Tilmeldt mit første 12 timers løb – men først nedtrapning og afslapning på Island

12 timers løb i Grenå
Jeg har luret på Grenå Løbefestivals 12 timers løb rigtig længe! Og jeg har egentlig rigtig længe været sikker på at jeg ville stille op i 12 timers klassen, men jeg har ikke fået tilmeldt mig! Først var det pga. det her knæ, som ovenpå 24 timers løbet i Viborg var lidt mærket! Det har dog ikke brokket sig det mindste i en uge nu, så jeg tror det virker som det skal igen. Derudover har mit manglende overblik også holdt mig tilbage. Jeg har ærlig talt ikke overblik over hvad der skal ske mere end få dage frem i tiden lige pt., og derfor har jeg på ingen måde overblik eller styr på transport og logistik i forhold til løbet.

Men altså, nu har jeg tilmeldt mig, så finder jeg nok ud af resten eftersom jeg ligesom er tvunget til det nu 😉 Jeg tillader mig dog at strække den lidt. Jeg smutter nemlig lige om lidt en tur til Island og ja jeg er godt nok først hjemme 5 dage før løbet, men jeg tror på at jeg finder en løsning! (det skal jeg….).

Hvad er målet så? åh ja, jeg har et mål, men med alt det kaos der har været i mit liv de sidste par uger, ved jeg snart ikke om jeg tror på det. Så giv mig lige nogle dage, så mærker jeg lige efter før jeg melder noget ud…. men i kan selvfølgelig godt regne med, at overliggeren er sat højt 😉

Ferie og nedtrapning på Island
Men lige om lidt venter Island altså. Nogle kan måske huske et gammelt indlæg på bloggen. Et indlæg om et foredrag jeg var til i december med Thyra Frank – et foredrag som inspirerede mig til at invitere min mormor på en miniferie. Nogle måneder senere stod den på konfirmation i familien, og efter et par glas rødvin blev miniferie til en rigtig ferie, og vi blev enige om, at vi da var nødt til at opleve Island! Så kort tid efter blev ferien booket, og nu er det altså lige om lidt at vi skal af sted.

Og jeg glæder mig! Jeg glæder mig helt vildt. Til at slappe af, være sammen med min mormor, opleve en masse, til at komme væk fra Verdens Ende, fra kaoset og til bare lige at blive nulstillet og kunne starte rigtig forfra, når jeg kommer hjem igen 🙂 Og jo, så glæder jeg mig dig da også til at få mig et par løbeture i den islandske natur 😉

Reklamer

TEAM AWESOME LIRA til DHL

Som lovet skal jeg til at skrive lidt om løb, sjov og fis og ballade igen 🙂 Og selvfølgelig skal der også i år være et lille indlæg om årets DHL. I år skulle jeg selvfølgelig løbe med mine søde kolleger! Jeg havde selvfølgelig udråbt mig selv som Team Captain fra starten og havde stået for tilmeldingen. Vi er jo ligesom rimelig mange i min afdeling, så jeg var måske lidt skuffet over, at jeg ikke kunne lokke flere med – især fordi jeg virkelig prøvede og nok nærmest personligt har spurgt alle – op til flere gange! Men det positive er, at der i hvert fald er flere der har sagt, at de kommer med næste år (ja ja, de sagde det nok i håbet om, at jeg har glemt det næste år – det sker ikke!!)

Men men men, vi var 11 mand der var klar, og selvom jeg synes vi skulle have været minimum dobbelt så mange, så er 11 mand også flot 😉 Da man jo løber 5 mand på et hold, og da jeg regnede et par last-minute-afbud med ind i det hele, blev der tilmeldt to hold: TEAM AWESOME LIRA 1 og 2! I mandags kom første afbud ret hurtigt! Chefen var straks klar til at tage den ekstra tur! Så den fik han! Timerne gik og næste afbud røg ind – den ekstra tur tog jeg så! Og så igen lidt senere kom næste afbud! Og så måtte vi ellers i gang med at kæmpe om den tur! Chefen var absolut ikke-løber, da jeg begyndte i teamet i oktober. Men efter at have bedt om hjælp til et begynderprogram, fik vi sat gang i en transformation på det område, og i dag har han virkelig rykket sig, og er sgu ligefrem blevet en løber på det niveau, hvor man bare kan se at han elsker det, når han løber – og det er det jeg elsker at se! Jo jo, fremgang og gode tider er også en vigtig del af det, men glæder ved løb er og bliver i mine øjne det vigtigste! Nå, men tilbage til det der DHL løb….

