Men som sagt var jeg altså flad. Og de 5 km strand var virkelig hårde og krævede fuld fokus. Underlaget bestod primært af store sten, så det handlede om at være vågen, og tempoet var som resultat deraf ikke særligt højt. Men hårdt var det, og da jeg var hjemme, var det med noget ømme lår og baller, og ikke mindst en træt venstre hoftebøjer. Men med fandens højt humør efter en dejlig tur i virkelig lækkert vejr (og det var tiltrængt i mandags, som var sådan en af de der dage, hvor intet helt går som forventet…)

Stranden jeg løb langs i mandags

Natteeventyr
I dag – eller rettere i nat – var jeg så af sted på ugens helt store eventyr! 51 km blev det til. 51 km, hvoraf de første 2-3 timer foregik med pandelampe, og hvor der også indgik 18 km trail. Da vækkeuret ringede kl 00.30 var der godt nok dømt “lorteprojekt”, men ret hurtigt var jeg igen med på ideen. Jeg fik en portion havregryn, kom i løbetøjet, fik monteret pandelampen, pakket vand og masser af energi, og så gik det ellers af sted mod Røsnæs. De første km gik gennem byen, hvor pandelampen ikke var nødvendig, men da jeg nærmede mig udkanten af byen måtte pandelampen i brug. Det er lang tid siden jeg har løbet med pandelampen, hvor der har været helt mørkt, så alene det var bare super fedt. Okay okay, det var en smule angstprovokerende, da jeg mødte den første kat, som stirrede på mig med sine skinnende øjne, og lignede noget der havde tænkt sig at overfalde mig (eller måske var det bare mig, der lige skulle finde ud af at tackle mørket og det faktum, at jeg var ret meget alene ude i ingenting ). For selvfølgelig var det specielt at løbe i mørket, helt derude – helt alene. Vi skal ikke længere tilbage end til efteråret, hvor jeg jo var nær panisk over at skulle løbe alene rundt i mørket, fordi jeg nu var flyttet Her til Kalundborg. Men når det er sagt, så “bestod” jeg vist i nat

Men af sted det gik. Når alt bare er sort, føltes det som om det gik utroligt hurtigt. Jeg har nogle pejlepunkter langs ruten, og de farede forbi mig i mørket. Da jeg efter 16 km nåede vandreruten på Røsnæs var det derfor med friske ben, godt humør og det hele. Herfra var planen at løbe ad vandreruten 3-4 gange, inden jeg skulle hjemad igen. Jeg nåede vel 800 meter før jeg stod midt ude på en mark og måtte erkende, at jeg har brug for en opgradering af min pandelampe! Det var fuldstændig umuligt, at spotte de her små gule sten, eller sten markeret med en gul plet, som angiver ruten… Og min ide om, at jeg jo kender ruten, holder altså bare ikke stik, når det er helt sort! Så jeg nåede ret hurtigt det niveau, hvor jeg havde mistet orienteringen fuldstændig, hvis man lige havde snurret mig 2 gange rundt! Det var sgu lidt et lorteprojekt, og også et rigtigt Sidsel-projekt, i og med det måske ikke var helt gennemtænkt.. Jeg overvejede kort at vende om, men blev så enig med mig selv om, at jeg måtte løbe efter vandet og så bare følge stranden.

Kort efter troede jeg nu også jeg var på rette vej igen! Ruten er visse steder afmærket med reflekstrekanter, og sådan en spottede jeg på et tidspunkt. Eller det vil sige, at det troede jeg, for da jeg kom tæt nok på, viste det sig at være to reflekterende pletter – øjnene fra et rådyr Men lidt senere fandt jeg trods alt ruten igen, og så holdt jeg mig ellers nogenlunde på ruten de næste 5 km. Da jeg nåede retur til start vendte jeg om og løb retur den anden vej rundt. Her begyndte det for alvor at lysne, og jeg løb næsten rigtigt hele vejen rundt! På sidste omgang, var der faktisk helt lyst – men alligevel tog jeg lige en ny vej rundt

Tre omgange på Røsnæs – jeg lærer forhåbentligt en dag, at følge ruten rigtigt.

Vejret i nat var køligt og det småregnede – så kort sagt var det perfekt! Dog var der lige rigeligt blæst, og det var derfor en lidt speciel oplevelse at løbe på Røsnæs, hvor jeg på den ene side var ved at blive blæst omkuld, mens der var fuldstændigt roligt og stille på den anden side! Efter mine tre omgange på vandreruten gik det tilbage mod Kalundborg, hvor jeg efter 51 km og en mindre jagt på noget interessant morgenbrød kunne spise lidt morgenmad, og så gå i seng

Morgen på Røsnæs

En lettere forblæst Sidsel omkring de 32 km

Hvorfor natteløb??
Der er vist allerede en eller måske et per flere, som har ytret, at jeg er bindegal, når jeg kaster mig over sådan en tur… Ja ja, det kan vi jo godt sige, men der er selvfølgelig en fornuft med galskaben! Altså for det første, så gider jeg jo ikke begrænse mig at “normale” ting, og det er måske ikke det mest oplagte at løbe 50 km om natten, men ærligt tal – hvorfor ikke?!? Det var en fantastisk tur! Og jeg kan kun anbefale det…

Derudover så er der også en reel grund til projektet. Jeg har jo allerede luftet tanken om at deltage i Hammer Trail 2014 på 50 miles distancen. I år startede 50 miles løberne netop kl 1 om natten! Og tanken var derfor at prøve at løbe en længere hård tur under lignende forhold for at finde ud af, om jeg overhovedet kunne affinde mig med at løbe om natten, og om kroppen kunne finde ud af det! Jeg kunne i nat hurtigt konkludere, at kroppen overordnet er fuldstændig ligeglad. Når først jeg løber, så løber jeg! Og jeg lagde som sådan slet ikke mærke til, at det var nat. Jeg var ikke træt eller følte mig utilpas – nej jeg løb bare

En ting kunne jeg dog mærke – og det var lysten til at spise! Trods noget af en oppakning blev det kun til et indtag af et halv æble, som jeg måtte tvinge i mig selv efter de 45 km. Maven havde altså ikke det store behov eller lyst til at få noget i sig, og det er måske en af de ting, der lige skal arbejdes med, og i hvert fald overvejes lidt nærmere, så jeg har en strategi for hvordan jeg tackler det.

