Dagen(e) derpå.. om mad, søvn, stængerne og gensynet med løbeskoene.

Stive stænger.. eller faktisk knap så stive stænger
Allerede da jeg gik i mål efter de 6 timer i lørdags var jeg godt klar over, at benene slet ikke var så mærket som de var sidste års deltagelse i ALOTs 6 timersløb, hvor det blev til 58,8 km. Jo jo, benene var trætte og ømme, og ja ømme kan måske nok godt udskiftes med, at de gjorde ondt! Men jeg blev slet ikke spændt og stiv på samme måde som sidste år. Og efter en god time i bilen, var det da heller ingen sag at komme ud af bilen og op af trappen.

Og til stor glæde og overraskelse gik jeg søndag rundt uden de store problemer. Søndag var godt nok lidt interessant i forhold til trapper, men bortset fra det, så kunne jeg såmænd gå normalt rundt 🙂 Derfor var jeg også allerede søndag frisk på at bevæge benene lidt ved noget meget rolig svømning (lad os bare kalde det vip med tæer og ankler – alt andet ville nok være en overdrivelse!).

Om mandagen kom der godt nok en del kommentarer omkring min trappegang på arbejdet (også fandens træls at arbejde på to etager, som man skal bevæge sig imellem!), men mandagens svømning var nu reelt svømning! Jeg var selvfølgelig stadig træt, og derfor blev det da også mest til lidt vandplaskeri og lidt svømning med en pullbuoy inden jeg blev for kold og måtte give op efter en halv times træning. I går var det imidlertid en fest! Trapper kunne nu forceres i rimelig normal stil, og det var da også i går, at jeg var tilbage i løbeskoene på en rolig 6’er. 🙂 (og jeg glæder mig vildt meget til at skulle ud og løbe igen i morgen!!)

Uden mad og søvn…. fungerer jeg bare ikke
Så faktisk har det ikke været en udfordring for mig, at bevæge mig rundt efter lørdagens løbetur. Den største udfordring jeg oplevede efter turen var som forventet at spise og sove! De to ting har tidligere været et problem, og derfor kom det ikke som en overraskelse. Jeg havde forberedt mig og lavet mad – både som jeg havde med til løbet og som jeg havde klar herhjemme! Og selvom det ikke lykkedes mig at spise så meget de første par timer, så fik jeg trods alt gjort noget ved det senere, og fik spist en hel masse. Sulten var godt nok fraværende de første 3-4 timer, men derefter skete der ting og sager! Jeg spise aftensmad 2 gange i løbet af aftenen, og måtte op og spise hele to gange i løbet af natten…. Jaaa, jeg er næsten stolt af den bedrift! 🙂

Jeg er i hvert fald stolt af, og glad for, at jeg faktisk slet ikke har været ved at gå sukkerkold i dagene efter lørdag, og det tror jeg simpelthen skyldes, at jeg fik fyldt godt op i løbet af aftenen og natten.

Søvnen var desværre et noget større problem! Jeg tror jeg sov 5 timer fra lørdag til søndag! Min krop kunne slet ikke forstå, at den skulle slappe af og ligge stile. Den var helt spændt og klar til “kamp”, og søvnen og natten var mest af alt bare utrolig frustrerende. At der så også skulle skiftes tilbage til normal tid gjorde det bare endnu mere frustrerende. Søndag var derfor hård… men jeg kom igennem!

Hvad man ikke ser…. findes ikke
Tidligere har jeg oplevet hævelser af højre ben. Da min familie er ramt af primært lymfødem er jeg jo meget opmærksom på det, og især hvordan det udvikler sig. Derfor havde jeg også tænkt på hvad jeg kunne gøre under og efter løbet, og jeg havde valgt at håndtere det med masser af kompression! Efter løbet kom der derfor straks nye kompressionsstrømper på, ligesom jeg efter et bad også straks blev komprimeret godt omkring ankler og lægge. Sådan forløb de næste 36 timer, kun afbrudt af en svømmetur og et par “pauser”. Mit ben hævede nemlig ikke for alvor op, men der var tydeligvis mere pres på det højre ben. Derfor gjorde det simpelthen ligefrem ondt nogle gange, og jeg måtte derfor have kompressionen af et par gange. Men hey – jeg kunne holde det nede! Det kunne ikke ses, ergo fristes jeg til at overbevise mig selv om, at det ikke er der… i hvert fald for nu 🙂

