Endelig ferietid

Billede

Ferietid og ferieplaner
Så blev det endelig tid til ferie – og hvor var det dog også tiltrængt! Da jeg fik fri i går, gik jeg direkte hjem og i seng… Halvanden time senere vågnede jeg noget rundtosset op. Derfor blev det ikke rigtig tid hverken aftensmad eller noget væsentligt væskeindtag inden jeg skulle af sted til træning. Ferien blev nemlig skudt i gang med en lækker løberundtur på Asnæs. For et par uger siden blev jeg nemlig spurgt om ikke jeg ville give en rundtur derude. Og det ville jeg selvfølgelig gerne. Så i går aftes mødtes jeg med Mie, som var på ferievisit i området, og som altså skulle med på Asnæs-rundtur. Vi løb en super lækker og hyggelig 18,5 km tur i fantastisk vejr. Den gik gennem skovene derude og omkring spidsen. Som altid var det en super lækker tur – som det også tydeligt fremgår af billederne nedenfor.

2013-07-30 19.51.47

2013-07-30 19.49.54

2013-07-30 20.00.10

I dag har ferien så budt på oprydning! Der har været mange ting jeg ikke har nået den sidste måned, og mange hængepartier… Jeg har slæbt meget sand og tang med hjem, og jeg har end ikke haft overskud til at overveje at gøre så meget ved det… Så det gjorde jeg lidt ved i morges, inden det gik af sted i først kajak – 15 km i selskab med yndlingskajakken Tordenskjold 🙂 Der var blæst og bølger i dag, så der skulle kæmpes godt for det. Da jeg vendte efter 7,5 km var det derfor med noget ømme skuldre – og en kort tanke om hvorvidt jeg overhovedet ville kunne svømme bagefter… For da jeg igen var hjemme stod den på Svømning. Her blev det til lidt over en km! Bølgerne var bestemt ikke blevet mindre, og jeg kan kun sige, at det var virkelig hårdt i dag! (og jeg er virkelig træt nu, og synes måske nok det er lidt hjernedødt, at jeg skal til badminton nu).

I morgen går turen så til Samsø, hvor der skal slappes lidt af, men også trænes. Jeg glæder mig rigtig meget, og glæder mig til at fortælle mere senere… Men lige nu ved jeg faktisk ikke så meget andet end hvornår jeg skal være ved færgen og hvor jeg skal sove – resten må lige blive planlagt på færgen i morgen tidlig (der er trods alt også 2 timer til det) 🙂

Reklamer

Op ad bakke…..

Dagens intervaller blev pga en hård weekend og lidt ynkelighed udskiftes med et par bakke-tempoture – som jeg altså klart foretrækker frem for reelle intervaller. Men det var nu ikke kun fordi min krop er lidt ussel, at jeg valgte bakkeintervallerne i dag, men faktisk også fordi, der er nogen der har fået en ganske fremragende ide – det er resulteret i denne fine facebookside. Hvis man klikker ind kan man se at det handler om at løbe 1000 højdemeter på tid! Og det er så tilpas et hårdt og lidt skørt projekt, at jeg selvfølgelig er meget begejstret.

Så jeg har selvfølgelig været ude og måle rute op i dag 🙂 Men allerede her bliver det desværre lidt tricky. For Garmin ure og højdemålere er bare ikke det bedste i verden. Jeg har aldrig brugt det særlig meget, men absolut nok til, at jeg har set nogle meget sjove højdekurver. Derfor tog jeg da også et ur Garmin 910xt på hver sin arm, da jeg løb af sted for at måle op i dag. Ruten jeg havde udset mig er en lille rundstrækning, hvor man kommer forbi Bøgebakken, Tjørnebakken og Granbakken, som ifølge siden her er nogle af danmarks stejleste. Planen var at tage 3 omgange i godt tempo, så pulsen kunne komme op. Første omgang løb jeg selvfølgelig forkert – noget jeg bare er særligt god til 😉 Derefter lykkedes det dog at løbe rigtigt, og jeg fik derfor løbet en omgang hver vej på den her 1,4 km rundstrækning. Desværre var det lidt interessant med højdemåleren. Det ene ur viste utroligt fint 58 hm per tur! Mens det andet viste 79 hm på første tur og 62 på anden tur (på den første tur hvor jeg løb forkert og altså løb 2,2 km i stedet, var forskellen i hm faktisk på hele 50 m). Så jeg må nok lige prøve at måle lidt mere på det, inden jeg planlægger den helt store tur.. Men mon ikke de 58 er mest realistiske, når nu de trods alt blev målt sådan begge gange.

