Tilbage til den gamle løbeplan

Tilbage før jul var jeg jo som bekendt ramt af knæproblemer der utroligt meget lignede det jeg oplever lige nu. Efter 1½ måned pose ordineret af flere velmenende behandlere var der ingenting sket! Da en scanning til fyssens store forundring viste at alt var fint, blev jeg sat i gang med et løbeprogram som startede ud på noget a la 3 min løb, 1 min gang som blev gentaget 3 gange! Med passende fremskridt var jeg på den plan løbende ret hurtigt igen.

På den en gang til

Da mine symptomer mere og mere ligner det jeg oplevede sidst er jeg i dag begyndt på samme løbeplan. Eller det vil sige, i hvert fald noget der er inspireret deraf! I dag har jeg med stor succes løbet 5×4 minutter med 1 minuts pause imellem. Turen var en stor succes! Jeg strak for en sikkerheds skyld ud i alle pauser, men på intet tidspunkt mærkede jeg noget som helst. Heller ikke i løbet af dagen har jeg mærket noget. (faktisk føltes det ligefrem bedre efter de 3,5 km end inden, hvor jeg ikke kunne gå frit ned af trappen)

Så jeg føler nu jeg er på rette vej! Jeg vidste måske godt hele tiden at det var den her vej jeg skulle, men man er jo nok ofte lige lidt for optimistisk og dumdristig – for hvis det nu lige kunne lykkes at springe et par trin over, så vil man jo egentlig gerne det. Men det der vigtigt er såmænd også bare, at jeg er på rette vej nu!

Løbe-hoppe-bånd

Faktisk var dagens løbetur ikke noget jeg havde planlagt. Planen var faktisk at lave en god omgang styrketræning, men inden jeg nåede så langt fik jeg altså forvildet mig hen til fitnesscenterets løbebånd, hvor det i dag gik løs. Det er nogen måneder siden jeg sidst har været på sådan et – og hold da op hvor kunne det mærkes! Sådan et apparat fjedrer jo så meget, at når man også lige har 10 cm hæl i skoen med god stødabsorbering, ja så er det nærmest en ren hoppepude! Så jeg morede mig gevaldigt – hvilket jeg nok bare kan glæde mig over, da jeg ellers nok havde kedet mig..

Selvom der blev hoppet, så var det altså en god fornemmelse i knæet (og i maven) bagefter, så selvom det ikke er det mest spændende, så kan det altså godt tænkes, at jeg tager flere af mine ture her i starten på apparatet 🙂

Teaser…….

Den opmærksomme læser har nok bemærket, at jeg har holdt mig meget i ro på bloggen indtil nu, ligesom min trænings og løbe-begejstring har været noget afdæmpet i forhold til tidligere. Det er delvist resultatet af frustrationerne over at have fået en skade endnu engang, og delvist frustrationer og andre ting, som i lige må vente lidt med at blive indviet i.. Samtidig har jeg tænkt meget! Jep, 1. salen har ligefrem været på overarbejde! Der skal nogle ændringer til! Men der skal også lige afklaring på noget til før jeg helt kan stille mig fast på hvordan de her ændringer mere præcist skal være.

Så snart der er afklaring og jeg har diskuteret færdigt med mig selv lover jeg dog at fortælle mere 🙂 Ellers så god dag og god træning derude… 😉

Reklamer

Nørrebroløbet

Efter næsten en uge uden løb, var det i dag igen tid til at lufte løbeskoene. Jeg var meget spændt på det fordi jeg i onsdags fik utroligt ondt efter en løbetur, og derfor havde givet det masser af ro siden da.

Nørrebroløbet med løbeklubben

Da jeg havde vundet et startnummer til Nørrebroløbet via løbeklubben på facebook havde jeg prioriteret at komme til at løbe det, og havde derfor ikke forsøgt at løbe siden i onsdags på trods af at jeg ingen smerter havde haft siden torsdag. Efter flere dage uden smerter eller ubehag var optimismen derfor stor! I hvert fald så stor, at jeg var sikker på at gennemføre de 5 km og dermed ikke lave en gentagelse med en DNF – men trods alt ikke så stor at jeg turde at løbe de 1½ km til og fra start. Det viste sig også at være en klog beslutning!

