171 km… 171 km er faktisk også flot. 171 km er rigtig flot.. ja 171 km er faktisk ganske….

åh hold nu kæft mand…. Der findes ikke tal for hvor mange gange jeg i forskellige varianter har forsøgt at fortælle mig selv, at en præstation på 171 km faktisk er en flot præstation! Og hvorfor nu det?? når nu 171 km jo faktisk er en rigtig flot distance at tilbagelægge på ben på 24 timer? (nej det virker stadig ikke..)

Svaret er enkelt. Det gør lidt ondt fordi jeg bare føler jeg var endda et stykke fra hvad der er potentiale til! Når man efter 16 timer har tilbagelagt 147 km, jamen altså så er det svært at være rigtig tilfreds over en distnace der efter 24 timer siger sølle 24 km mere.

Men hey, nu skal skuffelsen pakkes lidt væk. Jeg gætter på, at i ikke læser med for at høre en mavesur tøs køre rundt i samme negative spiral. Og ved i hvad, jeg havde et fuldstænigt fantastisk og fedt løb i store dele af de første 16 timer! Og i de resterende timer (og også timerne efter, da vi i hast skulle mod lufthavnen) da står de komiske episoder i kø for at blive grint af.

12004754_10153292985013661_6727610451194921576_n

According to plan…

Jeg er generelt god til at holde min plan, og jeg er kommet mig over det med at komme til at løbe for hurtigt i starten. Noget nyt er, at jeg nu er blevet eminent til at løbe for langsomt. Ruten til løbet var jo lige til at overskue. Rundt og rundt og rundt på en atletikbane. Setuppet til løbet var, at der var manuel tælling, så vi havde hver vores tæller som sad i et telt og under alle 24 timer sad og noterede hver en omgang. Jeg skulle altså lige vænne mig til det setup, og var i starten ikke helt tryg ved, at de fik alle omgange med. Efter hver time blev vores distancer (i hele miles) angivet på en stor tavle, som vi kunne se. Jeg studsede godt nok lidt over tallet efter 1 time, men da det stadig var lidt underligt efter 2. omgang, måtte jeg få min kære supporter til lige at undersøge sagen. Jeg havde simpelthen løbet 17,5 km på de første 2 timer. Da jeg var blevet fuldstændigt forsikret om, at de havde noteret alle omgange, og at jeg bare havde løbet langsomt kunne jeg heldigvis lade den ligge og så løb og løb og løb jeg ellers bare… i et lidt højere tempo. Ikke meget bare lidt…

Efter 9 timer havde jeg hentet den lille smule og var tilbage på planen. Inden da havde jeg dog haft de første 2 kriser. Det var en varm dag, og jeg var nok ikke forberedt på dette. Jeg havde derfor allerede inden de 9 timer haft 2 større kriser, hvor jeg følte min hovede var ved at eksplodere af varme og hvor jeg ikke kan prale af at jeg var helt klar i hovedet. En meget situation var at der kom spørgsmålet “skal du havde vand på næste omgang” fra min kæreste….. Jeg var helt blank, men dog med en evne til at fnise lidt indvendigt, da han efter min manglende svar måtte sige “det kan du lige tænkte lidt over”… Jep store problemer, store beslutninger…. eller noget! Nå men jeg fik styr på det begge gange og blev kølet ned og klar i hovedet. Jeg fik også lidt salt… men nok ikke nok.

12047178_10153293912778661_1303348248487484874_n

Jeg løb under hele løbet i 26 min hvorefter jeg gik i 2 min, hvilket så blev gentaget. I de 2 min fik jeg væske og energi fra 32GI krydret med lidt frugt, youhurt mv. Planen var at jeg skulle holde tempo de første 10 timer og derefter gå en lille smule ned de næste 6 timer. Alt var styret af uret, hvor jeg havde programmeret mit eget lille program til ambit3’en, så jeg faktisk var fri for selv at tænke undervejs. Også det gik efter planen. Helt frem til 12-13 var alt en leg. Så blev det lidt hårdere. Men alt i alt gik det lige som det skulle. Efter den første time var jeg nr. 36 af de 45 deltagende, herefter sneg jeg mig for hver time op og op og op, indtil jeg efter 16 timer lå som nr. 6.

12027242_10153281612428661_3054100151020146147_o

Breakdown

Den ulidelige varme blev erstattet af et noget køligt vejr. Og det planlagte tøjskifte gik efter planen. Jeg er bevidst om at jeg meget nemt bliver meget kold, og derfor skulle der et fuldt tøjskifte till, så jeg kunne få det våde inderste lag væk inden nattens kulde for alvor kom. Samtidig så var jeg nået dertil hvor jeg ikke ville bevæge mig en eneste meter uden at det talte, så kærestens forslag om at jeg kom helt ud i kanten af banen blev debatteret på et par omgange, da jeg mente at det var ganske fint at jeg stod i bane 3 (hallo vi løb jo i bane 1 og 2) i fuldt eva kostume under tøjskiftet. “Sidsel-ca.-15-år” kom lidt til fornuft og endte med at stå i bar røv i den yderste bane😉

Efter tøjskiftet kom der løbende lidt ekstra tøj på, men jeg havde svært ved at finde balancen og blev igen lige lidt for svedig og fugtig i forsøget på ikke at blive for kold. Og midt om natten var der godt nok koldt. DMI havde varslet ned mod 5 grader, og jeg ville på daværende tidspunkt have skudt på at de mente -5 grader, og at vi havde ramt temperaturen. Og så kom den store krise selvfølgelig også. I et par timer kæmpede jeg denne gang med svimmelhed og et noget uklart hoved. Maven gjorde til sidst også indsigelser og jeg løb/gik og “luft”-brækkede mig i mangel af maveindhold. Og så fyldte jeg pludselig 3 år! “Nej jeg kan ikke!! Nej jeg vil ikke!! Nej, nej, nej!! NEJ, NEEEEEJ… Jeg skal bare gå lidt,NEJ, jeg skal gå!!” Og i bund og grund var ideen om at gå lidt måske heller ikke så dum, men krydret med den noget lave temperatur, ja så var det bare en rigtig dårlig beslutning.

Efter 147 km så kan man godt mærke sine lår. Når kroppen så begynder at ryste af kulde, så lærer man sin krop at kende på en helt ny måde. Jeg lover jer, det var en syg oplevelse (som jeg desværre igen fik lov til at opleve under et døgn senere i Kastrup Lufthavn). Mine ben kunne slet ikke bære mig, mine lår kunne ingenting, jeg var faktisk nu på stadiet “Sidsel-6-måneder”, hvor mine ben var lavet af gummi, og der skulle en voksen til at holde mig oprejst.

Det der skete herefter var, at jeg måtte ind i varmen. Vi var ude på et stadion og varmen fik man i omklædningsrummet! Jeg var der og min kæreste var der – så jeg blev slæbt ind i herrernes omklædningsrum. Her kom en herre til undsætning med en madras. Da vi havde erkendt at der ikke var varmt vand som kunne give mig varmen blev løsningeni stedet at give mig tørt tøj på og så blackede jeg out.

Brain out of order…

Jeg havde under hele løbet havde svært ved at holde væsken i mig, og jeg skulle simpelthen tisse hele tiden. Så selvfølgelig vågnede jeg under 2 timer efter, fordi jeg skulle tisse. Kæresten fik hevet mig op og jeg fik hilst på alle de undrende mænd på vej mod herretoilettet. Da jeg havde kæmpet mig tilbage satte jeg mig på bænken, hvorefter kæresten til stor morskab sagde “Du kan også bare gå ud og løbe lidt mere”.

