Tiltrængt ferie

Hvor har det dog været skønt med ferie! Og jeg må indrømme, at det har været tiltrængt. Jeg har nok sovet noget der ligner gennemsnitligt 9 timer i døgnet, hvilket vidner om, at jeg vist var lidt i søvnunderskud. Der er blevet set en masse familie, juleaften, julefrokoster. Der er blevet lagt puslespil, der er blevet shoppet lidt… og ja så er der selvfølgelig blevet trænet 🙂

Det allerbedste ved ferien er dog uden tvivl det faktum, at jeg nu har været smertefri i næsten 7 døgn! Når jeg snakker smerter, så gælder det de her smerter i hovedet, som jeg eller andre ikke rigtig kan finde ud af. For mindre end 14 dage siden, var jeg efter mange måneder i smerter nået dertil, hvor jeg troppede op hos tandlægen og bad ham rodbehandle fra en ende af – altså bare for at udelukke! Jeg kan godt se, det lyder skørt, men man bliver desperat! Vi fik os en snak, så lidt på billeder af mine tænder, som viser at der ikke er noget han lige mistænker for at være i en stand hvor der skulle rodbehandles…. Efter lidt snak fik han mig overbevist om, at min ide, måske ikke var verdens bedste…… PRøv lige at spørg om jeg er glad for det nu! 😉

Nå tænderne kan udelukkes, men nu venter det store spørgsmål så bare – hvornår rammer smerterne mig igen!? Jeg har en liste over mulige årsager, og nu skal jeg så i gang med hverdagen igen, og så bliver det spændende at se, om jeg kan sløjfe flere muligheder fra listen, og snart komme nærmere en løsning – kryds gerne lige fingre for at det lykkes 🙂

Træningsmæssigt, så afslutter jeg i morgen 9 uge af mit 10 ugers træningsprogram. Det betyder, at det snart er tid til ny test og til at få lagt en videre strategi! Jeg synes det er gået super godt på programmet. Jeg har haft det hårdt, men er også nået til succesoplevelserne, og jeg glæder mig virkelig meget til at se om træningen har båret frugt! Jeg mener selv jeg kan mærke en tydelig forbedring, så det bliver spændende 🙂 Lige for nu gælder det dog den sidste uge med programmet, og den 31. december gælder det spartas nytårsløb på Østerbro, som jeg ser som en super afslutning på året 🙂

Reklamer

Glædelig jul

Så blev det jul. Det har som altid været en travl december, men samtidig har det været en meget anderledes december for mig. Man har måske nok kunne mærke på bloggen, at jeg har måttet prioritere anderledes end normalt. Men alt i alt har jeg nået det jeg skulle omend jeg ikke altid har haft det overskud jeg har ønsket og været helt så meget til stede som jeg gerne ville..

Men altså det bliver jul! Gaverne er klar (de bliver det i hvert fald) og julemandens kane skal rundt og levere i løbet af i dag. Højdepunktet bliver at komme hjem til min mormor og få lagt første brik i årets 1000 brikkers puslespil 🙂

Og selvfølgelig venter så også julemiddagen og alt hvad der hører til. Det bliver min første jul uden mine søskende, hvilket bliver meget underligt. Og nu bliver jeg sgu lidt for følsom og sentimental til at jeg kan skrive så meget mere uden at ende som et total tudefjæs…

Så det er tid til bare at ønske jer alle rigtig glædelig jul. Jeg håber i alle får en skøn jul!

Ud af comfortzonen – og ind i den igen….

Der er snart gået 7 uger med løbeprogrammet fra Claus Hechmann. 7 uger med hård og skide god træning! 7 uger, hvor jeg har misset ganske få træningspas, og hvor jeg virkelig har fået brugt kroppen. Det har været 7 fede uger. De første 5 uger har gradvist trappet op på træningsmængden indtil jeg ramte næsten 100 km på en uge. Og det var altså ikke bare 100 km – nej det var 100 km, hvoraf en stor den af dem har været kvalitetskilometer.

Jeg har mange torsdage været lidt tudefjæsagtig, og har haft lidt ondt af mig selv! Jeg er virkelig blevet presset ud af comfortzonen! Og det er netop især sket om torsdagen, hvor der har stået tempotur på programmet og lørdag, hvor den har stået på temposkift! Tempo er bare ikke min favorit, og derudover så foretrækker jeg bare mit helt langsomme slow-tempo. Så jeg blev absolut rykket godt og grundigt ud af min comfortzone, og uge 5 var hård! Allerede om tirsdagen var jeg presset, men jeg kom igennem ugen.