Men når jeg lige har styr på det, så skal jeg selvfølgelig ud og tonse løs. Det bliver godt nok noget af en tur, da det jo tyder på at der skal en 17-18 omgange a 1,4 km til – men jeg er sikker på det nok skal blive en fed udfordring 🙂

2013-07-29 15.43.52

Møllebakken rundt – 5,1 km med en gennemsnitspuls på 191!

Jeg kan hurtigt indrømme, at jeg ikke er verdens bedste til at presse mig selv. Men i dag fik jeg sgu bevist, at det trods alt kan lade sig gøre! For klokken 18.15 var det tid til årets første løb på en af de korte distancer. Nemlig Møllebakken Rundt her i Kalundborg, som er et 5,1 km løb, hvor man løber 3 omgange af et par onde omgange, hvor man på hver omgang skal klatre 30 meter op og selvfølgelig ned igen. Altså var der bestemt ikke lagt op til PR!

Men faktum er tydeligvis, at jeg bare løber for få korte løb! For jeg gik sgu til den i dag! Der blev spænet af sted. Efter en km sagde uret 4.11 – okay, det var lidt selvmordsagtigt. Ved 2. km sagde uret 4.18 – nu var det lidt mere fornuftigt, men pulsen var høj – 195 faktisk!! Så jeg skulle lige lidt ned og tog derfor km 3 og 4 på henholdsvis 4.28 og 4.36. Pulsen var godt nok lige nede omkring de 191, men da jeg rundede den 4. km var den 197. Jeg tror faktisk jeg var døden nær – jeg nåede i hvert fald at tænke over om jeg mon ville falde om… Det gjorde jeg heldigvis ikke, men det holdt hårdt. På vej mod mål var jeg også ved at beslutte, at jeg bare lige skulle lunte i mål, men det var bare lige indtil jeg var ved at blive overhalet af en anden kvinde – så måtte jeg ligesom lige give den gas til sidst og endte da også med at sætte hende godt og grundigt!

Jeg kom dermed i mål på de 5,1 km i tiden 5.24! Det er desværre kun tiden fra mit ur, som ikke holder, da jeg tændte uret ved startskuddet og ikke da jeg løb over måtten. Og det falder selvfølgelig lige sammen med, at min tid ikke er blevet registreret 😦 Det er virkelig træls, og jeg er faktisk rimelig tøsesur over det. Især fordi de første to omgange er registreret, mens den sidste omgang, så bare ikke er registreret.

Ruten var selvfølgleig 5,1 km, så det er jo ikke blevet til nogen officiel 5 km PR. Min nuværende 5 km pr er dog 22,13 (tror jeg), og jeg kan jo med sikkerhed sige, at jeg løb hurtigere i dag – trods alle bakkerne! Faktisk siger uret at jeg løb 5 km på 21.42! Men lad os bare sige 21.50 (fordi det er et rundt tal og til at huske og det trods alt er en tid fra uret) Men så kan jeg også fortælle, at jeg er hammerstolt!! Virkelig stolt! Stolt over tiden, men måske allermest stolt over at jeg fik presset pulsen helt i vejret, og løb med en gennemsnitspuls på 191 og en makspuls på 201. Det svarer altså til, at jeg har løbet løbet med 93% at min makspuls 🙂 Det er sgu lidt cool…