For han er løber, og han kan godt løbe 15 km! Det ville dog være hans længste tur indtil nu, og jeg ved jo godt, at tempoet ikke ville være roligt, når først han er omgivet af andre løbere. Så jeg udnyttede min position som Team Captain, skar igennem og sagde “Det er for langt for dig – den tur er min! – End of discussion!”. (Jeg skal vel også have lov til at udnytte det, når nu det for en gangs skyld er mig der kan bestemme! Så vi kom altså 7 mand til DHL i stedet for 11. Chefen og jeg tog os af det ene hold og løb i tiden 2:02, mens de andre 5 tog sig af det andet hold og løb i tiden 2:09. Også på det andet hold var der nogen, hvor jeg måske også har skubbet dem lidt blidt af sted på nogle løbeture, og har guidet i køb af løbegear (fordi man ikke kan leve uden!), så derfor var det fedt at se, at de alle kom godt igennem

Men DHL er jo godt nok kaos! Man kan ikke løbe hurtigt, man løber nogle andre løbere ned hvis man ikke er helt vågen, man får også selv en albue eller to i siden, men man kan stadig hygge sig, og det gjorde vi! Jeg ved godt det er lidt provokerende at sige, men jeg hyggeløb en dobbelttur i tiden 48 minutter og efter en kort pause løb jeg den sidste tur på 24 min (jeg er snart virkelig tændt på at prøve at give den fuld skrue på et halvmarathon for at se hvad jeg kan). De andre løb også alle nogle gode ture, og vigtigst af alt, så fik vi spist og snakket og hygget efter løbet. Pga. de mange ture jeg løb, så var jeg ikke så aktiv i heppe-delen og social under løbet, men jeg nød nu også bare at være ude på ruten. Så det blev en hyggelig mandag aften i Fælledparken, med løb, godt selskab af kolleger og også lige et par snakke med nogle af de skønne københavnere, som jeg desværre ser for lidt til efter min flytning til Verdens Ende.

Team Awesome lira 1 - selvfølgelig ikke med sådan et kedeligt holdfoto :)

Team Awesome lira 1 – selvfølgelig ikke med sådan et kedeligt holdfoto 🙂

Tilbage til en normal hverdag

De der har læst med i noget tid har nok bemærket, at der ikke har været så meget aktivitet herinde, og måske har i også luret, at den aktivitet der har været herinde, er noget der er skrevet i hast. Jeg har som allerede nævnt haft rigtig travlt – travlt på jobbet, men også med træning og mange andre ting. Jeg nåede for et par uger siden også til en erkendelse af, at jeg skulle geare ned.

Desværre blev beslutningen om lige at geare ned og få ro på ikke den umiddelbare succes, som jeg havde håbet på…. Der kom nemlig noget i vejen! Et tyveri gjorde at jeg pludselig stod uden nøgler, pung, jakke (og hvad der ellers var i den taske). Jeg lover for det medfører et kaos, sådan at miste sine ting. Mange ting kan der selvfølgelig relativt hurtigt komme styr på, men det er sgu bare ikke en rar oplevelse, og den var lidt hård og lidt svær at sluge. Nå andre tager ens ting og pludselig har adgang til ens oplysninger og nøgler, så gør det bare noget ved en! Selvom låse straks blev omkodet og skiftet, så er der bare sådan en utryghed, som jeg aldrig har haft før, og som jeg desværre stadig føler lidt… Men i løbet af de første 2-3 dage fik jeg trods alt styr på mange ting, og kom ovenpå (dog med massivt søvnunderskud). Og så holdt jeg mig ellers ovenpå indtil jeg en aften opdage misbrug af mit dankort. Og det slog mig ærlig talt godt og grundigt ud. Penge er reelt ligegyldige, men krænkelsen over at andre er gået ind på “ens område” (IGEN) og har brugt ens kort, den var slet ikke rar. Det var så her, at jeg tog en nat uden søvn og efterfølgende en dag i en tilstand, hvor folk troede jeg var stjernestiv 😉