“Ha, det kommer ikke til at ske” sagde jeg. Det næste der skete var, at jeg tog mine sko på, bad om nogle chips til morgensnack og så gik jeg på banen, hvor jeg nu bevægede mig! Jeg bevægede mig! Godt nok med en hastighed på måske 3 km/t, men jeg bevægede mig! Da jeg havde bevæget mig rundt og rundt i nogle timer og endelig havde rundet de 100 miles havde jeg igen fået det dårligt. Jeg fik placeret mig på en stol ved siden af depotet. Jeg spiste lidt, drak lidt og meddelte så min kæreste, at jeg ikke rykkede mig ud af stedet før 20 minutter før de 24 timer. Pludselig hører jeg så kæresten sige “det ser godt ud det der”, og ja nu har min krop så rejst sig igen, og jeg er på vej ud på banen igen…. Og tænk jer, jeg begynder at løbe! Ha hvis man da kunne kalde det løb. Omkring 30 minutter før udløb af den frivillige tortur får jeg meldingen om, at jeg kun mangler 4 km til 170 km. Svaret er ikke overraskende “det kan jeg ikke”, hvorefter min krop løber lidt mere og lidt hurtigere, og jeg uden problemer når de 170 km plus lidt mere.

Dagens virkelige prøvelse

Og så skulle man tro, at når slutfløjtet var lydt, så var det slut med pinsler og tortur! Men nej! Et flot og fantastisk løb (super arrangeret og alt det der) blev afsluttet med først verdens bedste bad, og så fik jeg faktisk lidt mad, og jeg kunne lide det! Efter en præmieoverrækkelse var det tid til at tage mod lufthavnen. I mit hoved så skulle det forløbe ca. således: Taxa til station, bus fra station til Luton, shuttle bus fra luton til Luton airport, god tid til at gå meget roligt til baggage drop og derefter til fly”. Det der skete var: taxa ankommet, men ikke til at finde! Da taxa blev fundet blev vi kørt til station. Ved station kommer vi på tog, og skal godt nok lige skifte et ekstra sted. Da vi kommer til ny station er (skide) direkte tog aflyst og i øvrigt er næste tog også aflyst. Jeg kigger på uret, “Sidsel-nu-7-år” nærmer sig panisk tilstand. 40 min senere kommer næste tog! Men nu skal vi altså til en anden station og skifte. På næste (skide) station er næste (skide) tog først om en (skide) halv time. “Sidsel-nu-3-år-og-hysterisk” småtuder lidt og er ved at erkende, at verden går under og hun ALDRIG mere kommer hjem til danmark. Toget kommer!!! Jubiiii. “Sidsel-kort-varigt-16-år” tænker “det går nok – især beroliget af at der er andre danskere som skal med samme fly. Togturen er lang, min blære er stadig helt og aldeles sindsyg. Jeg skiftevis falder i søvn og skiftevis vågner panisk over at jeg bare sådan skal tisse! Jeg overvejer om jeg kan tisse i en flaske inde i toget, overvejer hvor galt det ligesom kan gå. Altså hvad er værst! Endelig er tog fremme ved Luton. Vi skal ud til shuttlebusserne. Der er under en time til flyet letter. Jeg ser et toilet! Shuttlebus kan nu være shuttlebus, jeg er bare lykkelig, der er et toilet! Ved første toilet står der “hent venligst nøgle ved skranke”. No noooooo, jeg prøver næste dør… Den går op… Jeg farer ind, jeg erkender undervejs, at det er IGEN et herretoilet! Min hjerne er nu SÅ klar. Jeg er ligeglad – herretoilet eller ej, det er et toilet. Jeg farer ind. Lårmusklerne fungerer ikke, så jeg falder fra stående stilling til “toilet-stilling” og jeg bliver bare på flere måder meget meget lettet i løbet af de næste minutter. Hurtigt får jeg herefter kæmpet mig op igen, ud, videre mod shuttlebussen. Vi kan nu se den, vi kommer frem og der mangler kun 4 mand foran os. Så lukker de (skide) døre. Bussen kører. Jeg når heldigvis ikke helt tilbage til 3 års stadiet inden næste bus kommer. Efter evigheder er bussen fyldt og kører nu mod lufthavnen.

Endelig endelig er vi i lufthavnen. Der er omkring 30 minutter til flyet letter. Kæresten løber forrest mod baggage drop, hvor vi selvfølgelig ender i kø, men hurtigt bliver ramt af spørgsmålet “anybody going to copenhagen?!” Jaaa, ja.. Vi får lov til at smide kufferten af med en besked om, at vi skal direkte til gate! Ja ja, vi løber da bare…. eller noget! Det sidste stykke mod gaten går ligesom de øvrige timer. Vi rammer alle de forkerte køer, alt er længere væk end forventet, jeg har SÅ ondt i min krop, men ved i hvad vi sidder i flysæddet kl 17.00, og flyet er faktisk først sat til at lette kl 17.05. Og vi nåede endda at trække “aftensmad” i en automat ved gaten – 2 poser chips og en halv liter vand!

What a day…..

Slutteligt bør jeg nok nævne, at jeg faktisk ikke en gang fået distancen bekræftet endnu, men jeg mener det var det de sagde til præmieoverrækkelsen. Men jeg håber ikke jeg har hørt forkert, og det rent faktisk er en kortere distance jeg har tilbagelagt😉

Hvad så nu…

Tja nu burde jeg tænke, at jeg skal fanme vise mig selv og min krop, at den kan meget mere end det. Men lige nu tænker jeg faktisk bare, at jeg trænger til en pause. Jeg har haft en lang løbesommer. Jeg er blevet sådan en tankefuld halvgammel dame (det er det der sker, når man fylder 30). Jeg elsker løb, men jeg er drevet af udfordringer, og så er det i bund og grund fuldstændigt ligegyldigt om udfordringen er at løbe 200 km på 24 timer eller spise 10 hotdogs på 1 time. Jeg går fuldt ind i det, ofrer tid, mig selv og nogle gange andre. Jeg har brug for lige at stoppe op en gang og ikke bare fortsætte løbespiralen🙂

Så derfor var jeg lige forbi og prøve rulleski i en butik i kbh inden jeg tog flyet til Luton…. Og om mandagen bestilte jeg mine nye (u)venner rulleskiene, som jeg for første gang begav mig ud på i torsdag (dog gik denne træning mest på at få skoene på). Det er næsten en traumatisk oplevelse at være så ringe til noget, som jeg er på de rulleski (og så er det jo en farlig sport der frembringer angstanfald af en vis størrelse, når det går hurtigt – pace hurtigere end 10 min/km). Men hvad fanden, jeg har lige præcis 5 måner til race day (Vasa løbet), og jeg kan kun se frem til en forbedring på flere 1000% (Når det er sagt, så kommer jeg selvfølgelig til at løbe næsten ligeså meget som før, men måske bare lige uden et altoverskyggende løbemål ude i den nærmeste fremtid)

Brain back in order

Og bare rolig jeg kan meddele, at min hjerne igen fungerer og samarbejder med min krop🙂 Okay, måske lige med undtagelse af når jeg har rulleskiene på, for da ved hjernen godt hvordan det skal se ud (tak youtube), men kroppen vil endnu ikke være med.