Efter alle 5 discipliner havde vi hevet 5 sejre hjem, hvilket der var et andet hold der også havde. Vi måtte derfor i kamp i kæmpe-bordfodbold igen, hvor vi vandt sikkert! Så pokalen kom hjem hvor den hører til i vores afdeling, og jeg valgte at fejre sagen godt og grundigt med bobler af pokalen og det hele – og ja, dagens løbetur – den blev bare lige droppet for en gangs skyld….

Trapper og intervaltræning
Pga. tirsdagens fejring var jeg lidt af en slow-starter i dag, men efter en times lur i solen efter arbejde var jeg klar på dagens løbetur, som igen bød på gensyn med mine yndlingstrapper! Det blev til 4 * 5 minutter på trapperne med 2 minutters pause imellem. Tempoet er faktisk højere nu end det var sidst jeg var på trapperne i april, men det var bestemt stadig hårdt! 20 omgange op og ned blev det til, og selvom jeg ikke helt holdt tempoet på sidste interval, så var den der næsten, som grafen nedenfor også viser.

Dagens trappeløb

Egentlig skulle jeg have løbet bakketræning på Bøgebakken i dag inklusiv en max-test, men jeg valgte altså i sidste øjeblik at joine et par kollegaer på trapperne. Derfor var jeg stadig lidt interesseret i pulsen, for selvom jeg ikke føler jeg kan nå max på trapperne, så komme pulsen bestemt op! 195 var dagens højeste puls! Jeg har sidste år målt en puls et godt stykke over de 200, og jeg er lidt spændt på om den stadig kan presses helt derop, men det må altså lige vente til jeg har tid til at komme forbi nogle gode bakker.

Flødebolleløbet 2013
Og sidst er det på tide at melde ud at jeg efter i to år at have været flødebolleuddeler til AK73s flødebolleløb nu endelig er tilmeldt som deltager. Løbet afholdes i Fælledparken den 15. august. Det er på 10 km, men der skal indtages en flødebolle per 400 m – altså i alt 24 flødeboller! Jeg har overhovedet ikke lyst til alle de der flødeboller, men jeg er jo for fanden nødt til at prøve at deltage ligesom….. Så nu har jeg lige et par måneder til at vænne mig til tanken

Om ikke andet bliver det pisse sjovt – som altid måske lidt ulækkert…. men stadig sjovt

Torsdag og fredag var for mit vedkommende afsat til et kursus indenfor et Novo projekt: “Well Being”, og det var da jeg lige fik tjekket program for kurset ud onsdag aften, at jeg første gang faldt over ordet! Sedentarisme betyder stillesidende adfærd, som er noget mange af os er ramt af i forbindelse med vores arbejde. Det er vist, at sedentarisme påvirker helbredet i uheldig retning. En ting er at man er aktiv og er aktiv med en vis intensitet og f.eks. opfylder sundhedsstyrelsens anbefalinger (eller som mig tonser rundt så meget som muligt). Forskning viser bare (ja sorry, jeg ved jeg burde smide en reference, men lige i dag er jeg meget uvidenskabelig – bare stol på mig!), at på trods af den aktivitet, så kan stillesiddende adfærd stadig påvirke helbredet negativt. Da jeg første gang hørte det præsenteret (dog ikke med ordet sedentarisme), så var jeg noget skeptisk! Jeg er jo så aktiv, at det da må være rimeligt, at jeg slapper af i stænger og krop, når jeg er på job… Nå, jeg er overbevist nu, og håber også at jeg kan overbevise flere andre

Kurset handlede nemlig om aktivitet på jobbet for at forbedre sundheden. Og så var det heldigvis lige i min ånd spicet op, så der var godt med fokus på at have det sjovt og opleve glæden ved at bruge kroppen! Så de sidste 2 dage har for mig simpelthen været ren legestue Der er blevet indøvet elastikøvelser og en bevægelsesserie, som jeg skal stå for at udføre med mit team resten af året. Det bliver så fedt! Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er selvudnævnt mester i bevægelsen “syg høne”, som rigtig hedder “slangen”! Men “syg høne” er nok meget passende for det jeg kan præstere med mine stive hofter og ikke super fintunede motoriske evner “Babykastet” er også en øvelse jeg glæder mig til at præsentere (Jeg skal nok blive en god mor… engang!) Selvfølgelig bliver det en udfordring – jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være lidt grænseoverskridende, at man måske ikke føler man har de 3½ minut der skal bruges 4 gange om dagen til den ene øvelse, at man ikke mener det er nødvendigt… men jeg håber at kunne overbevise mange af mine kolleger om, at det er en god ide, og ikke mindst om, at vi får det skide sjovt sammen

Mit kondital var lige præcis 43,58, hvilket ifølge tabellen her placerer mig lige midt i ingenmandsland mellem “middel” og “god” kondition! Ja ja, det er jo såmænd nok meget godt! Men det er bare slet ikke godt nok for mig! Jeg kan love jer for, at jeg mener min kondition er over middel! Jeg er godt klar over, at jeg ikke konditionstræner fandens meget, og at det er udholdenheden, der er min stærkeste side, men jeg kan simpelthen ikke have siddende på mig, at jeg ikke en gang har en “god” kondition!

