Krafthelved for en lorte-måned!

Jamen altså, hvis der er en kvote for uheld – så har jeg helt sikkert opbrugt hele årets kvote i løbet af februar! Hvis man ikke orker brok, så bare stop her! Dagens blog er for en sjælden gangs skyld en rigtig BROKBLOG!

Måneden startede med at jeg vågnede op med en anelse om en sygdom, der var på vej. Dagen efter løb jeg noget så kæk marathon og hoppede rundt som en duracel-kanin og plaprede løs om, hvor syg jeg overhovedet IKKE var! Tre dage efter var jeg ligeså kæk at finde ved vandet i bikini med et badedyr under armen! Dagen efter var jeg syg! Syg og træt af at jeg måske havde været lidt for smart og lidt for kæk!

Da den her forkølelse, som egentlig ikke var så slem, men som bare tog en masse kræfter, var ovre.. Ja så strejkede højre fod! Fornuftig som jeg er farede jeg til fys, som igangsatte en behandling, som egentlig bare resulterede i, at jeg ikke kunne gå derfra igen… og ikke kunne gå indtil jeg besluttede, at behandle på min egen måde! To dage efter løb jeg igen!

Så skulle man tro, det skulle gå fremad… men nej nej, så kom der en omgang bihulebetændelse! Jeg har snakket med 3 læger og fortalt masser af historier. Da jeg selv var klar til antibiotika lykkedes det også at overbevise lægen om det (og senere kastede en ny læge nærmest pillerne i nakken på mig)! Efter en uge på pillerne begyndte kvalmen at komme – kroppen var slet ikke glad, og bihulebetændelsen var der stadig! Kvalmen har jeg heldigvis ikke haft i et par dage, og de sidste piller spiser jeg lige om lidt!

Og så skulle alt faktisk være godt…. Hvis ikke det var fordi, at jeg i går opdager at der igen er noget galt inde i kraniet! Heldigvis ikke mere bihulebetændelse – nej nej, nu havde jeg brækket en tand! Godt og grundigt endda! Til alt held, havde jeg en tandlægetid i dag… men inden det blev kl 16 i dag, måtte jeg indtage lidt større mængde smertestillende – noget der startede i løbet af natten, og ødelagde en ellers meget tiltrængt nattesøvn!

I dag kl 16 var så vendepunktet! Jeg fandt min nye tandlæge og smed mig i stolen.. Tanden var knækket, og ja det var ikke helt godt! I sådan en situation kan man vælge mellem pest (bedøvelse) eller kolera (smerte). Jeg vælger altid kolera – og det gjorde jeg også i dag. Jeg var så bare ikke helt klar over, at skidtet var helt smadret, og at behandlingen omfattede en meget grundig massage af min nerve! Jeg kan love for, at det gjorde ondt – men jeg slap trods alt for bedøvelsen.

Da jeg forlod tandlægen, var det som en ny og nogen mere overskudsagtig Sidsel. Jeg er godt nok stadig træt, men jeg kan da tænke på andet end smerte igen! Jeg spænede fra tandlægen hen for at træne – og fik klaret en god gang træning!

…. og i morgen! i morgen er det 1. marts! Det er forår, det er en ny måned! Og det er slut med uheld for mig! I morgen har jeg det top-godt igen og på lørdag løber jeg en super lækker 60 km træningstur her i kalundborg med en flok seje og fantastiske løbere 🙂 (og så lover jeg, at bloggen fra i morgen nok skal handle lidt mere om løb, og lidt mindre om ynk, smerte og sygdom! Og jeg lover at holde brokken lidt for mig selv igen)

Reklamer

Travle dage..

Hvem havde troet, at jeg skulle få så fandens travlt efter en flytning til Kalundborg! Nok ikke lige mig, men det er altså lige nøjagtig hvad der er sket. Den her uge, har været helt vanvittig. Jeg har nærmest ikke haft tid til at tjekke min email eller svare på smser (sorry…), så skørt har det været. Søvn er blevet nedprioriteret, og lige nu nyder jeg sjældne 15 minutter på sofaen inden det går af sted til løb, noget dinner og så svømning.

