Samsø rundt… sådan næsten

Fredag eftermiddag vendte jeg sammen med kæresten og en kollega snuden med Samsø for at deltage i Samsø Ultra om lørdagen. Efter en to timers færgetur og en kort køretur stod den på indkvartering på Hotel Steen i Tranebjerg. Vi havde egentlig regnet med at slå et telt op og sove i telt, men Steen havde simpelthen i stedet åbnet sit hjem for os, så der stod værelser klar til os, hvor vi kunne inkvartere os! Efter indkvartering blev fredagen brugt på en tur til Nordby bakker for at se på udfordringerne der ventede om lørdagen, og derefter tog vi turen til Nordby, hvor vi fik overstået de vigtige gøremål at få en is, gå en lille tur i byen og hente startnr.

Lørdag morgen stod vi klar i Nordby en halv time før starten kl 9. Så der var tid til lidt snak, få tisset af tyve gange, taget billeder og skifte tøj et par gange inden jeg endte med at beslutte mig for det tøj jeg havde på hjemmefra. Kæresten og jeg skulle løbe 57,8 km. Jeg havde igen fået tilmeldt mig et løb, som gav en sikker sejr ved gennemførelse, da jeg var eneste kvinde. På herresiden var der heller ikke så mange tilmeldte, da de “store” distancer derover var 100 km og 21,1 som altså havde tiltrukket lidt flere deltagere. Kollegaen havde kastet sig over netop 21,1 distancen. Alle startede på samme rute, og halvmarathon løb så fra efter en 16-17 km. Så vi havde forinden aftalt, at vi skulle løbe sammen det første stykke, og når vi så var blevet delt fra halvmarathon, så var det planen at jeg skulle holde mig sammen med kæresten hele vejen hjem! Og ved i hvad – jeg kan allerede nu afsløre, at vi GJORDE det!!🙂

Vores fantastiske team.

Vores fantastiske team.

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Selfie før start (det bedste billede ud af 5 forsøg!)

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Briefing før start. Foto: Lars Byrgesen

Før start var der en kort breefing hvorefter vi løb af sted mod Nordby bakker. Har ventede først en masse dejlige og smukke km, som også var en smule hårde. Bakkerne i starten var som sådan “tilpas” for mig, men især var flere af skrænterne lige hårde eller tekniske nok, så vi var nede i gang flere gange. Vi var godt klar over, at de hårdeste km var dem i starten, så derfor var vi heldigvis fornuftige nok til også bare at tage den med ro. Dog var der noget mere strand end jeg helt havde luret (jeg havde absolut heller ikke lavet den store research på ruten), men derudover var det også nogle hårde strandstykker, så de kunne godt mærkes i hoftebøjerne allerede efter få km. Men bortset fra at strandstykkerne trak lidt flere tænder ud end forventet, så gik alt efter planen. Vi fik planmæssigt taget adskillige selfies undervejs, og tog os god tid ved depoterne og nød det ellers. Efter at have sagt farvel til halvmarathonløberne var den langbenede og jeg ret hurtigt alene. Vi havde æren af lidt mere strand, og det var nok her jeg begyndte, at blive lidt træt af strand, i hvert fald endte det med, at jeg fik samlet en fandens masse fjer, som i kan se af de efterfølgende billeder… (og jeg glemte i øvrigt alt om dem derefter og løb de resterende 35 km med dem i håret).

Efter de første 5 km

Efter de første 5 km

Lidt senere...