Så jeg var tøsesur i går, og nåede i løbet af i går og i dag at fortælle utrolig mange mennesker om det her latterlige resultat, og ikke mindst fastslå hvilken elendig test det var! Og ja, man kan altid diskutere de her tests, og man skal heller ikke tage værdierne så seriøst, men 43,58 var bare så lavt, at det ikke var til at slippe!

Så som løber, blev jeg hurtigt enig med mig selvom, at en løbe-konditest, nok var mere “korrekt” for mig! Så i dag efter job stod jeg klar på Novos hamsterhjul (løberute på 900 meter, som jeg bruger alt for meget tid på). Uret var sat på 12 minutter og målet var minimum 2800 (som jeg mente var realistisk). Jeg har ikke løbet i det tempo i nærmest et år, så det var kvalmende hårdt og ækelt, og jeg havde allerede tidligt lyst til bare at stoppe…. Men jeg holdt ud og nåede ud på 2810 meter! Dermed var mit mål nået, og endnu bedre, steg mit kondital på ca. et døgn med over 10 til nu 53,9, som jeg altså er meget mere tilfreds med!

Er jeg så helt tilfreds? Nej selvfølgelig ikke! Nu skal jeg simpelthen tage mig sammen og få omstruktureret den der træning lidt, og så må målet blive at runde de 3000 på en Cooper test – det må simpelthen kunne lade sig gøre! Men der skal også netop ske noget omstrukturering med min træning, og jeg har allerede droppet en stor del af styrketræningen. Nu skal der så også tempo på løbet (jeg mener det den her gang ), og jeg skal forsøge at holde mig til 1-2 lange ture om ugen (som så måske også bliver længere (bare fordi jeg elsker de ture)). Men jeg er ærlig talt ikke helt afklaret med hvad der præcist skal ske, så det må jeg nok hellere vente med at fortælle mere om

Dagens træning har ellers bestået af 7 km lunt efter testen, og så har jeg for første gang i nærmest et år kastet mig over noget crossfit lignende træning! Det var godt, men hårdt (og bliver ikke sjovt i morgen). Dagen er også blevet brugt på et kursus om fysisk aktivitet på jobbet, så i den forbindelse har jeg også haft lidt gang i kroppen. Og som den gode kollega (og superoptimist) jeg er, har jeg tidligere i dag lovet at gøre en kollega selskab på hans aftenløbetur! Så den vil jeg forsøge at klare mig igennem lige om lidt Jeg er helt sikker på at jeg kommer til at sove godt i nat!!

Men altså da starten gik farede jeg af sted i et godt tempo, og det gik fint de første 10-15 km. Men så begyndte jeg at kede mig! Først måtte jeg finde mit musik, for at forsøge at overleve, men der gik bare ikke lang tid før jeg begyndte, at diskutere med mig selv om hvorvidt det var værd at kæmpe for, og hvornår jeg kunne tillade mig at stoppe. Inderst inde var problemet nok (som jeg skrev sidst), at jeg mentalt bare ikke var klar! Jeg er nok bare fyldt op ovenpå et par fede måneder med masser af løbeoplevelser, og mentalt var jeg bare så meget mere klar på sjov og ballade! At det var hamrende varmt, ruten slet ikke var mig (vi løb på Refshaleøen ved B&W hallerne, som vi også løb ind igennem, men jeg kunne ikke slå hovedet fra og var bare hurtigt sur på ruten og især på de 180 graders sving der var på ruten) hjalp selvfølgelig ikke på det! Et andet issue som bestemt også fyldte en del, og som nok var det mest afgørende var også tanken om hvad 6 timer ville gøre ved mine ben. Jeg stoppede efter 40 km på 3 timer 33 minuter, og jeg havde måske nok ikke smadrede ben, men jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg endnu ikke er fuldt restitueret ovenpå 100 km løbet for nogle uger siden! Og med tankerne på de næste ugers mening, så ville jeg meget hellere stoppe ved de 40 km, og så være klar til at løbe hurtigt efter igen.

Så det var altså de overvejelser der fik mig til at stoppe efter 40 km. Selvfølgelig var det stadig svært, at sige stop. Alle vil nok gerne vise, at man kan, og sådan har jeg det selvfølgelig også. Derfor røg jeg også bare af banen straks jeg havde rundet de 40 km, tog nummeret af, og gik forbi speakeren og sagde tak for i dag, og bad ham bekræfte, at jeg havde rundet de 40 km. Det havde jeg, så derefter gik det mod Løbeklubbens camp, hvor jeg kunne sige hej til et par andre “faldne” og ikke mindst til alle stafetløberne. Og så var der jo heldigvis masser af tid til snak og sludder. Og til mere useriøse ting, som at udforske B&W hallerne og fjolle rundt med Frøken Grøn og tage billeder Da jeg var tilbage på Østerbro og efter et bad kunne gå i seng og sove (jeg ved godt, at jeg snart skal have styr på en mere normal døgnrytme uden alle de der middags- og eftermiddagslure) var jeg simpelthen så glad for min beslutning om at stoppe. Og som aftenen udviklede sig, blev jeg kun gladere for de ekstra timers søvn Da fotografen havde satset på, at jeg holdt ud og først kom forbi senere, er der altså kun useriøse billeder fra lørdagens løb, men i får alligevel lige et par stykker…

Frøken Grøn og jeg – seriøs som altid! Foto: Henrik Bendix

Udstrækning i B&W hallerne.Foto: Henrik Bendix

Frøken Grøn var så begejstret over at være tilbage på Amager, at hun forsøgte at gemme sig. Foto: Henrik Bendix