Mandag stod den på første løbetræning med Claus Heckmann, som jeg jo havde glædet mig meget til. Jeg var dog i søndags kommet til at smadre mine mavemuskler fuldstndig, fordi jeg endnu en gang skulle være lidt stædig og lidt smart. Det var derfor en noget ussel Sidsel, der stillede klar til løb. Men jeg holdt i, og fik gennemført dagens løbetræning, som bød på lidt tempoløb og også nogle input omkring løbeteknik. Det var helt klart en god træning, og en god gang afveksling fra de normale ture. Mandagen bød også på styrketræning og svømning før jeg ramte min seng!

Tirsdag eftermiddag stod på træning – en tung tur, hvor jeg var lidt mærket, og også lidt træt af at turen gik forbi apoteket for at hente mere antibiotika! Tirsdag aftens tema var lidt anderledes – opera! Der sker måske nok ikke så meget i Kalundborg, men man kan faktisk se opera i biografen, og det skulle selvfølgelig afprøves sammen med en kollega – og en flok andre 60+ Kalundborgborgere. Operaen vi skulle se var Aida – og den var super god, men som alle andre opera (i hvert fald dem jeg har set) – var den lige en time for lang! Det mente herren, der højlydt snorkede igennem under forestillingen vist også 😉

Så det blev sent, og jeg er om muligt mere flad i dag… i dag har den så stået på lidt træning indtil nu, og lige straks skal jeg altså ud af døren igen!

I morgen håber jeg at kunne slippe afsted med at smide mig på min sofa klokken 17 – og så flytter jeg mig ikke fra den igen! 🙂

Tid til langture igen

Nu er det vist tid til, at bloggen rent faktisk kommer til at omhandle løb og træning igen! Og heldigvis tillader helbredet efterhånden også dette. Penicillinen har virket i nogle dage, og i dag kan jeg røre venstre side af mit ansigt uden underlige smerter 🙂 Jeg er godt nok lidt mærket af penicillin, men det er trods alt noget, jeg kan se en ende på.

I går var det tid til første rigtige langtur siden kroppen begyndte at brokke sig for 3-4 uger siden. Planen var 30 km, hvoraf de midterste 8-10 stykker skulle løbes sammen med en veninde. Planen holdt næsten, idet det blev til 32 km. I betragtning af, at februar ikke lige har været min måned, så gik det såmænd ganske fint. Jeg havde planlagt at øve lidt fødeindtag i form af mandariner, ligesom jeg havde store planer om for en gangs skyld, at drikke nok væske! Væskeblæren var derfor godt fyldt og der var mandariner og også backup gels i lommerne… Men her kom penicillinen, så lidt på tværs. For lysten til både væske og mandariner var forsvindende lille, og km for km, blev den erstattet af en voksende kvalme, som det er i hvert fald er nærliggende at tro er relateret til penicillinen. Dermed blev de 32 km altså løbet uden indtag af noget som helst energi, og med et væskeindtag på kun omkring de 400 ml. Selvom det ikke lyder så skide smart, så føltes det ganske fornuftigt. Jeg fik så i stedet også fik tvunget en del væske og mad ned, da jeg kom hjem, og er på ingen måde mærket i dag.

En næsten fyldt væskeblære - efter lørdagens løbetur!

En næsten fyldt væskeblære – efter lørdagens løbetur!

Men stængerne klarede det fint. Selvfølgelig kan det mærkes i dem, at jeg igen løber normalt efter 2 uger uden særlig meget løb 😉 Men de føles ganske gode, og foden har ikke brokket sig over de 32 km. Derfor har jeg mentalt meldt mig klar til næste lørdags lange langtur – 60+ km ud til Røsnæs-spidsen og retur og ud til Asnæs-spidsen og retur. Ideen til turen opstod nærmest lige da jeg flyttede til byen, fordi jeg bare synes det må være den ultimative løbetur i Kalundborg-området. Så turen blev planlagt til næste lørdag kl 9. Først med en løbekammerat, men senere fortalte jeg flere om turen, og nu er vi faktisk en del der skal med. Det ser i hvert fald ud til, at jeg er sikret godt selskab på turens først 35-36 km. Hvorvidt jeg så har selskab på de sidste km, må jeg se i løbet af ugen – eller i hvert fald lørdag 🙂