Self-Transcendence 24 Hour run i London om en uge :) :)

Om mindre end en uge er det simpelthen tid til at jeg igen står klar på startlinien til endnu et 24 timers løb. Denne gang er løbet i london og det er i lighed med løbet i Vaxjö endnu en gang et løb på bane. Denne gang foregår løbet dog udendørs i en park i London og banen er nu hele 400 m.

Løbet har været planlagt længe, så da jeg kom ud på den anden side efter årets hammer trail blev træningen tilrettelagt frem mod dette løb. Det betyder at jeg har løbet mange kilometer hen over sommeren, og mest af alt har jeg løbet mange hundrede kilometer på byens atletikbane. Jeg har trænet så specifikt i forhold til pace, løbs/gang-strategi, powerwalkning træning, væske/energiindtag, udstyr, tøj osv. at min indre rebel næsten ikke kan mere. Jeg har powerwalket til arbejde, 4 km, hver morgen i den sidste 1½ måned for at sikre at benene også kan gå (ja det lyder skørt, men i Vaxjo var de mange kilometer i gang endda meget hårde for mine fødder). Jeg har simpelthen spist så mange energiprodukter for at blive helt skarp på energistrategien. Jeg har skiftevis løbet og gået så mange omgange, jeg har mentalt kæmpet med mig selv hver eneste weekend for at løbe med uret rundt (det er helt sort at det er så forkert for mig, men det må jeg bare erkende, at det er) og så har jeg løbet så mange langsomme kilometer, at jeg næsten ikke kan finde ud af at komme op i gear pt😉 Og sidst men ikke mindst så er endnu et i rækken af mine famøse excel ark ved at være udarbejdet og klar til brug🙂

I tænker sikkert hvad målet så er? Og ja der er kun et A-mål og det er ganske enkelt at løbe +200 km. Om A-målet nås, tja det er svært at sige og afhænger af mange ting, men jeg har i hvert fald gjort hvad jeg kan indtil nu. C-målet er en PR. Sidst blev det til lige under 160 kilometer, og jeg skal så meget løbe længere end det! B-målet må ligge et sted ind imellem og bliver defineret en gang inden løbsstart.

Desværre tror jeg ikke der kommer nogle løbende resultater fra løbet, men jeg håber i vil sende nogle gode tanker til mig i næste weekend, og så vil jeg gøre hvad jeg kan for at blive godt og grundigt rundtosset🙂

2015-09-12 16.22.23

Og lige her til sidst….. tak tak tak og tusind tak til jer der har været med på rejsen hertil. Til venner og familie og andre omkring mig, som nok også ser frem til at høre om andet end 24 timers løb. Og ikke mindst til CEP, active pjur, 32GI og Suunto Danmark, som på den ene eller anden måde har støttet mig i min lille rejse mod et godt 24 timers løb. Smid et like på deres facebookside, prøv deres produkter (jeg er vild med dem) eller send dem blot en god tanke – det gør jeg i hvert fald🙂

Så blev jeg den kun 3. kvinde der besejrede Hammer Trail 100 miles

Hammer Trail 100 miles startede som så mange andre projekter lidt impulsivt. Jeg kan faktisk ikke huske hvad der lige satte det i gang – men jeg tror nok jeg tilmeldte mig ret kort tid efter tilmeldingen åbnede. Og jeg tror nok en af driverne var, at det bare var lidt sjovt, at være den første der tilmeldte sig på 100 miles. Når nu tilmeldingen var lagt, så skulle der selvfølgelig trænes mod målet. Alligevel var det nok først fra årsskiftet, at der kom den nødvendige struktur og fokus på træningen. I starten af januar fik jeg en aftale med Henrik Westerlin om at han skulle coache mig. Starten var hård med en masse sygdom. Da sygdommen var besejret stod den ellers på en hård tid, hvor jeg godt kunne mærke at træningen nu var minded mod at jeg skulle bestige en masse højdemeter både på Lantau men også til Hammer Trail.

Raceforberedelserne
I ugen op til løbet var fokus på meget få ting, hvor afslapning og afspænding stod meget højt på listen. Jeg fik også brugt masser af tid med finpudsning af planer mv. Jeg begyndte at spekulere i tøj, mad, energi, gear mv. Jeg begyndte at tænke så meget, at jeg både begyndte at tvivle og samtidig begyndte at mærke smerter rundt omkring (ja alt var vel bare som det skal være op til et stort løb).

Et par uger før løbet begyndte jeg at jonglere rundt i excel med mit eget lille energiregnskab og løbsplan. Jeg har allerede flere gange fået bragt smilet frem hos flere over disse planer. Og ja jeg ved jo også godt selv, at de aldrig holder helt. Men på min egen underlige måde, så har jeg det bare rigtig godt med at have en plan, og når de så ikke holder, så kan jeg ændre ud fra den plan. Ugen før løbet var planen faktisk klar ud fra den energistrategi jeg havde trænet. Den byggede alene på energi fra 32GI som er så søde at levere de fedeste energiprodukter til mig. Men få dage før løbet lavet jeg et par ændringer og endte faktisk med en knap så afprøvet strategi hvor jeg havde fjernet geler og i stedet satsede på at enten drikke energien via 32GI endurance energidrik eller ved at “tygge” energien via chews, tabs og lidt barer fra 32GI. Så tirsdag aften blev alt mit energi pakket i poser og onsdag var rygsækken pakken – og ja morskaben var stort for kæresten og de venner der var med på bornholm over at jeg havde pakket alt næsten 2 døgn før løbets start.

Men det var åbenbart en vigtig del af mine forberedelser. I de følgende dage blev setup’et finpudset og jeg fandt løbende diverse snore og elastikker mv. som ikke skulle bruges og som blev fjernet fra tøj/taske mv. Generelt var strategien at “pakke let”. Jeg havde derfor ikke stave med, intet ekstra tøj og jeg havde genetelt intet udover det obligatoriske med. Jeg løb sågar med en lettere pandelampe med ekstra batterier i dagtimerne og udskiftede den først med min petzl nao (som jo så faktisk også er en af de lettere lygter), da det blev mørkt. Energi og væske var også nøje tilpasset, så jeg løb med lige nøjagtig den mængde energi, jeg skulle indtage per omgang og også kun lige nøjagtig med den væske jeg havde vurderet var fornuftigt.

Energiplanen hvor intet er overlagt til tilfældighederne (eg kan afsløre at jeg gik efter at indtage 225 kcal i timen og faktisk først indtog lidt ekstra salt ude på efter 4. omgang. Med tusch er skrevet noter til min kæreste så han kunne supportere mig i depotet.

Energiplanen hvor intet er overlagt til tilfældighederne (eg kan afsløre at jeg gik efter at indtage 225 kcal i timen og faktisk først indtog lidt ekstra salt ude på efter 4. omgang. Med tusch er skrevet noter til min kæreste så han kunne supportere mig i depotet.

Opvarmningen
Fredag morgen regnede det til min store overraskelse. Altså DMI havde varslet regn – men det var altså småregn de havde varslet og det skulle bare være lidt om natten. Lad os bare sige det var lidt mere vådt end det, da jeg stod op og det blev ved og ved… indtil løbsstart og vel nærmest de første 3-4 timer af løbet. Da løbet blev skudt af sted kl 10 var det en hel befrielse at kunne give slip på al den nervøsitet og så bare komme i gang med at løbe. De første 2 prolog-omgange gik i et roligt tempo med lidt småsnak, men da vi kom ud på den store omgang blev vi ret hurtigt spredt ud og jeg begyndte lidt mod min vilje min egen lille solorejse.