Søndag morgen vågnede jeg i en noget rundtosset tilstand med en tanke i hovedet – “Jeg ville til Røsnæs”. Da jeg nogle timer senere var i stand til at få pakket og blive sat på et tog var jeg derfor meget fokuseret på, at jeg skulle til Røsnæs! Så efter ankomsten til Verdens Ende røg jeg igen i løbetøjet og begav mig ud på en skøn 38 km tur til Røsnæs, hvor jeg løb rundt i skove, på marker og strande. Det var en voldsom kontrast til lørdagens løb! Skøn natur, og mentalt var jeg så meget mere “på”. Det var super fedt, og jeg må jo også indrømme, at det er de træningsture jeg har savnet længe, så derfor var det skønt endelig, at komme derud igen. Jeg skulle egentlig løbe på en vandrerute derude, fordi jeg ville teste den og min evne til at finde rundt på den til en træningstur jeg planlægger om et par uger! Jeg løb også nogen gange på ruten, men hjernen var tydeligvis ikke helt skarp nok til, at jeg holdt mig på ruten hele tiden – det skal nok blive godt i mørke Nå ja, restitutionsmæssigt havde det måske været klogere, at holde pause i går, men tjek lige udsigten her ud…. det var det hele værd!

Skønne Røsnæs!

Jeg løb godt lidt hurtigere end forventet og derfor kom jeg faktisk kun ud på 3 timer og 33 min før jeg ramte de 40 km, smed nummeret, og gik om bord i chokoladen

En kort dag på kontoret, men en fin dag:) føler selv det var den rigtige beslutning. Det giver på nuværende tidspunkt ikke mening at kæmpe mig igennem noget jeg ikke gider. Jeg skal træne og ikke præstere en masse i noget tid, og det begyndte jeg på I dag med en god lang træningstur:) og nu glæder jeg mig ellers bare til en lur, og til cocktails og tøsehygge senere:)

14. april: 6 timers løb – slagteriløb (Horsens)
20. april: 50 km, ALOT ultramarathon (Albertslund)
4. maj: Hammer Trail, 25 km (Bornholm)
19. maj: 50 km, Sketchers Ultra (Bramming)

Undervejs kom der et par ændringer til – 50 km løbet i Albertslund blev udskiftet med et marathon, og 50 km i Bramming blev udskiftet med 100 km – begge to beslutninger, som jeg ser på som helt rigtige beslutninger. Egentlig er det måske også lidt “flot”, at kalde det “planen”, for det var nok oprindeligt tænkt, som en liste over hvad jeg drømte om Jeg var derfor før første løb meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at gennemføre alle løb. Men nu 6 uger senere kan jeg se tilbage på 4 gennemførte og fantastiske løb, og ikke mindst på 6 uger, hvor jeg i gennemsnit har løbet mere en 90 km pr uge.

Jeg har i løbet af de 6 uger bevist overfor mig selv, at der er mere i mig end hvad jeg selv lige troede – og det er sgu fedt, at kunne afslutte en serie af konkurrencer med den konklusion!

Men for at komme lidt mere rundt om mine løb, så begyndte det med 6 timers løb i Horsens, hvor jeg havde meldt ud, at jeg ville løbe 66 km. Jeg havde på ingen måder et perfekt løb, men jeg kom fint igennem, og endte med 65,552 km utroligt tæt på mit mål på de 66 km! Jeg formåede at holde et næsten stabilt tempo hele vejen igennem, og kom igennem uden at få stive stænger. Desuden gav løbet mig en fin 2. plads, og jeg havde bare en super hyggelig dag

Allerede weekenden efter havde jeg næste løb i kikkerten – Ultramarathon i Albertslund. Jeg lurede længe på distancerne. 100 km var ikke inde i mine overvejelser, men først skulle jeg helt sikkert løbe 50 km, så skulle jeg løbe marathon, så overvejede jeg vist ligefrem at løbe halvmarathon i Lyngby (vist nok BT’s halvmarathon). Så fuckede hoftebøjeren lidt op og pga. en løbeaftale tog jeg alligevel ud og løbe. Det betød til gengæld, at jeg mentalt forberedte mig på at weekendens løb helt skulle droppes! Dagen efter var alt dog godt igen, her overvejede jeg 5 km parkrun i Fælledparken, og alligevel endte jeg samme dag med at beslutte at jeg skulle løbe marathon!! Efter alle de diskussioner var jeg til gengæld total klar på den der marathon. Jeg stillede til start, og jeg ville vinde! Jeg ville ikke løbe hurtigt, men jeg ville vinde! Det endte selvfølgelig med, at jeg løb hurtigt. Jeg løb min 2. hurtigste tid på marathon, hvor jeg først på de sidste 10 km for alvor tabte tid i forhold til min PR. Jeg vandt Wuhuuu! Men jeg havde også bare et i tankerne, da jeg kom i mål – nemlig at skaffe en ispose! Anklen bekymrede mig – dagen efter viste det sig imidlertid, at problemet havde været en for stram snørring af skoene Så to dage efter fløj jeg igen af sted i løbeskoene

2 uger senere var det tid til at komme til Bornholm til Hammer trail. Jeg var mest af alt bekymrede for risikoen for at træde forkert og slå mine ankler (også især fordi jeg allerede her vidste, at jeg ville løbe 100 km 14 dage senere). Derfor brugte jeg meget tid på at få mig selv til at forstå, at jeg skulle nyde det, ikke tage nogen chancer og bare slappe af. Jeg trænede sågar hjernedødt op mod løbet, og stillede på inden måde til start med friske ben! Da starten gik (ej faktisk allerede før starten gik), havde min indre djævel tager over, og der skal løbes til Det blev der, bortset lige fra de sidste 6-8 km, hvor jeg blev lidt tøsesur over alle de stejle stigninger, som man var nødt til at gå op ad. Jeg havde et super løb og det var så fantastisk. Det var samtidig hyggeligt, og jeg fik hilst på en masse. Jeg endte med en 4. plads, og en nyerhvervet lyst til Bornholm og trailløb. Og så alligevel, så kom den der lyst faktisk først snigende i timerne og dagene efter løbet. Men kort sagt, et fantastisk løb og en lige så fantastisk weekend!

