Nye mål og et nyt større projekt

Som jeg allerede har nævnt, så er det blevet et af mine nye mål at kravle under 22 og senere 21 minutter på en 5 km. Og måske kommer mit løb til at fokusere lidt mere på tempo fremover, og knap så meget på distancer. I hvert fald virker det fornuftigt at gøre det sådan i en tid og samtidig få testet gradvis, hvornår problemerne med lymfesystemet opstår.

Når det så er sagt, så skal jeg huske en ting! En meget vigtig ting! Nemlig variationen i træningen! Jeg har noteret nogle punkter ned omkring hvad jeg bør huske i min træning. Det er punkter der kommer fra en af mine løbekammeraters kommentar til hvorfor det gik galt til Als Rundt. Og det var faktisk med de punkter i baghovedet og ideen om hvordan jeg husker ikke at glemme dem, at jeg i dag syntes det var en fantastisk god ide lige at udfylde sådan en tilmeldingsfomular og trykke “send” inden jeg nåede at overveje det nærmere.

Da det gik galt til Als Rundt var den altoverskyggende årsag simpelthen dårlig forberedelse – særligt på teknik og terræntræningen! Kort sagt gik jeg “i stykker” fordi jeg kun havde lavet prinsesse-træning, hvor jeg måske ikke kun havde løbet på en rød løber, men sådan næsten…. Nu skal jeg simpelthen rejse mig ved det træ jeg er faldet – jeg skal simpelthen besejre noget terræn! Og skal der løbes trail (og når det nu er mig), så kan man ligeså godt kaste sig over noget af det hårdeste. Derfor er jeg nu tilmeldt HAMMER TRAIL på Bornholm den 4. maj 2013. Jeg gider dog stadig ikke flere skader, og derfor deltager jeg på den kortest mulige distance, som er på 25 km. Men jeg er nu i øvrigt også sikker på at de 25 km nok skal give rigeligt med udfordringer!

Hammer Trail løbes i området omkring Hammershus. Foto: http://www.hammershus.dk

Reklamer

Jeg gjorde det igen… næsten

Dagen i dag skulle egentlig ikke bruges på en masse træning. Jeg kunne stadig mærke lidt i hoften. Selvom jeg godt nok var kommet frem til, at det meste sad i ballen i stedet for hoftebøjeren og derfor ikke var så kritisk, så var den oprindelige plan at holde endnu en fridag fra træningen.

Altså det var i hvert fald planen lige indtil en af mine løbevenner skrev på facebook, at de manglede en løber til aftenens DHL løb. Så kom jeg jo ret hurtigt til at skrive, at jeg godt kunne løbe, hvis de kunne bruge en der ikke løb så hurtigt! Det kunne de, så jeg tog afsted tidligt på aftenen for at få min allerførste DHL oplevelse.

Det var fedt! Jeg løb for Nykredit, og de havde et stort telt med masser af mad og mennesker, og på en dag som i dag, hvor der altså var en smule regn, så var det bare skønt! Løbet gik selvfølgelig slet ikke efter planen! Den rolige tur blev hurtigt ændret til 25 minutter, så 24 minutter…. og da jeg så kom afsted, så var der jo som altid (efter hvad jeg har hørt) total kaos, så jeg løb jo bare… Og faktisk løb jeg en ret god slalom de første 3 km, mens det kneb lidt mere på de sidste 2, hvor jeg et par gange var helt nede at gå fordi jeg blev fanget i sving eller klumper! Men nuj for en selvtillidsbooster! Jeg tror seriøst jeg overhalede de første 500 mand på de der 5 km, og ja tiden endte så på 22.26. Altså blev der kun lagt 11 sekunder oveni i forhold til sidste uges PR løb. Og det kan jeg vist kun være stolt af, når man tænker på at DHL jo lige så meget handler om koordination og held, som det handler om løb 🙂

Dagens 5 km overraskede desuden på pulsprofilen, som ligesom sidste uge viste en gennemsnitspuls på 185 – på trods af et noget mindre flydende og flow-agtigt løb. Og derudover så var dagens makspuls kun på 192. Men det skyldtes ganske enkelt at det var helt umuligt at spurte op mod mål, da der virkelig var flaskehals de sidste 300-400 meter.