Selve løbet blev afholdt i forbindelse med Kalundborg byfest – og hvor er det dog fedt at se, at der faktisk kan være folk i byen 🙂 Løbet bestod først af et børneløb på en omgang (1,7 km), hvorefter det altså gik løs på 5,1 km distancen. Løbet var rigtig fint, og jeg må indrømme, at selvom distancen var kort, så var ruten fed.. jo jo undervejs hadede jeg måske nok bakken, men alligevel, så elsker jeg altså en rute der er andet end bare flad og ligetil 🙂

Resultatmæssigt ja så er det jo lidt fesent, at min tid ikke er registreret. Derudover er det typisk, at jeg igen ender som den evige nr. 4! Øv øv… men altså næste år – næste år gad jeg godt rykke et par pladser frem – om det sker, tør jeg ikke sige.. Men lige nu glæder jeg mig trods alt over min personlige sejr – og så trøster jeg mig med, at jeg med garanti ville løbe fra dem alle sammen på 100 km 😉

Ændrede træningsrutiner

Som i nok har opdaget, så er det sgu blevet varmt! For mig som elsker småregn og 12-15 grader når jeg løber – ja så er det altså rigtig rigtig varmt nu! Jeg smed de lange tights 1. april, de lange trøjer for 15 grader siden og det er altså ved at være 5 grader siden, at jeg gik over til at løbe i sportsbh. Der er ganske enkelt ikke mere at smide! Så jeg er gået over til en ny strategi – nemlig at jeg løber forbi stranden og hopper i for at blive kølet af inden jeg løber videre.

Men så kan jeg til gengæld også holde varmen ud, og jeg lover jer for, at det er sindssygt lækkert at smide sko og strømper og bare smide sig i vandet, når man er godt varmen op efter løb. Det giver måske nogle undrende blikke, når jeg stormer mod vandet og kaster mig i, men Kalundborg har også godt af at opleve lidt 😉 Og jeg har da også haft succes til at lokke andre med, så det er altså slet ikke så underlig en ide! Lørdag morgen bød på 23 km med løbeklubben. Vi var en flok på 7 mand, og sørme om ikke 4 af de andre fulgte trop, da jeg indførte badepause efter 13 km.

Så på den front er der kommet lidt variation ind i træningen 😉 Derudover så kører det rigtig godt med min tempotræning. I dag stod den på intervaller, og på trods af varmen og trætte stænger, så løb jeg 6 x 600 meter intervaller i et rigtig fornuftigt tempo – og endda næsten uden kvalme og uden tanker om at give op (jeg gjorde det altså! Og det sidste interval var kun 3-7 sekunder langsommere end de andre intervaller, så det blev faktisk ret stabilt) På Torsdag står den på Møllebakken rundt, som vist er et af de store og “gamle” løb her i byen. Det er på 5,1 km (3 omgange a 1,7 km) og det går op og ned af en af byens bakker. OG det er selvfølgelig oplagt, at jeg skal tage mig en tempo-tur i den forbindelse (og så bliver det nok til en 15 km aflunt bagefter)

Derudover så går det stadig fantastisk med havsvømningen 🙂 Jeg elsker det simpelthen! Det er virkelig fantastisk. I sidste uge svømmede jeg 7 km!!!! Ja den er god nok! Det er nok ca. hvad jeg har svømmet på en hel måned før, hvis jeg virkelig tog mig sammen! I dag blev det til 2,3 km i stille og klart vand. Helt og aldeles fantastisk!