2 uger efter ventede så 100 km i Bramming. Og på trods af, at jeg havde været igennem flere hårde uger, så var det dagen hvor det meste lykkedes. Jeg fulgte godt nok ikke planen, fordi jeg løb for hurtigt, men jeg holdt tempo – faktisk var jeg vist utroligt tæt på min PR på 6 timers løb, efter de første 6 timer! Jeg havde relativt styr på væske og energiindtag. Jeg lærte selvfølgelig en masse, men alt i alt har jeg ikke grund til at være andet end super tilfreds. Det var simpelthen fantastisk og absolut det største jeg har præsteret i sportssammenhænge Det blev til DM sølv og en tid på 9 timer 25 min 22 sek – en tid jeg end ikke havde turdet drømme om!

Op til 100 km løbet kunne jeg godt mærke, at jeg begyndte at savne at træne sådan rigtigt! Det med hele tiden at skulle være klar til konkurrence blev bare for meget til sidst! Derfor er det dejligt nu, at have afsluttet forårets konkurrencer, og snart kunne komme i gang med noget mere hjernedød træning bestående af trapper, bakker, mentalt røvsyge ture, natteture, masser af trailture på Røsnæs og hvad jeg ellers finder på! Når det er sagt, så må jeg erkende, at jeg kom til at melde mig til endnu en konkurrence! Men det er også den sidste så! Jeg løber på lørdag 6 timers løb på Refshaleøen. Det virker måske nok utroværdigt at sige, at jeg tager det som en træningstur (i betragtning af hvad jeg har skrevet ovenfor omkring hvordan det endte på Bornholm). Men det er planen. Jeg aner ikke hvor langt jeg holder og jeg har heller ikke intentioner om at lave PR. Men igen så er der en djævel inde i mig, som jeg ikke altid kan tæmme. Planen er derfor at løbe, ikke tænke så meget, nyde det, hygge med alle de andre fantastiske løbere der kommer (det bliver en fest gør det…) og så udgå, hvis det er nødvendigt! Og så skal jeg i næste uge i gang med træning igen

For efter lørdag venter faktisk hele 2 måneder uden løb, hvor jeg har intentioner om at løbe noget hurtigt eller vildt! Og det bliver fandens fedt – så skal der trænes løs, og lades op til midt august, hvor det igen går løs

Fra 100 km i Bramming

I går aftes stod den på hygge med kollegerne. Og hvilken aften! Jeg kan ikke en gang skyde skylden på alkoholen, for som sagt har jeg vagttelefonen. Men den stod på bowling, og en time blev pludselig til 3, og der blev absolut ikke stået stille mellem kastene. Så jeg har danset og hoppet og fejret, og selvfølgelig kastet bowlingkugler i 3 stive timer! Og jeg kan love jer for, at det kan mærkes! Venstre balle er simpelthen så øm! Oveni så har effekten af endorfinerne vist efterhånden lagt sig, for da jeg vågnede i morges, var det en kamp at komme ud af sengen. Jeg var simpelthen så træt! Dagens gøremål var heldigvis hurtigt klaret, og jeg har efterfølgende simpelthen ordineret sofatid til mig selv resten af dagen. Og på trods af 1½ times lur, så er jeg på ingen måde mindre træt nu! Jeg er faktisk bare godt og grundigt rundtosset Så der er dømt sofatid resten af dagen for mit vedkommende, og så må jeg lige se på tingenes tilstand i morgen!

Og jeg kan så forsikre jer om, at sofatiden bruges effektivt! For når jeg ikke sover eller spiser, så planlægges der træning og nye projekter på livet løs

Prisen…
Allerede før løbet nævnte jeg, at jeg havde tendens til at få vabler i de sko, jeg valgte at løbe i. Derfor var det faktisk lidt overraskende, at jeg umiddelbart ikke havde fået en eneste vabel! Efter en nærmere granskning fandt jeg dog frem til en enkelt lille bitte vabel – men det er så det! Derudover kostede de 100 km selvfølgelig et fint slidsår, der hvor pulsmåleren har siddet. Men altså, jeg har jo også et fint ar der, som skal holdes ved lige, så det er egentlig fair nok. Og i betragtning af, at jeg løb 100 km, så er jeg sluppet rigtig billigt! Tractus iliotibialis på højre ben har også lige gjort sig bemærket! Ikke noget alvorligt, men den er stram! Det kræver massage og fornuft! Jeg har efterhånden været her nogle gange, og er ikke bekymret, da jeg føler, at jeg ved hvordan det skal behandles. Den sjoveste “skade” som turen har medført er et par imponerende blå mærker på lænden! Det tog mig lidt tid at komme frem til, hvorfor jeg havde fået dem! Jeg løber ofte med ting i baglommen, da det ikke generer mig. For ikke at skulle huske for mange ting i depotet havde jeg i søndags pakket saltsticks og druesukker i to poser, som jeg havde i min baglomme. Det fungerer fint på mine normale ture – men når man løber med sådan nogen over 100 km, så er det åbenbart i stand til at give en god ømhed og flotte blå mærker! Alle de nævnte skavanker er dog på retur, og vil forhåbentligt allerede være glemt om en uges tid. En ting kommer dog nok til at minde mig om løbet i noget tid! Det kommer nemlig nok til at koste en tånegl – den ser i hvert fald utrolig blå og syg ud! Men det positive er, at den slet ikke gør ondt, og jeg kan sagtens komme i både normale sko og i løbesko