Klokken 9 cyklede jeg første gang hjemmefra for at hente startnummeret. Trods at jeg var nummer 3 i køen tog det lidt tid. Da der var 900 deltagere i alt burde nummeruddelingen nok have været opdelt, så man skulle afhente et af flere steder afhængig af nummer og ikke blot et sted – for det første til en lang lang kø senere. Da jeg kom tilbage til Blågårdsplads 1½ time senere var der nemlig lang kø, og det førte desværre også til en mindre forsinkelse og en enten meget kort eller helt aflyst opvarmning (indrømmet jeg var ikke særlig fokuseret, men jeg opdagede i hvert fald aldrig den planlagte opvarmning). Før løbets start mødtes jeg med et par andre medlemmer af løbeklubben foran klubbens banner. Herefter kom fotografen forbi, og lidt efter var det tid til interview – ja sådan er det åbenbart at være en berømthed (eller også kender jeg bare fotografen godt, og var lige en af de tilfældige løbere journalisten valgte at stille et par spørgsmål…)

Noget skævt tempo…

Men startskuddet lød og afsted det gik. Jeg havde af strategiske årsager placeret mig et stykke nede bagved. Med et knæ som jeg ikke havde den store fornemmelse af vurderede jeg at det var fornuftigt at starte blandt nogle andre slow-runners, så jeg ikke lod mig rive med. Og samtidig trængte jeg også lidt til en succesoplevelse, så udsigten til at starte et sted hvor jeg ville komme til at overhale folk og ikke omvendt, var bestemt tiltalende! Og det gik bestemt efter planen (troede jeg). Dejligt behageligt tempo, og jeg overhalede en masse. Da første km var rundet var jeg godt nok under 5 min/km. Men med en meget lille fidus til mit ur efter nogle svingende præstationer fra dets side, så blev det ikke nævneværdigt bemærket. Efter 2 km havde jeg godt nok løbet endnu hurtigere, men det var først omkring de 3 km at det for alvor blev klart for mig, at det altså var mig den var gal med! Min tid frem til 3 km var godt nok noget af det bedste jeg har løbet længe, men herfra trak det så også tænder ud.

Med en makspuls på 197 og en gennemsnitspuls på 188 fik jeg slæbt mig i mål. De sidste to km var hårde, og da jeg kom i mål var jeg overbevist om at sidste km var løbet i en tid nær 6 min/km. Så slemt var det nu slet ikke, men det siger lidt om hvordan jeg havde det;)

Et hyggeligt og godt arrangeret løb

Med 900 deltagere var Nørrebroløbet ikke et helt lille løb. Trods det store deltagerantal oplevede jeg at løbet gik uden problemer. Nummerudleveringen kunne nok forbedres, men da vi først var sendt afsted spillede alt! Ruten var afspærret og vejvisningen fungerede perfekt. På ruten var der en god portion heppere!  Vejret var jo dejligt, og da vi kom i mål blev der udleveret vand, frugt, sodavand og chokolade, ligesom der var en hel masse spurtpræmier. Drengene der stod for løbet har helt sikkert gjort et godt stykke arbejde, og det var en rigtig god oplevelse at være en del af det:)

Små fremskridt

Hvad der selvfølgelig er meget interessant er hvad knæet sagde til det hele. Det positive var at jeg ikke havde ondt under løbet! Men på den sidste km kunne jeg godt mærke knæet. Det negative er, at jeg efter løbet har haft ondt. Altså har en uges pause kun gives meget små fremskridt.

Det er selvfølgelig enormt frustrerende, og glæden over at have løbet 5 gode km tidligere i dag  er nu desværre erstattet af en skuffelse og frustration, som jeg gerne havde været fri for! Som min fys siger, så er min smertegrænse nok så høj, at jeg ikke må løbe indenfor smertegrænsen, men skal lære at stoppe før det – og det er så lige det punkt, som det tydeligvis er svært at finde.