De ændrede træningsrutiner betyder dels at træningsmængden er sat op, men selvfølgelig er der noget der er skåret fra. Styrketræning er for mit vedkommende en by i Rusland, og det fortsætter sådan i hvert fald et godt stykke tid endnu 😉 Jeg forsøger desuden stadig at holde fast i badminton en gang om ugen – bare fordi det er fedt. Og mht. løb, så er der, som allerede nævnt, kommet mere kvalitet i træning, men derudover så er jeg faktisk ved at være oppe på en træningsmængde nær de 90 km/uge, hvor jeg tror jeg skal holde mig i noget tid. Det virker måske ikke særlig målrettet med den her træning – for jeg har nogle planer mht. løb – faktisk allerede i år! Men jeg har bare lyst til de her ting, og jeg er sikker på, at det der giver allermest er, at jeg træner det jeg har lyst til. Og når der så til vinter ikke er så mange (sjove) muligheder, så kan træningen bliver lidt mere målrettet mod løb igen 🙂

Midtvejs-dukkert på lørdagens lange løbetur.

Midtvejs-dukkert på lørdagens lange løbetur.

Fart i stængerne

Jeg har haft nogle uger, hvor jeg har haft et stort behov for bare at nyde at løbe og for at opleve noget natur og slappe af under mine løbeture. Det er helt sikkert de sidste efterveer efter de 5 marathon i juni måned, som har været årsag hertil, og dermed har det jo været det helt rigtige, bare at følge den lyst og ikke presse på.

Når det er sagt, så har jeg haft en snigende dårlig samvittighed. Om mindre end en måned skal jeg nemlig deltage på et stafethold til 24 timers løb i Viborg, og der skal løbes hurtigt! Jeg er holdets kvinde, og da ambitionerne er store, kan jeg hurtigt konkludere, at jeg er holdets absolut langsomste løber. Det er selvfølgelig ikke den store overraskelse, men planen var bare, at jeg skulle have noget fart i stængerne, så jeg kunne diske op med en hæderlig indsats… Men så kom de 5 marathonløb, og jeg har skullet være helt sikker på stængerne og have en god fornemmelse af hvordan lyst og motivation havde det, og derfor er det der tempotræning blevet syltet noget så grusomt! Og jeg har haft det lidt dårligt med det….

Men i mandags kom jeg i gang, og nu skal der så lige holdes fast i de næste par uger. Det er selvfølgelig begrænset hvad jeg kan gøre ved formen på så kort tid. Men formen er som sådan også fornuftig – mit store problem er at jeg ikke er vant til at presse mig selv på pulsen og derfor ikke bryder mig om fornemmelsen af at være presset – og det kan jeg heldigvis gøre noget ved på få uger 🙂 Så jeg er gået i gang! Mandag bød på 600 m intervaller. Det var varmt, jeg var nær-sukkerkold, fordi jeg trænede lige efter job, men jeg gjorde det sgu! Jeg gjorde det faktisk for godt, da tempoet var hurtigere end planlagt. Men det var så også rimelig kvalmefremkaldene, og ikke ligefrem en fornøjelse 😉 Men igen, så har jeg helt sikkert godt af lige at komme derud, hvor det ikke er så rart!

Men pga. mandagens hårde tur var jeg ikke helt tryg ved dagens 10 km tempotur. Temperaturen var heller ikke lige som ønsket, men jeg fik da losset mig selv af sted. Og det gik overraskende godt! Det var varmt – meget varmt – så varmt, at jeg da jeg ramte stranden efter 5 km måtte hoppe ud af sko og strømper og lige hoppe ud og få en dukkert inden jeg røg tilbage i skoene og tog de sidste 5 km hjem. Det kunne selvfølgelig mærkes at tempoet var højere, men ja KAN altså godt! Jeg skal bare beslutte mig for at jeg kan, og så gøre det jeg plejer – nemlig bare gøre det! Tiden snyder selvfølgelig lidt, fordi jeg slukkede uret, da jeg hoppede i havet, men ellers blev det 10 km på 46 minutter, og den havde jeg sgu ikke set komme, så jeg har været lidt stolt af mig selv i dag 🙂

Og derudover har jeg her til aftes faktisk haft endnu en succesoplevelse! Havsvømningen går nemlig skide godt – jeg elsker sgu det shit! OG i dag svømmede jeg hele 2250 meter. Det er meget længere end hvad jeg nogensinde har svømmet før, så det er jeg også lidt stolt af 🙂