Ruter til turen kan ses på facebook-siden her, hvor der også er lidt flere detaljer. Turen er nemlig åben for alle, så hvis der sidder nogen derude og trænger til en luftetur på lørdag, så er man meget velkommen til at tage med 🙂

Historien om min blindtarm…

For lidt over 3 år siden havde jeg aldrig rigtig haft hovedpine! Skal jeg være helt ærlig, så forstod jeg ikke helt hvad folk snakkede om, når de beklagede sig over hovedpine, og ikke kunne fungere normalt pga. noget så banalt som hovedpine. Men så fik jeg selv hovedpine! Jeg var lige flyttet til København og havde endnu ikke fået en læge i kbh. Derudover var det jo trods alt også “bare” hovedpine, så læge var ikke det første jeg tænkte på. Efter nogle dage måtte jeg imidlertid overgive mig til først hovedpinepiller, og senere måtte jeg flere gange til vagtlægen. Jeg fik stærkere og stærkere smertestillende piller. Jeg fik konstateret spændingshovedpine (ja gu fanden spændte det – med de massive smerter jeg efterhånden havde, så det var ikke overraskende, at jeg efter et par uger var total spændt i hele kroppen) og derfor fik jeg muskelafslappende medicin og fik besked på at komme til en massør.

Jeg følte ganske enkelt at jeg var ved at dø af smerte! Jeg havde konstant smerter i hovedet – smerter så stærke, at jeg bare havde lyst til at tude og skrige hele tiden. Jeg husker hvordan jeg bare sad og holdt om mit hoved og bare intet kunne. Til sidst sygemeldte jeg mig, og herefter fulgte en uge, hvor jeg hver dag var ved enten tandlægen, lægen eller på sygehuset. Der blev taget blodprøver – men infektionstal og alt så fint ud! Jeg fik testet alt muligt halløj. Tandlægen var inde over og konstaterede, at jeg sandsynligvis skar tænder om natten, og at spændingerne kom derfra. Jeg var forbi en neurolog, der konstaterede trigeminus neuralgi – som man på dansk kalder nervebetændelse i ansigtsnerven. Det medførte en ordinering af epilepsimedicin – som jeg nåede at begynde på og blev total skæv og underlig af – men smerterne var der altså stadig! Jeg blev sendt videre til en anden sygehus, hvor der blev taget røntgenbilleder af min kæbe (det førte et par måneder senere (da jeg var rask igen) til en diagnose på slidgigt i kæberne). Jeg var ved massør, som forsøgte at løse op for mine spændinger. Det gjorde fandens ondt, men var skide godt i 30 minutter efterfølgende! Så var smerten i hovedet tilbage – nu ledsaget af en stikkende smerte i den ene side af maven.

De efterfølgende timer kæmpede smerterne i maven og i hovedet om at være værst! Til sidst mente min daværende kæreste at jeg måtte til lægevagten. Jeg var da på et stadie hvor jeg ikke kunne snakke helt sammenhængende, så min daværende kæreste måtte ringe og prøve at overbevise lægevagten om, at jeg skulle tjekkes efter. Eftersom jeg i baggrunden tudede og mumlede “jeg har fanme ikke blindtarms-betændelse – jeg har bare ondt i hovedet – og min mave” var det måske ikke så overraskende, at lægevagten overhovedet ikke ville se mig. Men lidt senere måtte vi på den igen, og jeg formåede at holde kæft og fik lov til at komme til lægevagten. Efter 30 km i bil (i jylland er der langt til sygehusene) og lang tids venten var der en læge, der ville se på mig og gav mig den glædelige nyhed, at jeg skulle indlægges (tror bare jeg tænkte “giv mig nogen drugs”!. Jeg skulle bare lige gå over i den anden ende af sygehuset for at blive indlagt! I sig selv en af de sjoveste udtalelser jeg har hørt, eftersom jeg hverken kunne gå/stå/tale eller noget som helst… Nå til sidst blev jeg kørt derover… jeg blev indlagt, røg i sygehustøj, kastede op ud over hele lortet, af med alt tøj og sengetøj igen og i noget nyt (det er ikke sådan man scorer bonuspoint hos sygeplejerskerne kan jeg hilse og sige), og 3-4 timer senere vågnede jeg op til beskeden om, at min blindtarm var blevet fjernet!