Men dagens løb viser ligesom, at sidste uges løb ikke var held og noget helt vildt for mig! Jeg kan faktisk løbe de her hastigheder! Og jeg er total tændt på at forbedre det nu! Jeg skal så meget tempo-, bakke- og intervaltræne så snart jeg er helt klar igen! Og der skal bare gives gas, så jeg inden året er omme forhåbentligt har været under de 22 minutter (ja ja, og også under de 21 minutter, men hvis det bliver i 2013, så er det også okay)

Lige en lille Kalundborg update

Så er det vist tid til at afsløre lidt mere omkring min fremtid som Kalundborgenser (eller hvad det nu kaldes). Jeg har nemlig allerede fået mig en lejlighed, og den 15 september er den min! Så om et par uger skal der pakkes og flyttes. De tidlige forberedelser blev indledt i weekenden, hvor jeg var et smut i Jylland for at pakke de ting jeg har stående i Jylland (Den korte historie til at jeg har ting i jylland er, at jeg for 3½ år siden lige havde en periode med bopæl i kina og siden da har jeg bare aldrig fået pakket mine ting ud!) Men nu er alle tingene stablet og pakket og klar til afgang mod Kalundborg, hvor jeg glæder mig som et lille barn til at få alt pakket ud!

Det gik ret så nemt og smertefrit at finde en lejlighed i Kalundborg. Efter min blog fik jeg et par fif til hvem jeg kunne kontakte (tak igen), og ad den vej havde jeg pludselig et par fremvisninger, og den søde “boligdame” kom lige med et par ekstra adresser, vi lige kunne kigge på, når vi nu lige var i Kalundborg – og her var der BINGO på en af dem!:) Og nu glæder jeg mig bare til at flytte. Ja ja og så glæder jeg mig alligevel ikke, for det der flytteræs er ikke helt min kop te! Derfor kan jeg trods alt glæde mig over, at jeg kun skal flytte en lille reol, 4 stole og så tøj og alle de der småting man har (som alligevel fylder alt for meget). Det betyder selvfølgelig at der skal købes stort set alle møbler, når jeg ankommer til Kalundborg, men det tager vi til den tid 😉 Ja ja det med sengen er nok lidt kritisk, men jeg skal prøve at huske at købe en luftmadras, så jeg trods alt har et sted at sove indtil jeg når til at få anskaffet mig møbler 😉

Og da jeg nu har set på lejligheder i Kalundborg, så fik jeg også set lidt mere af byen. Det vil sige gågaden og Holbækvej (men sammenlagt med Novo området, er det vel også en fornuftig del af byen). Men jeg så da også ud af øjenkrogen nogle bakker og jeg så noget natur – og jeg var vild med det jeg så.. At jeg så forvekslede det der egentlig var nærmest midt i byen med et “industriområde” – ja den har jeg slugt, og jeg tror stadig på at Kalundborg bliver en succes! og jeg glæder mig!!

Dagens blog skal lige have to ord om træning! Men ikke meget mere… Sidste uge førte til en irriteret hoftebøjer og lige nu er jeg derfor Frøken Fornuftig og holder mig fra løb for at give den ro, så den er klar til fredagens DHL stafet (og jeg er fandens stolt over at være så fornuftig!)

Når jeg ikke kan løbe, så kan jeg altid spise flødeboller ikke 😉 Billedet er fra sidste uges flødebolleløb og er taget er Jan K. Madsen (og jeg er vild med det!)

Flødebolleløbet

For næsten to måneder siden begyndte jeg at løbe i AK73, hvilket jeg den gang også skrev en blog om. At jeg lige netop valgte AK73 hang meget sammen med, at det var den klub jeg havde størst kendskab til, ligesom det betød meget, at jeg havde et indtryk af at klubben var rigtig hyggelig og ikke kun fokuserede på at løbe hurtigt 😉

Jeg kendte nemlig AK73 fra deres legendariske flødebolleløb, som jeg havde æren af at overvære sidste år. Løbet er et 10 km løb, som foregår på en 400 meter rundstrækning, og efter hver runde skal der indtages en flødebolle! Så i løbet af de 10 km når man at indtage 24 styks!!! Og selvom jeg ikke selv har prøvet, så er jeg absolut klar over, at det er noget af en udfordring!

Netop i dag var det tid til flødebolleløbet igen! Da det der med at være medlem af en løbeklub i København hænger meget dårligt sammen med en flytning til Kalundborg, tog jeg i dag ind og løb opvarmning med de andre, hvorefter jeg sagde tak for det korte bekendtskab til de andre 🙂 Mens de andre gik i gang med intervaltræning (jeg tager stadig lige en slapper efter min 5 km triumf i tirsdags ) tog jeg hen i hjørnet af Fælledparken, hvor flødebolleløbet blev afholdt! Her skulle der lige heppes lidt, da jeg kender en del der deltog.. Men altså jeg blev selvfølgelig grebet af stemningen, endte med at hjælpe med at uddele flødeboller samtidig med jeg heppede, og selvom jeg hoppede af kulde, så endte jeg jo med at være der helt til slut – hvorefter løbernes præstationer også lige skulle evalueres med de andre…. så ja, den der lille luntetur inklusiv lidt hep endte med at blive sådan et næsten 4 timers projekt!

