En særlig medalje

Dansk mester i 25-29 års klassen – Sidsel Petersen! Jeg blev meget forvirret! Da jeg løb 100 km sidste år, var der ikke en 25-29 års klasse, så jeg havde bestemt ikke regnet med, at der var det ved 24 timers DM. Men derudover, så var det også med en lidt sær fornemmelse i maven, at jeg skulle op og modtage den! Dels var jeg eneste deltager i klassen! Ja ja, det skal såmænd ikke være en begrænsning, og der var heller ikke overvældende med deltagere i de andre kvindeklasser. Men noget andet var, at jeg løb i 5 timer og små luntede yderligere 25 min inkl. snak. Jeg fik vist registereret 58 km – og det er selvfølgelig på ingen måde et udtryk for hvad jeg kan løbe på 24 timer. Og når jeg lige er lidt træls oppe i hovedet, så synes jeg faktisk også bare jeg var en tøs der bare sagde fra, da de første problemer opstod.

Så nej, det er ikke det den medalje kommer til at betyde for mig. Men jeg har forenet mig med tanken om den – særligt fordi jeg har besluttet at det er en medalje for at turde!

For løbet på Bornholm blev mere og mere fokuseret på et godt resultat på de første 12 timer. Så meget at den fik fuld skrue, da vi blev sendt af sted. Og alt gik fint. Jeg løb godt nok for hurtigt den første time, fordi jeg ikke fattede, at GPS’en kappede 50 meter af de første mange omgange, hvorfor urets pace jo ikke helt passede med mit reelle tempo. Jeg fik dog styr på det med lidt hjælp fra sidelinien! Men ja… på et tidspunkt kunne jeg mærke noget jeg kendte – det der skide højre lår! IGNORER, IGNORER og IGNORER var første strategi! Men en kommentar fra en medløber om, hvorvidt jeg haltede og erkendelsen af, at smerten igen gik op i hoften fik mig til at “mærke efter”, og det er måske nok roden til alt ondt – det var det i hvert fald i lørdags! Kort tid efter de 5 timer, hvor jeg havde holdt et fint tempo omkring 11 km/t, så stoppede jeg op. Der blev snakket og jeg løb endnu to omgange, men faktum var, at jeg ikke turde mere. Skuffet og lidt tom og alligevel tilfreds, fordi jeg ikke vil risikere en skade klippede landstræneren chippen af min sko! Det var det løb!

Jeg er glad for at jeg turde! Men jeg er også ked af at jeg hænger lidt fast i det der kvalifikationsforsøg. Jeg tror jeg kunne have præsteret godt på en 24 timer, hvis det var tacklet korrekt – men igen så var problemerne jo nok alligevel opstået – så det er måske bare ikke tidspunktet nu! Da jeg forlod banen lørdag morgen, skulle jeg ikke løbe/forsøge på hverken 100km/12h/24h igen. Men nu ved jeg godt, at jeg ikke er færdig, men jeg ved også, at det her er et projekt der måske bare tager mere tid og heldigvis så har jeg jo masser af år endnu, når det gælder ultraløb :). Jeg skal have mere tempo på, men jeg skal også have styrken med og så skal jeg have kigget på det ben og få helt styr på, hvorfor jeg får de her problemer og hvad der skal til for at jeg kan komme til at løbe rigtig langt uden at samme issue opstår igen.

Vigtigst af alt – jeg havde en skøn tur på Bornholm! Det var fedt at nyde oplevelsen med familien og med løbekammerater. Det var fedt at se de andre løbere! Fedt at se svenske Johan slå nordisk rekord på 48 timers løb med omkring 385 km og fedt at se landsholdsløber Kim løbe 241,xxx på 24 timer. Fedt at se de andre kæmpe sig gennem kriser, se dem tackle løbet på forskellige måder, fedt at blive heppet på af kendte og ukendte. Måske også lidt en øjenåbner. Det er første gang jeg ser løbere være virkelig dårlige, og jeg har svært ved at tro det kan ske for mig – men efter weekendens løb ved jeg, at det kan ske for alle, og at det altså bare kræver lidt ekstra at gennemføre sådan et løb 🙂 Tillykke til alle danske mester, 2. og 3.ere og alle andre der tog kampen og kæmpede sig så langt som muligt! Og også til alle dem på de andre distancer.