Jeg var FULDSTÆNDIG ligeglad med den der blindtarm! Da jeg vågnede havde jeg for første gang i 4 uger ikke hovedpine, og jeg var bare så lykkelig for det!! Det var en fest – selvom det gjorde sindssygt ondt i maven. Man skal åbenbart hjem samme dag efter sådan en operation, og derfor kæmpede jeg mig ret hurtigt ud til en bil og kom hjem…. og efter et par dage kom hovedpinen desværre igen! Men nu ledsaget af en tydelig bihulebetændelse! Derfor måtte jeg igen til læge. Her fik jeg konstateret håbløse infektionstal og røg nu på antibiotika.

To kure med antibiotika og utrolig meget ulækker bakteriefyldt snot senere var bihulebetændelsen væk, og det samme var hovedpinen altså. Første kur var godt nok ikke nok til at fjerne betændelse og efter en lille laboratorietest for resistens (udført af mig selv i lab’et til stor morskab for min læge) fik jeg ordineret en ekstra kur med en kæmpe høj dosis, som altså klarede det hele. Efterfølgende har jeg ingen symptomer haft. Jeg stoppede ret hurtigt på det der epilepsimedicin og det der slidgigt i kæben har jeg aldrig mærket noget til! Jeg har derfor haft en meget stærk mistanke om, at jeg jo netop havde haft den her bihulebetændelse hele tiden, og at det var den der helt fra starten var årsag til alle smerterne!

Siden da har jeg ikke haft hovedpine på samme måde… Jeg har heller ikke haft bihulebetændelse – indtil jeg altså fik det konstateret i går. I går blev jeg imidlertid enig med min læge om, at antibiotika ikke var den rigtige løsning i første omgang. I dag ændrede skidtet så karakter og jeg har været ramt af spændinger og en hovedpine i kategorien, hvor man bliver helt rundtosset og ikke er i stand til at se lige ud eller tænke klart! Så nu er jeg altså blevet sat på en antiobiotika-kur, og så håber jeg altså, at det fra nu af kun går fremad 🙂 Og så håber jeg, at den her omgang hovedpine ikke medfører tab af flere organer eller flere sære nervesygdomsdiagnoser og slidgigtsdiagnoser 🙂

Nu gider jeg ikke flere små-bump på vejen!

Først en forkølelse, så en træls fod… Forkølelsen forsvandt heldigvis relativt hurtigt, men kroppen er selvfølgelig stadig lidt mærket. Efter en uges store fodproblemer er der heldigvis også styr på det igen.

Men alt i alt har de sidste par uger altså budt på meget få løbeture og samlet lige omkring 60 km. Det er altså ikke så meget, og det er lige så tilpas lidt, at løbeabstinenserne har været store! Derfor var det da også fantastisk da jeg i søndagdags uden problemer løb 9,5 km uden smerter og ubehag og ikke mindst med et kæmpe overskud – som jeg havde lidt svært ved at styre.. Mandagvar det helt umuligt at styre, og jeg endte med at spæne 6 km, hvoraf de sidste 5 blev løbet i et tempo meget hurtigere end hvad jeg normalt gør.

Jeg kan hurtigt slå fast, at det selvfølgelig ikke er det smarteste i verden, at give lidt los lige nu. men ja, jeg synes bare det har været så fantastisk at være tilbage og kunne løbe igen. Heldigvis har jeg heller ikke haft problemer, og i dag er det da også blevet til næsten 18 km – dog i et mere fornuftigt tempo!