Så kort sagt, så har dagene derpå været rigtig gode den her gang! Jeg har stadig et kæmpe problem med søvnen!!! Men jeg er klart blevet bedre til at spise efter sådan et langt løb, og stængerne har haft det så meget bedre end hvordan jeg husker det var sidste år. Jeg føler absolut at jeg kunne løbe 15 km i morgen og at jeg kunne gøre det uden at mærke noget… Det er en fed følelse! Dog kan jeg berolige jer med, at jeg selvfølgelig ikke gør det (lad os bare sige, at jeg (på den hårde måde) lærte noget sidste år, og derfor skal jeg bare nyde det og komme stille og roligt i gang igen)

Ja….. jeg er da så godt nok også blevet lidt forkølet efter de der 6 timer! Derfor skal den her uge også bruges på, at komme helt ovenpå igen og undgå at den der lurende hoste bliver til noget, og derfor har jeg da også måtte droppe resten af ugens svømning (men jeg når det jo nok….). God onsdag aften derude i stuerne 🙂

Onsdagshygge under mit nye tæppe.

Reklamer

Lidt mere om hvordan de 6 timer forløb

Som lovet følger her en lidt nærmere beskrivelse af min vej mod de 61 km i går 🙂

En kold optakt
Klokken 9 i går morges ankom jeg til Tueholm søen på en meget kold, men smuk morgen! Startnummeret blev hentet og der blev hilst på en masse af de andre løbere, og samtidig udvekslet kommentarer omkring hvordan benene lige føltes osv. Det var som sagt virkelig koldt, så jeg brugte en del tid på toilettet, hvor der dels var dejligt varmt og dels var en fantastisk varmeblæser, som sko, hænder og fødder fik et par ture under. Før starten begyndte der heldigvis at ske lidt med temperaturen, og selvom der stadig var frost på græsset, tror jeg vi nåede at snige os op over de 0 grader. Derfor var det da stadig ikke nogen fornøjelse at skulle smide jakke og bukser og stille klar til start, og jeg havde også taget både handsker, buff og pandebånd i brug.

Så smukt var der over Tueholm Sø kort før starten. Foto: Anni Pedersen

Den største fest – de første 35 km
Et par minutter over 10 gik starten. Jeg fandt egentlig relativt hurtigt ind i et fornuftigt tempo, og efter kort tid løb jeg side om side med Jan, som jeg endte med at følges med stort set hele vejen. Mit planlagte udgangstempo var 5.35 min/km, og man må sige at vi ramte den ret godt! De første 35 km blev i hvert fald løbet med et gennemsnitstempo på netop 5.35 min/km. Og de første 35 km gik ganske enkelt også som en leg. Vi løb, snakkede lidt indimellem og ellers fulgte de første 35 km et mønster, hvor vi holdte hinanden nede i tempo og efter hver km lige noterede os om tempo skulle op eller ned. På 3. runde (efter 6,6 km) startede jeg efter min plan mit væske og energiindtag. Jeg spiser meget sjældent gels eller drikker energidrik, derfor kan jeg ikke prale af at have øvet energiindtag skide godt. Og efter endnu en runde kunne jeg da også konstatere, at problemet fra sidste års 6 timers løb igen ramte mig – sidestik! To runder måtte jeg on-off kæmpe med det skidt, og faktisk var det nok her jeg oplevede de største smerter i går! Da jeg efter to runder var ok igen gad jeg overhovedet ikke drikke eller spise igen, selvom det var planen. Derfor røg planerne allerede der, da jeg ventede endnu 4,4 km før jeg havde mod på det igen. Herefter var der heldigvis ingen problemer, og alt gled uden problemer!

