Fuck dig KONG VINTER

1. marts betyder officielt forår! Men det er vist sjældent tilfældet. En af mine løbevenner skrev en dag på facebook, at det nærmere var fra den 25. marts, at det var forår (jeg tror det var noget DMI havde udtalt sig om). Fakta er, at nu er det sidste dag i marts – den 25. marts er passeret, og jeg har indtil i dag kun set meget meget lidt forår…

Jeg har det fint med at løbe om vinteren, men jeg har det tydeligvis ikke helt så fint med at løbe i vintervejr om foråret. Det burde jo ikke gøre den store forskel, men mentalt har jeg sgu lavet et selvmål her, fordi mine forventninger har været lidt for høje 😉 Nu er stilen ændret! Strategien er lavet om – nu går jeg i forårsmode – og så må foråret da til at følge efter. Lige i dag, er det jo så faktisk også ret så forårslækkert, og jeg håber da virkelig også, at det holder ved nu! Men den nye stil betyder ganske enkelt, at er det nu er slut med lange tights og vanter, og den nye stil er allerede i dag blevet testet.

Og faktisk, så var det slet ikke kold – og det selvom jeg er noget kuldeskær! (Jeg kan dog stadig godt frygte de der morgenløbeture – og det kan godt være at vanterne bliver fundet frem til de ture). Men jeg forsøger at holde fast (i hvert fald indtil jeg skifter mening). Inden længe vender jeg snuden mod Fyns land og det bliver også med korte tights i tasken! 🙂 (og her kan jeg godt afsløre, at det også er lidt af nød, da der er en væsentlig udfordring forbundet med at pakke til sådan en tur bestående af et par besøg, bio-tur, overnatning og to transport-løbeture – når jeg på løbeturene skal kunne have alt i min løberygsæk (ja og samtidig skal ud i byen og helst ikke ligne en omvandrende løbefreak)!)

Den nye stil (de helt korte må lige vente lidt endnu)

Den nye stil (de helt korte må lige vente lidt endnu)

Og så skylder jeg måske lige et par ord omkring status for stænger/ankler mv. efter fredagens marathon. Jeg kunne godt mærke mine stænger under løbet i fredags, og pga en ordentlig omgang optapning var jeg også hele tiden fokuseret på min højre ankel. Fredag aften bød på høje stilletter og masser af hygge. Måske ikke det mest optimale for et par marathon-stænger, men alligevel vågnede jeg lørdag op med stænger, der hverken var ømme eller umiddelbart voldsomt trætte. Anklerne har heller ikke brokket sig, og jeg har derfor allerede i dag løbet uden bekymringer for anklerne. Med den forestående nedtrapning regner jeg med, at jeg ikke oplever flere problemer på den front 🙂

Fra fredagens marathon. Der blev lige sludret og fulgt op på verdenssituationen. Foto: Hanne Rasmussen

Fra fredagens marathon. Der blev lige sludret og fulgt op på verdenssituationen. Foto: Hanne Rasmussen

Reklamer

Dagens marathon-projekt blev completed i god stil

Endnu en gang var det tid til at komme forbi skønne Amager til et marathon. I dag blev der både fejret 2 x 40 års fødselsdag samt et marathon nr. 100. Så i den anledning var der depot med lækkerier og som altid var der selvfølgelig fantastisk stemning. Opvarmningen bestod af nogle transport-km og kl 9.30 gik starten. Jeg havde i går opdaget at en tidligere studiekammerat var tilmeldt, så vi skulle selvfølgelig løbe og snakke lidt og lige få fulgt op på hvad der var sket siden sidst. Det var skide hyggeligt, og passede også rigtig godt med mine planer for dagen

Dagens to projekter
Jeg havde nemlig en lille plan for dagens løb – eller faktisk to. Den første og vigtigste var, at jeg ville forsøge, at løbe turen helt uden indtag af energi (Her må der godt rystes på hovedet og tænkes – lorte-projekt!, og så igen, så mener jeg stadig projektet var godt og til dels fornuftigt). Mit depot ses derfor på billedet og bestod altså af 2 stk tyggegummier, og så 1½ liter vand i rygsækken. Dagens anden projekt var koblet lidt op på det første – nemlig test af min nye lækre Salomon væske-rygsæk. En rygsæk som jeg fik for en uges tid siden og som ikke havde været i brug (her tænker nogen nok – test altid nyt udstyr før brug.. og ja, det er nok en god ide, men altså jeg har bare ikke gidet teste den på en 10-15 km tur).