For jeg havde håbet at jeg bare kunne hooke op med nogen, men på en meget glat og smattet rute blev det meget vigtigt at føle mig i kontrol og hverken presse den for lidt eller for meget. Så det gik af sted i et rolig tempo og med en fin prinsesse-indstilling om at hoppe uden om vandpytterne (jeg havde lige misset det med vejret og var ikke allerbedst udrustet på strømpefronten)! Første omgang var glat og lad os bare sige, at selvom jeg teknisk er meget bedre, så er jeg bare ikke super sikker! Så jeg var ude og glide et par gange, men holdt mig dog på fødderne. Da regnen stoppede blev det straks meget bedre. Det tørrede herfra stille og roligt op og blev meget bedre for mig. Samtidig oplevede jeg efter første omgang den første store selvtillidsbooster, idet jeg så andre begynde at finde stave frem og jeg begyndte at se effekten af al min power hiking træning. For jeg følte bare at jeg kunne hike de der bakker! Tempoet var fast og så gik det bare opad. Og når toppen blev nået så var det bare i gang med løbet igen. Sådan fortsatte det indtil jeg kom ind efter min 3 omgang.

Natten
Da jeg kom i depot efter 3. omgang havde jeg det overraskende godt! Jeg havde holdt tempo nogenlunde og var begyndt at løbe fra flere andre. Jeg havde holdt planen i forhold til energiindtag. Jeg havde ændret på tidspunktet for tøjskifte, så jeg i stedet for at skifte tøj efter 2. omgang først gjorde det efter 3. omgang. Det var den helt perfekte beslutning. Så da jeg kom ind fra 3. omgang havde jeg mit længste depot-ophold, hvor jeg i løbet af 8 minutter fik skiftet strømper, og tøj på overkroppen. Jeg fik spist lidt skyr, fyldt rygsækken op med energi og så fik jeg et stort stort ønske opfyldt! Når man løber de her løb, så opstår der nogle underlige behov…. Denne gang var det lysten til agurk som var den altoverskyggende lyst. Så da kæresten kom løbende med en halv agurk fra depotet, da var min lykke nærmest gjort! Da Kim race director også lige var forbi og sagde “det er vildt godt, at du ser så frisk ud” ja så var selvtillid helt i top.

Jeg havde dog på dette tidpunkt også nået grænset for indtag af tabs, og måtte instruere kæresten i, at de skulle ud af de resterende poser og i stedet skulle der geler i – igen den perfekte beslutning, som fik energiindtag til at forløbe fortsat ideelt trods den lille ændring.

Og så gik det ellers af sted ud på 4 omgang…

“Den skal bare køres stille og roligt hjem nu”
Fjerde omgang gik igen helt uden kriser eller det der lignede. Jeg fortsatte bare i min egen lille løbeverden. Den første lille time løb jeg som en lille lykkelig prinsesse uden om vandpytterne med min agurk i hånden som jeg fik en bid af i ny og næ. Tempoet føltes stadig fint og jeg fulgte strategien til punkt og prikke med effektiv power hiking op ad bakkerne og løb nedad og på de flade stykker.

Og så kan jeg ellers lov for at natten var en FED oplevelse! Ved midnat startede 50 miles løberne, så et stykke før jeg nåede jons kapel på min 4 omgang begyndte 50 miles sprinterne at fare forbi mig. Der var på dette tidspunkt en ganske tydelig forskel på tempoet af mit løb og sprinternes løb! Det var sgu fedt at se dem derude på sporet. Derudover så var natten bare fed fordi den var så smuk og stille. Der var ingen vind og månen lyste flot på himlen, så jeg faktisk ikke havde brug for særligt meget lys i pandelampen. Samtidig var natten også bare så fed fordi den slet ikke blev hård. Jeg havde virkelig frygtet, at trætheden kom og overmandede mig om natten, men trætheden blev holdt meget effektivt væk med godt humør og et koffein produkt som 32GI lancerer her til sommer og som jeg havde fået lov at teste.

Da jeg kom i depot efter 4 omgang var jeg i højt humør – og da jeg i depotet sagde til kæresten, at nu skulle den bare køres stille og roligt hjem var jeg måske nok meget selvsikker, men jeg følte mig ganske enkelt bare heller ikke i tvivl om, at det nok skulle lykkes. Omgang 5 og 6 blev de hårdeste, men igen så var jeg bare så meget ovenpå og jeg tillod på ingen måde, at der kom nogen kriser. Jeg havde mistet overblikket over den tidsplan kæresten havde fået for at han kunne være i depotet, når jeg kom ind. Men det var også ligegyldigt. Han havde sendt mig ud på 5 omgang med et kys og 2 timer senere vidste jeg, at han selv skulle løbe 50 km, og så ville han vente på mig i mål, når han var færdig. Og der var i øvrigt masser af timer til cutoff på de 30 timer, så jeg var bare helt afklaret i hovedet over, at jeg bare skulle komme hjem på en fornuftig måde – og faktisk også gerne på en måde hvor jeg fik skånet mig højre knæ lidt, som havde gjort ondt siden jeg havde tilbagelagt de 50-60 første km.

Efter +150 km. Foto: Ricky Larsen, som selv havde en sej debut på 50 km distancen

Efter +150 km. Foto: Ricky Larsen, som selv havde en sej debut på 50 km distancen

På den sidste omgang blev jeg hujet og heppet hjem af alle de løbere der nu var ude på ruten. Det var sgu fedt og selvom det ikke altid lykkedes at respondere på tilråbene, så var de alle sammen guld værd! Først på den sidste omgang blev de stejleste stigninger hårde og jeg kunne ikke powerhike helt så effektivt længere. Med 6 km tilbage begyndte nedtællingen. Jeg var begyndt at tillade mig selv at mærke min krop og mentalt betød det at jeg nu bare ville hjem! Jeg var efterhånden mærket i begge knæ og i venstre ankel, mens muskler faktisk generelt havde det meget godt. Til sidst var den helt store fjende lænden, som nok bare ikke gad holde mig i oprejst position længere. Da jeg kunne se teltet var det med en susen i maven jeg løb det sidste stykke og løb ned til kæresten og så over målstregen, hvor jeg fik medalje og bæltespænde i hånden. Wauw, det var en speciel oplevelse! Hver gang jeg nåede depotet var der en klar plan for hvad jeg skulle spise, drikke, have med, skifte af tøj mv. Nu stod jeg der med bæltespænde, hjertet oppe i halsen, tårer i øjnene og bare utroligt mange følelser, som jeg lige skulle finde ud af i første omgang at mærke – og dernæst håndtere🙂

Med medalje og bæltespænde. Foto fra Salomon Hammer Trails officielle facebook side

Med medalje og bæltespænde. Foto fra Salomon Hammer Trails officielle facebook side

PLANEN
Og lad os så lige afslutte den der med min plan! For det er sjovt med mine planer. Og inden løbet sagde jeg godt nok, at det handlede om at gennemføre og derfor handlede det om at nå det inden 30 timer! Men jeg havde også lavet min energistrategi ud fra de tider jeg mente jeg kunne løbe på, ligesom kæresten havde fået en plan over hvornår jeg tænkte jeg ville være i depotet.

Og grin i nu løs over alle mine planer, men når jeg fortæller jer, at jeg ifølge den sidste plan skulle være i mål kl 13:30, så er der fanme sejt kun at komme knap 3 minutter “for sent” i mål!

