Evaluering af forårets konkurrencer

6 hårde uger er overstået. 6 uger, som jeg havde planlagt allerede før årsskiftet, og set meget frem til lige siden. Planen var oprindeligt at løbe følgende 4 løb/distancer:

14. april: 6 timers løb – slagteriløb (Horsens)
20. april: 50 km, ALOT ultramarathon (Albertslund)
4. maj: Hammer Trail, 25 km (Bornholm)
19. maj: 50 km, Sketchers Ultra (Bramming)

Undervejs kom der et par ændringer til – 50 km løbet i Albertslund blev udskiftet med et marathon, og 50 km i Bramming blev udskiftet med 100 km – begge to beslutninger, som jeg ser på som helt rigtige beslutninger. Egentlig er det måske også lidt “flot”, at kalde det “planen”, for det var nok oprindeligt tænkt, som en liste over hvad jeg drømte om 😉 Jeg var derfor før første løb meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at gennemføre alle løb. Men nu 6 uger senere kan jeg se tilbage på 4 gennemførte og fantastiske løb, og ikke mindst på 6 uger, hvor jeg i gennemsnit har løbet mere en 90 km pr uge.

Jeg har i løbet af de 6 uger bevist overfor mig selv, at der er mere i mig end hvad jeg selv lige troede – og det er sgu fedt, at kunne afslutte en serie af konkurrencer med den konklusion!

Men for at komme lidt mere rundt om mine løb, så begyndte det med 6 timers løb i Horsens, hvor jeg havde meldt ud, at jeg ville løbe 66 km. Jeg havde på ingen måder et perfekt løb, men jeg kom fint igennem, og endte med 65,552 km utroligt tæt på mit mål på de 66 km! Jeg formåede at holde et næsten stabilt tempo hele vejen igennem, og kom igennem uden at få stive stænger. Desuden gav løbet mig en fin 2. plads, og jeg havde bare en super hyggelig dag 🙂

Allerede weekenden efter havde jeg næste løb i kikkerten – Ultramarathon i Albertslund. Jeg lurede længe på distancerne. 100 km var ikke inde i mine overvejelser, men først skulle jeg helt sikkert løbe 50 km, så skulle jeg løbe marathon, så overvejede jeg vist ligefrem at løbe halvmarathon i Lyngby (vist nok BT’s halvmarathon). Så fuckede hoftebøjeren lidt op og pga. en løbeaftale tog jeg alligevel ud og løbe. Det betød til gengæld, at jeg mentalt forberedte mig på at weekendens løb helt skulle droppes! Dagen efter var alt dog godt igen, her overvejede jeg 5 km parkrun i Fælledparken, og alligevel endte jeg samme dag med at beslutte at jeg skulle løbe marathon!! Efter alle de diskussioner var jeg til gengæld total klar på den der marathon. Jeg stillede til start, og jeg ville vinde! Jeg ville ikke løbe hurtigt, men jeg ville vinde! Det endte selvfølgelig med, at jeg løb hurtigt. Jeg løb min 2. hurtigste tid på marathon, hvor jeg først på de sidste 10 km for alvor tabte tid i forhold til min PR. Jeg vandt 🙂 Wuhuuu! Men jeg havde også bare et i tankerne, da jeg kom i mål – nemlig at skaffe en ispose! Anklen bekymrede mig – dagen efter viste det sig imidlertid, at problemet havde været en for stram snørring af skoene 🙂 Så to dage efter fløj jeg igen af sted i løbeskoene 🙂

2 uger senere var det tid til at komme til Bornholm til Hammer trail. Jeg var mest af alt bekymrede for risikoen for at træde forkert og slå mine ankler (også især fordi jeg allerede her vidste, at jeg ville løbe 100 km 14 dage senere). Derfor brugte jeg meget tid på at få mig selv til at forstå, at jeg skulle nyde det, ikke tage nogen chancer og bare slappe af. Jeg trænede sågar hjernedødt op mod løbet, og stillede på inden måde til start med friske ben! Da starten gik (ej faktisk allerede før starten gik), havde min indre djævel tager over, og der skal løbes til 🙂 Det blev der, bortset lige fra de sidste 6-8 km, hvor jeg blev lidt tøsesur over alle de stejle stigninger, som man var nødt til at gå op ad. Jeg havde et super løb og det var så fantastisk. Det var samtidig hyggeligt, og jeg fik hilst på en masse. Jeg endte med en 4. plads, og en nyerhvervet lyst til Bornholm og trailløb. Og så alligevel, så kom den der lyst faktisk først snigende i timerne og dagene efter løbet. Men kort sagt, et fantastisk løb og en lige så fantastisk weekend!

2 uger efter ventede så 100 km i Bramming. Og på trods af, at jeg havde været igennem flere hårde uger, så var det dagen hvor det meste lykkedes. Jeg fulgte godt nok ikke planen, fordi jeg løb for hurtigt, men jeg holdt tempo – faktisk var jeg vist utroligt tæt på min PR på 6 timers løb, efter de første 6 timer! Jeg havde relativt styr på væske og energiindtag. Jeg lærte selvfølgelig en masse, men alt i alt har jeg ikke grund til at være andet end super tilfreds. Det var simpelthen fantastisk og absolut det største jeg har præsteret i sportssammenhænge 🙂 Det blev til DM sølv og en tid på 9 timer 25 min 22 sek – en tid jeg end ikke havde turdet drømme om!

