168,8 km gennemført

Torsdag – 1. marathon
Torsdag kl 17 gik det løs med første marathon af de 5 marathon på 4 dage. Ruten var en 5,3 km rundstrækning som skulle gennemløbes 8 gange. Starten gik og vi fløj af sted. Der gik lige nøjagtig ikke særlig lang tid før jeg kedede mig gevaldigt! Jeg kæmpede for at holde tempoet nede, så jeg kunne løbe løbet på de planlagte 4:13. Den plan holdt ikke! Efter to omgange valgte jeg at lade tid være tid og løb af sted i et langsomt tempo, som var til at holde ud, selvom det så ikke helt var så lavt som planlagt. Ruten gik ud over Gisseløre, hvor der var sten og grus, og egentlig syntes jeg at ruten var fantastisk… men lidt hård til sidst pga. stenene. Efter 4:08 kom jeg total overskudsagtig i mål med en fin buket blomster, som jeg havde plukket på sidste omgang. Torsdag var i øvrigt dagen hvor jeg brillerede med bommerter – først løb jeg på 7. omgangen (ja den er god nok!) forkert, idet jeg glemte at dreje af. Så på den konto fik jeg lige nogle ekstra bonusmeter. Og derudover fik jeg tabt min ipod ned gennem brædderne på terarassen – heldigvis var der straks 3 mand i gang med at grave sig ind under terrassen for at befri min ipod – de er sgu søde de mænd! :)

Torsdagens buket

Torsdagens buket

Fredag – 2. marathon
Fredag morgen var benene fine – jeg vil næsten være så fræk at sige, at jeg ikke kunne mærke noget i dem. Efter en travl arbejdsdag, nåede jeg hjem og fik spist og så var det ellers af sted mod klubhuset, hvor starten gik kl 17. Fredagens rute var en 10,6 km rundstrækning, der skulle gennemløbes 4 gange. Turen gik ud af Røsnæsvej – som er sådan en lang lang vej, som måske ikke efter 4 gange føles som et bjerg – men det gør den absolut efter 12 ture! Vejret var lidt varmt, og der var stiv kuling, så turen retur til byen langs vandet var noget blæsende. Men løbet var alligevel fantastisk! Jeg nød det fra start til slut, og det hele var bare en fest. Efter 4:00 løb jeg i mål med en fandens fin blomsterkrans på hovedet, som jeg havde bundet på de sidste 10 km.

Fredagens fine blomsterkrans

Fredagens fine blomsterkrans

lørdag – 3. og 4. marathon
Lørdag morgen var en gentagelse af fredag – overraskende gode stænger og højt humør! Klokken 10 blev vi sendt af sted ud på de første 4 omgange (Vi løb igen turen med Røsnæsvej-bjerget!). De første par omgange gik med snak med en anden løber, og der blev vendt mange utrolig relevante ting, og det var bare skide hyggeligt. Fra 3. omgang valgte han dog at gå lidt ned i tempo, og da min motor tydeligvis (mere om det senere) kun kører i et tempo, så fortsatte jeg. På 3. marathon kunne jeg godt mærke, at kroppen er ved at være drænet for energi. Der skulle spises mere, men samtidig var det ikke så nemt. I løbet af første løb begyndte maven også at drille lidt. Egentlig er det mavemusklerne, der er trætte og generer, men det påvirker sjovt nok også maven. Men jeg holdt den trods alt fint kørende og løb i mål i tiden 4:07 til masser af klap fra verdens bedste klubkammerater (og andre løbere)

Herefter fulgte ca. 50 minutters pause inden næste løb. Der blev tid til tøjskift, til at spise, snakke lidt med Jane, som er kommet fra Esbjerg for at være med på lørdagens sene halvmarathon plus søndagens halvmarathon og så selvfølgelig også til snak med flere andre. Tiden gik overraskende stærkt, og derfor blev pausen heldigvis ikke et irritationsmoment, som jeg kunne have frygtet. Da starten gik kl. 15 frøs jeg, og jeg frygtede lidt det 4. marathon. Men så snart vi røg af sted, så gik det rigtig fint. Røsnæsvejbjerget blev forceret første gang i relativt fin stil! Anden gang holdt det lidt hårdere. Til mit held endte jeg med at løbe med en klubkammerat, som jeg følte var rigtig godt løbende og som hev mig op. Jeg måtte dog senere erkende, at han faktisk var mere presset end jeg troede, og derfor måtte jeg nogle km senere forlade ham. Jeg kan så til gengæld love for, at tredje tur op af bjerget var knap så spændende… Stængerne kunne altså godt mærkes! Men op kom jeg da. Men her begyndte jeg at blive presset på væskefronten! Jeg gik over til at drikke 3 glas væske ved hver depot herfra og hjem – og det hang kun lige sammen (tog nok 1. liter vand da jeg kom i mål). På tredje omgang fik jeg igen lidt hyggeligt selskab, og fik igen diskuteret vigtige emner, inden jeg igen måtte sige farvel, fordi min motor som sagt kun kører i et tempo ;) Det holdt hårdt på sidste omgang! Dagens blomsterplukning blev derfor klaret på meget kort tid med et stop, hvor jeg lænsede en busk :) Men det blev en fin buket, og jeg håber at den nåede frem til dagens fødselar (jeg måtte efterlade den i depotet og skynde mig hjem i bad efter løbet, så fik desværre ikke selv overrakt den). Men i mål kom jeg altså – med blomster. Tiden blev den hidtil dårligste med 4:16 :)

Stabilitet
Jeg er over de sidste par dage blevet rost meget for min stabilitet. Og jeg er da også selv skide stolt og glad over hvad jeg har præsteret. Ikke alene har jeg løbet 4 løb i tiderne: 4:08, 4:00, 4:07 og 4:16. Det der faktisk tæller mere for mig er mine mellemtider, for jeg har løbet næsten uhyggeligt stabilt på alle løb. Tiderne kan ses nedenfor. Først ses totaltiden og dernæst omgangstiderne.

Sidsel Petersen 04:07:54 30:30 31:11 30:15 30:01 31:33 31:07 31:08 32:10
Sidsel Petersen 04:00:11 0:59:23 1:00:14 1:00:40 0:59:53
Sidsel Petersen 04:06:35 1:01:33 1:01:56 1:01:52 1:01:14
Sidsel Petersen 04:15:55 1:02:53 1:03:44 1:04:10 1:05:08

Så med en forskel på under 2 minutter på 1. løb, under 1½ minut på 2. løb, under 45 sek på 3. løb og under 2½ minut på 4. løb, så er jeg altså skide hamrende stolt for at sige det lige ud :)

Søndag – 5. marathon
I morgen venter så sidste løb. Benene er stive og jeg er meget spændt på hvordan de føles i morgen. Medmindre jeg vågner op med en pludselig opstået skade eller en meget klar indikation på noget i den dur, så er jeg dog ikke i tvivl om, at jeg nok skal komme igennem. Jeg vil faktisk sige, at tiden er fuldstændig ligegyldig i morgen – nu vil jeg bare have den der medalje :) Så kryds fingre for mig, så jeg kan runde de 5 marathon og dermed 211 km på 4 dage :)

About these ads

2 tanker om "168,8 km gennemført"

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s