Sådan generelt så har kroppen også haft det ganske fint. Da jeg vågnede mandag morgen, synes jeg godt nok stængerne var stive. Det var ikke en fornøjelse at skulle ud af sengen, og da jeg senere skulle op og ned af trapper, var det ikke super kønt. Alligevel stod det ret hurtigt klart, at benene ikke var hårdest ramt! Faktisk var det mavemusklerne der har haft det værst! Så selvom det gik ret langsomt mandag, så var det faktisk mest pga. ømme mavemuskler og mavekramper. I løbet af dagen blev det dog så meget bedre, at jeg faktisk kunne gå uden at folk bemærkede, at der var noget galt. I går var det til min egen overraskelse så meget bedre, at jeg gik ubesværet op og ned af trapper og faktisk følte mig ret så frisk! Når det er sagt, så har jeg selvfølgelig været træt. Men jeg har faktisk til en forandring sovet ret godt, hvilket har hjulpet meget på det.

I gang igen
Fornuften holdt mig trods den gode fornemmelse i ro i hele to dage! Men i morges skulle der ske lidt. Jeg var tilbage i løbeskoene og fik en kort luntetur. Det gik stille og roligt, men ganske fint. Jeg kan godt mærke mine ben! Og jeg kan tydeligt mærke, at fornemmelsen er anderledes end hvordan det tidligere har føltes efter 6 timers løb. Efter 6 timers løb har musklerne måske været lidt ømme, men nu kan jeg nærmere mærke en træthed i stængerne. Musklerne er ikke ømme, men jeg kan godt mærke, at det skal gå stille og roligt med at komme op i km og tempo igen. Jeg restituerer godt for tiden, så det er selvfølgelig svært at sige, om det pludselig går hurtigt, men lige nu skal jeg i hvert fald bare mærke efter dag for dag, og så mærke efter hvad jeg er klar til.

Men så er det jo godt, at jeg kan bruge resten af kroppen (mavemusklerne har det nemlig fint igen:) ). Derfor har jeg i dag i stiv kuling og regnvejr været af sted i kajak. Jeg lover jer for det var sjovt. Jeg har sjældent grinet så meget, fordi det bare var så sjovt med bølger, blæst og regn. Vi kom ikke langt omkring, men vi fik godt nok kæmpet lidt. Jeg var ved at blive blæst helt væk nogle gange, så der skulle virkelig lægges kræfter i for at komme på rette vej nogle gange. Og jo, vi blev fuldstændig gennemblødte og det var lidt koldt, men det var det hele værd!

Før startskuddet
I Bramming fandt vi startstedet og jeg fik udleveret nummer og afleveret de ting der skulle ud på 5 km depotet, mens jeg fik de andre ting lagt klar i målområdet. Den grundlæggende strategi var klar. For at få nok væske løber jeg med flasker, og planen var 250 ml energidrik ved km 10, 15, 20, 30, 35 og 40, hvorefter jeg ved 50, 60, 70, 80 og 90 i stedet skulle have 600 ml flasker med. Derudover var planen en gel per 10 km og 2 stk saltsticks og et styk druesukker for hver 10 km. Det var lidt et sats det hele. Jeg har aldrig drukket så meget væske før, og slet ikke så meget energidrik. Druesukker plejer jeg heller ikke at spise og jeg plejer at have svært ved at spise gels efter de første 4 timer. Derudover havde jeg i 5 km depotet min rodekasse med alt muligt gøjl – boller, rosiner, skumfidusser og frugtstænger! Planen med det var bare, at der skulle være lidt forskelligt, så jeg kunne tage hvad jeg nu havde lyst til. Jeg var fremme i god tid, så jeg fik lige luret de andres depoter ud! Og jeg kan glæde mig over, at jeg den her gang havde husket alt, og også havde nok væske (jeg fik så lyst til noget andet på et tidspunkt, så jeg alligevel endnu med at fylde flasker i depotet de sidste 20 km), men alt i alt forbedrede jeg mig altså en hel del. Men når jeg så de andres depoter, som bl.a. så ud som nedenfor, så er der nok stadig plads til lidt forbedring i mine rodebunker af depoter

Derudover blev der hilst på en masse andre løbere og småsnakket lidt om hvorvidt man var klar, hvad målet var osv. Tiden blev selvfølgelig også brugt fornuftigt, så før starten gik, havde jeg skaffet mig et lift hjem mod Sjælland efter løbet (lad mig endelig ikke begynde på at fortælle om togturen til Esbjerg om lørdagen!!)

Opvarmningen
Klokken 8:00 gik starten! Jeg var total klar og spændt og bare klar. Udgangstempoet var som jeg skrev om sidst 5.43 min/km. Det ramte jeg bare ikke rigtig. De første 6-7 km løb jeg med nogle og småsnakkede lidt, og så var det jo hyggeligere bare at fortsætte i det tempo de løb i, selvom det var lidt for hurtigt. Allerede efter 6-7 km kom jeg til at løbe alene, og det gjorde jeg vist faktisk herfra og til km 98. Selvom jeg kom til at løbe alene, så kom tempoet altså bare ikke ned. Jeg blev enig med mig selv om, at det var okay, og at det nok skulle komme ned på et tidspunkt – det skete så ikke.