Op til 100 km løbet kunne jeg godt mærke, at jeg begyndte at savne at træne sådan rigtigt! Det med hele tiden at skulle være klar til konkurrence blev bare for meget til sidst! Derfor er det dejligt nu, at have afsluttet forårets konkurrencer, og snart kunne komme i gang med noget mere hjernedød træning bestående af trapper, bakker, mentalt røvsyge ture, natteture, masser af trailture på Røsnæs og hvad jeg ellers finder på! Når det er sagt, så må jeg erkende, at jeg kom til at melde mig til endnu en konkurrence! Men det er også den sidste så! Jeg løber på lørdag 6 timers løb på Refshaleøen. Det virker måske nok utroværdigt at sige, at jeg tager det som en træningstur (i betragtning af hvad jeg har skrevet ovenfor omkring hvordan det endte på Bornholm). Men det er planen. Jeg aner ikke hvor langt jeg holder og jeg har heller ikke intentioner om at lave PR. Men igen så er der en djævel inde i mig, som jeg ikke altid kan tæmme. Planen er derfor at løbe, ikke tænke så meget, nyde det, hygge med alle de andre fantastiske løbere der kommer (det bliver en fest gør det…) og så udgå, hvis det er nødvendigt! Og så skal jeg i næste uge i gang med træning igen 🙂

For efter lørdag venter faktisk hele 2 måneder uden løb, hvor jeg har intentioner om at løbe noget hurtigt eller vildt! Og det bliver fandens fedt – så skal der trænes løs, og lades op til midt august, hvor det igen går løs 🙂

Fra 100 km i Bramming

Fra 100 km i Bramming

Reklamer

Ramt af realiteterne!

Næsten en uge er gået siden de 100 km – og hvilken uge! Det har været en fantastisk uge! Jeg har haft det super godt. Er begyndt at løbe igen, ro kajak, styrketræne – ja stort set det hele. Jeg har godt nok mere end en gang fået kommentaren “du ser godt nok lidt træt ud” (de er bare blinde), for mit svar har været “Det er jeg ellers overhovedet ikke”! Og jeg har netop heller ikke følt mig træt. Selv da jeg natten til fredag blev ringet op på vagttelefonen kl 2:30 var det sgu egentlig bare meget hyggeligt, og jeg overvejede seriøst om jeg ikke bare skulle stå op bagefter, for jeg var jo ikke rigtig træt vel (jeg valgte dog at sove videre til kl 8) Kort sagt, så har jeg bare været helt høj på min egen succes og hele oplevelsen fra sidste søndag.

I går aftes stod den på hygge med kollegerne. Og hvilken aften! Jeg kan ikke en gang skyde skylden på alkoholen, for som sagt har jeg vagttelefonen. Men den stod på bowling, og en time blev pludselig til 3, og der blev absolut ikke stået stille mellem kastene. Så jeg har danset og hoppet og fejret, og selvfølgelig kastet bowlingkugler i 3 stive timer! Og jeg kan love jer for, at det kan mærkes! Venstre balle er simpelthen så øm! Oveni så har effekten af endorfinerne vist efterhånden lagt sig, for da jeg vågnede i morges, var det en kamp at komme ud af sengen. Jeg var simpelthen så træt! Dagens gøremål var heldigvis hurtigt klaret, og jeg har efterfølgende simpelthen ordineret sofatid til mig selv resten af dagen. Og på trods af 1½ times lur, så er jeg på ingen måde mindre træt nu! Jeg er faktisk bare godt og grundigt rundtosset 😉 Så der er dømt sofatid resten af dagen for mit vedkommende, og så må jeg lige se på tingenes tilstand i morgen!

Og jeg kan så forsikre jer om, at sofatiden bruges effektivt! For når jeg ikke sover eller spiser, så planlægges der træning og nye projekter på livet løs 🙂

ss 033

Status på kroppens tilstand

Så er der efterhånden gået nogle dage efter gennemførslen af de 100 km, og jeg er ved at være i stand til at give en status på hvad kroppen har sagt til det hele. Jeg kan kort sagt sige, at jeg er sluppet rigtig rigtig godt fra det.

Prisen…
Allerede før løbet nævnte jeg, at jeg havde tendens til at få vabler i de sko, jeg valgte at løbe i. Derfor var det faktisk lidt overraskende, at jeg umiddelbart ikke havde fået en eneste vabel! Efter en nærmere granskning fandt jeg dog frem til en enkelt lille bitte vabel – men det er så det! Derudover kostede de 100 km selvfølgelig et fint slidsår, der hvor pulsmåleren har siddet. Men altså, jeg har jo også et fint ar der, som skal holdes ved lige, så det er egentlig fair nok. Og i betragtning af, at jeg løb 100 km, så er jeg sluppet rigtig billigt! Tractus iliotibialis på højre ben har også lige gjort sig bemærket! Ikke noget alvorligt, men den er stram! Det kræver massage og fornuft! Jeg har efterhånden været her nogle gange, og er ikke bekymret, da jeg føler, at jeg ved hvordan det skal behandles. Den sjoveste “skade” som turen har medført er et par imponerende blå mærker på lænden! Det tog mig lidt tid at komme frem til, hvorfor jeg havde fået dem! Jeg løber ofte med ting i baglommen, da det ikke generer mig. For ikke at skulle huske for mange ting i depotet havde jeg i søndags pakket saltsticks og druesukker i to poser, som jeg havde i min baglomme. Det fungerer fint på mine normale ture – men når man løber med sådan nogen over 100 km, så er det åbenbart i stand til at give en god ømhed og flotte blå mærker! Alle de nævnte skavanker er dog på retur, og vil forhåbentligt allerede være glemt om en uges tid. En ting kommer dog nok til at minde mig om løbet i noget tid! Det kommer nemlig nok til at koste en tånegl – den ser i hvert fald utrolig blå og syg ud! Men det positive er, at den slet ikke gør ondt, og jeg kan sagtens komme i både normale sko og i løbesko 😉

