Et lille wake up call…

Nu nogle dage efter mine 5 marathonløb er jeg ved at få styr på kroppen igen. Jeg er stadig sindssygt stolt og glad over min præstation, men jeg har også oplevet nogle ting, som har fået mig til at tænke mig om en ekstra gang.

Fysikken…
Min oplevelse har helt klart været, at det har været væsentligt hårdere for kroppen at løbe 211 km fordelt over 70 timer end det f.eks. var at løbe 100 km i streg, som jeg gjorde det i maj. Jeg har godt nok overraskende nok slet ikke haft nogen muskelsmerter, men jeg har fået en betændelsestilstand i den ene læg. Det vil sige, at det er i hvert fald det jeg mistænker det for at være. Det er faktisk samme problem som jeg havde omkring februar i år, og som er relateret til den nedsatte bevægelighed i mit højre fodled og fod. Den gang kunne det klares med noget massage og nogle bevægelighedsøvelser for tæer og fodled, men det har selvfølgelig ikke løst problemet helt, da bevægeligheden stadig ikke er i orden. Efter de 5 løb i weekenden har jeg derfor fået problemer, og har smerter på et niveau, hvor det eneste der virker fornuftigt lige nu er hvile, Felden og is. Derudover er jeg også så småt begyndt med nogle øvelser for bevægelighed og ikke mindst massage af svangsenen – som godt nok har det fint, men som tidligere har forværret læggens tilstand, hvis den blev spændt.

Her 3 dage efter begynder jeg at kunne gå uden smerter. Men jeg kan bestemt stadig fremprovokere smerter. Derfor står den på løbepause – faktisk står den næsten helt på træningspause! Det bliver kun til lidt coretræning og bevægelighedstræning. Og jeg har det fantastisk med pausen!

Og det kan måske godt undre, når man ved hvor meget jeg elsker min træning. Men selvom kroppen har håndteret de mange km ganske fint, så har jeg være og er stadig træt! Rastløsheden har gjort, at jeg først i nat har været i stand til at sove en hel nat.. Derudover så har kroppen selvfølgelig været forvirret! Det der med at spise og drikke har været meget svært. Væskeoptaget har drillet, og så er der lige den med lymfesystemt! For omkring et år siden skrev jeg lidt om lymfødem, som er en arvelig sygdom, som vi har i min familie. Jeg har heldigvis siden da kun oplevet småting, som jeg mistænker at være relateret til det her lymfødem. Selv da jeg løb 100 km i maj, oplevede jeg ikke problemer. Men jeg har de seneste par dage fået en lille reminder om, at jeg lige skal huske at tænke mig om. De 211 km kostede nemlig +3 kg – og da jeg på ingen måde har kunnet nå at indtage de kalorier jeg har forbrændt (og da jeg har set mig selv i spejlet), så er det nemt at se, hvor de kg kommer fra. Højre ben har nok taget sig af de 2 kg, mens det venstre har taget det sidste kg! Jeg har følt mig som en gravid med ballonfødder, væskefyldte lår og de strammeste-udspændte lægmuskler. Jeg kunne fint holde det nede med kompressionstights og kompressionsstrømper, men efter at have levet i kompressionsstrømper i 5 døgn, valgte jeg at smide strømper og tights i går, da jeg tog på job – og det var en stor fejl. Da arbejdsdagen var slut havde jeg simpelthen så ondt, fordi mine ben bare var så spændte pga. væsken :(

Katastrofen har heldigvis ikke været større end, at jeg siden i går har været iført kompression på stængerne, og ser nu igen nogenlunde ud. Og så længe at kompressionen kan fjerne ødemerne, så er der reelt ikke så meget at bekymre sig om. Alligevel har det været et lille wake up call og fået mig til at tænke over, at jeg ikke skal gøre det her for ofte. Måske burde jeg slet ikke gøre det, men det kommer simpelthen ikke til at ske. Jeg elsker at udfordre mig selv og vil på ingen måde stoppe med det, men jeg vil bare fremover nøje udvælge mine projekter (og ja ja og 6 måneder har jeg sikkert glemt det, og tager en eller anden impulsiv og hjernedød beslutning, meeeeen jeg vil i hvert fald prøve alt hvad jeg kan!)

Den mentale udfordring
Mentalt har jeg bestemt også været ramt. Først og fremmest er det sgu hårdt ikke at kunne sove ordentligt, når man bare er træt, og så har det heller ikke været særlig fedt lige at få en reminder om, at jeg har et 2. sorterings lymfesystem. Men det der har været værst og samtidig også været lidt sjovt at opleve (bare fordi jeg har følt mig ret komisk), har været hvordan jeg har været helt og aldeles rundtosset. Fra torsdag til søndag er alt foregået efter en meget meget tight tidsplan. Elementerne har været:

sove – spise – arbejde – løbe – tvangsfordring efter løb – hygge/snak efter løb – udstrækning

og så har det hele nærmest bare gentaget sig selv med små modifikationer over 4 dage. Det har været overraskende hårdt, og har tappet mig for overskud og ikke mindst gjort mig så forvirret, at jeg på ingen måde har været i stand til at skelne dagene fra hinanden. Jeg har sågar kørt rundt i de samme samtaler flere gange, fordi jeg bare har været så forvirret.

I forbindelse med selve løbet har jeg også lært lidt om mig selv mentalt. Jeg har altid vidst, at jeg var stærk, når jeg vil noget, og at jeg i løbesammenhænge kan finde noget af en vilje frem. Dog har jeg måske ikke været klar over, at jeg kan lukke så meget af for alt andet. Med de smerter jeg har haft i min læg efterfølgende, så må jeg virkelig have ignoreret nogle smerter under søndagens løb. Jeg mærkede bestemt noget under sidste løb, men jeg vil til enhver tid anse maveproblemerne som løbets udfordring. Så jeg tager også lige med mig, at jeg af den grund skal tænke mig om og sætte mig nogle mål som jeg virkelig vil! For jeg gør det åbenbart bare, når først målet er sat. Og selvom jeg holder meget på, at jeg prøver at være fornuftig, så kan jeg godt være lidt bekymret for at jeg vil være i stand til at løbe mig selv fuldstændig i smadder (og inden det bliver for kedeligt, så skal der også være plads til det en gang imellem, men så skal jeg altså vælge nogle særlige projekter til det :) )

Når alt det er sagt, så er jeg super glad for at jeg gjorde det! Men næste gang jeg skal løbe så meget på så kort tid, så bliver det ikke under samme forhold :)

Og så her til sidst et par billeder fra da jeg har fået medaljen om halsen og er et styk meget glad og rørt Sidsel

Medaljen er lige blevet hængt om halsen på mig :)

Medaljen er lige blevet hængt om halsen på mig :)

Træt, glad og utrolig følelsesladet (bemærk blomsterne - trods træthed fik jeg plukket lidt blomster på sidste løb)

Træt, glad og utrolig følelsesladet (bemærk blomsterne – trods træthed fik jeg plukket lidt blomster på sidste løb)

About these ads

En tanke om "Et lille wake up call…"

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s