Dagens overdådige depot :)

Dagens overdådige depot 🙂

Lad mig starte med rygsæk-testen. Jeg startede godt nok med at bande og justere på stropper efter 50 meter, men det for nok forventeligt eftersom den bare sidder højere og anderledes end min anden rygsæk. Efter lidt tilvænning gik det derfor faktisk rigtig godt! På et tidspunkt blev jeg godt meget bevist om, at rygsæk-sports-bh-kombien ikke var helt vellykket. Og ja, det ses nok tydeligt af billedet, at jeg ikke igen tager samme sports-bh på, når jeg vil bruge min rygsæk. Derudover så fungere det super. Jeg havde været lidt skeptisk overfor at slangen føres op til munden nedenfra, men det fungerede faktisk fantastisk, og jeg havde klart nemmere ved at drikke af den, end af min anden blære/rygsæk. Når det er sagt, så lykkedes det mig ikke helt at drikke nok. Det blev til 750 ml, så derfor blev der efter løbet hældt en del indenfor.

av av av altså...

av av av altså…

Mht energiindtaget (eller mangel på samme) så gik det projekt faktisk overraskende godt. På de 15-20 km syntes jeg godt nok det var lidt hårdt! Men jeg var måske allermest ramt af vejret! Sne og blæst var ikke lige hvad jeg havde regnet med, og altså ikke lige favorit-vejret. Som tiden gik, så gik det i hvert fald bedre og bedre. Jeg løb de første 26 km med min studieveninde, hvor der blev snakket og hygget, og hvor tempoet til sidst røg et tak nedad. På de sidste 3 omgange havde jeg derfor en portion opsparet energi, som skulle knaldes af – og det blev den! Jeg har godt nok ikke kigget data endnu, men jeg tror ikke det er meget forkert at påstå, at de sidste 16 km blev løbet med et tempo omkring de 5.25 min/km. Selvfølgelig blev det hårdt til sidst, men kriserne udeblev, og jeg kan nu sige, at jeg har gennemført et marathonløb uden energiindtag 🙂

Men ja, hvorfor overhovedet kaste sig over sådan et skørt projekt? Det lyder måske lidt hjernedødt og uigennemtænkt. Og jeg indrømmer gerne, at tidspunktet kunne være bedre valgt, da jeg har brug for effektiv restitution lige nu, men sådan blev det så bare ikke…. men derudover så er der altså en mening med projektet! Det handler om, at jeg over nogle måneder har forsøgt at tvinge kroppen over på mest mulig fedtforbrænding når jeg løber! Og det gør jeg af den simple årsag, at jeg på sigt vil løbe længere, og at jeg derfor vil kunne drage stor nytte af at min krop er god til fedtforbrænding og knap så afhængig af at få energi under løb.

Tørre kedelige facts
Selvom det ikke er det der betyder mest for mig, så skal der jo tal på bordet! Sluttiden blev 3.59.58 – og ja der blev spænet igennem de sidste 3 km, da jeg kunne se, at jeg kunne time den til under 4 timer ved at løbe under 5.15 på de sidste 3 km 🙂 De 26 første km var i fantastisk selskab, og de sidste foregik som ego-løber med musik i ørerne. På de sidste 16 km blev der overhalet en del, og jeg fik på baggrund af de km en del ros bagefter (total snedigt at slappe af i starten for så at overhale en masse til sidst, og dermed få dem til at tro, at man har holdt det tempo hele vejen 😉 ). Efter en lille omvej efter mål (jeg havde jo slet ikke været i depot og manglede derfor lige 150 meter, som jeg lige tog foran depotet) skulle der spises, skiftes tøj og hygges ind der lige var et par transport km og en metro tur tilbage mod byen

Nu venter en lille lur (pga sårene, bliver det IKKE på ryggen), og så forsøger jeg at gøre lidt ved væskeblancen og den seneste uges (efter mine standarder) skræmmende alkohol-indtags-statistik 😉

Rigtig god påske derude! Og tak for i dag til alle jer der var med på Amager.

Nedtrapning – men først lister jeg lige et marathon

Den 14 april venter årets første 6 timers løb. Det er et af de løb jeg har trænet frem mod, og hvor jeg håber at lave en ny PR på distancen. Derfor er det også snart tid til lidt nedtrapning, så jeg kan komme til start med friske ben. Trappetræningen blev gearet godt op i tirsdags med over 2000 trin over vel næsten 25 minutter (fed fed træning – dog er jeg stadig lidt skuffet over manglende ømme stænger), men nu skal der så geares ned. Træningsmængden er egentlig også allerede nedsat, men desværre er der sket det samme med søvnmængden, så effekten er fuldstændig fraværende.