Sådan generelt så har kroppen også haft det ganske fint. Da jeg vågnede mandag morgen, synes jeg godt nok stængerne var stive. Det var ikke en fornøjelse at skulle ud af sengen, og da jeg senere skulle op og ned af trapper, var det ikke super kønt. Alligevel stod det ret hurtigt klart, at benene ikke var hårdest ramt! Faktisk var det mavemusklerne der har haft det værst! Så selvom det gik ret langsomt mandag, så var det faktisk mest pga. ømme mavemuskler og mavekramper. I løbet af dagen blev det dog så meget bedre, at jeg faktisk kunne gå uden at folk bemærkede, at der var noget galt. I går var det til min egen overraskelse så meget bedre, at jeg gik ubesværet op og ned af trapper og faktisk følte mig ret så frisk! Når det er sagt, så har jeg selvfølgelig været træt. Men jeg har faktisk til en forandring sovet ret godt, hvilket har hjulpet meget på det.

I gang igen
Fornuften holdt mig trods den gode fornemmelse i ro i hele to dage! Men i morges skulle der ske lidt. Jeg var tilbage i løbeskoene og fik en kort luntetur. Det gik stille og roligt, men ganske fint. Jeg kan godt mærke mine ben! Og jeg kan tydeligt mærke, at fornemmelsen er anderledes end hvordan det tidligere har føltes efter 6 timers løb. Efter 6 timers løb har musklerne måske været lidt ømme, men nu kan jeg nærmere mærke en træthed i stængerne. Musklerne er ikke ømme, men jeg kan godt mærke, at det skal gå stille og roligt med at komme op i km og tempo igen. Jeg restituerer godt for tiden, så det er selvfølgelig svært at sige, om det pludselig går hurtigt, men lige nu skal jeg i hvert fald bare mærke efter dag for dag, og så mærke efter hvad jeg er klar til.

Men så er det jo godt, at jeg kan bruge resten af kroppen (mavemusklerne har det nemlig fint igen:) ). Derfor har jeg i dag i stiv kuling og regnvejr været af sted i kajak. Jeg lover jer for det var sjovt. Jeg har sjældent grinet så meget, fordi det bare var så sjovt med bølger, blæst og regn. Vi kom ikke langt omkring, men vi fik godt nok kæmpet lidt. Jeg var ved at blive blæst helt væk nogle gange, så der skulle virkelig lægges kræfter i for at komme på rette vej nogle gange. Og jo, vi blev fuldstændig gennemblødte og det var lidt koldt, men det var det hele værd!

100 km gennemført i fantastisk stil

Klokken 4.50 var jeg vågen! Vågen, klar og spændt! Jeg kom i tøjet, fik erkendt, at Danmark aftenen forinden havde vundet melodi grand prix, fik smurt mig ind i solcreme og vaseline, fik blandet energidrik, pakket mad og energi i de rigtige kasser, så de var klar til de to depoter, fik tjekket vejrudsigten, glædet mig over en ordentlig regnskylle og fik spist en god gang morgenmad. Herefter var det farvel til hotellet og af sted mod banegården og toget mod Bramming. Her var det hej til Michael, som dagen igennem tog en masse fine billeder og også var med til at sørge for updates på løbets facebookside.

Før startskuddet
I Bramming fandt vi startstedet og jeg fik udleveret nummer og afleveret de ting der skulle ud på 5 km depotet, mens jeg fik de andre ting lagt klar i målområdet. Den grundlæggende strategi var klar. For at få nok væske løber jeg med flasker, og planen var 250 ml energidrik ved km 10, 15, 20, 30, 35 og 40, hvorefter jeg ved 50, 60, 70, 80 og 90 i stedet skulle have 600 ml flasker med. Derudover var planen en gel per 10 km og 2 stk saltsticks og et styk druesukker for hver 10 km. Det var lidt et sats det hele. Jeg har aldrig drukket så meget væske før, og slet ikke så meget energidrik. Druesukker plejer jeg heller ikke at spise og jeg plejer at have svært ved at spise gels efter de første 4 timer. Derudover havde jeg i 5 km depotet min rodekasse med alt muligt gøjl – boller, rosiner, skumfidusser og frugtstænger! Planen med det var bare, at der skulle være lidt forskelligt, så jeg kunne tage hvad jeg nu havde lyst til. Jeg var fremme i god tid, så jeg fik lige luret de andres depoter ud! Og jeg kan glæde mig over, at jeg den her gang havde husket alt, og også havde nok væske (jeg fik så lyst til noget andet på et tidspunkt, så jeg alligevel endnu med at fylde flasker i depotet de sidste 20 km), men alt i alt forbedrede jeg mig altså en hel del. Men når jeg så de andres depoter, som bl.a. så ud som nedenfor, så er der nok stadig plads til lidt forbedring i mine rodebunker af depoter 😉

401777_473007029436700_1511116008_n

Derudover blev der hilst på en masse andre løbere og småsnakket lidt om hvorvidt man var klar, hvad målet var osv. Tiden blev selvfølgelig også brugt fornuftigt, så før starten gik, havde jeg skaffet mig et lift hjem mod Sjælland efter løbet (lad mig endelig ikke begynde på at fortælle om togturen til Esbjerg om lørdagen!!)