 

Ny push-up PR!!

Ny PR efter næsten 2 år

Så skete det endelig – efter næsten to år lykkedes det mig at slå min hidtidige push-up PR på 42 push ups. På trods af en mindre krise ved 40 fik jeg hevet mig selv op på hele 45 push ups (hmmm, jeg aner et mønster her!). Jeg må indrømme, at motivationen ikke har været voldsom stor i den her uge, for passene har simpelthen været så hårde, at jeg kun lige har kunnet hive mig igennem! Og ovenpå sidste uges skuffelse, så trængte jeg altså til lidt succes – noget jeg nærmest ikke troede var muligt med ugens program, som er steget fra først 35 push-ups til 40 og i dag til 45 i streg!

Men utroligt nok lykkedes det, og nu kan jeg glæder mig over en ny PR – en PR der dog kun skal holde 2-3 dage, da næste push-up pas byder på en maks-test, som gerne skal ende på minimum 50 for at jeg kan fortsætte tiil sidste uge af programmet! (jep, den er god uge – sidste uge!! Nej, jeg fatter heller ikke hvordan jeg skal trylle de sidste 50 push-ups frem i løbet af en uge!) Samtidig dog en dejlig PR da jeg jo blev snydt for en distance-PR i sidste uge;)

Jeg ved jo at flere af jer også er startet på challengen eller har overvejet det! jeg håber i hænger i, og vil selvfølgelig gerne høre hvordan det går jer… jeg kan kun sige, at det hjælper gevaldigt på motivationen, hvis først man har afsløret sit projekt – så kom endelig frit frem 🙂 Skulle der være nogen der ikke har set mit oprindelige indlæg om mit push-up projekt, så kan jeg fortælle, at det er programmet fra one hundred pushups som jeg følger.

Up and down

I første omgang var jeg efter sidste uges løb bare rigtig glad for at jeg var stoppet og ikke havde risikeret at gøre problemet med knæet værre. Min DNF betyder stadig ikke det store for mig, men selve skaden begynder desværre at bekymre mig igen. I første omgang var jeg lykkelig over, at der var så stor bedring indenfor få dage, men nu efter et fys-besøg, hvile og lidt test af knæet begynder jeg at blive lidt frustreret.

Fyssens dom var endnu engang skraldespands-diagnosen løberknæ (dog for første gang i højre knæ), og det er årsagen til min frustration. Ikke fordi jeg har nogle indikationer på at det er rigtig slemt og kommer til at tage lang tid, men fordi jeg har været igennem hele møllen her tidligere. Faktisk er det 3. gang jeg bliver ramt af en skade der umiddelbart bunder i at jeg ikke er stærk nok i hofte/bækken regionen bl.a. gluteus medium. MEN ALTSÅ – jeg har jo siden august lavet øvelser for det. Og jeg har faktisk LAVET dem, og er også blevet testet flere gange, hvor det var tydeligt at jeg var blevet meget meget stærkere (og hvor det også var tydeligt, at jeg i starten var i en sørgelig forfatning!). Og det frustrerer mig en smule, for jeg havde virkelig håbet at jeg ikke skulle se mere til det her problem.

Det er selvfølgelig også positivt fordi jeg har en ide om hvad der skal til. Den tunge tunge styrketræning er genoptaget (det gør avs – det er fantastisk!) og så ruller jeg rundt på min foam roller.. Men igen også ekstra frustrerende fordi jeg igen tænker, at der måske er flere årsager….

Og som jeg har nævnt tidligere, så ved jeg godt hvor jeg bør prøve at overveje ændringer. På løbestilen og måske endda på skovalget. Netop sko og løbestil er jo et hot topic, men samtidig et emne jeg virkelig ikke ved noget om. Jeg har dog en ide om, at jeg bør kigge nærmere på det…. (og som altid, så modtages input meget gerne! Både hvis du har erfaringer eller ved noget om den her sko-løbestils-religions-krig det nærmest har udviklet sig til)

Als Rundt i billeder

Det var som sagt ikke den varmeste maj morgen, så hanskerne var fundet frem, og der skulle småtrippes lidt for at holde varmen! Få minutter før start blev vi desuden ramt af første byge, og måtte gå i ly, så vi lige kun udskyde kulden lidt.