Men inden der for alvor sker noget med nedtrapningen, så lister jeg altså lige et fødselsdags-marathon i morgen tidlig ude ved Henriette (som er en af fødselarerne) på Amager. Det er lidt et sats med en så lang tur lige nu. Måske ikke så meget fordi det er tæt på 6 timers løbet, men nok mere fordi jeg jo stadig passer lidt på min ankler. Men jeg har virkelig bare lyst til at komme lidt ud og løbe igen, og lige at kombinere det med et par dage i København, er lige hvad jeg har lyst til og brug for lige nu 🙂 Og selvom jeg har trænet frem mod 6 timers løbet, så overlever jeg nok, hvis det skulle kikse – lige nu glæder jeg mig bare til i morgen!

Men fra næste uge bliver der så trappet ekstra meget ned, og jeg ser frem til at have en del ekstra tid til alt det, jeg ikke har nået de seneste par uger – og så glæder jeg mig selvfølgelig til at have tid til at nyde det der forår som forhåbentligt kommer her i april!! 🙂

Trappetræning

Sidste weekends strabadser på det Bornholm har sat sit præg! Jeg kigger sgu langt efter bakker og andre udfordringer. Anden del af lørdagens løbetur foregik med løbeklubben og gik forbi Kystskoven – en skov som pludselig ser fantastisk ud, fordi der er stejle bakker! Jeg kiggede langt, men jeg løb med de andre… Faktisk havde jeg en hård dag i går, så det var måske nok lidt sært, at jeg var så begejstret over at se bakker! Men begejstret var jeg, og da vi nærmede os Bøgebakken og mine løbebuddies kommenterede bakken var jeg svær at holde tilbage og prøvede forgæves at overbevise de andre om, at vi lige skulle tage en tur op og ned!

De 95 fantastiske trappetrin!

De 95 fantastiske trappetrin!

Men altså jeg løb med de andre tilbage til klubben, og bagefter gik det hjemad, men først lige forbi en god lang trappe! 95 trin er der til toppen, og efter 19 km var det en succes at kunne løbe 10 ture op og ned i jævnt tempo. Selvfølgelig var det hårdt! Der blev muligvis bandet en lille smule, men det var virkelig fedt! Faktisk så fedt, at jeg både i dag overvejede at skulle derhen igen (fornuften vandt) ligesom jeg også overvejer at jeg skal forbi i morgen (jeg bør vente til tirsdag….)

Det giver måske også sig selv i morgen! Jeg har i hvert fald ømme lår i dag, og hvis det er værre i morgen, er jeg nok mere til en flad tur. Alt i alt har weekenden budt på næsten 40 km i løbeskoene (og alt muligt andet godt – både træningsmæssigt og af andre mere afslappede ting), og anklerne har det fint. Faktisk så fint, at jeg begynder at overveje, at der skal løbes et lille marathon i næste uge…. men jeg ser stadig lige tiden an 🙂

Foredrag med Rasmus Henning

Onsdag aften i Kalundborg plejer at stå i træningens tegn! I den her uge var spin og svøm imidlertid erstattet af et besøg på Kalundborg Gymnasium til foredrag med Rasmus Henning. Som (næsten) altid var der lidt pres på efter job, for at nå træning og nå at spise og komme af sted… Der er som regel et omvendt proportional sammenhæng mellem stress/hektisitet og hæmninger hos mig. Og da dagen havde været lidt hektisk var det først og fremmest en sejr, at nå frem til foredrag i tide! Men de hektiske timer havde også medført, at hæmninger var en by i Rusland. Så efter meget kort betænkningstid gik jeg i teenagemode og stormede hen og hilste på Rasmus Henning og fik taget et fint billede af os sammen 🙂 (Man må slå til, når der er en star i byen!)

2013-03-20 18.57.40

Foredraget var om Rasmus karriere, om succeser og fiaskoer, om hans træning og lidt om hvad han laver nu. Det var super spændende! Jeg har tidligere læst Rasmus Hennings bog – og været meget begejstret! Foredraget gjorde mig ikke mindre begejstret! Der er ingen tvivl om, at Rasmus er en virkelig hardcore atlet med en fed indstilling til træning, og så er han samtidig en dejlig person (ja ja jeg er stadig lidt teenage-forelsker – det er sådan noget der sker, når man bor i Kalundborg).