Opvarmningen
Klokken 8:00 gik starten! Jeg var total klar og spændt og bare klar. Udgangstempoet var som jeg skrev om sidst 5.43 min/km. Det ramte jeg bare ikke rigtig. De første 6-7 km løb jeg med nogle og småsnakkede lidt, og så var det jo hyggeligere bare at fortsætte i det tempo de løb i, selvom det var lidt for hurtigt. Allerede efter 6-7 km kom jeg til at løbe alene, og det gjorde jeg vist faktisk herfra og til km 98. Selvom jeg kom til at løbe alene, så kom tempoet altså bare ikke ned. Jeg blev enig med mig selv om, at det var okay, og at det nok skulle komme ned på et tidspunkt – det skete så ikke.

Med kun 15 km løb i ugen op til løbet burde benene jo være super gode og klar. Desværre føltes de alt andet end gode og klar på faktisk de første 30 km. Om de var blevet stive af al den pause, eller om jeg var i hypokonderhjørnet ved jeg ikke, men de første 30 km gik i hvert fald med, at jeg skiftevis havde ondt i højre skinneben, højre ankel, venstre ankel og venstre hoftebøjer. Jeg var dog ikke super bekymret, da smerterne flyttede sig rundt hele tiden og ikke blev forværret. Og heldigvis mærkede jeg heller ikke mere til dem efter de første 30 kilometers opvarmning 😉

Starten på 100 km løbet.

Starten på 100 km løbet.

Deja vu!!!
Da jeg løb ud på 4 omgang var jeg ovre de her begyndervanskeligheder, og det begyndte bare at køre for mig. Et par kilometers mavekramper var det største problem. Men lige før mål på 4 omgang får jeg de første jag i højre knæ! Min første tanke var “ikke igen” – for det knæ var netop det der satte en stopper på mit første 100 km løb sidste år – netop med smerter fra 40 km til 45 km, hvor jeg valgte af stoppe. Smerterne fortsatte on off de næste 2-3 km. Mest off heldigvis, men jeg var bekymret! Jeg var faktisk rigtig bekymret. Fra 43 km forsvandt det heldigvis igen, og jeg mærkede ikke senere (og heller ikke i dag) noget til det.

Flyvénde
Herefter var jeg igen flyvende. En løberven, Henrik, cyklede rundt på ruten og tog billeder og var guld værd med sine kommentarer, lidt småsnak og råd. Jeg løb fortsat selv. Der begyndte at være andre løbere på ruten, som løb kortere og derfor overhalede mange af os 100 km løbere, men det var også her, at jeg begyndte at overhale de andre 100 km løbere. Det var fantastisk. Fra 40 til 50 km overhalede jeg to, fra 50 til 60 km overhalede jeg hele 5, og på de resterende 4 omgange tog jeg faktisk 3 mænd mere 😉 Jeg havde et meget lille overblik over hvem der var hvem, og hvordan de andre klarede sig, så det var super fedt, at få at vide, at jeg altså overhalede en masse. En ting havde jeg dog overblik over, og det var min position blandt kvinderne. Pia (super sej, for vild løber) stak fra mig helt som forventet helt fra starten. Hun løb de første 10 km i et tempo, som jeg slet ikke ville kunne holde på 10 km!. Efter hende kom jeg, og lige efter mig troede jeg der lå en anden kvinde. Det gjorde der også de første 40 km, men så udgik hun. Det vidste jeg heldigvis ikke, for tanken om at hun var lige bag mig holdt mig i gang, da krisen kom (meget senere)!

Indtil de 70 km kørte det altså bare. Det der med at ramme 60 km på 6 timer kom ikke helt til at ske. Efter 5 timer 31 minutter passerede jeg mål for 6 gang – og havde gode ben! Jeg var total flyvende. Henrik kom med et par kommentarer om, at det var nu jeg skulle passe på mig selv – det var nu folk begyndte at gå kolde! Men ikke mig – nej nej, jeg fløj!! Jeg var godt nok begyndte at blive sulten. Den gik ikke længere kun med gels, så ved 65 km fik jeg fundet en bolle i rodekassen. Det var godt nok en kamp at få den ned, krævede utrolige mængder væske og ikke mindst 7 km, men det hjalp, at få noget i maven. Mens jeg var i fuld gang med dagens frokost passerede jeg de 65,55 km, som var min hidtil længste distance. Det blev fejret med glædesspring og armene over hovedet 🙂

På det her tidspunkt var jeg begyndt at regne lidt på tiderne. Min hastighed var meget hurtigere end planlagt. Jeg havde langt fra ramt de 10,5 km per time, som jeg ville starte på. Jeg overvejede kort, om jeg bare skulle fede den og gå og løbe lidt på skift de sidste km – for en tid under 10 timer var ingen sag længere. Tanken om hende (jeg troede) der var lige bag mig, og tanken om at komme under de 9.30 fik mig dog hurtigt til, at overbevise mig selv om, at jeg selvfølgelig bare skulle gøre arbejdet færdigt og løbe den hjem!