Mens der stadig var overskud. Foto: Bubby Jacobsen

Den snigende krise
Men efter de 35 km skete der noget – i hvert fald for mig! Fra at have følelsen af, at kunne løbe forever, så kunne jeg lige pludselig ikke længere holde tempo. Der fulgte en 5-6 kilometers kamp, hvor jeg prøvede at holde tempoet lidt oppe, for derefter at erkende, at tempoet simpelthen bare måtte ned – og det var ikke de der 15-20 sek per km, som jeg havde planlagt! Nej det var nærmere 30 sek! Planen havde egentlig også været at sænke tempoet allerede efter de 20 km, og dermed var jeg jo også et godt stykke foran min drømmeplan på det her tidspunkt. Men kort sagt røg tempoet ned! Og diskussionerne med mig selv startede for alvor! “lorteprojekt” og “opgive” var to ord der kørte rundt i hovedet og særligt fra 38-de 43 km var der en form for krise. Egentlig var det ikke sådan en rigtig krise, men bare en stor lang diskussion! Da jeg rundede marathondistancen i tiden 3.58 var jeg også bare rimelig træt af mit valg om at løbe 6 timers og ikke marathon!

Men jeg kæmpede mig videre med falske løfter om en snarlig gåpause (den blev konstant udskudt og optrådte derfor først efter de 6 timer). Jeg havde i lang tid en enorm fokus på tiden! Hvis jeg bare nåede 5 timer, så var der kun 1 time igen! Det var et vigtigt punkt for mig – mit “point of no return”. Derfra var der kun en vej, men vejen til de 5 timer var indimellem hård (og krævede godt nok lange diskussioner)!

Manglende energi og ømme stænger
Efter de 5 timer stoppede diskussionerne med mig selv oppe i hovedet, og herfra blev der for alvor talt antal tilbageværende runder og tilbageværende km! Jeg var stadig foran drømmescenariet, så jeg droppede fuldstændig fokus på tempo og fokuserede bare på at løbe, spise gels og drikke. Benene gjorde ad helvedes til ondt allerede efter de 45 km! I starten kunne jeg med bekymring mærke lidt på ydersiden af højre knæ, men kort tid efter gjorde det alligevel ondt alle steder, og jeg bekymrede mig egentlig ikke mere over knæet. En bekymring der dog i særdeleshed kom den sidste time var mit energiindtag. Jeg fik indtaget under 2/3 af den planlagte energi, og den sidste tid var der derfor kun energi til at fokusere, se lige frem og flytte benene. Der var mange heppere og også løbere der var udgået, og jeg beklager meget at min eneste respons i mange tilfælde højst var et lille vink med håndleddet – men det var det der var tilbage på daværende tidspunk! Da vi løb i mål på runde nummer 27 og dermed passerede de 60 km havde Jan og jeg begge fejret ny PR. Jeg havde faktisk indtil 30 minutter før slutfløjtet ment, at jeg ville gå over og tage min jakke når jeg kom i mål på de 60 km og derefter bare ville gå de sidste minutter. Men så kom den gode gamle stædige Sidsel alligevel tilbage til sidst, og så skulle der selvfølgelig spænes de sidste minutter! Og spænes blev der (i slow). Nøjagtig 1066 meter løb vi ud på en ny runde før slutfløjtet lød!

Ansigtsudtrykket siger vist alt! Der kæmpes virkelig her. Foto: Anni Pedersen

Resultatet
Dermed landede vi begge på 61.033 km – en ny PR til os begge! Det var så ganske fantastisk! Da slutfløjtet lød røg jeg til jorden med min sutteflaske (fancy løbevandflaske) og lå bare og drak, mens jeg kiggede mod himlen og så sol, måner og stjerner, som bare sejlede rundt for mig! Da jeg kom op igen var det fantastisk at kunne gå i mål! 6 timer i konstant løb og i godt selskab (TAK Jan) var overstået. Jeg havde stået stille i depotet i få sekunder hver gang der skulle vand i min flaske, men ellers var der ikke blevet gået et eneste skridt.