Rasmus talte en del om nogle af hans største succeser – bl.a. om hans bedste løb – et løb hvor alt var perfekt!. Han talte også om at vende fiasko til succes og om at tilpasse mål, når omstændighederne ændrer sig. Noget han bl.a. selv var igennem, da han kort tid før Ironman på Hawaii i 2009 brækkede hånden og pludselig skulle tage stilling til om løbet var kørt, eller om han kunne stille op under lidt andre forudsætninger end forventet! Han var også omkring de store fiaskoer og skuffelser og om at bearbejde disse. Desuden talte han en del om “succescirklen”, som indeholder nogle af de nødvendige elementer for at opnå succes, ligesom han talte om en “pyramide”, der beskriver hvad der driver ens træning. Det var ret interessant at se det opstillet på den måde. Pyramiden er ligesom kostpyramiden, og er så inddelt i følgende lag:

Øverst: Viljen
Næst-øverst: Pligten
Næst-nederst: Målet
Nederst: Glæden

Pointen er så, at træningen primært skal drives af glæden! Dernæst af Målet! Og indimellem må man så stramme ballerne og gøre det af pligt eller vilje. Jeg har tidligere nævnt, at målet kom før glæden i min træning, når jeg blev lidt for fokuseret, og at dette ikke var en skide stor succes. I netop sådanne situationer, vil jeg fremover prøve at tænke tilbage på pyramiden 🙂 Rasmus snakkede om hvordan pligten kunne motivere indimellem. Når man om ham har været eliteatlet og har haft sin sport som “job”, og har haft masser af sponsorer og folk omkring sig, som har forventet noget af en, så kan jeg sagtens følge ham! For sådan en jubel-motionist som mig, er pligten nu nok ikke så fremtrædende! Selvfølgelig er der nogle der ønsker, at det går mig godt, og som jeg gerne vil gøre det godt for… Men jeg får sgu stadig mad på bordet og det ændrer reelt ikke det store i mit liv, om jeg træner alle dage, eller om jeg kun træner de dage, hvor vejret passer til mit humør 😉

Men alt i alt en super god aften ved verdens ende! Jeg håber absolut, at der i fremtiden kommer flere muligheder i samme dur, og desuden kan jeg kun opfordre til at bruge en aften i selskab med Rasmus Henning 🙂

Sådan skal den ged barberes!

Som jeg allerede har skrevet, så fik jeg kort før jul sat min mor i gang med et løbeprogram! Opbakningen på hjemmefronten var måske ikke overvældende, og kommentarer som “tror du selv hun fortsætter, når du er taget hjem?” hørte jeg vist et par gange!

Men min mor er bare verdens sejeste mor og begynder-løber! Hun har vist sig som et pragteksempel! Jeg behøver slet ikke udlevere løbeprogrammer mere, men bare sende links ud til hendes endomondo-profil! Hun har på imponerende vis løbet hver ENESTE mandag, onsdag og lørdag siden den 22. december. Hun har fulgt programmet til punkt og prikke og i lørdags gennemførte hun efter 12 ugers træning en 5 km tur i den flotte tid 34 min 14 sek! Hun var godt nok lidt beskeden og skrev til mig, at hun løb langsomt – men jeg synes sgu det er en god tid og er sgu lidt (nej meget!!) stolt af hende!

Jeg har så godt nok opdaget, at hun valgte at “pjække” på hendes første dag for det nye program! Men da hun nu bor der hvor der rent faktisk var snestorm, så er hun alligevel undskyldt – og endomondo har også sladret om, at hun har været af sted i dag 🙂 Og nu er det jo faktisk heller ikke så vigtigt om hun lige glipper en enkelt træning indimellem.. Det der er vigtigst er jo, at hun bare oplever fremgang og har det godt med løbet. Og eftersom hun lige har fortalt mig, at hun glæder sig hver gang hun skal ud at løbe, så kan jeg vist godt kalde det en lille succeshistorie 🙂

Onsdag aften i Kalundborg er igen travlt – i aften dog med andet en træning. Rasmus Henning har nemlig lagt vejen forbi verdens ende, og jeg skal lige straks af sted til foredrag 🙂

Fantastisk trailcamp i det Bornholmske

Fredag eftermiddag gik det af sted mod Bornholm fra København. 50 trailløbere – nogle garvede, men også nybegyndere som mig – var klar med rygsække fyldt med løbetøj og løbegear! Turen gik over Ystad, så allerede få timer efter ankom vi til Tejn IF’s klubhus på Bornholm.