Lidt senere…

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

På vej mod stranden. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

En af de få gange jeg førte an på de første km. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Depotstop. Foto: Lars Byrgesen

Mig som indianeren Listig Ulv

Mig som indianeren Listig Ulv

Endelig var vi ude på noget engområde og lidt senere må jeg indrømme, at min indre asfaltræser havde dagens fest, da der var flere km ligeud af en skøn cykelsti! For jo det gik jo egentlig rigtig fint, jeg var bare ikke super meget ovenpå. Asfaltstykket var dagens første fest, men faktisk kom opturen noget senere omkring de 35 km, hvorefter den varede hele vejen hjem. Kort efter Sælvig havde vi igen æren af lidt strand – og her fangede vi synes af et fint sæl skelet. Det var muligvis synes med sælen der fik mig i snakkemode, for herefter syntes jeg det var ganske hyggeligt at snakke om alt muligt. Men så blev der meddelt fra den langbenede, at nu blev han lige asocial lidt. Så snakkede jeg en 5-7 km me mig selv om hvilket indianernavn jeg skulle have, og lige pludselig var vi nået til Kolby Kås, hvor der var depot og mål for marathonløberne.

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Ved 42,2 km i Kolby Kås. Foto: LArs Byrgesen

Jeg havde jo som sagt en fest! Jeg havde væske og ingen behov for at stå og blive kold, så jeg gik og gik og gik… jeg gik faktisk ret langt, men så var den langbenede der pludselig igen, og vi kunne begynde at løbe igen. Der var kun 16 km igen – det er jo bare en kort træningstur (det var kærestens ord 20 km tidligere). Jeg kunne godt fornemme, at de ord ikke skulle gentages på daværende tidspunkt. I stedet var fokus på næste depot! Jeg fik ret hurtigt luret, at det var ude ved fyret, som vi kunne se fra Kolby Kås. Da vi også begyndte at møde modløbende løbere fik jeg ekstra energi, hvorimod det nok var her, at kæresten blev meget presset og fik problemer med kramper! Nu hvor jeg var i indianernavne-mode, så blev han døbt store (farlige) ulv pga. hans udbrud!

Efter fyret var der kun 10 km hjem! Der skulle dog gå nogle km med problemer. Kramper og udbrud kom og gik, og vi måtte gå flere gange. Jeg havde stadig en fest, men vi skulle altså hjem sammen! Og så pludselig kunne vi se en forude, og så blev her “Store Ulv” til den helt store kriger og løb til! Jeg fatter stadig ikke helt hvad der skete, men jeg lagde mig bare ned bagved og lod ham styre tempoet! 1½ km fløj vi af sted i et pace tæt på 5.00 min/km, og vi fløj forbi den foranløbende, som ingen chancer havde for at følge med….. Så kom kramperne godt nok igen. og vi måtte gentage det med gang igen et par gange. Med 1½ km til mål satte vi for sidste gang i løb og sprintede til sidst i mål, hvor vi til stor overraskelse kunne konstatere at vi var de første løbere i mål på distancen.

Glade og stolte i mål :)

Glade og stolte i mål🙂

Så kærestens andet ultraløb endte med en sejr! Jeg må vist godt være stolt af ham. Samtidig er jeg også stolt af mig og os – over at vi løb hele turen sammen! Jeg går hurtigt i “konkurrence-mode”, når jeg løber, så selvom jeg ikke skal løbe race, så er det svært for mig at gå og stå i depotet. Men jeg øver mig på det… I Ballen Havn var der masser af tid til snak og hygge, og vi hang ud der og så en masse løbere komme forbi depotet og løbe videre.

Det var fedt at se de andre løbere på 100 km distancen, og også fedt da vi så nogle af dem løbe i mål i Nordby senere på aftenen. Dog var det også med lidt misundelse, for ville jeg gerne have været med! Jeg havde flere gange (vel at mærke efter opturen efter de 35 km) lyst til at fortsætte efter Ballen, men fornuften og tanken om, at jeg skal til at blive frisk til at genoptage noget “rigtig” træningen igen vandt altså. Og det er jeg da også glad for i dag, men hvor ville jeg dog bare gerne løbe hele øen rundt en dag! I dag har jeg det overraskende godt. Der er lidt træthed, men det er det, så det er skønt🙂

Alt i alt kan jeg kun sige, at løbet og hele weekenden var skøn. Vejret viste sig fra sin bedste side, og turen rundt var super lækker! Løbet var velarrangeret og jeg kommer bestemt gerne igen – nu håber jeg bare det passer ind i kalenderen næste år!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s