I de to seneste uger er den samlede træningsmængde, og dermed også km, lidt nedsat. Og det har givet mig det ekstra overskud jeg har glædet mig sådan til at opleve! Først har jeg på en 120 minutters tur oplevet et noget større overskud, når tempoet lige skulle skrues lidt op! Det har hele tiden været muligt, men det har da kunne mærkes, men de sidste par gange har jeg “blot” skiftes gear og så fortsat i det højere tempo 🙂 Tirsdagens intervaller var ligeledes en succes. På en dag hvor jeg havde været faktisk ret ked af det og bare slet ikke haft nogen god dag, formåede jeg at gå ud og løbe raseriet væk! Jo jo, jeg løb lidt for hurtigt (og betalte prisen i onsdags), men det var fedt at vide, at jeg kan løbe væsentligt hurtigere, og at mine målte zoner nok har rykket sig en smule. Og i går var det så torsdag! Dagen hvor jeg normalt bliver flået ud af min comfortzone…. men ikke længere! Den langbenede var med som pacer. Arbejdet havde forsinket ham, det var mørkt, det regnede…… jeg gad faktisk ikke! Så allerede inden erklærede jeg at jeg nok ikke kunne gennemføre! Men sådan blev det ikke. For lige i går var min comfortzone altså udvidet til også at omfatte dette noget hurtigere tempo 🙂 Faktisk måtte jeg et par gange sætte tempoet ned. Turen bestod af 2 x 20 min i zonen aerob2 (til jer der ikke kender zonerne, så er det her hvor man godt kan løbe i længere tid, men hvor det altså så også er hårdt)

Så der er klart fremskridt 🙂 og det er sgu fedt…. Nu venter blot endnu et par uger inden jeg skal testes igen og have endeligt svar på om mine zoner har rykket sig så meget som jeg tror 🙂

Lad os nu bare løbe (og nyde det og have det sjovt)

Jeg elsker at være løber! Jeg elsker løbermiljøet! Jeg elsker det fordi der er så mange søde og rare mennesker. Fordi der er plads til alle! Fordi vi mødes på tværs af alder, køn, bopæl, interesser (altså ud over løb)… ja på tværs af mange ting! Og det elsker jeg! Jeg elsker alle de underlige og anderledes snakke, man kan have i forbindelse med løb.

Men ved i hvad…. nogen gange bliver jeg sgu ked af det! Jeg er faktisk nogle gange i løbet af i år virkelig blev ked helt indeni. Slet ikke fordi jeg er blevet “ramt” eller har været en del af nogle af de her diskussioner, men fordi jeg oplever/observerer/ser/hører snakke/diskussioner/episoder, som bare gør mig ked af det! Der er mange der har været i “gamet” i mange år, og tiderne har ændret sig! Nogle bryder sig ikke om ændringer, og jeg kan nok også forstå noget af det. Men det er måske bare måden det nogen gange kommer ud… Nå, men altså, jeg bliver i hvert fald ked af det, når tonen bliver, som jeg har oplevet det nogle gange i løbet af i år.

Jeg tror de fleste løbere kan nikke genkendende til at der har været nogle debatemner i løbet af året, og derfor gider jeg ikke hive nogle frem og starte nye debatter eller blusse op i nogle gamle. Jeg synes bare vi skal give hinanden en god julegave, og så i stedet bare glædes. Glædes over det løb vi har til fælles. Glædes over at andre får glæde af deres træning – omend man så selv mener andre træner ufornuftigt eller ligefrem hjernedødt, vælger at løbe for få eller for mange løb, eller de forkerte løb! Løber forkert eller hvad vi nu kan starte debatter om. For hey, hvem siger i øvrigt at vi alle vil det samme? eller skal det samme? Måske elsker man bare en form for træning – og så er det måske glæden, der er det vigtigste, og ikke de resultater træningen fører med sig…

Selvfølgelig skal der være plads til debat – og debat og uenighed kan være godt, meeeen jeg ønsker mig bare, at vi lige husker at fokusere mest på bare at have det sjovt, løbe og bare nyde det 🙂

Når vejret giver udfordringer

Som bekendt har vejret givet en del udfordringer de seneste dage. Der er rigtig mange der har været meget ramt og som uden tvivl har haft udfordringer af en mere alvorlig art end mig. Jeg bor på 1 sal i en lejlighed i Kalundborg, så selvom vandet har givet oversvømmelser, har jeg aldrig været i risikozonen. Og såfremt jeg husker at sætte min cykel ind, når det stormer, ja så kan stormen altså ikke have de store konsekvenser for mig. Så jeg har ikke haft så mange bekymringer de sidste dage, som gik på hvordan storm og oversvømmelse kunne påvirke mig – og dog! For træningsmæssigt har jeg selvfølgelig spekuleret lidt over det. Torsdag eftermiddag skulle nemlig byde på 1 t 30 min hardcore tempotræning, hvor killeren bestod i 40 minutter i pace hurtigere end 4:38 min/km.

Onsdag eftermiddag måtte jeg erkende, at det nok ikke blev sådan! Samtidig var 90 minutter på løbebånd bare slet ikke tillokkende. Så i torsdags valgte jeg altså at "snyde" lidt i forhold til mit program. Kl 5 stod jeg op og løb dagens langsomme km bestående af 35 minutters løb, og om eftermiddagen overgav jeg mig så til løbebåndet, hvor jeg tog dagens hurtige km 🙂

Fredag eftermiddag var jeg tilbage ude, hvor jeg løb 10 km med en kollega inden firmajulefrokosten. Det var en rolig tur – heldigvis, for vindstødene gjorde det indimellem lidt udfordrende!