Lige før starten kom første regnbyge og vi måtte søge ly for at undgå regnen så længe vi kunne.

Men ud i regnen måtte vi. Der var flere cykler med hver tidsgruppe til at vise vej og bare generelt servicere os. En opgave de klarede fantastisk. Inden start blev der hilst på hjælpere og givet lidt praktiske informationener, og så gik det ellers afsted fra Sønderborg stadion og ud af Sønderborg, afsted mod Hørup Hav

Vidar motion stillede med et stort antal hjælpere, som sørgede for at det hele bare kørte og for at vi fik en fantastisk service (ja ja, jeg kan kun snakke med om de første 45 km, men jeg er sikker på de holdt niveauet!)

Starten! Kom an 100 km!!!

Så er vi på vej ud af Sønderborg.

Som sagt var vi inddelt i tre grupper, som i kan se nedenfor. I alt mødte 26 mand til start, og hele 23 gennemførte. Det er sgu flot. De andre to der udgik måtte også udgå med skader, som de ikke ville gamble med. De udgik ved 54 km, hvor jeg efter mit exit lige kort var oppe og heppe, og derfor også kort snakkede med de andre to faldne…

5.30 min/km gruppen ude på de første 10 km

Og her de to 6.00 min/km grupper

Og ikke mindst 6.30 min/km gruppen, som dog voksede en smule i løbet af dagen. Gruppen som efter min kærestes udsagn absolut var dem der havde det sjovest! Der var bestilt øl til depotet ved 54 km, og der var bare en dejlig stemning der – desværre blev det kun til 3 km for mig i det ellers gode selskab!

Selvom der var mange stier, så var vi også ude forbi landevejen.

Som i kan se: Smukt, bakket, somemrligt – altså lige med undtagelse af vejret

Og her et sted mellem 15 og 30 km –  igen på et dejligt idyllisk sted…

Her var solen fremme. De første 5 timer (den tid jeg var med) var det skiftevis dejligt solrigt og lidt småtræls med byger og vind.

Og så ramte vi Skovby! Stadig et sted mellem 15 og 25 km tror jeg. Det hele flød tydeligvis lidt sammen for mig den dag 😉 Her ligger jeg i front sammen med Mette, som i god stil gennemførte sit første 100 km løb.

I front sammen med Mette.

Fuld fart frem. Solen skinner og det kører derudaf…

Og her den anden 6.00 min/km gruppe.

Overskud!

Og så er vi ramt af endnu en byge! På billedet ses regnen tydeligt, men her var der tydeligvis overskud, og sjovt nok var den her byge ikke noget problem – den næste var til gengæld slet ikke sjov :/

Det står ned! Sjovt nok, ser jeg total overskudsagtig ud! Jeg HADER ellers regn, men det betød tydeligvis ikke så meget der…

Her på vej mod depotet ved 30 km. Stadig ingen problemer med knæet, og kvalmen kan tydeligvis fint ignoreres på dette tidspunkt. Familien stod klar med hep på sidelinien 🙂

Jeg er imponerende god til at skjule kvalmen. Her rammer vi depotet ved 30 km. Familien står på sidelinien og hepper på en Sidsel der skjuler kvalmen overraskende godt og viser så meget overskud, at de var noget overraskede over mit exit kort tid efter.