Og heldigvis (virkelig virkelig heldigvis) så nåede kæresten altså i mål inden mig. Han havde ellers kæmpet noget af en kamp og frygtet, at jeg kom før ind end ham, men han kom heldigvis i mål lidt mere end 5 minutter før mig, så han kunne tage imod mig.

Og sådan endte det altså med at jeg i dag meget stolt kan kalde mig den kun 3. kvinde der har gennemført Hammer Trail 100 miles, og endda i den hurtigste tid. Når det er sagt, så ved jeg, at der er flere derude der kan, og jeg tror og håber at der de næste år kommer flere på distancen – for jeg ved der er flere der kan!

Træningen op til – mentalt og fysisk
Det er svært at sige hvad det er der gjorde forskellen ikke. Men jeg vil prøve at nævne et par ting, som jeg tror gjorde rigtig meget.

– En rigtig god strategi som blev fulgt til punkt og prikke. Jeg løb hverken for meget eller for lidt og hver gang noget ikke gik som ønsket, så fik jeg korrigeret og gjort noget ved det jeg kunne ændre og affundet mig med det jeg ikke kunne ændre.

– Hård hård højdemetertræning har helt sikkert også gjort en stor forskel. Jeg har haft nogle hårde ture. Både mentalt, hvor jeg faktisk har haft en tur hvor jeg måtte sætte mig ned, hvor jeg bare tudbrølede. Men i allerhøjeste grad også fysisk, hvor lår og baller har været på en hård kost – men en kost der fik gjort dem klar og jeg er helt overbevist om, at jeg uden denne træning ikke kunne have powerhiket så effektivt og gennemført helt uden stave og helt uden overhovedet at have lyst til at have stave med.

– Mentalt så har både arbejdet med mørket og kulden. Jeg havde en uge før løbet en super fed sen-aften-pandelampe tur på Røsnæs med masser af højdemeter og jeg har tilbragt mange nætter i shelters på Røsnæs den seneste måned. Shelterture gør måske ikke en klar til at løbe sådan et løb, men for mig har det været en del af forberedelserne til natten og jeg tror på at det har gjort en forskel (og så har jeg i øvrigt bare elsket nætterne derude)

Præmien for 27½ times dejlig løbetur. (jo jo jeg fik også et lækkert suunto ur - men det her er dem jeg vil kigge på hver dag og som vil få smilet frem (lige nu bor de på sengebordet og med tiden kommer pokalen nok ud på ærespladsen i køkkenet)

Præmien for 27½ times dejlig løbetur. (jo jo jeg fik også et lækkert suunto ur – men det her er dem jeg vil kigge på hver dag og som vil få smilet frem (lige nu bor de på sengebordet og med tiden kommer pokalen nok ud på ærespladsen i køkkenet)

På sejrskamlen - meget glad og med en snigende træthed på vej.

På sejrskamlen – meget glad og med en snigende træthed på vej.

Og til sidst en stor stor tak til alle der har været med på den her rejse. Nok den største tak til kæresten som har fundet sig i at jeg har snakket helt sort og har ment det var vigtigere at beregne kalorier i skyr, bananer og diverse energiprodukter end at få handlet ind, lavet aftensmad og få styr på dagligdagen. (Jeg lover at løbe mindre de næste par dage i hvert fald). Og også en kæmpe tak til Coach W, som har fået mig til at tænke nyt og bare fik mig lige derhen hvor jeg skulle! Men også tak til alle jer andre der er kommet med råd, fif, input, har været med på træningsture, har heppet, er kommet med opmuntringer. Det hele har været rigtig meget værd… Og tak for alle jeres lykønskninger og kommentarer under og efter løbet. De er meget værdsat og jeg håber i forstår, at jeg nok ikke lige får svaret på dem, men de har alle gjort glæde!🙂

Og ja helt til sidst. Tv2 Bornholm modtog mig allerede løbet med et ønske om et par spørgsmål både inden løbet og når jeg kom i mål. Og her var hvad der kom ud af det

Translantau 50 km, 2015

Løbet var først lørdag fra kl 9 og vi ankom allerede i Hong Kong om tirsdagen. Så inden løbet var der god tid til både lidt løb i bjergene dernede, men i særdeleshed også til at være turist med shopping, seighseeing og indtag af lækre og underlige madvarer. Vi brugte tirsdag til torsdag i byen og fredag morgen tog vi så færgen til Mui Wo på Lantau.

Det var noget af en kontrast at komme fra byen til den her lille by, hvor der var grønt og roligt og cykler på vejene. Den kinesiske standard ramte os også med det samme, da vi checkede ind på hotellet, som var (pænt sagt) lidt lavere standard end hvad vi havde haft inde i byen😉 Efter indchecking var det i løbeskoene og så løb vi ellers ned på stranden hvor løbet startede og ellers lidt ud på ruten.

Racemode
Efter den lille løbetur var det tid til at gøre klar til løbet og få overblik over hvad der skulle med. Jeg kan fortælle jer, at jeg gik helt i racemode-sort der. At skulle pakke fra en kuffert i et lille rum, hvor man faktisk syntes der var så ulækkert, at ens ting helst alle skulle ligge inde i kufferten – det var sgu sin sag. Og så var min nye buff væk! Kæresten fik pakket på 10 min, og jeg gik i cirkler omkring mig selv i 50 minutter, hvorefter jeg fandt min buff og så tilsidst kunne pakke færdig😉 Vejrmæssigt var der lagt op til 17-20 grader med en fornuftig luftfugtighed men dog med en del skyer og dis oppe i bjergene. Energimæssigt var løbet på Lantau udvalgt til at være test-dag af en fuld 32GI energi-strategi. Så der var 32GI i væskeblæren, og 32GI chews, bar, tabs og geler i rygsækken

2015-03-13 16.55.22

Masser af højdemeter
Klokken 9 lørdag morgen lød starten. Vi havde forsøgt at komme frem i feltet, men hvad der lige skete, det aner jeg ikke! Men selvom vi stod få meter fra startstregen, så var der sindsygt mange folk foran os, da vi kom ud på den åbne strand. De første km hen til stigningen gik derfor med masser af overhalinger, og sådan gik det faktisk de første mange km, hvor vi alle bevægede os i en lang linie, og hvor man måtte forsøge at presse sig fremad, når det var muligt.