Min særlige medalje

Min særlige medalje

Reklamer

Hovedet gøres klar til 24 timer i løb

Hovedet er ved at blive indstillet, så det er klar til start lørdag kl 11. Jeg har som nogle har opdaget tilmeldt mig 100 miles ved hammer trail næste år! Nogen af en udfordring! Men derfor er det også på sin plads, at jeg beviser for mig selv, at jeg kan holde mig aktiv i noget der ligner den tid, sådan et løb vil tage, og det betyder altså, at når jeg stiller op til DM i 24 timers løb på lørdag, så er det for at løbe i 24 timer!

Distancemæssigt er målet simpelt – at løbe længere end nogensinde tidligere! Derudover er målet at “vinde” – hermed ikke forstået at vinde løbet, men vinde den mentale kamp, som jeg ved vil foregå i mit hovede, og den jeg allerede nu er ved at forberede mig på. Jeg tænker igen og igen på hvad Mikkel Gormsen sagde mellem sine små “powernap/pauser” efter sin flotte gennemførsel af 100 miles på Bornholm her i starten af måneden! Nemlig, at man kan have alt det rigtige gear og have styr på alt gear og gøjl og planer. Det vigtigste er, at hovedet er med!

Og netop mit hoved bearbejdes og jeg tænker jeg når dertil, hvor jeg bør nå til! Jeg er tændt, jeg skal bare tackle det rigtigt! Et opkald i går med et par spørgsmål om hvorfor jeg nu ikke lige var tilmeldt DM fik tændt gnisten i mig. Eller i hvert fald gjort mig opmærksom på at den er der.

Så nu må vi se hvad weekenden byder på 🙂 Om ikke andet byder den på mødet med en masse andre skønne løbere, som jeg ser frem til at løbe med.

Dejligt med en sejr!

Løbemæssigt har jeg godt nok haft lidt tunge stænger efter Hammer Trail. Hovedet har heller ikke helt været med, for de der intervaller har ikke kun været en kamp om at løbe hurtigt, men ligeså meget en kamp om at “huske” og fastholde tempoet, når der skulle løbes hurtigt.

Derfor var det nu skønt i dag – ikke bare skønt at hive en sejr hjem, men skønt at løbe et godt løb! Løbet var Røsnæs løbet her i Kalundborg. For første gang havde de udover 7 og 16,1 km ruten en 32,2 km rute, og den havde jeg fået set mig lidt lun på. Jeg havde også overbevist den langbenede om, at han skulle med, så vi kunne løbe sammen. Vi var ikke overvældende mange på den lange distance, så da den lille flok blev skudt af sted var vi en lille og ret hurtigt ret spredt flok. Turen gik til spidsen af Røsnæs. Det var ren landevej, men op og ned hele tiden! Jeg elsker jo turen derud, så for mig var det en dejlig rute. Men det gav bestemt lidt mere liv og gejst, da vi efter 16 km rundede spidsen og løb hjemad. Få minutter før spidsen havde vi nemlig mødt 16,1 km løberne, som netop startede på spidsen og løb hjemad. Så hele turen hjemad var en stor jagt på de foranløbende, og det viste sig at være en fed motivation for mig.