Men skidt pyt med det! Jeg har fået varmen igen og sidder nu hjemme og slapper af og glæder mig over at jeg kunne lunte 15 km i dag uden at mærke noget i hoftebøjeren (den største udfordring var næsten at holde tempoet nede!) Og så fik jeg jo fornøjelsen af at se næsten 50 seje løbere spise flødeboller og løbe samtidig 🙂

22.15!!!!!!!

Jeg fatter ikke tiden….
Dagens 5 km blev som sagt løbet til Kastelløbet. Starskuddet lød klokken 18.30, og jeg var klar! Klar og spændt! Egentlig ikke nervøs, men meget spændt på hvad kroppen nu egentlig kunne, og om den der hoftebøjer ville brokke sig.

Starten gik og jeg kom hurtigt til at ligge blandt de 15 forreste. De første par km gik ud ad langelinie og retur til kastellet. Tempoet var højt fra min side, og jeg måtte lige dæmpe det et par gange! Men det føltes egentlig meget fint. En styrtende løber foran mig fik mig et kort øjeblik til at miste fokus på langelinie, men hun kom heldigvis op og var okay, selvom hun (som hun selv sagde) røg helt ud af rytmen… Jeg overhalede hende herefter og strøg videre…. Allerede her havde jeg faktisk hæftet mig på en anden løber – Hanne, som jeg ikke kender, men som havde navn på trøjen! Hun løb lige i det tempo jeg godt gad holde hele vejen! Hun var noget mere overskudsagtig, vinkede og snakkede med vejviseren! Jeg holdt bare min mund og løb, og prøvede at tage den med ro og samtidig holde tempo. Første km fløj afsted på 4.29, nummer 2 og 3 røg på 4.23, og så var jeg igen nede på 4.29 på den fjerde! Her var vi igen oppe på volden på kastellet! Den sidste bakke var hård! Men op kom jeg, og jeg hang stadig lige bag Hanne. Vi havde hele vejen igennem overhalet folk, og var efterhånden langt oppe fornemmede jeg – uden at ane andet end at jeg var i top 10.

Sidste km var hård, men så alligevel ikke så hård som forventet. 600 meter før mål overhaler jeg Hanne og en anden løber, og 100 meter efter tænker jeg bare FUCK! Det var dumt!! Men jeg holdt dem bag mig, og på de sidste 100 meter præsterede jeg at sætte en god spurt ind! Jeg fløj over målstregen – og til jorden! Træt, glad, overrasket, overvældet…. det var bare fucking fedt! Men jeg fattede da slet ikke det var gået så godt, og fattede slet ikke at jeg havde lavet en ny fantastisk PB! Jeg var ikke bare nået under 23 minutter – jeg var fandens tæt på 22! 22.15 blev tiden….. og ja, næste mål må selvfølgelig være de 22!

Jeg fatter slet ikke timingen
Alt i alt var alt perfekt! Jeg timede løbet fuldstændig perfekt – uden faktisk at have overvejet hvordan den lige skulle times. Jo jo, jeg havde tænkt jeg skulle holde mig under 4.42 min per km, men det var også de overvejelser jeg havde haft! Men at jeg holdt tempo hele vejen, ikke blev overhalet en eneste gang, men kun hentede de andre var jo en drøm jeg slet ikke havde overvejet kunne blive sandhed for mig.

Bortset fra nogle parkruns tror jeg endda at dagens løb var mit første 5 km løb nogensinde, så jeg kan vist kun være tilfreds! And i am….

Men mindst af alt fatter jeg placeringen!
Jeg havde ærligt talt ingen anelse om hvad nummer jeg blev! Men da mit navn blev kaldt op var jeg alligevel lidt forundret – og jeg tjekkede da også straks hans seddel med tider for at erkende, at de havde fejl i deres tider, for selvom jeg stod som nummer 3, så var det altså ikke min tid! Men selvom det ikke blev til en 3. plads, så blev det simpelthen til en 4 plads! Og selvom det er den der trælse placering, hvor man lige nøjagtig ikke vinder noget… så er jeg faktisk lige præcis hamrende ligeglad og bare pissehamrende stolt! For jeg fik en 4 plads!!! Jeg har vel aldrig været i top10 i et løb tidligere! og jeg har aldrig løbet 22.15 før! Oveni har jeg lavet PB med over 2 min!