Krisen
Det hjalp af spise den der bolle, men jeg havde stadig lidt for meget tomhed i maven, som jeg ikke var så tryg ved. Samtidig måtte jeg drikke helt vildt meget pga. bollen, og også bare generelt. Jeg var faktisk oppe på over 800 ml væske per omgang på de sidste 3 omgange! Jeg troede slet ikke min krop kunne optage den mængde, men det kunne den åbenbart – og den havde tydeligvis brug for det! Der begyndte også at komme en tendens til kvalme – min fjende! Så ved depotet på 75 km tog jeg en beslutning. Det var slut med energidrik, og jeg skulle kun drikke vand. Derfor røg vandflasken (sådan en havde jeg heldigvis også i mit depot – måske mere held end forstand 😉 ) Samtidig fandt jeg en lækker frugtstang i rodekassen, som var lige hvad jeg havde lyst til 🙂 Det virkede, men ikke lige med det samme! Lige efter depotet valgte solen at komme frem (indtil da havde det godt nok været varmt, men stadig overskyet). Mentalt var det nok egentlig værst – det var i hvert fald hårdt for mig. En kvalme der skulle bekæmpes, en lidt for tom mave og nu sol!! Det var nok her krisen toppede….. Et par km efter var solen inde bag skyerne igen, kvalmen var på retur og jeg var tilbage! Da jeg kom i mål på de 80 km havde jeg det derfor helt okay igen.

Man tænker måske, hvad kostede sådan en krise – i mit tilfælde betød det den langsomste omgang – men med et tab på måske 3 minutter på 10 km, så har det vist ikke været en af de største kriser…

De sidste km
Fra 80 til 90 km var væskestrategien stadig vand, men nu løb jeg med en lille blød 230 ml flaske i hånden, som blev fyldt i depoterne for hver ca. 2,5 km. Benene var selvfølgelig ikke friske, men faktisk overraskende gode. Jeg var træt, men ikke øm og smadret. Alligevel virkede den nye strategi rigtig godt, fordi jeg så fik lov til at stå stille nogle sekunder for hver 2,5 km. Her skal det måske siges, at jeg altså løb hele tiden, lige med undtagelse af når jeg greb noget i depotet og så til sidst, hvor pauserne lige varede nogle sekunder ekstra, fordi flaskerne skulle fyldes. Da jeg løb i mål på 9. omgang var min mor og mormor kommet for at heppe, så fik hurtigt hilst, inden jeg til masser af fede klapsalver blev sendt ud på sidste omgang. (Kort herefter kunne jeg i øvrigt høre Pia løbe i mål, og jeg kunne glæde mig over, at det næsten måtte betyde, at hun havde nået sit mål om PR, hvilket jeg efter løbet fik bekræftet)

Ud på sidste omgang - jeg ved jeg bare skal holde tempo, så er den hjemme :)

Ud på sidste omgang – jeg ved jeg bare skal holde tempo, så er den hjemme 🙂

Jeg skulle bare holde tempo, så var de 9:30 hjemme! Og det gjorde jeg! Det var en fed sidste omgang, også lidt hård til sidst, men også bare fed og der var måske lidt tendens til tudeprinsesse et par gange, fordi det var ved at gå op for mig, at jeg endnu en gang havde gjort noget jeg ikke troede var muligt 🙂

9:30:22 blev den endelige tid, og det var en utrolig glad Sidsel der løb over målstregen og kunne blive lykønsket af løbevenner og familie. Det var stort, det var fedt, det var fuldstændig fantastisk!!

Nedenfor er lige et par billeder fra løbet – først fra starten, så ved 60 km og sidst ved mål – det er sgu næsten ikke til, at se at der er rullet km ind på kontoen 🙂

Fra starten af løbet

Fra starten af løbet

60 km er klaret

60 km er klaret

Over målstregen på 100 km

Over målstregen på 100 km

En meget glad Sidsel

En meget glad Sidsel

Eftertanker
Det her er nok bare de umiddelbare eftertanker – for der kommer nok flere de næste par dage. Jeg er kort sagt bare pisse hamrende stolt og glad. Jeg er imponeret over mig selv, og måske også lidt forundret over, at jeg tog så meget fejl af mig selv – jeg havde slet ikke drømt om at løbe under 9:30. Jeg gentager muligvis mig selv, men jeg har svært ved at forstå, hvor meget jeg har rykket mig på bare et år, og i forlængelse deraf, så glæder jeg mig så meget til fremtiden – for jeg er jo kun lige begyndt! Jeg har brugt de første 1½ år af min løbertid på at lære min krop som løber at kende, og lære at bruge den ordentligt, og derefter har jeg brugt 1½ år på at få en allround stærk krop og blive udholden – jeg glæder mig nu helt vildt til at arbejde videre med at få noget tempo på og blive en mere alsidig løber (det giver jo for fanden ikke mening, at jeg på 10 km kun kan holde et tempo på 4.50 min/km, når jeg kan holde 5.35 min/km på 100 km). Jeg er utrolig glad for at jeg trods et højere end planlagt udgangstempo næsten holdt tempo. Min “kriseomgang” tog 1 time 1 min, og så havde jeg en hurtig omgang i starten på 54.05, men resten af omgangene tog ellers mellem 55.07 og 58.38 min, og det er vist svært at gøre det mere stabilt end det – i hvert fald i første forsøg:) Mine tider kan i øvrigt tjekkes ud her og samlede resultater kan ses her (bemærk der er flere 100 km klasser).

Og hey, jeg har nu i øvrigt kvalificeret mig, så jeg kan stille op til Hammer Trail 50 miles 🙂 Så behøver jeg ikke spekulere mere over det!