Men alt i alt var det en god dag, men faktisk også en hård dag. Jeg “fløj” ikke, og kæresten har efterfølgende udtalt, at han ikke rigtig kan læse mig, fordi jeg stønner og pruster sådan de første 3-4 km. Men så pludselig var det bedre, og selvom bakkerne var hårde, så blev tempoet holdt pænt. Jeg blev presset overraskende godt bagfra, så den skulle også bare have. Og faktisk måtte den langbenede nogle gange sige, du løber bare, hvis du sætter tempo nu! Ja ja, jeg forsøgte så at holde mig nede… Da han omkring de 20 km sagde, nu løber du bare, så blev der også sat lidt tempo – også selvom det kunne mærkes. Der er altså stadig nogle bakker fra Hammer Trail i stængerne, så i dag var det faktisk ikke pulsen der kunne mærkes til sidst. I tiden 2:37:20 ramte jeg mål og fik en dejlig 1. plads 🙂

Nu tror jeg til gengæld ikke der skal være så meget mere løb i weekenden, og nu er det vist også lige før, jeg skal have gang i noget seriøs nedtrapning og til at have tunet mit hovede ind på, hvad jeg skal løbe/løbe efter næste weekend, hvor jeg er tilmeldt 24 timers løb på Bornholm.

Fra starten på 32.2 km distancen. Foto fra Kalundborg if, Atletik og motions facebookside

Fra starten på 32.2 km distancen. Foto fra Kalundborg if, Atletik og motions facebookside

Trailløb på Røsnæs afviklet med succes

I går var dagen for klubbens nyeste (og fineste tillader jeg mig at sige) løb – nemlig trailløb på skønne Røsnæs. Jeg har været med som arrangør, men pga. ikke eksisterende tid eller overskud, har det været en af de ting, som jeg har forsømt meget – faktisk har jeg nok været en ret dårlig medarrangør. Men jeg har nu ikke været bekymret, fordi de andre havde godt styr på det:) Men på dagen var jeg altså trods alt klar til at hjælpe. Hjælpen startede tidligt! Fredag aften havde de andre nemlig sat ruten op, og der var derefter leveret en ordentlig bunke minestrimler hjemme ved mig. For lørdag morgen ringede vækkeuret kl 4.30 hvorefter jeg tog af sted mod Røsnæs for at gennemløbe ruten for at teste markeringerne. Det var en skøn morgentur, hvor der var tid til at nyde Røsnæs. Derefter måtte jeg hjem igen for at få lidt morgenmad og hente de andre, hvorefter den igen gik mod Røsnæs.

Kl 10 blev 8 km løberne sendt af sted og 10 min senere sendte vi 15 km løberne af sted. Det var sgu fedt for en gangs skyld at have en lidt anden rolle til et løb, og så var det fedt at se en masse jeg kender som løb løbet – og gjorde det skide godt!

Jeg vil ikke sige så meget om løbet, men hellere bare smide et par links hvor i kan se lidt fra ruten og et indslag om løbet.

Jeg er super glad for at vi har fået rigtig god feedback. Vi har også lært noget, og ved mere om hvor vi især skal være skarpe med markering/vejvisning. Feedbacken har været så god, at det er oplagt at gentage succesen, så det håber jeg da også sker 🙂

TV-kalundborgs indslag om løbet (Til næste år må vi lige lære journalisten, at det hedder trAIl)

Lars Lundgaard film fra løbet

Den korte og den lange på kærestetur

“Der kommer den korte og den lange”. “Det er løberparret”. “Nå, så i er sådan på kærestetur”. Ja der er mange måder at angribe et 50+ km langt trailløb. Udfra de nævnte kommentarer var det nok tydeligt for andre, at turen for os ikke kun handlede om at løbe. Det var tænkt som og blev måske endda i højere grad en rigtig kærestetur, hvor vi virkelig mærkede det kæmpe privelegium det er, at kunne lave sådanne ting sammen.

Lørdag morgen kl 8 blev vi skudt af sted. Starten var rolig og fornuftig. Jeg tror de fleste vidste hvad der ventede dem 😉 Jeg løb faktisk i starten sammen med både den langbenede og en kollega, men efter nogle km faldt kollegaen fra pga maveissues og vi var herfra reduceret til “løberparret”/”den korte og lange” som altså var et par af de tilnavnet vi fik af medløbere/heppere. Og det var noget af en gentleman jeg havde med. Der blev åbnet og holdt låger for mig, hvilket blev gengældt med et par kys undervejs. Jo, vi var på en rigtig dejlig kærestetur!