Det var noget af en dag! Og hvordan jeg lige præsterede allerede dagen efter at stå klar til et brag af en firmafest med Novo har jeg måske stadig svært ved at forstå. Endnu mindre forstår jeg alle de ting der skete i weekenden, og ikke mindst den ro jeg tog det med (Især i betragtning af hvordan jeg lige var da jeg opdagede misbruget…). Men resultatet i dag er, at ting stort set er på plads og i orden igen – der er penge på kontoen igen, og jeg har fået nyt dankort. Men det har trukket tænder ud! Men med en afsluttet forsikringssag og en politisag, som jeg forhåbentlig ikke længere skal involveres i, så regner jeg meget med, at det nu for alvor bliver bedre! Det skal det 😉

OG så lover jeg, at næste blogindlæg kommer til at handle om det det hele handler om – løb, træning og sjove ting 🙂

Årets cracey

To timers søvn plus en times blackout i bilen mod kbh, ikke så meget mad, en meget kaotisk dag med erfaringer og oplevelser jeg aldrig havde troet jeg skulle støde ind i (og jeg ikke ønsker andre skal udsættes for). Optakten til årets cracey var kort sagt rigtig skidt.

Jeg var helt ved siden af mig selv, helt oppe at køre og løbetøjet var i dagens anledning udskiftet med “den lille sorte”. Kombinationen af disse ting og faktum at jeg ikke kunne finde ud af at tale da jeg skulle afhente startnr (der sker sjove ting i en kombination af manglende søvn og plus på adrenalinen) gjorde at jeg hurtigt blev dømt til at være fuld! Jeg var altså IKKE fuld!

Vi fik taget holdbillede og starten gik. Modsat sidste år var der en fast rute i starten, hvor der skulle svømmes en del.. så de første tyve min forsvandt hurtigt. Der var nu 40
Min tilbage og løbet var frit. Vi skulle løbe efter poster efter et kort resten af tiden. Frøken grøn var hammergod. Næsten perfekt monteret på ryggen. Så frøkenen og jeg og min makker Bjarne og hajen Harald fløj rundt. På land og i vand! Og det var pisse fedt. Jeg var smurt ind i sand og det var bare en fed udfordring.

Stemning, setup – det hele var super! Hvis man vil se hvordan et løb bør afholdes, så skulle man have været forbi og lure i dag. Jeg håber bestemt at komme igen næste år og er sikker på at frøken grøn kun vil bakke mig op..

Billeder?! Jeg håber at finde nogen på facebook så i kan se os i aktion. Indtil nu må i nøjes med at forestille jer “fulderikken” i “den lille sorte” med en krokodille på ryggen 😉

image

image

Novo-pigen sejrer igen!

Jeg kan godt starte med at indrømme at jeg havde håbet det var pr dag i dag.

Det var det så ikke! Det var faktisk en lidt kaotisk dag, hvor jeg også nåede at blive lidt bestemt, men til sidst også rigtig glad.

Dagens løb var kastelløbet i kbh, hvor jeg var meldt til på 5 km distancen. Jeg var af sted på tur med et par kalundborgensere. Efter afgang lavede jeg et blackout og vågnede først da vi nåede kbh. Så jeg var træt og rundtosset og slet ikke opsat på at løbe hurtigt. Men så kom vi til nummerudleveringen. Og der var KAOS! Jeg aner ikke hvad der var gået galt, men der  var ikke styr på noget. Numrene var i bunker i teltet og ude på pladsen hvor navne blev råbt op. Derudover var flere bunker blevet udleveret til firmaer og løbeklubber – bla var alle numre til folk fra novo gruppens løbeklub havnet hos en dame. Der var bare ingen der vidste hvor, og det var så her jeg endte med at blive lidt bestemt og fik mit nye navn novo-pigen. Kort sagt måtte jeg (efter at være blevet sendt frem og tilbage flere gange) forklare at novo folket kom fra flere byer og overhovedet ikke kendte hinanden, så det var fuldstændigt umuligt for os at regne ud hvor vi skulle finde vores numre. Herefter fik jeg mit tilnavn og ikke mindst hjælp til at opspore startnumrene. Nummeret kom på, jeg farede ned, fik lige fortalt de andre, at nu var jeg hidsig, så nu var jeg klar og så placerede jeg mig ellers forrest (jeg blev nummer 4 sidste år, så jeg havde selvfølgelig drømt lidt).

Starten gik og vi røg af sted. Jeg lå ret hurtigt som nummer 6-7 stykker, men med 10 km løbere foran mig. Så der var ro på – indtil der kom en 5 km løber op forbi mig. Jeg hægtede mig på og blev der et par km, hvorefter jeg sneg mig forbi og lå med hende bag mig til omkring 3 km inden hun faldt bagud. De første tre km var da løbet i pace 4.20. Faktisk langsommere end jeg havde regnet med, men jeg havde måske alligevel undervurderet “bulerne” på ruten og måske overvurderet hvor frisk jeg var ovenpå nogle uger med mange hurtige km.