Som jeg allerede har nævnt, var sidste uge en hård en for mig! Da vi havde indtaget aftensmaden og skulle til at klæde om til aftenens løbetur, var lysten til at gå i seng umiddelbart noget større end lysten til at skulle ud og løbe 11 km med pandelampe. Men det er selvfølgelig ikke på første tur, at man melder pas, og da vi kom af sted var det jo også fantastisk – omend lidt køligt. Turen startede kl 20.30 og gik tværs over den nordlige del af bornholm tilbage til klubhuset. Turen foregik i kuperet terræn i skov og ad andre større og mindre stier, og så selvfølgelig med pandelampe! Fredag morgen skrev jeg “batterier” på min huskeliste – og det eneste jeg glemte, var så netop batterier (og faktisk også solbriller). Jeg løb derfor med en noget svagtlysende pandelampe, som måske også var medvirkende til, at jeg allerede fredag lige fik tævet mine ankler lidt.

Fra fredag aftens pandelampe-tur

Fra fredag aftens pandelampe-tur

Jeg kan love for, at jeg sov godt den nat! Som altid var jeg dog vågen klokken alt for tidligt! Benene var heldigvis ikke mærkede efter fredagens tur selvom der både havde været lidt bakker og nogle tæv til anklerne. Lørdag skulle bruges i området omkring Hammershus! Efter inddeling i mindre grupper løb vi af sted op og ned, op og ned og utroligt nok endnu mere op og ned! Benene havde det fint og turen fra havnen og op ad alle bakkerne gik fantastisk (endnu en succesoplevelse i hus – selvom bakker er hårde, så kan jeg sgu godt altså!) Til gengæld blev jeg big time udfordret af underlaget! Trailløb findes selvfølgelig i mange grader, og jeg må indrømme, at jeg som begynder absolut er tilhænger af de knap så udfordrende spor. Efter en 5 km løb samledes alle og vi fik en instruktion i klippeløb, hvorefter vi selv prøvede kræfter med det. Det var sjovt og fedt, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg også sagde, at det var fandens hårdt og svært!

Om eftermiddagen var vi ude på en lidt længere tur, hvor der igen var spor af varierende sværhed. Eftermiddagsturen var absolut dagens højdepunkt for mig, fordi vi her løb lidt mere jævnt. Vi var ude på meget stejle stykker, hvor det ikke var muligt (i hvert fald for mig) at løbe, men der var også store stræk, hvor man kunne løbe op og ned. Da bussen kørte tilbage til klubhuset lørdag eftermiddag, havde jeg derfor ikke kunnet begrænse mig og havde løbet næsten 25 km i et noget anderledes terræn end den asfalt jeg normalt mest tilbringer min tid på 😉 Søndag morgen da jeg vågnede fortalte mine ankler mig derfor, at jeg nok ikke lige skulle spille superwoman den dag! Til min store overraskelse (og lidt glæde, eftersom venstre ankel har drillet lidt over vinteren) var højre ankel mest smadret. De første to timer af søndagen brugte jeg derfor på en intens diskussion med mig selv om hvorvidt jeg skulle løbe de her 25 km! Søndagens program lød nemlig på en rundtur på Hammer Trail ruten, som er de her 25 km! Faktisk en tur, som jeg hele tiden havde glæder mig meget til, og som jeg utroligt gerne ville løbe, så jeg ved lidt om hvad der venter til Hammer Trail i maj. Det fornuftige valg havde helt sikkert været ikke at løbe! Men med et udgangspunkt der lød på, at jeg ville løbe de 25 km, var kompromiset med 10-12 km pludselig også utroligt fornuftigt. Problemet med de der ankler var, at så snart jeg var bare lidt varm, så kunne jeg intet mærke! Derfor var det vigtigt, at lave en klar aftale med mig selv inden vi begyndte! Jeg overholdt aftalen, og løb under 12 km.

De 12 km var til gengæld rigtig gode og hyggelige, og ikke mindst flotte. Jeg var med forbi Hammershus, nede langs vandet i nærheden af Vang (et område, der dog er lidt for udfordrende til min smag – og som bliver et stykke der kommer til at tage tid i maj), igennem stenbruddet ved Vang – fantastisk flot og også lige omkring Jons Kapel. Selskabet var super, overskuddet var der og vejret var fantastisk!

Jeg kan skrive en hel masse, men lige her siger billeder meget mere end ord.. 🙂

Holdfoto før starten lørdag morgen.