Det er også blevet til et par tanker om selve løbet. Bramming IF har absolut skruet et fantastisk løb sammen. Det var super fedt. Fantastisk med så mange depoter (jeg ved ikke hvordan jeg skulle være kommet så godt igennem de sidste to omgange uden dem), fin og lækker rute, med masser af dejlig skov. Jeg var godt nok lidt presset over nogle skarpe sving nogle gange – men det skyldes muligvis også mine indledende issues med ankler og knæ, som gjorde at jeg var ret forsigtig i svingene. Super god opbakning i målområdet – det var sgu fedt at runde mål hver gang, og gav en fandens god portion energi hver gang. Derudover så var der en flok unger ved 4,5 km, som jeg også nåede at takke på sidste omgang, som gjorde dagen meget bedre med deres hep på i hvert fald de sidste 6-8 omgange. Desværre var Bramming ellers lidt død, men de mennesker der var, gjorde sit for at heppe og skabe stemning og komme med kommentarer – især de lidt overraskede kommentarer, når de fik svar på hvor langt jeg havde løbet 🙂 Og alt det der med transport og overnatning hjalp folkene fra Bramming også med at løse, så det var jo helt fantastisk…. Så ja, ovenpå sådan en dag, så trækker jeg lige tilbage igen, at jeg aldrig kommer til Bramming for at løbe igen 😉 For det kan bestemt sagtens ske jeg kigger forbi igen 🙂

Og nå ja, det var jo så i øvrigt DM for 100 km. Vi var kun 4 der stillede op, og en udgik altså. Derfor var jeg under alle omstændigheder kommet på skamlen. Men det endte altså med DM sølv. Og selv om jeg var næsten en time efter Pia som vandt i en imponerende tid under 8:30, så synes jeg medaljen er fuldt fortjent. (og kan samtidig godt se det komiske i, at jeg på trods af mange år som badmintonspiller aldrig har været i nærheden af DM medaljer, og nu, lidt over 3 år efter jeg begyndt at løbe, har vundet en DM sølv medalje)

På skamlen med min sølvmedalje og præmierne (en pude, som straks blev taget i brug, og vin, som jeg glæder mig meget til)

På skamlen med min sølvmedalje og præmierne (en pude, som straks blev taget i brug, og vin, som jeg glæder mig meget til)

Jeg er klar!

Om 24 timer er jeg begyndt på Tour de Bramming – 10 rundture i byen a hver 10 km – med start kl 8:00. Allerede nu glæder jeg mig helt afsindigt. Faktisk har jeg glædet mig helt vildt allerede siden i mandags, så det bliver virkelig dejligt at komme i gang. Jeg har holdt mig rask, trods at jeg har tilbragt hele ugen i selskab med småsyge folk. Jeg har godt nok døjet med svimmelhed, men tror jeg er sluppet af med det i løbet af ugen. De sidste ting er ved at være afklaret, og mine ting mangler nærmest bare at blive smidt i kufferten og så er jeg klar til at tage mod Esbjerg i eftermiddag. Der har selvfølgelig været nogle overvejelser omkring tøj, gear, energi mv., og lidt af det følger nedenfor, og så slutter jeg af med at afsløre lidt om strategien for løbet!

Gear
På trods af flere små-issues er jeg også ved at være klar! Det at få fat i en klubtrøje skulle vise sig at blive et af de største problemer. Torsdag aften lykkedes det dog – desværre har det betydet, at jeg ikke har haft mulighed for at løbe i trøjerne overhovedet. Som bonus så er de simpelthen afsindigt grimme! Første problem er, at de er røde, og når jeg efter 5 km er ligeså rød i hovedet, så er rød bare slet ikke min farve. Den ene trøje er en gammel model, og er egentlig bare lidt grim, den nye model er faktisk lidt pænere, men bare stadig utrolig lidt feminin. Da størrelsen oveni er ret så lille i det, så var første prøvning ingen succes, og gav alt for mange associationer til russiske atleter med alt for maskuline kroppe og for stramt tøj.….men fuck det, jeg smører mig ind i vaseline og krydser fingre for at de ikke giver gnavesår, og så må jeg jo kompensere for den manglende femininitet ved at løbe i kjole eller noget i næste uge 😉

Sko har hele tiden været et issue, men også et issue hvor jeg har vidst, at jeg ikke fandt en skide god løsning. Jeg har i mange år løbet lange ture i en New Balance sko, som jeg har elsket, men som jeg har en mistanke om har været årsagen til en ømhed jeg har haft på højre ankel. Desuden er jeg rykket mere og mere over i en Brooks sko, som jeg elsker endnu mere – men som kan give mig vabler på ydersiden af højre lilletå. Så jeg har diskuteret grundigt med mig selv, men er endt med at gå efter vablerne… og så ellers krydse fingre for, at jeg helt slipper.