12 km senere er situationen imidlertid anderleddes. Farmand har cyklet med siden depotet ved 30 km. Der er imidlertid ikke blevet vekslet mange ord, da der var musik i ørerne og fokus på kvalme og knæ, og overskuddet er væk!! De seneste 4 km var løbet på små ujævne stier, som jeg desværre bare ikke kunne holde til. Jag i knæne var allerede her en realitet 😦

Farmand på cykel bagved. Han havde sikkert kørt alle 100 km med mig, hvis jeg ikke havde måttet udgå. Men her løber jeg indt til depotet ved 42 km, hvor jeg vælger at vente på den sidste gruppe, og herefter var det jo desværre snart slut…

Ved 42 km depotet valgte jeg som sagt at sige farvel til min gruppe. Jeg oplevede depoterne lidt frustrerende fordi jeg havde travlt med at spise og drikke, og samtidig havde svært ved altid at finde ud af hvornår min gruppe løb videre. Så her ved 42 blev det også lidt kaotisk, og jeg tror kun jeg nåede at sige til en enkelt fra gruppen, at jeg skulle vente på næste gruppe.

Jeg var blevet gennemblødt af den seneste byge og måtte derfor pakkes godt ind for at holde varmen til de andre kom. Samtidig var hjælperne over mig for at få mig til at spise. Jeg var lidt frusteret, da det jo var svært at spise med kvalmen, men lidt toastbrød fik jeg da ned og jeg fik også styr på kvalmen! Jeg forsøgte mig med et par stræk for at se om det kunne hjælpe på knæsmerterne. Eneste resultat var imidlertid voldsomme jag, og derfor blev det hurtigt droppet igen.

Efter 20 minutters ventetid var den anden gruppe fremme ved depotet. Som i ved gik det desværre ikke godt. Jag i knæet gjorde mig simpelthen så bange for at der var noget helt galt, eller at det i hvert fald ville blive resultatet hvis jeg fortsatte. Ret hurtigt stod det lysende klart, at det ikke var realistisk at gennemføre med de smerter. Ikke blot ville jeg risikere at forværre det der nu end var galt, men det ville ganske enkelt ikke være muligt, da knæet allerede efter 3-5 km med problemer gav efter under mig.

Beslutningen var som allerede beskrevet enkel! Jeg har en gang før løbet mig selv så meget i stykker, at jeg hverken kunne gå eller stå, og det skulle altså ikke ske igen – ikke nu i hvert fald! Så da displayet viste 45 km stoppede jeg uret (som i øvrigt var en stor stor skuffelse idet det over stort set alle 45 km ikke viste korrekt hastighed, men konsekvent alt for langsomme hastigheder – så retur til Garmin med det!) og  måtte meddele farmand og hjælperne, at det var slut. Jeg var bange for at der var noget helt galt i knæet, og det var håbløst at fortsætte med de smerter.

Da jeg stoppede uret løb vi på en skovsti og havde netop krydset en vej – vejen HELVED, som gik gennem den nærliggende by HELVED! Ja mere symbolsk bliver det næppe (trods alt havde jeg det ikke ad helved til, men var egentlig afklaret, som jeg jo så også allerede har beskrevet i mit tidligere indlæg både her på bloggen og på Aktiv Træning bloggen.

Meget symbolsk blev Helved endestationen for mit vedkommende!

Så mit 100 km eventyr stoppede altså alt for tidligt! Ved sølle 45 km! ikke engang halvvejs! Det lyder sgu helt sølle og usselt.. Men sådan blev det altså. Jeg har overlevet skuffelsen. Jeg har tævet min krop med en masse styrketræning, roning, svømning og push ups siden mit exit. Jeg har på den måde fået frembragt lidt smerter i musklerne, som jeg var utrolig skuffet over ikke at få efter mit tidlige exit. Jeg vælger at se ting fra den positive side, og Als Rundt afholdes forhåbentligt igen om 3 år, hvor jeg kan få endnu en chance;) Jeg fik trods alt 45 km i benene og dermed en god gang træning!