Så alt i alt går det den rigtige vej igen – og jeg er sgu glad! Desværre er der lige endnu et bump på vejen (men jeg håber det er det sidste). Jeg er nemlig nu den heldige ejer af en omgang bihulebetændelse. Det er ikke en slem omgang – jeg er egentlig slet ikke snottet eller som sådan mærket, men jeg er bare så betændt inde i kraniet, at der er punkter på min kind, som jeg overhovedet ikke skal røre ved! Og som den kolde vind overhovedet heller ikke skal blæse ind på, når jeg løber! Og som desværre gør at hele venstre side af ansigtet snurrer og føles meget underligt, når jeg spurter af sted… Så ja, det kunne være værre, men det er altså lige lidt træls. Derfor håber jeg altså, at det snart forsvinder, og at jeg så kan komme helt ovenpå igen:)

Den irriterende patient..

Ja det er tydeligvis mig! I går fik jeg nok! Efter i tre dage at have fulgt fyssens anvisninger, og efter i tre dage ikke have været i stand til at gå normalt, så skulle det fanme være slut.

Trin et var at få en second opinion på hvad der lige foregår – den kommer mandag.

Trin to var at beslutte at jeg ved bedst (ikke nødvendigvis en strategi jeg vil anbefale ubetinget. Men en strategi som jeg tror er den rette lige nu).

Men jeg kommer nok ikke udenom den lidt længere version af hvad der sker for den tå. Jeg gad bare ikke rigtig skrive om det sidst fordi jeg var klar over at jeg gerne ville skyde skylden på mine sko, vejret, sneen, ja bare noget andet, i stedet for at indrømme at jeg nok ene og alene selv er skyld i det pga stor træningsmængde. Som sagt er højre storetå øm og ikke så bevægelig, hvilket går stået på i de her ca 14 dage. Jeg har indtil i tirsdags kunne gå og løbe uden smerter og ubehag og har haft stor gavn af massage af fod og læg. Fyssen ordinerede imidlertid is og ingen massage… Og så gik det ellers ned af bakke.

I går genoptog jeg varmebehandling og massage og i dag går jeg uden smerter gået 2 km og føler mig egentlig overbevist om at jeg vil kunne løbe (jeg nøjes dog med en svømmetur). Jeg går ud fra at det ikke er så svært at forstå at jeg fortsætter min egen behandling, og så er jeg selvfølgelig lidt spændt på hvad næste uges fysbesøg resulterer i 🙂

Efter en fredag hvor optimismen ellers var på vej væk, kan jeg i hvert fald glæde mig over, at den igen er tilbage 🙂 god weekend derude..

En februar i spinningen og svømningens tegn

Februar startede fesent med sygdom… Februar fortsatte fesent med fastfrossen cykellås og en storetå som måske ikke var stivfrossen – men i hvert fald stiv. Og lige nu tyder det så på at februar fortsætter i samme spor lidt endnu og måske endda ender med at være helt igennem fesen..

Ingen marathon til mig på lørdag på skør tå
På lørdag var der marathon på amager på programmet – men desværre har jeg måttet droppe de planer. Under og efter min sygdomsuge har jeg haft en træls stiv storetå, som har været øm i grundledet når jeg har trykket hårdt på den. Det har egentlig ikke bekymret mig det store, men efter at jeg fortsat kunne mærke lidt efter pause, så valgte jeg i tirsdags at tage til fys….. og så gik det ellers ned af bakke!

Den lange historie er lang og kedelig.. Den korte er, at jeg indtil mit første besøg hos fyssen gik ubesværdet omkring. Efter fys besøg og udførelse af øvelser som jeg fik ordineret, så kan jeg ikke gå på foden. Jeg fatter ikke en skid, og har nok også bare erkendt, at jeg nok ikke kommer til det. Jeg har i stedet flyttet fokus på det jeg kan – og det er altså spinning og svømning.

Så der bliver spinnet (det er vist godt nok ikke et ord) løs fra nu af og indtil jeg føler mig ovenpå igen.. Svømningen skal også have en skalle, men desværre betyder vinterferien her ved verdens ende, at svømmehallen kun har åbent fra 10-15! og det kan bare ikke hænge sammen for mig. Men fra weekenden må jeg gøre lidt ved det der svømning igen 🙂

Jeg glæder mig til at lufte min fine nye badehætte!

Jeg glæder mig til at lufte min fine nye badehætte!