Musik er altid godt i en krise! Derfor har jeg også skullet bruge lidt tid til at affinde mig med, at det ikke er tilladt at medbringe musik på turen i morgen. Jeg har nu affundet mig med det, men jeg forstår stadig ikke reglen, og synes egentlig det er langt ude! Kort sagt er det ikke tilladt fordi det vist ryger ind under en regel om, at man ikke må modtage hjælp udefra, herunder radiokontakt, og bom bom, så er musik lige pludselig heller ikke tilladt… Jeg forstår det endnu mindre efter sidste weekend, hvor der blev løbet VM i 24 timer løb, og hvor musik er tilladt… men jeg lader den ligge her 😉 Jeg synger for mig selv i kriserne, eller finder på noget andet – det skal ikke være det der slår mig ud 😉

Energi og salt
Det er et emne jeg hurtigt kan komme rundt om. Det ser ud til, at det bliver varmt – da mit favoritløbevejr er 12 grader og småregn, kommer jeg rigtig meget udenfor min comfortzone i morgen. Det vigtigste er derfor, at få drukket nok og få nok salt indenbords. Energi er selvfølgelig stadig meget vigtigt, men jeg tror der er meget fornuft i, at jeg først og fremmest husker at indtage mine saltsticks og fokuserer på rigeligt væske. Strategien er enkel. Jeg har egne flasker med vand og energi, som jeg løber med. Det gør jeg for at øge chancerne for at få drukket nok. Hvis jeg kun drikker i depotet, tror jeg risikoen for at jeg får for lidt ind er alt for stor. Depotet er udstyret med samme type gels som jeg normalt spiser, og skulle ellers indeholde mange ting. Derfor har jeg gjort noget nyt (ja ja, prøv aldrig nye ting til et løb…), jeg har planer om ikke at have en fast energistrategi (udover mit energidrik). Jeg har simpelthen tænkt mig at spise det jeg har lyst til. Derfor er det planen, at jeg skal i fællesdepotet, ligesom mit eget depot indeholder lidt af alt muligt underligt.

Strategien
Når jeg ser på min træning og forrige løb, så fremgår en træningstur særlig vellykket for mig – nemlig 61 km turen på Røsnæs og Asnæs i starten af marts. Jeg løb hele turen med stort overskud, uden musik (!!), med masser af snak, fantastisk selskab og jeg nød det bare! Derfor prøver jeg at efterligne situationen den gang. Det betyder, at carboloading har været meget moderat. Jeg spiser normalt med eneste undtagelse, at jeg i dag og i går lige topper op med lidt boller og en portion risengrød hver dag. Det føles godt so far, så det håber jeg fortsætter 

Mht. tempoten så løb vi den gang 61 km med et gennemsnitspace på 5.52 min/km. Heraf var der indlagt 10-15 minutters pause så vidt jeg husker. Derfor har jeg besluttet, at udgangstempoet faktisk bliver lidt hurtigere end min umiddelbare tanke. Jeg starter nemlig på et udgangstempo omkring de 10,5 km/time i stedet for 10 km/time, som var min umiddelbare tanke. Det gør jeg dels fordi det spillede så godt sidst, men også fordi jeg ligeså godt kan være realistisk! Mit langsomme tempo har nemlig rykket sig en del, og jeg løber faktisk meget sjældent så langsomt. Derfor kan jeg måske godt beslutte mig for 10 km/timen, men jeg tror bare ikke det kommer til at ske – slet ikke hvis jeg kommer til at løbe og snakke! Så derfor er valget faldet på de 10,5 km/time, og så må jeg ligesom overholde det!

Derudover så skal der være tid i depotet, hvis jeg skal sige hej til nogen, skal skifte tøj eller noget helt andet. Derfor håber jeg at gennemføre de første 60 km i noget der ligner 6 timer. Derefter bliver det så rigtig sjovt 😉 For jeg har aldrig løbet længere end 6 timer i streg, så reelt ved jeg ikke hvad kroppen siger til det. Da jeg før Horsens var nok så kæk og meldte ud, at jeg ville løbe 66 km, havde jeg en chance for at vurdere, at det var realistisk. Det har jeg ikke her! Derfor drømmer jeg om, at fortsætte i pace inkl. Pauser, og dermed ende med en sluttid på de 10 timer. Men jeg ved der sker ting og sager med kroppen ude over de 60-70 km, og jeg aner jo bare ikke, hvad min krop siger til det. Men jeg ved samtidig også, at jeg er vandvittigt stædig (især nu, hvor jeg har luftet min drøm for jer herinde) og at jeg på 6 timers løb er en af dem der løber mest stabilt – og det håber jeg selvfølgelig kan videreføres her. Bliver det 11 timer eller 12 timer er egentlig heller ikke så afgørende – bare jeg gennemfører uden skader. Jeg føler mig så forberedt som jeg kan på nuværende tidspunkt, og nu skal jeg egentlig bare lære lidt mere om mig selv – selvom det selvfølgelig vil være sjovest at lære, at jeg kan holde mig relativt stabilt i mere end de 6 timer.

Til de nysgerrige, så kan man like løbets facebook-side, hvor de skulle komme med live-opdateringer på løbet i løbet af i morgen. Jeg ved ikke hvordan og hvor meget, og om man kun følger de forreste, men det kan i så finde ud af i morgen 😉 Link til siden er her

Ruten ses nedenfor, og ellers kan lidt mere info om løbet ses på løbets hjemmeside her

10 km ruten i Bramming som skal gennemløbes ti gange.

10 km ruten i Bramming som skal gennemløbes ti gange.

Nedtrapningstid

Sidste uge blev ikke ligefrem en nedtrapningsuge, men det gør denne uge til gengæld! 10 km blev det til i går, og i morgen venter en lille luntetur på 5 km, og så er der ellers pause indtil søndag, hvor det jo er tid til 100 km løb i Bramming.