2015-03-14 08.52.13

Stigningerne var lange og seje, så de foregik altså i gang. Og som sagt, så foregik de første 15 km i en lang linie. Ved opstigningen til Sunset peak og ned derfra (km 15 til 24) begyndte der at komme huller imellem “blokkene” af mennesker, men først efter de 24 km var vi helt spredt og man kunne løbe helt frit. Jeg fik på den lange stigning min debur med mine stave, og det gik faktisk rigtig fint! Jeg var faktisk også overrasket over, at jeg uden problemer kunne følge med de andre, og faktisk var den der indimellem overhalede. Det er alligevel en lille selvtillidsbooster at opleve det første gang man er ud er ude på et bjerg😉 Efter toppen af sunset peak gik det nedad – stejlt nedad, og i let regnvejr og dis. Så det var en ny udfordring. Vi løb på store trappetrin nedad, og jeg var godt nok på vej på røven et par gange, men holdt mig heldigvis på benene🙂

2015-03-14 16.01.42

2015-03-14 16.31.52

2015-03-14 16.31.57

Efter nedstigningen kom alt det fedeste fedeste spor. Altså bjerget var også sindsygt fedt, men det her var bare dansker-terræn! Op og ned op og ned og op og ned på små stigninger, hvor benene bare skulle bevæges hurtgit. Det var fedt og vi fløj forbi alle de andre løbere… altså lige indtil kæresten begyndte at blive brugt. Mine ben var ikke rigtig mærket af alle højdemeterne, men det var kærestens desværre. Da vi nærmede os de 30 km begyndte jeg at snakke om, at vi måtte give los og løbe løs fra 35 km efter Coach W’s instrukser. Men da vi nåede de 35 km ramte vi for det første endnu en stigning, men da den var overstået kunne jeg også se, at det bare handlede om en ting – om at komme godt hjem! Jeg havde en fest. Det var så smukt og fedt og overskudet var enormt, men kæresten var presset som jeg aldrig har set ham før, så jeg måtte agere sød/ond kæreste/teammate og hjælpe alt hvad jeg kunne og samtidig presse godt på. Og det er altså en balancegang. Da jeg efter en bjergtop havde lokket med kys på toppen (og så glemt at give det) fordi han på toppen skulle stå stille?!?!? Og så skulle han drikke?!? “Jamen nej, kære ven, aftalen var at du skulle strække ud, du kan drikke bagefter når du løber eller i hvert fald går”. Og da jeg ved sidste depot bare sagde “nej tak, han skal ikke sidde ned”, da en depotmand ville komme med en stol, da følte jeg mig altså ikke som den sødeste kæreste i verden. Heldigvis fik jeg efter løbet at vide, at han var glad for at jeg havde gjort det og desuden efterfølgende fået sukker-dopet ham, da han ved samme depot også gik helt sukkerkold. Og så tror jeg også stoltheden over at hive en 3. plads altså er det værd.

For efter depotet fik vi løbet de sidste 5 km mod mål, hvor vi løb ind på en 3 plads for mixed teams i tiden 8.36. Og det var faktisk kun 4 minutter foran dem der kom ind som nummer 4, så det var en fed følelse, at få os hevet hjem og tage den 3. plads, som vi havde haft hele løbet igennem med alene mellem 5-20 minutter.

I mål stod den lige på lidt mere væske mv. til ham med de lange ben og derefter hoppede vi i bølgen blå og blev kølet af inden vi fik vores præmie og kom hjem og i bad, hvorefter vi endte på en restaurant, hvor vi kunne sidde og heppe løbere i mål

10603868_813699802057572_1113222513606561250_o

10993138_10153153093269267_8372575487449631395_o

11034331_10204856637669527_2317443003970464096_o

IMG_0644

Vilje
Næste morgen var jeg simpelthen ikke i stand til at håndtere kinesisk standard af hotel mere, så vi tog simpelthen bussen til et lufthavnshotel, hvor det lige blev tid til lidt luksus inden mere turisthalløj. Da vi ventede på bussen kom der stadig løbere i mål! I starten var jeg overrasket, men de blev ved. Unge fitte løbere kom gående og nogle endda løbende i faktastisk stil. De havde været ude i næsten 24 timer for 50 km eller et godt stykke over 30 timer for 100 km løberne. Jeg må sige, at jeg er vildt imponeret over deres vilje! Samtidig så forstår jeg ikke hvad de har lavet? Altså flere løb skide godt, da de løb den sidste km mod mål, så de lignede i mine øjne absolut ikke nogen, der behøvede bruge så lang tid. Om de har gået størstedelen af ruten eller har taget adskillige lure under turen er måske forklaringen.

Selvom jeg til sidst måtte erkende, at jeg bare havde brug for luksus og dansker standard, så var hele turen og også den primitive del af den, så fed. Løbet kan absolut anbefales (Men kom for guds skyld frem i feltet – kineserne ligner alle sammen stjerne i deres nye flotte tøj og det fedeste gear og ca. 2-3 gram fedt på kroppen, men de løber altså ikke alle helt som de store stjerne – hvilket snød mig😉 ) Jeg vil elske at komme tilbage og løbe igen, men næste gang så bliver det som solo løber, i forsøget på at skære op mod en times tid af tiden, da jeg tror det er realistisk.

Men lige for nu, så gælder det jo Hammer Trail som er næste store udfordring, og hvor næste større træningspas forhåbentligt venter i næste uge, hvor min nyerhvervede forkølelse gerne skulle være historie🙂 Jeg tog gode erfaringer med hjem i kufferten både hvad angår energi, hvor jeg fik energiindtag over 8½ time til at køre problemfrit med 32GI og hvor jeg fik nogle erfaringer med stave, der giver mig en ide om hvor (faktisk hvor lidt) jeg regner med at skulle bruge stave til Hammer Trail.

Hong Kong coming up

Så nærmer afgangen til Hong Kong sig og dermed Translantau, som jeg godt nok er ved at være spændt på. Jeg har haft en hård start på 2015, men jeg har de sidste 3 uger igen ramt et fornuftigt træningsniveau og været helt ovenpå influenza, forkølelse og bihulebetændelse igen. Jeg har i de sidste 3 uger også trænet meget trail og løbet mange højdemeter, og nej – tempoet har som følge deraf ikke været højt. Det har da været frustrerende, at gå lige fra sygdom til hardcore trail træning, hvor jeg bare har været presset mange gange. Jo jo coach W har skam bedt mig sænke tempoen for at komme ordentligt ovenpå, men selv i lavt tempo, så er det bare hårdt at starte træningen på rigtig mange højdemeter. Der har været måske lige lidt mere en et bandeord og et par tårer involveret på nogle af træningsturene, men jeg har heldigvis også oplevet den fede oplevelse det er at mærke fremgangen.

Mine sidste søndage er brugt på lange ture på Røsnæs med flest mulige højdemeter. Det har været hårdt, men mentalt også en interessant udfordring. Efter 3 timers løb sagde kæresten efter den ene tur “Det er jo bare dobbelt op på distance i Hong Kong”… Ja ja, og så tænkte jeg ellers lige “Ja ja, men det er måske dobbelt op på distance, men det er så 4 gange op på højdemeter”.

profile_tl50_2014_u

Men ja, jeg er der hvor jeg er nu. Og fokus er på at få en fed tur på Lantau. Og ikke mindst at lære en masse. Højdeprofilen er ikke kun ond, fordi der er mange højdemeter. Den er også ond, fordi der er mange højdemeter i streg. Her i Danmark løber man måske 15-20 meter op , og så lidt ned og så lidt mere op og lidt ned. Men at skulle løbe 800 m opdag – den bliver spændende.

I forhold til gear, så er det noget af det der bliver lidt spændende. Jeg har ikke rigtig kunnet forliges med et setup. Men jeg må lære og derfor er jeg blandt andet end med, at jeg i hvert fald tager mine stave med, selvom jeg efter nogle forsøg herhjemme virkelig ikke lige kan få det til at spille. Men igen tænker jeg, at situationen måske nok er noget anderledes, når jeg pludselig skal bestige 800 meter over 4-5 km (sådan tror jeg det er). Energimæssigt, så er 32GI igen med mig. Jeg har fået en kæmpe sending 32GI produkter og har testet løs de seneste uger, så planen er at bruge løbet til en større energitest, så jeg kan komme lidt nærmere det endelige energi setup til Hammer Trail i maj.