Så det var en meget meget glad Sidsel, der kunne gå i mål efter at have fået markeret positionen og fået udleveret et tæppe! Jeg var sgu lidt rørt, og var faktisk også ved at blive en tudeprinsesse allerede da jeg var klar over, at vi nåede de 60 km!

Det må have været et skønt syn for folk der gik tur ved søen, da vi efter løbet alle gik mod mål iført røde tæpper. Foto: Anni Pedersen

1066 meter
På den sidste omgang nåede vi at løbe 1066 meter! Dermed skete det vildt utrolige, at jeg sluttede nøjagtig samme sted i går, som jeg gjorde for et år siden. Sidste år løb jeg 26 omgange plus 1066 meter, og i år blev det altså til 27 omgange plus de her 1066 meter! Det er sgu da vildt!

Da ruten var 2221 meter lang betød det, at jeg igen endte på nøjagtig den modsatte side af søen! Og dermed havde jeg igen i år den længste vej tilbage mod mål! Faktisk har jeg siden sidste år snakket så meget om, at jeg ikke skulle ende på den anden side af søen igen i år, og så er det da fantastisk at jeg ikke kun ender på den anden side af søen, men faktisk ender lige nøjagtig på samme spot!

Til alle jer der var derude, og alle der har ønsket mig tillykke. Tusind tak! 🙂
Og jeg kan berolige jer med, at bortset fra et imponerende væskende brandsår fra pulsmåleren og selvfølgelig lidt ømme stænger, så har jeg det ganske fint i dag 🙂

Jeg er fucking sej!

Kort update her fra bilen på vej hjem mod kalundborg. Det var en fest i dag. En mindre krise da jeg efter 3,5 time måtte erkende at tempoet skulle en tand nedad..

Nå men hvordan gik det så… Det er jo nok det i alle venter på at høre 😉 det gik simpelthen så meget over forventning at uret efter de 6 timer sagde 61 km plus en sjat ekstra.

Så ja jeg er glad, og meget stolt. Måske egentlig også bare i sig selv stolt over at jeg løb i alle 6 timer. Nå men nu skal jeg spise og slappe af, og så kommer der mere om løbet i morgen eller hvornår der lige bliver tid og overskud

Klar parat til 6 timers løb…

Så er det I morgen det går løs med 6 timers løb i Albertslund! Jeg har voldædt pasta og risengrød som jeg plejer og hvis alt går galt, tror jeg i hvert fald godt jeg kan trille et par km før jeg går helt i stå. Jeg har pakket tøj, væske, gels og hvad jeg ellers mener jeg får brug for… Jep jeg er sgu ved at være klar!

Når det så er sagt, så er jeg ikke helt afklaret med hvad jeg egentlig er klar til! Altså jeg har lige stået og beundret mine biceps’er og min sixpack (den er der sgu nu!) i spejlet, og benene sidder også på! Men jeg kommer ikke udenom, at jeg er noget af en black box. Jeg ved lige nøjagtig hvor mange pushup’er jeg kan lave og hvor længe jeg kan stå i diverse planker, men hvor længe jeg kan løbe, er et meget åbent spørgsmål! Forhåbentligt kan jeg løbe i 6 timer…. Forhåbentligt kan jeg også løbe næsten lige hurtigt i alle 6 timer… Men går jeg kold efter at have rundet 25 km eller sætter hjernen ud og fortæller mig at det er et “lorteprojekt”, ja så ved jeg også bare, at træningen skulle have været anderledes for at opnå et bedre resultat…

Lørdagen må afklare alle de spørgsmål jeg kunne stille mig selv…. Det vigtigste er lige nu, at jeg kommer af sted og måske også at jeg får et par mentale sejre med hjem. Mentalt har det sejlet lidt for mig ind imellem. Jeg er ikke helt den Sidsel, som (citat min mormor) bare beslutter sig for noget og så er så stædig, at jeg bare bliver ved og ved indtil målet er nået. Det er heller ikke nogen katastrofe, at jeg mentalt er blevet lidt blødere, men jeg håber dog at kunne vise, at jeg godt kan mande mig op når det gælder!