På jagt efter nye gode løbesteder

Hvis man kan dø at stress og travlhed – så er jeg for tiden i risikogruppen! Der er bare fuld tryk på på flere fronter, og jeg har i løbet af ugen følt mig presset som en pose finvalsede havregryn! Onsdag aften kulminerede med at jeg måtte gå fuldstændigt smadret i seng – for så at erkende, at jeg overhovedet ikke kunne sove, fordi min krop bare sagde fra ved at angribe mig med en ordentlig omgang kvalme. Problemet er bare, at der er så mange ting jeg gerne vil, og jeg har derfor i løbet af ugen rendt fra den ene aftale til den anden. Jeg vil vildt gerne svømme en masse, og også ro. Og når nu vejret er så lækkert, så vil jeg også bare gerne være ude og lave alt muligt andet – løbe, drikke vin, spise grillmad og sååååå tusind mange andre ting.

Men jeg må nok lige skære lidt ned på diverse aftaler i næste uge, og lige sørge for at få koblet ordentligt af – for det er tiltrængt! Bl.a. derfor har jeg både i går og i dag også taget et par lange løbeture for at få koblet lidt af, og det har været ganske fantastisk! I går gik turen til Asnæs for at se nærmere på mulighederne for at få nogle nye yndlingsruter derude, og i dag gik turen forbi Kystskoven, for at se nærmere på dette sted, som der er så mange fra byen der snakker så meget om. Begge ture har været rolige og med masser af pauser for at se nærmere på områderne og for bare at nyde vejret og naturen.

På eventyr på Asnæs
I går gik den til Asnæs, hvor jeg efter 6 km ramte stranden. Jeg har jo en forkærlighed for at løbe langs stranden, så det skulle jeg lige prøve…. og man kan undre sig over, at jeg skulle det, eftersom jeg havde trætte stænger og generelt har erfaring med at strandene her er sindssyge at løbe på! Det var også tilfældet! Det var en kamp. Det var absolut ikke hele tiden løb – der måtte gås og bestiges nogle kæmpesten mv. Men jeg er jo bare ikke så godt til at vende om, når først jeg er begyndt på noget, så er der en vej – og det er fremad! Så jeg fik kæmpet mig 3,5 km langs stranden inden jeg nåede Forskoven, hvor jeg kunne komme ind på nogle gode stier. Her var det til gengæld super lækkert! Og bestemt et sted jeg skal løbe mere – mmåske især nu hvor det er så varmt. Turen hjem gik langs vejen – og det er den eneste ulempe ved at løbe i Forskoven, for der er altså mere end 7 kedelige km derud (og nej jeg løber aldrig igen langs stranden! 😉 ) Til gengæld tror jeg at jeg så min første hugorm derude i går (godt nok rimelig død og kørt over og helt smadret) – så ruten appellerer også til min indre nørd 😉 (hvis jeg havde haft en pose havde jeg sikkert slæbt den med hjem i går og dissekeret den). (hvis jeg nu smider et billede nedenfor, så må kyndige godt lige fortælle om det var en sort hugorm – jeg synes nemlig ikke det ligner en snog, da den ingen gule pletter havde i nakken – og forklar mig så gerne lige, hvad de der kugler er for noget) (

Og så lige et par billeder (Og til jer som ikke kan tåle døde dyr – så luk lige øjnene, og ellers undskyld!)