Holdfoto før starten lørdag morgen.

Lørdag formiddag - på vej op til Hammershus

Lørdag formiddag – på vej op til Hammershus

Lørdag formiddag.

Lørdag formiddag.

På vej opad.

På vej opad.

Mere fra lørdag formiddag.

Mere fra lørdag formiddag.

Samling før løb på klipper.

Samling før løb på klipper.

Nogle af de klipper der blev trænet på.

Nogle af de klipper der blev trænet på.

På vej ned ad bakke - jeg illustrerer vist min tvivlsomme teknik med et squat-agtigt trin.

På vej ned ad bakke – jeg illustrerer vist min tvivlsomme teknik med et squat-agtigt trin.

Der trædes forsigtigt.

Der trædes forsigtigt.

På toppen af fyret lørdag eftermiddag.

På toppen af fyret lørdag eftermiddag.

Fra søndagens tur.

Fra søndagens tur.

Ved Jons kapel.

Ved Jons kapel.

Udover løb var der selvfølgelig masser af plads til hygge og også til at købe og høre lidt om Salomon løbegear. Derudover var der foredrag om Jacob Vestergaards UTMB tur i 2009 (jeg er jo nybegynder i de her kredse, men UTMB er tydeligvis noget af det (hvis ikke det) ypperste for trailløbere). Det var super spændende at høre om Jacobs tur og om hans træning mv, og jeg havde også fornøjelsen af at løbe med Jacob som guide om lørdagen, og fik derfor også udpeget nogle af de steder han havde brugt i sin træning. Alt sammen var super godt og hyggeligt. Selvom man deltog uden at kende en masse, så var det en fantastisk tur, hvor jeg virkelig fik udvidet min horisont og fik lært en masse. Nu forstår jeg hvorfor naturen og skoven er så meget mere spændende end landevejene, jeg har på egen krop mærket de ekstra udfordringer man kan finde her og jeg har lært meget om, at tempo er fuldstændig ligegyldigt, når bare der “sker” noget andet!

Jeg har helt sikkert fået en masse med hjem, som jeg kan bruge fremover! Når jeg løber, er jeg vant til at slå hjernen fuldstændig fra – nærmest lukke øjnene og bare bevæge mig derudaf! I løbet af weekenden har min hjerne været så meget på overarbejde! Jeg har oplevet løb fra en helt anden side! Jeg har løbet og været top-koncentreret og fokuseret! Fokus har været af allerstørste nødvendighed, og det er blevet straffet hurtigt og kontant de gange fokus er røget sig en tur. Det har været fedt, at prøve at løbe på den måde! Men det har også været hårdt. Hårdt både for hovedet, også lidt for egoet (når det blev for teknisk og pulsen som en følge deraf røg helt ned, så var det bare ikke helt ligeså sjovt). Alligevel har jeg også lært, at man sagtens kan løbe i et tempo, som jeg for en uge siden ville mene var en joke!

Men hvad så nu? Konverterer jeg til trailløber?? Nej, det gør jeg altså ikke! Det gør jeg ikke, fordi jeg stadig elsker mit egen asfalt-tonser-paradis, og nok også fordi trailløb, stadig vil kræve lidt ekstra tid og transport af mig, og det har jeg bare svært ved at finde. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil løbe mere trail – det bliver bare mest for afvekslingens skyld.

Kort sagt, så er det svært at få armene ned efter sådan en fed weekend. Jeg sejrede sgu over mig selv – ikke kun i løbet af weekenden! For faktisk fik weekenden mig til at tænke på, hvor meget jeg bare har flyttet mig det seneste år – og jeg kan sgu godt være stolt. Fra at være total mudderforskrækket-prinsesse-løber, så tør jeg og kan jeg altså noget nu! (og der skal nok komme mere, selvom jeg ikke kommer til at gå all-in på trail). Mht anklerne – ja så vil jeg sige det sådan, at hvert et skridt jeg tager i dag minder mig om en rigtig fed Bornholmer-weekend! Og selvom jeg bliver mindet om turen med smerte-jag, så smiler jeg sgu stadig 🙂

På finnens top!

På finnens top!

Så til sidst bare en opfordring om at tage af sted på sådan en camp – læs mere om det på Tejn IF’s hjemmeside, og kort sagt – bare gør det!

(Billeder er i øvrigt tyv-stjålet fra facebook og er taget af flere andre deltagere. Håber ikke der er nogen sure miner over mit tyveri, men ellers må i sige til)