Jeg kan desuen love jer, at jeg bestemt ikke har mistet modet. Jeg skal nok komme igen. Jeg skal lige havde styr på knæet, men det kommer forhåbentligt hurtigt. Indtil da går jeg all-in på min push-up challenge, som jeg kan glæde mig over går fantastisk med gennemførsel af dagens træningssæt bestående af 180 push ups. Og så kan jeg nok også få tiden til at gå med roning, svømning, lidt hygge på cyklen i det gode vejr, pilates og pumper-træning…. i’ll survive 🙂

3 dage efter Als Rundt

Fotografen arbejder stadig hårdt på at få redigeret billeder, så billeder og mere om selve løbet må i stadig vente lidt på. Jeg håber dog at kunne præsentere det for jer i morgen 🙂

Knæsituationen og fremskridt dag for dag

Indtil da vil jeg gerne dele udviklingen i hele knæ-situationen med jer. Som de fleste af jer nok har læst på bloggen på Aktiv Træning, så måtte jeg i torsdags udgå ved 45 km med et smertende knæ. Knæet blev straks behandlet med is, kompression og selvfølgelig ro efter jeg udgik. Elevation var imidlertid lidt sværere, da jeg jo lige skulle transporteres hjem til min mor i Aabenraa. Så snart det var klaret, stod der imidlertid også elevation på programmet. Jeg oplevede ret hurtigt, at knæet “stivnede”, og at al bevægelse i knæet blev meget anstrengt, ligesom bevægelse var ledsaget af en god portion smerte. På vej hjem gav det anledning til et par kriser, da den fastlåste stilling i bilen simpelthen gjorde så ondt. Hjemme blev jeg placeret på sofaen med benet oppe og med is på knæet, og så lå jeg ellers der – og havde bare ondt af mig selv! Ja jeg var sgu lidt ussel. Selvom jeg var afklaret med mit exit, så var det bare ikke sjovt at inkassere et nederlag, og da slet ikke når der ovenikøbet fulgte smerter med!

En stor del af skuffelsen bestod i, at jeg slet ikke følte at jeg nåede at bruge kroppen nok. Benene føltes nærmest så gode som nye, og resten af kroppen føltes også frisk – der var bare det her forbandede knæ, som intet ville eller kunne!

Fredag var der fremskridt idet jeg fuldstændig slap for jag af smerte i knæene. Al bevægelse skete dog ledsaget af smerter. Men jeg kunne bevæge mig, omend det gik langsomt! Derfor gik jeg fredag morgen klokken 7.00 til min mors store forundring afsted mod fitnesscenteret, for jeg kunne da sagtens styrketræne! Det tog godt nok lang tid at gå de 300 meter derhen, men styrketræne kunne jeg sagtens!

Lørdag var der enorme fremskridt. Jeg begyndte faktisk allerede her at overveje løb igen, men formåede dog at holde mig til 1 km svømning i stedet – dog mit bedste svømmepas ever, fordi jeg for første gang faktisk svømmede 1 km i streg (dog med pull buoy, da jeg ligeså godt kunne skåne benene helt. Smerterne kunne stadig fremprovokeres, men jeg kunne næsten gå normalt og uden store smerter. Jeg stod uden problemer 4 timer på marathon messen i forbindelse med dagens Copenhagen Marathon, så der var ingen tvivl om fremskridtene.

I dag, søndag, var det om muligt endnu bedre. Jeg startede dagen med at svinge rundt med knæet for at se om der overhovedet kunne fremprovokeres smerter. Umiddelbart var det ikke tilfældet, og derfor hoppede jeg straks i løbeskoene og testede knæet på en omgang omkring Sortedamssøen. Det gik problemfrit! Når det er sagt, så kan jeg godt mærke noget i knæet, så der skal ikke bare spænes uhæmmet løs! Men der er udsigt til at snarligt come back og det er alt hvad jeg kan ønske mig efter torsdagens nedtur! 🙂

Var jeg nu egentlig bare en tøs??

Med de store fremskridt jeg har oplevet, så har jeg ikke kunnet undgå at genoverveje mit exit! “Var jeg bare for tøset og opgav ved første udfordring der viste sig?” eller er beslutningen stadig den rigtige. Jeg har diskuteret lidt med mig selv, men jeg er stadig overbevist om at det var det rigtige valg! Hvis situationen gentog sig, ville jeg ikke turde fortsætte, fordi jeg ikke ville være tryg ved de smerter knæet gav mig. En ting er ømme lår og lægge, vabler og spændinger, men når det kommer til leddene, og når det kommer til de her jagende smerter, så mener jeg man skal genoverveje tingene en ekstra gang.