Der blev selvfølgelig også løbet til, og jo, jeg var presset flere gange i starten. Samtidig fik jeg også fedet den rigeligt i perioder. Det var ikke et strategisk mesterværk af et løb, men det var godt nok. Første omgang på hammerknuden var væmmelig, hvorefter det var tid til at løbe “rigtigt” indtil hammerknuden til sidst kunne tage livet af en.

Turen var kort og godt fantastisk smuk. Vejret var perfekt og strategien om at løbe sammen holdt næsten til mål. Turens største drama skete ved 30 km, hvor mine ben åbenbart var blevet lidt længere og derfor hamrede ind i en sten i stedet for at bevæge sig over. Det resulterede i at jeg pludselig lå vandret i luften med retning mod et lækkert trådhegn. På fantastisk vis fik hverken ben eller hoved en skramme, men venstre hånd var lidt en anden sag.

Med ti km igen slog jeg den langbenede lidt ud, da jeg fik fortalt ham at løbet jo ikke var 50 km, men nærmere 52. Det ved enhver jo! Bare ikke lige min kæreste… Jeg var med det samme klar over at det ikke var det smarteste jeg der havde gjort. 40 min senere satte jeg ham så på hammerknuden. Lad op bare sige, at fordelingen af kærestepoint ikke helt faldt til min side under sidste del af løbet;)

I tiden 6.39.xx passerede jeg mål som 3. Kvinde – en meget glad en af slagsen! Stængerne var stive, men kroppen havde det som sådan fint. Under et minut efter mig kom den langbenede løbende i mål, og fik dermed sat en tyk og fed streg under sin debut på både ultra-distance men også på “trail-for-alvor”. En total 15. plads til en mand, som max (og det er virkelig max) får løbetrænet 2 gange om ugen. (hvem der bare havde så lange og gode løberben). Derefter stod den på hygge og grillmad og selvfølgelig præmieoverrækkelse, hvor jeg fik den fineste fineste granit-pokal med hjem! Den har allerede fået ærespladsen i køkkenet!

Kort og godt, så var løbet igen i år super planlagt og tilrettelagt. Vejret var perfekt! Ruten lækker (dog hård!) 😉 Alt var bare super, og vi havde en super dejlig weekend med både løb og hygge. Jeg må dog sige, at jeg vil anbefale, at man lige træner lidt terræn inden man kaster sig over sådan en 50 km! For jeg lover jer for, at mine ben er mørbankede… og det kommer nok lige til at tage et par dage, før jeg synes jeg skal ud og løbe igen!

Næste år…. tja tjo… jeg er endnu mere i vildrede nu, for jeg er uden tvivl ramt at bornholmer-hammer-trail feberen, og gad lige nu godt komme tilbage og give den meget mere gas! For det kan gøres meget bedre! Men nu må jeg lige se hvad jeg tænker om nogle dage 🙂

Den korte og den lange med lettere forpinte ansigtsudtryk. Foto: Kennet Andersen

Den korte og den lange med lettere forpinte ansigtsudtryk. Foto: Kennet Andersen

Glade løbere på podiet. Foto: Lars Berlau.

Glade løbere på podiet. Foto: Lars Berlau.

Bornholm, bornhom, bornholm…..

Allerede på sidste omgang i lørdags under 100 km løbet tænkte jeg på de næste løb…. og hvad er ligesom mere oplagt end at tænke på Bornholm – især når det hele tiden har været planen at jeg skulle til BornholmDer i morgen for at være hepper for den langbenede og et par kollegaer, som skal løbe Hammer Trail! På sidste omgang overhalede jeg faktisk Jakob fra Tejn IF, som er med til at arrangere Hammer Trail. Vi havde kort snakket sammen inden løbet, hvor han nævnte, at der kom nogle afbud ind nu her, og at de lige var ved at få styr på det hele. Jeg overvejede kort at spørge om ikke han vidste om der var afbud der åbnede op for, at jeg kunne få et last-minute startnummer! Men jeg lod være – det ville simpelthen virke for åndsvagt allerede at have planlagt et nyt løb, inden jeg var droppet ud.