Jeg ved jeg kender mange andre der deltager. Hvis jeg ikke når at sige hej og god tur i morgen, så skal der i hvert fald lyde et “god tur og rigtig meget held og lykke” herfra 🙂

I dag er det sejesidsels fødselsdag…

I dag er det simpelthen et år siden jeg skrev mit første blog-indlæg under navnet sejesidsel! Da jeg jo har skiftet blog-side midtvejs kan jeg ikke sige, at det er bloggens fødselsdag, men jeg synes det er fair nok at fejre 1 års dagen for mit blogger-navn sejesidsel.

Der er bestemt sket meget på det år! Det mest tydelige er at jeg nu ikke længere blogger for Aktiv Træning, men i stedet på min egen blog. Jeg var oprindeligt rigtig glad for at blogge for Aktiv Træning, og det at jeg startede som blogger hos dem, har uden tvivl haft en stor betydning for mig. Jeg er ikke sikker på at jeg havde udviklet mig så meget (måske nok både træningsmæssigt, men også som person), hvis ikke jeg havde begyndt at blogge om min træning (og lidt af alt det andet), og Aktiv Træning skal have æren for at jeg kom i gang. På den anden side viste Bonnier koncernen sig fra den side, som bekræftede mine fordomme. Ting skulle foregå lidt for meget på deres måde og til fordel for dem – og kun dem. Blogsystemet var ikke særlig brugervenligt og at det kun kunne anvendes med en bruger på deres hjemmeside, var desuden ingen fordel (for med sådan en bruger, så har du afleveret din emailadresse til Bonnier, og så sker der ting og sager i ens inbox…)

Så da der var en mulighed for et “naturligt” brud, så valgte jeg altså at starte bloggen her op (men det ved i jo sikkert allerede). Jeg har været super glad for netop denne blog. Glad for wordpress generelt, og glad for bare at være “mig selv” og kunne gøre ting lige nøjagtig som jeg helst vil.

I starten af sejesidsel tiden var jeg top-motiveret og skrev om alt mellem himmel og jord. Selv i min første skadesperiode var motivationen høj. Da 100 km løbet på Als glippede var jeg i starten meget afklaret, men alligevel forhindrede det ikke en mindre nedtur 1-1½ måneds tid efter. Jeg kom lynhurtigt i gang ovenpå skaden, men jeg var bare blevet skide bange for de der skader, lysten var svingende, og i forhold til bloggen, så følte jeg ikke rigtig jeg havde noget at komme med, og jeg følte mest af alt jeg bare gentog mig selv… Pludselig var den tid ovre og lysten var der igen, og jeg har i hvert fald bestemt lyst til at skrive igen. Jeg er måske nok i vildrede og meget uafklaret i forhold til hvad jeg gerne vil i fremtiden, men jeg prøver at lade være med at se det som et problem og ser frem ad… og venter egentlig bare på at se hvad fremtiden bringer…

Men efter 1 år er det nok meget passende at sige tak til alle jer der har læst med, alle der har kommenteret og ja bare jer alle sammen ikke. Jeg er glad for jeres feedback og glad for at se, at i ikke har fået nok af mig indtil videre 😉 Jeg håber selvfølgelig i hænger på, og følger med i hvad jeg finder på næste gang……

🙂

Der tages tilløb til, at der (forhåbentligt snart) skal ske noget med træningen….

Jeg er måske nok god til at få ting gjort, men når det drejer sig om nye ting, og jeg egentlig har de meget fint i de faste rutiner, så er jeg nogen gange utrolig god til at snakke og snakke, i stedet for at komme til noget handling. Men sagen er jo altså den, at jeg er tilmeldt Hammer Trail til maj, og derfor skal jeg altså i gang med noget trail-løb!

