplagte at løbe 50 km om natten, men ærligt tal – hvorfor ikke?!? Det var en fantastisk tur! Og jeg kan kun anbefale det…

Derudover så er der også en reel grund til projektet. Jeg har jo allerede luftet tanken om at deltage i Hammer Trail 2014 på 50 miles distancen. I år startede 50 miles løberne netop kl 1 om natten! Og tanken var derfor at prøve at løbe en længere hård tur under lignende forhold for at finde ud af, om jeg overhovedet kunne affinde mig med at løbe om natten, og om kroppen kunne finde ud af det! Jeg kunne i nat hurtigt konkludere, at kroppen overordnet er fuldstændig ligeglad. Når først jeg løber, så løber jeg! Og jeg lagde som sådan slet ikke mærke til, at det var nat. Jeg var ikke træt eller følte mig utilpas – nej jeg løb bare :)

En ting kunne jeg dog mærke – og det var lysten til at spise! Trods noget af en oppakning blev det kun til et indtag af et halv æble, som jeg måtte tvinge i mig selv efter de 45 km. Maven havde altså ikke det store behov eller lyst til at få noget i sig, og det er måske en af de ting, der lige skal arbejdes med, og i hvert fald overvejes lidt nærmere, så jeg har en strategi for hvordan jeg tackler det.

About these ads

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s