Stranden langs Asnæs

Stranden langs Asnæs

Forskoven, Asnæs

Forskoven, Asnæs

Død og færdig hugorm/falsk snog

Død og færdig hugorm/falsk snog

Første tur i kystskoven og spidsen af Gisseløre
På trods af at min krop føltes som om den var blevet tævet og ikke havde fået 1/10 af den krævede søvn, så endte jeg i morges i løbeskoene og kom ud på en næsten 20 km tur. Jeg har så mange gange hørt om den her Kystskov, som skulle være fantastisk. Den er bare lille og ligger 6 km fra hvor jeg bor, og derfor har jeg aldrig været forbi. Men i dag blev dagen, hvor det skete! 🙂 Og ja, jeg må erkende, at det er et super lækkert sted! Der er fantastiske bakker, og faktisk lige af den slags som jeg elsker! Men skoven er desværre ikke stor…. men igen, så løb jeg bare rundt og rundt på kryds og tværs, og da jeg efter 5 km vendte snuden hjemad havde jeg måske nok løbet på de samme spor flere gange, men det havde ikke været kedeligt – så det er bestemt også en ny potentiel yndlingsrute. Især fordi turen derud og retur ikke er så kedelig som turen til Asnæs, og fordi det er væsentligt kortere end turen til Røsnæsspidsen.

På hjemvejen blev det så også til et smut forbi spidsen af Gisseløre, hvor jeg lige var ude og kigge ind i fyret derude og få et kig på byen udefra, inden turen gik hjem.

Og selvfølgelig skal i ikke snydes for et par billeder fra i dag.

Kystskoven

Kystskoven

Foran fyret på Gisseløre

Foran fyret på Gisseløre

Fra spidsen af Gisseløre med Asnæs i baggrunden

Fra spidsen af Gisseløre med Asnæs i baggrunden

Et kig ind mod byen fra Gisseløre

Et kig ind mod byen fra Gisseløre

Ellers rigtig god weekend – jeg vil fare af sted for at prøve at få gjort noget ved det her store problem med at bo ved Verdens Ende og samtidig ikke eje en bil 🙂

Løbelækker med nyt gear

Efter lørdagens langtur har stængerne godt nok været lidt trætte, og jeg kom derfor først i gang med løb igen i går, hvor den så godt nok stod på en omgang hårde bakkeintervaller. Så jeg må altså erkende, at jeg alligevel endnu ikke er helt oppe i gear igen mht. løbet, men det kommer nok. Til gengæld så har jeg været et smut forbi Ryders, og selvom det så måske ikke bliver til helt så mange km, så kan jeg nu i hvert fald være rigtig sommerlækker på de ture det bliver til 😉

Selvom jeg allerede har endda et par Ryders solbriller i forvejen, så var det ligesom tid til lidt fornyelse, og Ryders har derfor udstyret mig med deres nye model Saber, i hvid. Og den er sgu altså lækker. Den er let som en fjer og sidder fast selv når jeg sprinter bakke-intervaller (som om det sådan rigtig går hurtigt! 😉 ) og hænger på hovedet (fordi det gør jeg bare nogen gange) Og jeg kan også afsløre, at de egner sig fantastisk til kajak…

Nå men ikke så meget snak, men døm i stedet selv – jeg synes sgu de er lækre… og at jeg selv er lidt sommerlækker 🙂 (og at Røsnæs bare gør sig godt på billeder)

På skønne Røsnæs. Foto: Henrik Bendix

På skønne Røsnæs. Foto: Henrik Bendix

Foto: Henrik Bendix

Foto: Henrik Bendix

Mit indre legebarn :). Foto: Henrik Bendix

Mit indre legebarn :). Foto: Henrik Bendix

Men selvom det ikke bliver til så meget løb, så feder jeg den ikke en hel masse. I torsdags var jeg ude og svømme havsvømning for første gang, hvilket jeg har skrevet lidt om her. Jeg har efterfølgende været ude hele 3 gange, og selvom der har været bølger nogen gange og det ikke altid har været lige let, så er jeg bare blevet mere bidt af det, og synes stadig bare det er super fedt. Så fedt at jeg stadig er lidt ærgerlig over, at jeg ikke når at svømme i dag… Men der er mange ting jeg gerne vil nå for tiden, og derfor farer jeg så også ud af døren lige straks, for at spille badminton 🙂