Jeg var i hvert fald færdig! Heldigvis var de andre mere færdige og selvom jeg næsten var nede på 4.30 på de sidste to km fik jeg lavet et fornuftigt hul. 500 m før mål var jeg sikker på sejr og kunnen stolt og glad løbe roligt i mål .

Tiden blev 22.00 og dermed noget langsommere end det jeg løb i viborg. Men den fik alt hvad jeg havde i mig, så jeg kan kun være tilfreds. Pulsen bekræftede dette med en sindssyg maxpuls på 211 og en gennemsnitspuls på 195!

Efter jeg kom i mål hentede jeg min præmie, hvor jeg samtidig blev bekendt med mit nye tilnavn. Herefter ventede jeg på de andre som løb 10 km og løb så anden omgang med dem, hvor jeg havde tid og ro til at nyde ruten, se lidt af kbh, nyde vejret, heppe og snakke:) tilbage i mål stod den på sandwich, hygge og kage!

Alt i alt, så er kastelløbet et rigtig godt og hyggeligt løb. Men det er ærgeligt at de laver sådan en kæmpekikser med numrene. For selvom alt løste sig, så er det bare ikke en okay optakt til et løb. Derudover virkede det bare heller ikke helt så organiseret i år, som jeg oplevede det sidste år. Sidste år var der så godt nok problemer med registreringen. Så desværre sidder jeg med  lidt blandede følelser overfor løbet og kan ikke umiddelbart melde, at jeg helt sikkert  kommer igen næste år. Det er ærgerligt både fordi det er du fint løb, men også fordi det går til et godt formål – nemlig tidligere soldaters genoptræning

Noget af en kovending

Jeg har vel brugt et par måneder på at være rimelig meget oppe at køre over og planlægge det her 100 km løb i Hong Kong, som jeg havde planlagt at deltage i. Men det var så lige indtil i går, for i går lavede jeg en drastisk kovending og besluttede at jeg ikke deltager!

Det kom sig egentlig af, at tilmeldingen åbner i dag (den er faktisk næsten lige åbnet), men at jeg pt. er uden dankort, og dermed ikke kan tilmelde mig! I stedet for at finde en løsning på det endte jeg altså i den lidt drastiske, men nok meget fornuftige løsning, ikke at tilmelde mig, men i stedet løbe et andet løb! Og hvorfor nu det. Der er mange grunde. Den vigtigste er nok, at jeg er udmærket klar over at jeg vil være presset helt i bund fra nu af og året ud pga. diverse andre ting! Så primært derfor har jeg valgt at sige, at 5 måneder, hvoraf de fleste vil være pressede og kaotiske ikke er nok til at jeg bliver klar, og samtidig er for meget i forhold til at jeg skal huske at passe på mig selv!

Jeg har planlagt meget allerede, og det bliver ikke spildt, for jeg har jo overvejet et andet mål næste år – Hammer Trail, og træningen vil passe ganske udmærket frem mod Hammer Trail, så det bliver den foreløbige plan 🙂 Og ellers så fejrer jeg min beslutning med endnu en træningsfri dag (nu nummer 3 i streg), imens jeg overvejer om det er tid til at få åbnet de sidste par ugers uåbnede post 😉

Flødebolle-mester 2013

Jubiiii – i did it! Et styk sejr er i hus, og det er sgu en af de bedste sejre!

I går kl 15.30 tog jeg sammen med chefen og en kollega af sted mod København for at spise 24 flødeboller og løbe 10 km! Humøret var højt, vi var spændte og vi var klar….. Ja ja, eller det vil sige, at jeg hele dagen i går ikke lavede andet end at beklage mig og brokke mig, fordi 400 squat plus lunges mv. havde smadret mine lår fuldstændig! Da vi gik ind til breefingen før løbet fik jeg kommentaren “Sidsel, du går sgu altså lidt underligt”. Ja tak – jeg var klar! Men inden starten skulle der hilses og diskuteres strategier! Selvom jeg lige har været i Viborg og set mange af de skønne københavnerløbere, så var det bare skide skønt at komme ind og se så mange søde mennesker (og jeg overvejede igen kort, at jeg skulle droppe mine miljø-freak-ideer, og bare købe en bil)

Holdfoto for løbeklubben på facebook. Ja, jeg havde tydeligvis misset det der med den røde klubtrøje...