2015-02-25 21.56.09

Når jeg siger, at jeg skal til Hong Kong og løbe, så er der mange der kigger på mig og tror at jeg skal løbe midt inde i byen. Men hvad mange ikke ved er, at HK er så meget andet. Tag et kig på filmen her for at se ruten (godt nok til 100 km løbet, hvor jeg løber 50 km)  https://www.youtube.com/watch?v=Mf5le70NdS4

Uhhh hvor jeg glæder mig 

Sejr trods mange kampe ved 24 timers løb i Vaxjö

Optakten
I løbet af 2014 har jeg ikke ligefrem været heldig mht sygdom. Jeg er faktisk ret overbevist om, at jeg har haft flere sygedage i hele 2014 end jeg har haft i nærmest de sidste 10 år. Og jeg har også løbet i hvert fald et par af årets ultraløb med en god forkølelse i kroppen. Men det var altså ikke planen at jeg mandag aften skulle lægge mig med en meget usamarbejdsvillig mave, hvilket fortsatte de følgende dage i tæt følgeskab af en forkølelse. Jeg måtte derfor bruge et par dage i sengen, men kom dog op i vandret position igen fredag, hvor turen også gik mod Vaxjö.

Lørdag morgen tog vi fra vandrehjemmet i Vaxjö mod Arenaen, hvor vi skulle løbe. Her fik vi startnr. og t-shirts og fik hilst på et par andre danskere inden der blev pakket ud og gjort klar med det store private energidepot. Jeg skulle starte på 24 timers kl 12 og den lækre langbenede skulle starte 6 timer senere på 100 km. Dog var der det forbehold, at kæresten skulle løbe og pace mig og hjælpe mig med at få indtaget energi, når der var brug for det. Arenaen var super lækker. Et lækkert løbeunderlag og toiletter og omklædning lige udenfor banen (det er nogen vi ultraløbere kan lide). Vi løb på opvarmningsbanen udenfor selve løbebanen. Og derudover indeholdt anlægget divere til højdespring, stangspring, længdespring, diverse kastediscipliner, hækkeløb mv. Og det var faktisk lidt fedt at se sådan et anlæg – og også at se det i brug af de mange der anvendte det de første mange timer, hvor vi løb.

Et kig ud over den fine arena, som vi løb i.

Et kig ud over den fine arena, som vi løb i.

Mit eget depotbord er gjort klar med lækkert 32GI energi, dannebrog og mit hamster, som motivation til bare at blive ved og ved i det store hamsterhjul

Mit eget depotbord er gjort klar med dannebrog og mit hamster, som motivation til bare at blive ved og ved i det store hamsterhjul

Race time
Klokken 12 gik starten og vi startede roligt ud! Efter første omgang var det muligt at løbe frit, og jeg faldt lynhurtigt ind i det planlagte tempo på 6 min/km svarende til 86 sek per omgang. Jeg havde en klar strategi med væske og energiindtag hver halve time. Her skiftede jeg mellem at indtage geler tabs og chews fra 32GI for at variere det, så jeg ikke blev træt af at indtage energien. Derudover drak jeg både vand og energidrik. Sådan forløb 3½ time hvorefter jeg havde en kortvarig krise med sidestik og en følelse af manglende energi. Derefter fortsatte jeg endnu 2½ time i fuldstændig samme pace. Lidt over 18 var der aftensmad og jeg gik 2 omgange mens jeg spiste. Desværre svarede min mave herefter promte igen ved at gå i baglås:/ En time senere var der dog ro på den sag igen – og maven holdt nogenlunde resten af løbet🙂 Energistrategien holdt de første 8-10 timer, hvorefter det blev en stor kamp overhovedet at få noget ned.

Overskud i starten af løbet

Overskud i starten af løbet

Stadig overskud

Stadig overskud

Flyvende efter næsten 5 timer

Flyvende efter næsten 5 timer

Problemet opstod lidt før de 8 timer hvor jeg fik det dårligt, blev svimmel og måtte gå, hvor jeg ikke ligefrem kan prale af, at jeg kunne gå særligt lige. På det tidspunkt havde kæresten været med on-off i et par timer, og det var en stor hjælp og også bare rigtig rart, at jeg vidste han gik lige bag mig. Jeg havde fået en uventet men fantastisk hjælp udefra, da der var andre danskere til løbet, som pressede og hjalp mig. Jeg kom efter 15-20 minutters gang igen i gang med at løbe, men jeg tror aldrig rigtig der kome ordentligt flow i det igen, og jeg fik det heller aldrig rigtig godt. Jeg manglede energi, jeg var tørstig – men når jeg drak, så skulle jeg tisse igen med det samme. Jeg kunne ganske enkelt ikke få det til at spille, og jeg var slet ikke forberedt på den fysiske udfordring. Ubehaget medførte at jeg måtte gå en del og jeg tror det fik brudt min rytme helt, så det blot blev sværere og sværere for mig, at komme op og løbe.

Rene og kæresten kæmpede en brav kamp mod min indre dæmon – og det var en svær kamp. Jeg lod mig provokere indimellem og kom i gang, men efter lidt løb kom ubehaget og jeg var simpelthen ikke i stand til at fastholde mig selv i løb, når jeg kom udenfor denne comfort-zone, hvor jeg havde kontrol over kroppen.

Tidsmæssigt har jeg meget svært ved at skelne mellem hvad der skete mellem kl 20 lørdag og 02 søndag, men jeg ved, at der blev snakket mange alvorlige snakke. Jeg var tæt på at være tudefjæs, jeg fik sagt “jeg gør det aldrig igen”, jeg tænke mange gange “sådan her skal det bare slet ikke være – det skal slet ikke være så hårdt” og jeg var bare så træt så træt. Jeg ved at jeg fik sværere og sværere ved at spise og at jeg væmmedes ved rigtig mad. Jeg tror de 100 km blev passeret efter noget nær 10½-11 timer og efter 12 timer havde jeg vel løbet en 107-108 km. Det var som sådan ok – men kampen fortsatte. Da jeg opdagede at det snurrede i mine fingre var den hel gal med væskeophobning. Væskeophobning er jo ikke et ukendt fænomen, når man løber langt, men jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle opleve at det var mine fingre, hænder og underarme, der hævede. Kl 02:30 fik jeg lov til at sove – dog mod at jeg stod op igen kl 03:00 og forsøgte at løbe igen. Jeg sov, jeg blev vækket, jeg gik en omgang – herefter gik jeg forbi målbordet og sagde godnat. Jeg havde på daværende tidspunkt passeret 122 km – et km-tal som lige nøjagtig gav mig en PR i længste tilbagelagte strækning i et løb (og dermed på daværende tidspunkt var nok for mig til at jeg troede, jeg kunne være tilfreds). Da de ved målbordet spurgte til min chip, ville jeg dog alligevel ikke aflevere den…

Kl 5:30 vågnede jeg. Jeg mindedes at kæresten havde fortalt mig at jeg kunne tjekke stillingen på ipad’en som lå ved siden af mig. Det gjorde jeg op opdagede, at jeg ikke længere lå nr 1 (det var selvfølgelig ret forventeligt). Dog var jeg kun blevet overhalet med 3 km og den førende kvinde havde forladt banen!! Så skulle det fanme være løgn, og jeg skulle i øvrigt ikke hjem fra et 24 timers løb med 122 km – også selvom det ikke havde været mit løb! Nr 3 lå 2-3 km bag mig, og så kan jeg love for at jeg fik sko på og satte i trav ud på banen. Jeg løb nogle km i starten, men havde det stadig ikke særlig godt, så jeg besluttede at gå det meste af tiden… Og jeg gik og jeg gik og jeg gik… og løb indimellem. 6½ time fortsatte sådan og jeg fik overhalet nr. 1 og øget afstanden til Susanne der lå lige bag mig, men som holdt sig på banen i alle 24 timer.