Med kun 15 km løb i ugen op til løbet burde benene jo være super gode og klar. Desværre føltes de alt andet end gode og klar på faktisk de første 30 km. Om de var blevet stive af al den pause, eller om jeg var i hypokonderhjørnet ved jeg ikke, men de første 30 km gik i hvert fald med, at jeg skiftevis havde ondt i højre skinneben, højre ankel, venstre ankel og venstre hoftebøjer. Jeg var dog ikke super bekymret, da smerterne flyttede sig rundt hele tiden og ikke blev forværret. Og heldigvis mærkede jeg heller ikke mere til dem efter de første 30 kilometers opvarmning

Starten på 100 km løbet.

Deja vu!!!
Da jeg løb ud på 4 omgang var jeg ovre de her begyndervanskeligheder, og det begyndte bare at køre for mig. Et par kilometers mavekramper var det største problem. Men lige før mål på 4 omgang får jeg de første jag i højre knæ! Min første tanke var “ikke igen” – for det knæ var netop det der satte en stopper på mit første 100 km løb sidste år – netop med smerter fra 40 km til 45 km, hvor jeg valgte af stoppe. Smerterne fortsatte on off de næste 2-3 km. Mest off heldigvis, men jeg var bekymret! Jeg var faktisk rigtig bekymret. Fra 43 km forsvandt det heldigvis igen, og jeg mærkede ikke senere (og heller ikke i dag) noget til det.

Flyvénde
Herefter var jeg igen flyvende. En løberven, Henrik, cyklede rundt på ruten og tog billeder og var guld værd med sine kommentarer, lidt småsnak og råd. Jeg løb fortsat selv. Der begyndte at være andre løbere på ruten, som løb kortere og derfor overhalede mange af os 100 km løbere, men det var også her, at jeg begyndte at overhale de andre 100 km løbere. Det var fantastisk. Fra 40 til 50 km overhalede jeg to, fra 50 til 60 km overhalede jeg hele 5, og på de resterende 4 omgange tog jeg faktisk 3 mænd mere Jeg havde et meget lille overblik over hvem der var hvem, og hvordan de andre klarede sig, så det var super fedt, at få at vide, at jeg altså overhalede en masse. En ting havde jeg dog overblik over, og det var min position blandt kvinderne. Pia (super sej, for vild løber) stak fra mig helt som forventet helt fra starten. Hun løb de første 10 km i et tempo, som jeg slet ikke ville kunne holde på 10 km!. Efter hende kom jeg, og lige efter mig troede jeg der lå en anden kvinde. Det gjorde der også de første 40 km, men så udgik hun. Det vidste jeg heldigvis ikke, for tanken om at hun var lige bag mig holdt mig i gang, da krisen kom (meget senere)!

Indtil de 70 km kørte det altså bare. Det der med at ramme 60 km på 6 timer kom ikke helt til at ske. Efter 5 timer 31 minutter passerede jeg mål for 6 gang – og havde gode ben! Jeg var total flyvende. Henrik kom med et par kommentarer om, at det var nu jeg skulle passe på mig selv – det var nu folk begyndte at gå kolde! Men ikke mig – nej nej, jeg fløj!! Jeg var godt nok begyndte at blive sulten. Den gik ikke længere kun med gels, så ved 65 km fik jeg fundet en bolle i rodekassen. Det var godt nok en kamp at få den ned, krævede utrolige mængder væske og ikke mindst 7 km, men det hjalp, at få noget i maven. Mens jeg var i fuld gang med dagens frokost passerede jeg de 65,55 km, som var min hidtil længste distance. Det blev fejret med glædesspring og armene over hovedet

På det her tidspunkt var jeg begyndt at regne lidt på tiderne. Min hastighed var meget hurtigere end planlagt. Jeg havde langt fra ramt de 10,5 km per time, som jeg ville starte på. Jeg overvejede kort, om jeg bare skulle fede den og gå og løbe lidt på skift de sidste km – for en tid under 10 timer var ingen sag længere. Tanken om hende (jeg troede) der var lige bag mig, og tanken om at komme under de 9.30 fik mig dog hurtigt til, at overbevise mig selv om, at jeg selvfølgelig bare skulle gøre arbejdet færdigt og løbe den hjem!

Krisen
Det hjalp af spise den der bolle, men jeg havde stadig lidt for meget tomhed i maven, som jeg ikke var så tryg ved. Samtidig måtte jeg drikke helt vildt meget pga. bollen, og også bare generelt. Jeg var faktisk oppe på over 800 ml væske per omgang på de sidste 3 omgange! Jeg troede slet ikke min krop kunne optage den mængde, men det kunne den åbenbart – og den havde tydeligvis brug for det! Der begyndte også at komme en tendens til kvalme – min fjende! Så ved depotet på 75 km tog jeg en beslutning. Det var slut med energidrik, og jeg skulle kun drikke vand. Derfor røg vandflasken (sådan en havde jeg heldigvis også i mit depot – måske mere held end forstand ) Samtidig fandt jeg en lækker frugtstang i rodekassen, som var lige hvad jeg havde lyst til Det virkede, men ikke lige med det samme! Lige efter depotet valgte solen at komme frem (indtil da havde det godt nok været varmt, men stadig overskyet). Mentalt var det nok egentlig værst – det var i hvert fald hårdt for mig. En kvalme der skulle bekæmpes, en lidt for tom mave og nu sol!! Det var nok her krisen toppede….. Et par km efter var solen inde bag skyerne igen, kvalmen var på retur og jeg var tilbage! Da jeg kom i mål på de 80 km havde jeg det derfor helt okay igen.