Holdfoto for løbeklubben på facebook. Ja, jeg havde tydeligvis misset det der med den røde klubtrøje…

Det eneste tilfredsstillende resultat var en sejr! Så stive stænger måtte passe sig selv, og det var bare om at komme i gang. Da starten løb fløj jeg derfor af sted – benene gjorde ikke mere ondt! Det var i hvert fald glemt! Første omgang foregik i alt for hurtigt tempo, og første flødebolle blev indtaget. På anden omgang blev det hårdt, og kort efter røg tempoet ned! Efter en 7-8 omgange fandt jeg rytmen og stabiliserede mig i et fornuftigt tempo! Teknikken kom også i orden, og forfængeligheden røg sig en tur!

På det første omgange blev flødebollen pænt bidt over og kom ind i munden på en pæn måde uden at der røg for meget ved siden af.. og jeg fik omhyggeligt tørret mig om munden inden jeg nåede ind i depotzonen igen. Efter 4-5 omgange var det helt droppet! Flødebollen blev proppet ind, og da der ikke helt er plads til sådan en i min mund, så var det hverken kønt eller særlig feminint, og der var flødebolle mange steder i mit ansigt ind imellem! Men hvad gør det, når man har de bedste hepper, som meget passende ud over hep kom med søde kommentarer om, at jeg så dejlig ud (Tak for verdens bedste hep sødeste Claes 🙂 )Udover skønne heppere og skønne medløbere, så skal flødebolleuddelerne også fremhæves. Jeg har jo selv haft den tjans de seneste to år, så jeg ved det er en hård tjans! Men årets hjælpere gjorde det fantastisk, og jeg takker igen for at jeg slap for at spise en eneste flødebolle med kokos!

I fuld fart kastes der flødeboller i hovedet. Foto: Jesper Halvorsen

I fuld fart kastes der flødeboller i hovedet. Foto: Jesper Halvorsen

Sådan et flødebolleløb er en underlig ting! Det er skide hårdt! Hårdt fordi jeg løb til! Men også hårdt fordi man skal tygge, trække vejret og time det hele. Det er selvsagt ikke sådan et løb, hvor man løber PR – eller det vil sige, at det er det ikke for de fleste!

For jeg nøjedes ikke med at vinde kvinde-kategorien i tiden 47.31 – nej jeg lavede også en fin 10 km PR. Jeg har aldrig tidligere løbet under 50 minutter i et officielt løb, så det var faktisk noget af en PR! Desværre blev det ikke til nogen verdensrekord, men jeg har lovet, at jeg skærer de 2-3 minutter af det kræver, og kommer igen næste år med et mål om at slå verdensrekord! 🙂 Samlet gav min præstation en fin 11. plads, hvilket jeg er meget tilfreds med.

Efter løbet var der uddeling af fine T-shirts og medaljer – som meget passende var kage-medaljer! Herefter stod den på snak og hygge inden vi vendte snuden mod Kalundborg. Og her blev det så rigtig sjovt! Humøret var højt, der var sukker-chok-lignende tilstande, og så var der en bil der gik død (og her besluttede jeg så igen, at jeg overhovedet ikke skal eje en bil!!)! lige midt på Jyllingevej…. I højt humør gik jeg som det mest naturlige i verden i gang med core-øvelser i vejkanten mens vi ventede på vejhjælp, og så havde vi ellers en underholdende tur til Kalundborg med en af Dansk Vejhjælps medarbejdere. jo jo vi kom lidt sent hjem…. Jeg fik igen ikke nok søvn…. men det løser sig nok 😉 (også selvom jeg kommer til at arbejde en masse i weekenden og selvom jeg egentlig burde have været et andet sted for flere timer siden, og…)

Min velfortjente medalje!

Min velfortjente medalje!

Så endelig fik jeg prøvet det af! Jeg lover jer, at det er sjovt at være tilskuer til løbet, men det er endnu sjovere at deltage (selvom ´det også er lidt ulækkert – men kun lidt…) Jeg kan kun anbefale det, og håber at løbet får ligeså stor opbakning næste år! AK73, som stod for løbet gjorde det i hvert fald fantastisk (som altid), og jeg vil glæde mig til at komme igen 🙂