Med 6 minutter igen løb jeg i smerte de sidste minutter hjem og nåede op på 159,59 km. Ikke et imponerende resultat – og ærlig talt langt fra hvad jeg havde håbet på. MEN det var hvad jeg kunne drive det til på dagen, og jeg er faktisk også stolt og desuden også meget klogere.

Tænderne bides sammen til sidst

Tænderne bides sammen til sidst

Eftertanker
Her bagefter ville jeg selvfølgelig ønske, at alt havde formet sig lidt anderledes. Men jeg tror faktisk det var en ulige kamp for mig at komme hjem med den helt store succes med en optakt der involverede sygdom. At jeg oplevede ødemer og havde det ret dårligt – på et ret tidsligt tidspunkt fortæller mig også, at alt ikke spillede. Det er svært at sige hvad der gik galt, men det er nærliggende at tænke, at kroppen var stresset/drænet ovenpå sygdom og at væske/saltbalance måske ikke var helt i orden. Den kloge beslutning havde selvfølgelig været, at trække sig og løbe et andet løb, men jeg er faktisk glad for at jeg løb. Jeg havde glædet mig til den weekend længe. Glædet mig til at prøve at løbe i Sverige og til at være af sted med ham den langbenede – sådan lidt væk fra juleræs og dagligdag – ud der hvor vi lige får slebet nogle kanter og deler nye oplevelser sammen (og ja, han skal også have et klap på skulderen for at træde ind i ultraverden og stå model til noget af det der følger med der😉 )

Det fedeste her i dagene efter er uden tvivl, at jeg har det godt. Jeg har haft problemer med ødemer i kroppen, overdreven tørst og har ovenpå løbet også taget de første 2 kg på – noget der desværre er helt normalt for mig (og som jo også blot hænger sammen med ødemerne), og som da også forsvinder igen i løbet af nogle dage. Okay og et underligt lille allergisk-lignende anfald, hvor jeg pludselig blev meget rød om halsen og følte jeg bare lige skulle ligge lidt ned.. MEN muskulært og i den dur – da har jeg haft det rigtig godt. Jeg kunne nærmest ikke gå det første døgn, men det går hurtigt fremad og jeg bilder mig ind, at jeg næsten går normalt igen. Jeg har alle mine tånegle endnu og har ikke fået en eneste vabel. Jeg har nogle ømme punkter på fødderne, hvor skoene har generet, men ellers så har jeg bare ømme ben. Hoften som har drillet lidt tidligere i år, har end ikke givet det mindste pip fra sig🙂

Kort sagt, så er jeg GLAD🙂

OG så skylder jeg også lige en stor tak til 32GI, som støttede mig med energiprodukter under løbet. Og en tak til alle der hjalp og heppede selvfølgelig – både i arenaen og hjemmefra!

Pokalen som har fået æresplads i køkkenet.

Pokalen som har fået æresplads i køkkenet.

32GI-energi-loooove :)

32GI-energi-loooove🙂

Fedt løb med flotte resultater
Jeg endte altså på toppen af kvindernes podie, meeeen lad os bare sige, at der var nogle der virkelig vandt! Svenske Elov Olsson satte en vild nordisk rekord på 253 km! Imponerende! Og han stod altså om morgenen og kastede op i skraldespand, hvorefter han gik rundt med hue og jakke i et par timer på banen – for så til sidste at sprinte løs og faktisk løbe de sidste 10 km på under 45 min!

To andre store vindere var to børn – ja den er god nok. To piger på måske 7-8 og 9-10 år! De gik og småløb altså henholdsvis over 40 og over 50 km! De startede sammen med os, og tog hjem ud på aftenen, hvorefter de kom igen næste formiddag med resten af familien. Det er altså lidt sejt. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg lige skal forholde mig til børn og de distancer generelt. Men det jeg så på banen virkede helt rigtigt for dem, og det virkede som en leg for dem.

Og ja selve løbet – det var et super fint løb. Godt arrangeret og super fine rammer og fed opbakning, selv for en lille dansker der er godt og grundigt på udebane. Når trail-kæresten simpelthen står herhjemme og snakker med sig selv: “Det var rigtig fedt, det VAR faktisk rigtig fedt… ja!”, ja så har man altså lavet et godt løb, hvor en fed stemning fik fjernet fokus fra, at man bare løb rundt og rundt og rundt. Og ja til sidst skal da lige bemærkes, at kæresten var voldsomt godt løbende. Da jeg gik i seng ræsede han lige løs i 3 timer, og selvom han brugte meget tid på at sørge for mig, så nåede han at løbe sin hidtil længste distance på 75 km inden cutoff.

24 timers løb med 32GI

Jeg er en meget glad og heldig pige🙂 32GI som laver nogle virkelig lækre energiprodukter har nemlig sagt ja til at hjælpe mig lidt til 24 timers løb i Sverige, når jeg skal forsøge at løbe rigtig langt og længe.

Og i dag kom der en lækker pakke med posten indeholdende flere af de her lækre produkter. Jeg stiftede første gang bekendskab med 32GI, da jeg løb Winforce, 50 km i august, hvor jeg før løbet smed mit eget energi og i stedet brugte 32GI energi fra depotet – med stor succes.

Et udvalg af de produkter jeg har fået fra de søde folk fra 32GI

Et udvalg af de produkter jeg har fået fra de søde folk fra 32GI

På billedet kan i se nogle af de lækre produkter. Jeg har brugt både chews og tabs flere gange. Chews er et vingummilignende produkt, som min mave er vild med. Det giver mig en mæthedsfølelse, som jeg godt kan savne, når jeg løber langt. Tabs skal også tygges og giver dermed også maven noget at arbejde med – og det kan jeg altså godt lide. Så har vi også deres lækre vanilje og kaffe geler. Forestil jer sådan en lækker fyldt chokolade med noget lækkert cremet fyld i – det er sådan jeg faktisk bedst vil beskrive gelerne. Dog uden at det bliver kvalmt. Jeg er i hvert fald fan!! Og så skal jeg også stifte bekendskab med flere af 32GIs energidrikke og deres foodbarer – jamen altså, jeg glæder mig så meget til de her mange timer på løbebanen🙂

Tjek også 32GIs hjemmeside ud her, hvor man kan læse mere om konceptet bag og mere om de forskellige produkter eller smid et like på deres facebookside , hvor de jævnligt afholder konkurrencer og meget mere.

I forhold til forberedelser, så er jeg godt i gang med nedtrapning, og så småt begyndt at skrive lange huskelister over alle mulige underlige ting, der skal med. Jeg har godt styr på kosten generelt, hvor jeg uden problemer kører low-carb og generelt (duften af min træningstøj taler sit tydelige sprog) fornemmer, at jeg fedtforbrnder rigtig godt. Strategierne inde i hovedet er også ved at forme sig – til noget fornuftigt🙂

Til sidst et kæmpe stort tak til 32GI for den fine hjælp – jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at præstere rigtig godt og glæder mig meget til at prøve mig selv af med anvendelse af de lækre produkter🙂

Sååååå glad for den fine hjælp :)

Sååååå glad for den fine hjælp🙂