Man kan jo i hvert fald sige at det er minimalt hvad jeg har tabt ved at udgå. Jo, jeg gennemførte så selvfølgelig ikke, og kan ikke kalde mig sej 100 km løber. Men jeg får sgu nok en chance til, og jeg har jo ikke lidt nogen skade af ikke at få boostet mit ego, som et gennemført løb ville have gjort. Omvendt kunne jeg havde lidt skade af at have fortsat! Lige nu kan jeg se frem til hvad jeg håber bliver en begrænset genoptræningsperiode, og det betyder så utroligt meget, at jeg stadig kun kan føle at jeg traf det rigtige valg.

Congrats til alle jer der klarede varmen i København i dag

Og så skal der da lige lyde et tillykke til jer der i dag havde kastet jer ud i Københavns meget varme gader, og fik kæmpet jer igennem de 42 km. Jeg er jo absolut ikke tilhænger af varme under løb, så jeg har stor respekt for jer der løb i heden.

Farvel og tak til Aktiv Træning! Og ikke mindst velkommen til min nye blog :)

Efter at have fungeret som blogger for Aktiv Træning i snart 7 måneder har jeg nu valgt at sige stop. Ikke fordi jeg ikke længere gider blogge! For nej, jeg elsker stadig at bogge, og så længe der er nogen af jer derude der gider følge med, så vil jeg meget meget gerne dele min træning, mine tanker, mine opture og også mine nedture med jer! Men i stedet fordi fordi jeg som blogger for Aktiv Træning har en lille begrænsning i hvordan jeg blogger og hvad jeg blogger om! Med min helt egen bog er jeg ligesom ovre det problem! Desuden har jeg måttet prioritere min tid og føle efter inde i mig selv. Jeg har savnet enormt mange funktioner på min tidligere blog, og har derfor valgt, at det nu er tid til at lave min egen blog, hvor det er min egen indsats der ligesom begrænser funktioner på og design af bloggen. Når tiden er knap, så er det også rart at man får et udbytte, når man ligger et stort arbejde i noget. Udbyttet her har desværre ikke kunnet opveje irritationsmomenterne, og derfor har jeg valgt at det er tid til at gå egne veje…

Derfor først en stor stor tak til alle jer der har fulgt mig på Aktiv Trænings blog. Mange af mine læsere er jer jeg i forvejen har kendt! Andre kender jeg ikke, eller kendte jeg ikke! For mange af jer har kontaktet mig efter at have læst min blog, og flere af jer føler jeg ligesom jeg kender lidt nu:) Jeg har været superglad for jer alle som læsere! For al den feedback i har givet – både på bloggen, på facebook og in real life. Det har været fantastisk når jeg har fået henvendelser omkring mine overvejelser i mine projekter! Når i har sat spørgsmålstegn ved ting, fået mig til at overveje ting en ekstra gang og ikke mindst påpeget ting jeg ikke har tænkt på! Jeg er utrolig glad for det hele!

Umiddelbart vil bloggen her fortsætte uden de store ændringer. Jeg vil dog nok i større grad omtale et vis andet løbemagasin, som til tider har haft en fantastisk lækker model på deres blleder (hun har muligvis set mere sej ud end lige lækker på de pågældende billeder – men så er der jo plads til forbedringer!). I øvrigt billeder taget af en fantastisk lækker fotograf! Ham der er min!:)

Men derfor er det nok tid til at sige VELKOMMEN til min nye blog!. Jeg håber selvfølgelig i stadig vil følge med!

Lige et par praktiske kommentarer 🙂 Bloggen på Aktiv Træning fortsætter næste uge ud, så i vil kunne følge mig der i de sidste forbredelser og i en update efter løbet. Min nye blog bliver efter aftale med Aktiv Træning også introduceret på Aktiv Træning bloggen i løbet af næste uge. Jeg vil dog så småt begynde at få gang i bloggen her, og derfor dette intro-indlæg allerede nu 🙂