Det bliver dog til lidt træning udover de to løbeture jeg får inden søndag, men det er absolut småting. En af ugens træninger er dog værd at nævne – nemlig mandagens kajaktur! For ja, jeg har fundet mig endnu et nyt projekt og tilmeldt mig endnu en forening (med medlemskab af to fitnesscenter, to løbeklubber og en triklub er det altså også mit sidste medlemskab medmindre jeg skiller mig af med nogle andre) Det er Kalundborg roklub, som jeg nu har kastet mig over – primært for at ro kajak 🙂 Og hvorfor nu det – jo fordi, at jeg tidligere har overvejet det, men det har bare ikke været en mulighed i København, hvor man vel nærmest skal stå i venteliste fra sin fødsel for at nå at komme ind. Og så fordi det jo er fantastisk med endnu en udendørs sportsgren, og endnu mere fantastisk fordi jeg ikke bruger benene, og det dermed (samtidig med at det bare er lækkert) er super alternativ træning. I torsdags var jeg af sted for første gang. Her bød turen på en 6-7 km på vandet, mens vi i mandags var ude på 10 km. Det er simpelthen bare ganske fantastisk og super fedt. Mht. teknikken, så er der en del at arbejde med, men jeg har heldigvis et godt fysisk udgangspunkt og har da heller ikke været mærket af turene indtil nu.

Ellers så nyder jeg denne gang nedtrapningen. Jeg sover fantastisk og utroligt meget. Jeg får set en masse film – eller i hvert fald de første 30 minutter – for så sover jeg ellers 😉 Jeg glæder mig helt vildt til søndag, og er helt rolig omkring, at jeg får styr på alle de løse ender på lørdag. Okay jeg er hamrende træt af, at jeg endnu ikke har fået nogen klubtrøje, og at klubben tilsyneladende samarbejder med en sportsforretning, som jeg på ingen måde har noget positivt at sige om! En af de største irritationsmomenter har også løst sig. Med lidt hjælp fra løbsledelsen har jeg fundet hotel i Esbjerg og er blevet beroliget så meget omkring togtiderne (jeg syntes umiddelbart det lød lidt stressende pga. ankomst til Bramming lidt for tæt på løbsstart), at jeg nu er rigtig glad for løsningen. Derudover har jeg også fået styr på togtider til hjemturen, og det er positivt, at jeg har lidt over 12 timer til at gennemføre, og stadig kan nå en bus hjem til verdens ende.

12 timer!! Tja er det så lidt eller meget? Jeg håber ikke jeg skal bruge 12 timer, og jeg starter ud i et tempo som jeg håber giver en anden sluttid. Men hvad der helt er realistisk og sådan, har jeg meget svært ved at vurdere…. og for at være helt ærlig, så er jeg heller ikke sikker på jeg denne gang vil dele mine planer med jer herinde før løbet 😉 I får i hvert fald ikke lige mere i dag 😉

Hjernedød træning – pandelampe-solopgangs-løbetur på Asnæs

Hele den sidste uge har det været en nærmest umulig mission for mig at sove særlig meget. I går nåede jeg lige at hælde aftensmad ind inden jeg fald i søvn på sofaen. Efter et par timers on-off søvn på sofaen rykkede jeg ind i sengen og sov højst overraskende uden problemer videre. Så da vækkeuret ringede klokken 3.30 havde jeg utroligt nok fået noget der mindede om 8 timers søvn og var derfor ganske frisk 🙂

Op og i løbetøjet og så kom dagens første dilemma – er det morgen nok til at man spiser morgenmad?!? Det var jo trods alt 20 km, der skulle løbes. Kompromiset blev lidt frugt! Så blev væskeblære og pandelampe ellers klargjort og klokken 4.00 stod jeg noget optimistisk klar i korte tights og T-shirt (til de der bliver så fristet, at de også tager sådan en nattetur, kan jeg så anbefale lidt mere tøj). Lidt over 4 mødtes jeg med Bjarne, som simpelthen havde fået fri for at joine mig.

Og så gik det ellers af sted mod Asnæs. Der gik godt nok ikke lang tid før pandelampen var fuldstændig overflødig, men det er tanken der tæller ikke 😉 Vi hyggeløb 10 km ud mod Asnæs og retur mens det langsomt lysnede og mens vi fik vendt verdenssituationen og set harer, rådyr, fasaner og bare nydt sommeren. Ja ja, det er måske ikke så sommerligt lige nu, men klokken meget tidligt i morges, var det bare som en dejlig kølig sommermorgen. Benene var overraskende fine. Der var ikke overskud til at sprinte af sted, men i et 5.30 min/km pace, som vi endte på, kørte det uden problemer. Lidt over 5 fik jeg også hvad jeg havde søgt – solopgangen! Den var så rød og fin…. og jeg har tydeligvis ikke set nok solopgange i meget lang tid, så fascineret som jeg blev af det!

Så kort sagt, var det bare en super tur. Jeg fik prøvet at løbe klokken meget tidligt og jeg fik set solopgangen. Nå ja, det lykkedes ikke at træne 100 km pace til næste weekend – men jeg tror bare jeg skal erkende, at søndag bliver sådan en “jeg-tager-det-som-det-kommer-dag” 😉 Og så kan jeg slutte af med at sige, at det nok ikke er sidste gang jeg har løbet på sådan et “skævt” tidspunkt, og samtidig kan jeg opfordre til at gøre det – for det var anderledes og en fed oplevelse.

Solopgangen på Asnæs

Solopgangen på Asnæs

Bjarne, ½-Sidsel og et styk solopgang i baggrunden (mesterfotograf)

Bjarne, ½-Sidsel og et styk solopgang i baggrunden (mesterfotograf)