Man tænker måske, hvad kostede sådan en krise – i mit tilfælde betød det den langsomste omgang – men med et tab på måske 3 minutter på 10 km, så har det vist ikke været en af de største kriser…

De sidste km
Fra 80 til 90 km var væskestrategien stadig vand, men nu løb jeg med en lille blød 230 ml flaske i hånden, som blev fyldt i depoterne for hver ca. 2,5 km. Benene var selvfølgelig ikke friske, men faktisk overraskende gode. Jeg var træt, men ikke øm og smadret. Alligevel virkede den nye strategi rigtig godt, fordi jeg så fik lov til at stå stille nogle sekunder for hver 2,5 km. Her skal det måske siges, at jeg altså løb hele tiden, lige med undtagelse af når jeg greb noget i depotet og så til sidst, hvor pauserne lige varede nogle sekunder ekstra, fordi flaskerne skulle fyldes. Da jeg løb i mål på 9. omgang var min mor og mormor kommet for at heppe, så fik hurtigt hilst, inden jeg til masser af fede klapsalver blev sendt ud på sidste omgang. (Kort herefter kunne jeg i øvrigt høre Pia løbe i mål, og jeg kunne glæde mig over, at det næsten måtte betyde, at hun havde nået sit mål om PR, hvilket jeg efter løbet fik bekræftet)

Ud på sidste omgang – jeg ved jeg bare skal holde tempo, så er den hjemme

Jeg skulle bare holde tempo, så var de 9:30 hjemme! Og det gjorde jeg! Det var en fed sidste omgang, også lidt hård til sidst, men også bare fed og der var måske lidt tendens til tudeprinsesse et par gange, fordi det var ved at gå op for mig, at jeg endnu en gang havde gjort noget jeg ikke troede var muligt

9:30:22 blev den endelige tid, og det var en utrolig glad Sidsel der løb over målstregen og kunne blive lykønsket af løbevenner og familie. Det var stort, det var fedt, det var fuldstændig fantastisk!!

Nedenfor er lige et par billeder fra løbet – først fra starten, så ved 60 km og sidst ved mål – det er sgu næsten ikke til, at se at der er rullet km ind på kontoen

Fra starten af løbet

60 km er klaret

Over målstregen på 100 km

En meget glad Sidsel

Eftertanker
Det her er nok bare de umiddelbare eftertanker – for der kommer nok flere de næste par dage. Jeg er kort sagt bare pisse hamrende stolt og glad. Jeg er imponeret over mig selv, og måske også lidt forundret over, at jeg tog så meget fejl af mig selv – jeg havde slet ikke drømt om at løbe under 9:30. Jeg gentager muligvis mig selv, men jeg har svært ved at forstå, hvor meget jeg har rykket mig på bare et år, og i forlængelse deraf, så glæder jeg mig så meget til fremtiden – for jeg er jo kun lige begyndt! Jeg har brugt de første 1½ år af min løbertid på at lære min krop som løber at kende, og lære at bruge den ordentligt, og derefter har jeg brugt 1½ år på at få en allround stærk krop og blive udholden – jeg glæder mig nu helt vildt til at arbejde videre med at få noget tempo på og blive en mere alsidig løber (det giver jo for fanden ikke mening, at jeg på 10 km kun kan holde et tempo på 4.50 min/km, når jeg kan holde 5.35 min/km på 100 km). Jeg er utrolig glad for at jeg trods et højere end planlagt udgangstempo næsten holdt tempo. Min “kriseomgang” tog 1 time 1 min, og så havde jeg en hurtig omgang i starten på 54.05, men resten af omgangene tog ellers mellem 55.07 og 58.38 min, og det er vist svært at gøre det mere stabilt end det – i hvert fald i første forsøg:) Mine tider kan i øvrigt tjekkes ud her og samlede resultater kan ses her (bemærk der er flere 100 km klasser).

Og hey, jeg har nu i øvrigt kvalificeret mig, så jeg kan stille op til Hammer Trail 50 miles Så behøver jeg ikke spekulere mere over det!

Det er også blevet til et par tanker om selve løbet. Bramming IF har absolut skruet et fantastisk løb sammen. Det var super fedt. Fantastisk med så mange depoter (jeg ved ikke hvordan jeg skulle være kommet så godt igennem de sidste to omgange uden dem), fin og lækker rute, med masser af dejlig skov. Jeg var godt nok lidt presset over nogle skarpe sving nogle gange – men det skyldes muligvis også mine indledende issues med ankler og knæ, som gjorde at jeg var ret forsigtig i svingene. Super god opbakning i målområdet – det var sgu fedt at runde mål hver gang, og gav en fandens god portion energi hver gang. Derudover så var der en flok unger ved 4,5 km, som jeg også nåede at takke på sidste omgang, som gjorde dagen meget bedre med deres hep på i hvert fald de sidste 6-8 omgange. Desværre var Bramming ellers lidt død, men de mennesker der var, gjorde sit for at heppe og skabe stemning og komme med kommentarer – især de lidt overraskede kommentarer, når de fik svar på hvor langt jeg havde løbet Og alt det der med transport og overnatning hjalp folkene fra Bramming også med at løse, så det var jo helt fantastisk…. Så ja, ovenpå sådan en dag, så trækker jeg lige tilbage igen, at jeg aldrig kommer til Bramming for at løbe igen For det kan bestemt sagtens ske jeg kigger forbi igen

Og nå ja, det var jo så i øvrigt DM for 100 km. Vi var kun 4 der stillede op, og en udgik altså. Derfor var jeg under alle omstændigheder kommet på skamlen. Men det endte altså med DM sølv. Og selv om jeg var næsten en time efter Pia som vandt i en imponerende tid under 8:30, så synes jeg medaljen er fuldt fortjent. (og kan samtidig godt se det komiske i, at jeg på trods af mange år som badmintonspiller aldrig har været i nærheden af DM medaljer, og nu, lidt over 3 år efter jeg begyndt at løbe, har vundet en DM sølv medalje)

På skamlen med min sølvmedalje og præmierne (en pude, som straks blev taget i brug, og vin, som jeg glæder mig meget til)