Så faktisk – hvis man regner alle de faktorer med, så blev jeg nummer 1 i dagens løb! Jeg køber bare min præmie selv…. det er også okay 🙂 Jeg skal bare lige finde ud af, hvad jeg gerne vil have at præmien er 🙂

Dagens startnummer (jeg tror sgu jeg gemmer det som et minde – noget jeg aldrig troede skulle ske)

Så venter første 5 km løb i morgen

Kastelløbet i morgen aften
Så nærmer den første test sig – nemlig kastelløbet, hvor den står på 5 km i forhåbentligt et fornuftigt tempo. Jeg har intervalløbet, løbet tempoture og har særligt givet den gas med bakkeintervaller og trappeintervaller. Kort sagt har pulsen altså været oppe et par gange! Derudover så har jeg holdt kilometermængden nede, så benene burde være (nogenlunde) friske. Og ja så har jeg også fået gjort noget ved de der ekstra kg som fulgte med jobsøgningen – en proces hvor belønning og lokkemiddel i form af nutella-madder var meget fremtrædende (ALT for meget!)

Så ja, der er altså potentiale for at det er i morgen jeg får hevet nogle sekunder af min 5 km tid, som i “nyere” tid ligger på 24.28 (eller noget deromkring) Det ville være stort at komme under 23 min, men jeg tror jeg satser lidt lavere i første omgang, så jeg ikke risikerer at dø ved 3 km 😉

Men der er også en anden årsag til, at jeg ikke sætter forventningerne for højt. I går måtte jeg nemlig erkende, at jeg havde utroligt svært ved at gennemføre mine balanceøvelser på venstre ben – og det er desværre skidt nyt, for det tyder lidt på en overbelastning.. Jeg har gearnet helt ned i dag, og håber at det er klar i morgen. Går det galt, så spæner jeg ikke afsted for at få en god tid og risikere noget…. så det bliver med den i baghovedet at jeg stiller op i morgen 😉

Når det er sagt, så håber jeg viiiirkelig ikke jeg mærker noget til det! Jeg håber desuden at DMI tager fejl og at temperaturen bliver 15 grader i morgen, og så håber jeg at jeg får løbet mig selv helt og aldeles ud 🙂

Så kryds fingre for mig 😉

Og så hold i øvrigt øje med bloggen, for der er godt nyt på vej – både træningsmæssigt og kalundborgmæssigt 🙂 Og så er forberedelserne til cracey, som jeg skrev om sidst, også påbegyndt 😉

Mit unavngivne badedyr (det må jeg gøre noget ved inden løbet) har prøvet trøje og var vist meget tilfreds med størrelsen..

Nyt race på raceplanen

Så er der kommet et nyt race på min raceplan (som godt nok pt er meget tom med kun 5 km løbene kastelløbet (21 august) og DHL(31. august)). Men det her løb bliver sgu stort! Det er hverken ultra eller noget der skal løbes hurtigt, men det er ægte Sidsel-style idet det er ganske crazy!

Tjek linket, så forstår du hvad jeg taler om 🙂

Ja som i måske har set, så er det nemlig et løb med badedyr! Man er 4 på et hold – 2 personer og 2 badedyr! Og jeg har det perfekte team bestående af Hr Ironman Dennis og frøken Seje Sidsel, og så 2 badedyr som vi endnu ikke helt har på plads endnu (overvejer noget med en audition, da et så godt team jo absolut ikke kan gå ned på hverken udstyr eller teammates). Reglerne er noget med at man skal ud til flest muligt poster på en time, og hele holdet skal med! Posterne er placeret både på land og i vand, så det skal nok blive udfordrende (jeg må huske mine svømmebriller!!)

Uh det bliver fedt….. Måske der er flere der er friske på at joine 🙂 Jeg tør godt love kamp til stregen fra vores side 🙂

Billede fra Craceys facebookside

Og lad os så lige afslutte dagens blog med en update på min træning! Benene er gode igen efter sidste ude, som var virkelig hård, men jeg har været træt! Helt og aldeles træt, delvist pga alt det der sker i mit liv med en flytning der skal tages stilling til, nyt job, afslutning af arbejdet på nuværende job, men også pga stramt program med feriehygge! Træningen blev i tirsdag uskiftet med et besøg i Odense, hvor jeg bl.a. fik sagt hej til min gode vej kæmpeskildpadden i Odense ZOO, og i går blev træningen erstattet af søvn 😉 I dag startede jeg dagen klokken 6.00 og klokken 6.50 begik jeg mig ud på rolige 20 km i løbeskoene… Men roligt var tydeligvis et ganske godt tempo i morges, idet jeg nåede hjem i et tempo jeg ofte ikke formår at holde på en 5 km 🙂 Så træningsmæssigt rykker jeg mig altså, selvom jeg føler mig lidt træt og sløv indimellem 🙂