Så jeg løb i mål og stoppede, som jeg fortalte om i sidste indlæg… I mål skulle det lige forklares for diverse hvorfor og hvordan! En af løbevennerne, Kim, var en af de første der fik forklaringen – og han var ret hurtig “Hey, så kan du jo løbe Hammer Trail – jeg har et nr. du kan købe”… Ja jeg sagde godt nok: “lad os lige se”, men beslutningen var vel allerede taget!

Så nu pakkes der – ikke til at være hjælper, men til at give den power på 50 km ruten. Her skal jeg på hyggelig kærestetur med den langbenede – forhåbentligt hele 50 km! Planen er at jeg holder ham nede i tempo på første omgang, og derefter skal han så hive mig hjem! Det bliver så fedt!! Nogen tænker måske “hvad med de der ben, der ikke ville i lørdags?” Tjo, de vil gerne igen. Højre ankel og lår har været mærket, men ikke noget alvorligt, og jeg er slet ikke bekymret. Jo jeg får kæmpe kæmpe smadrede ben efter løbet på lørdag, men ja, sådan er det så!

The big hunter
Ovenfor lørdagens DNF syntes jeg jo det var en fremragende ide at bruge aftenen/natten på et dyk. Det var også en rigtig god ide! Jeg så for første gang rigtige fisk – som i rigtig mange fisk! Selvfølgelig ulke i tusindvis, men også masser af skrubber og små havørreder. Og højdepunktet var, da jeg fangede årets største fangst! En KÆMPE-skrubbe på 44 cm! Jægeren i mig viste sig godt nok ikke fra sin helt store side 😉

Faktisk var det lidt pinligt. For det første turde jeg ikke prikke fisken med harpunen og endte derfor med at skyde den. Sagen var den, at jeg godt var klar over, at den her fladfisk var STOR! Meget større end dem den langbenede havde skudt ret så mange af – derfor skulle den ikke smutte for mig! Så den blev skudt! Og ja, havde det været et menneske, svarede det nok til at jeg skød den i læggen. Lad os bare sige det ikke var imponerende! OG fisken døde på ingen måde af det. Jeg har tidligere arbejdet med forsøgsdyr og går derfor meget op i at dyr skal aflives forsvarligt. Men lige her svigtede modet alligevel. Jeg forsøgte at få min kniv fri – den havde jeg så spændt fast i spændet, så jeg måtte til at afmontere det hele. Så stod jeg med kniven og blev ramt af frygten for at fisken skulle hoppe af harpunen og undslippe (som om det var muligt) Så med kniven i hånden var jeg nu ikke i stand til andet end at klamre mig til harpunspidsen, som blev presset mod bunden for at fisken ikke undslap (hold kæft det har ikke været en af mine intelligente dage). Nå så trak jeg tøsekortet “SKAAAAAAT, HJÆLP lige – jeg HAR fanget en fisk! Den er KÆMPE!!” Og så fik jeg assistance – altså efter at han lige havde måbet lidt over min kæmpefangst!

Vidunderet!

Vidunderet!

10 minutter senere fik jeg så nattens anden fangst – og her svigtede modet ikke 🙂 Tyve minutter senere døde lygterne, og i backuplygtens skær måtte vi skynde os retur – for at gå på lang og straks erkende, at den var helt gal med mig! Sådan en forkølelse kan åbenbart sætte ind på 10-15 minutter, og det skete netop for mig! OG selvom jeg stadig kæmper lidt, så bliver jeg rask til lørdag morgen kl 8.

Hvad så med målet om de 9 timer
Tja, jeg har snakket med min træner Claus, som egentlig var ret enig i at jeg havde gjort det rigtige i lørdags. Inden vores snak havde jeg tænkt en masse tanker – sjovt nok var det ikke helt det der kom ud af munden på mig, da vi talte sammen i går. Men vi aftalte så også, at jeg lige skal have weekenden med til at tænke, og så snakker vi sammen i næste uge og ser om jeg er klar til at tage en beslutning som både min mund og mit hoved kan være enig om 🙂