For nogle uger siden løb jo 5 Tårn Motions eget løb Extrem Tøseløb, som var et trailløb, men lidt forhindringer indlagt! Og 2 dage efter løbet var jeg fuldstændig slået ud pga en meget øm og smadret ryg! Så jeg ved, at jeg skal have gang i træningen, så jeg undgår en gentagelse af den oplevelse… Undskyldningerne har imidlertid været mange! Først og fremmest venter et løb om en uge, og det er nok ikke super smart at omlægge træningen super meget så tæt på et løb, og derudover så mangler jeg ganske enkelt nogle trail-sko (var pænt meget ved at lave et meget pænt styrt til tøseløbet i mine “asfalt-sko”). Egentlig er det jo to meget gode undskyldninger, men de der sko har jeg så også overvejet at købe i de første 3-4 måneder! Men nu har jeg i hvert fald besluttet hvilke jeg skal prøve at få fat i, og forhåbentlig lykkes det i morgen! Og om en uge er det der løb også overstået og dermed ikke en gyldig undskyldning længere!

Derfor har jeg “researchet” lidt i dag. Jeg har nemlig være i skoven for at se lidt på mulighederne, og jeg kan konkludere, at Forskoven, som ligger på Asnæs (en 7-8 km fra mit hjem) ser ud til at være et super sted for mig at starte. Der er først og fremmest stier, så jeg kan starte ud med x antal km på stier og så en mindre mængde på skovbunden. Derudover er der åbent og generelt bare lækkert! Der er strand til begge sider, hvilket også giver lidt muligheder, og så er der også bakker inde i skoven! Så jeg tror bestemt jeg har fundet det rette sted at starte min træning op 🙂

….. der er måske et problem! Det var i hvert fald så hyggeligt ude i skoven, at min indre biolog brød ud og jeg jo lod mig rive totalt med! Derfor endte jeg med at gå og kigge efter svampe og dyr og hvad der ellers var at finde…. Så det kan være det bliver næste “udfordring” eller direkte undskyldning for mig 😉

Dagens flotteste fund i Forskoven! 🙂

Skov og strand – ikke dårligt 🙂

Nedtrapningen er til forandring en sand fornøjelse!

De der har fulgt med i noget tid har nok tidligere hørt mig brokke mig over hvor forfærdeligt det har været at skulle trappe ned før løb. Men den her gang er sagen stik modsat! Jeg har glædet mig og jeg ser især frem til næste uge, hvor der for alvor trappes ned. I ugens løb er der blevet trappet lidt ned, men det er for alvor fra i dag, at jeg giver benene ro, og faktisk også prøver at tage en slapper med resten af kroppen.

Der er ingen tvivl om, at ugens to nattevagter, som for alvor slog mig ud i går og delvist i dag har en stor betydning for at jeg bare synes at nedtrapning er helt fantastisk lige nu – jeg trænger ganske enkelt til ro og ikke mindst søvn 🙂 Derudover har den her lidt svingene løbelyst også lidt at sige. Jeg elsker at løbe så snart jeg er kommet af sted, men det sker altså lidt oftere for tiden, at jeg virkelig skal tage mig sammen for at komme af sted. Jeg tror dog ikke der er grund til panik. Jeg har trods alt rykket helt og aldeles op i mit liv og tilværelse de sidste 5-6 uger. Er flyttet til en ny uge, har mødt 1000 nye mennesker og er startet på et nyt job – jeg har nok ganske enkelt været fyldt op, haft adrenalin pumpende rundt i kroppen og været spækket af indtryk, og nu er jeg måske bare faldet ned igen, og skal til at finde ind i en normal hverdag igen…

Så kort sagt, så glæder jeg mig bare til en uge, hvor jeg planlægger en masse “flad-ud” timer på sofaen foran fjernsynet. Der bliver lidt løb i morgen, tirsdag og torsdag, og umiddelbart, så er det nok det. Forhåbentligt virker det på den måde, at jeg på næste lørdag både har super friske og gode ben, og ikke mindst en enorm lyst til bare at løbe og løbe og løbe……. og løbe…. i alle 6 timer 🙂