Efter sådan en festlig julefrokost, hvor jeg efter indtag af ca. to øl for mange valgte at danse rundt i bare fødder i lidt for mange timer og til de var helt røde og smadrede af at blive trådt på, kan jeg ikke prale af at være super frisk! Det var jeg heller ikke i morges og tanken om 90 minutters løb med 8 km indlagt temposkift (af den onde og hårde slags) var ikke helt rar…. Men altså jeg har et princip – når jeg kan feste, så kan jeg også træne! Så det var bare af sted. Den langbenede var heldigvis frisk på at tage med, så i ganske rolig tempo tog vi af sted. Inden vi nåede til de hårde temposkift skulle vi dog lige forbi havnen og Gisseløre for at se på skaderne efter den forhøjede vandstand der opstod i går. Billederne nedenfor taler vist for sig selv – den store pæne sø er en af byens fodboldbaner! Det er ærlig talt lidt voldsomt at se de her ting. Mange har fået oversvømmet huse og haver, og jeg har sgu lidt ondt af dem pga af alt det arbejde der nu ligger og venter og ikke mindst pga det der er blevet ødelagt.

2013-12-07 11.40.13

2013-12-07 11.38.29

2013-12-07 11.38.06

2013-12-07 11.37.14

Nå ja men tilbage til temposkiftene! Vi gjorde det!!! 8 MEGET hårde km! 8 km hvor der ikke blev sagt mange ord andet end bandeord og “x omgange igen”. Og så blev der luntet retur, og lige pludselig var der løbet 18 km, og dermed når jeg faktisk næsten 100 km i den her uge, hvis alt går vel i morgen… Er der nogen der kan huske, at jeg sagde at jeg skulle løbe mindre på mit program?? Det var vist noget jeg havde misforstået 😉 Men jeg kan dog sige, at denne uge også er programmets hårdeste, eller i hvert fald den med flest minutter i løbeskoene 🙂

God weekend derude..

Begrænsninger og muligheder

I løbet af ugen overhørte jeg efter en løbetur to kvinders samtale om det forestående halvmarathon-motionsløb i forbindelse med VM i slutningen af marts. Snakken gik på at det var hårde vilkår med den tidsmæssige placering af løbet! Efter at have spurgt lidt ind til det, kunne jeg forstå at problemet gik på kulden og mørket, og deres konklusion var klar – man kunne dårligt nok træne sig op til sådan et løb. Jo jo, det med tøjet kunne måske klares, men der kom jo sne og is, og det var jo mørkt! Faktisk mente de ikke at man kunne løbetræne rigtigt i de nordiske lande hen over vinteren.

Inden jeg siger for meget, må jeg nok lige påpege, at de ord kunne være kommet ud af min mund for 3 år siden! Jeg løb første vinter alene på løbebånd! Jeg var ikke ude en eneste gang! og det tog mig lidt tid at “opdage” pandelamperne og at kaste mig ud i det. Så til dels kan jeg godt sætte mig ind i deres tanker. Jeg forsøgte dog med gode intentioner og stor engagement at informere og fortælle om, at man kunne løse problemet med mørket med en pandelampe (også selvom man bor på landet)… Men desværre kom jeg vist ikke rigtig igennem! Og det ærgrer mig… Det ærgrer mig, fordi det er en begrænsning, man primært sætter for sig selv. Og jeg synes man snyder sig selv for nogle af de bedste løbeoplevelser! Om vinteren er dagene bare korte og mørke. Jeg kan godt nok kun tale for mig selv, når jeg siger, at jeg går i stå tidligt om eftermiddagen/aftenen, når det er vinter. Men jeg tror det gælder generelt, og jeg synes det er ærgerligt. Især fordi jeg ved fra mig selv, hvor lidt der skal til for at ændre det – og her er en pandelampe-løbetur altså en af de ting der virker rigtig godt for mig.

Pandelampe-ideen blev faktisk blank afvist – jeg følte mig faktisk næsten lidt fornærmet, fordi den blev afvist med næsten lidt afsky, som om det virkelig er underligt at skulle løbe med sådan en. At jeg fandt en af mine pandelamper frem (for sådan en har man jo altid lige i tasken) hjalp desværre ikke, og jeg fik kun en af de lidt mere modtagelige mandlige løbere til at prøve den på.

Men måske jeg tager kampen op igen… jeg ved jo trods alt hvornår de løber, og hvis de nu bare får lov til at vænne sig til pandelampe-ideen, så kan det jo være det en dag lykkes at få dem til at bare overveje det. For det hele er nu altså bare meget sjovere og ikke mindst nemmere, når man ser mulighederne i stedet for at sætte begrænsninger 🙂

Og apropos pandelamper, så får det lille hjem i Kalundborg snart en ny beboer i form af endnu en lækker pandelampe. Denne gang bliver det en Gemini DUO pandelampe. Jeg glæder mig meget til at modtage den og prøve den – og måske den skal med på løbetur med ovennævnte mænd og kvinder en af de næste uger, så de kan opleve vidunderet 🙂