Sejr trods mange kampe ved 24 timers løb i Vaxjö

Optakten
I løbet af 2014 har jeg ikke ligefrem været heldig mht sygdom. Jeg er faktisk ret overbevist om, at jeg har haft flere sygedage i hele 2014 end jeg har haft i nærmest de sidste 10 år. Og jeg har også løbet i hvert fald et par af årets ultraløb med en god forkølelse i kroppen. Men det var altså ikke planen at jeg mandag aften skulle lægge mig med en meget usamarbejdsvillig mave, hvilket fortsatte de følgende dage i tæt følgeskab af en forkølelse. Jeg måtte derfor bruge et par dage i sengen, men kom dog op i vandret position igen fredag, hvor turen også gik mod Vaxjö.

Lørdag morgen tog vi fra vandrehjemmet i Vaxjö mod Arenaen, hvor vi skulle løbe. Her fik vi startnr. og t-shirts og fik hilst på et par andre danskere inden der blev pakket ud og gjort klar med det store private energidepot. Jeg skulle starte på 24 timers kl 12 og den lækre langbenede skulle starte 6 timer senere på 100 km. Dog var der det forbehold, at kæresten skulle løbe og pace mig og hjælpe mig med at få indtaget energi, når der var brug for det. Arenaen var super lækker. Et lækkert løbeunderlag og toiletter og omklædning lige udenfor banen (det er nogen vi ultraløbere kan lide). Vi løb på opvarmningsbanen udenfor selve løbebanen. Og derudover indeholdt anlægget divere til højdespring, stangspring, længdespring, diverse kastediscipliner, hækkeløb mv. Og det var faktisk lidt fedt at se sådan et anlæg – og også at se det i brug af de mange der anvendte det de første mange timer, hvor vi løb.

Et kig ud over den fine arena, som vi løb i.

Et kig ud over den fine arena, som vi løb i.

Mit eget depotbord er gjort klar med lækkert 32GI energi, dannebrog og mit hamster, som motivation til bare at blive ved og ved i det store hamsterhjul

Mit eget depotbord er gjort klar med dannebrog og mit hamster, som motivation til bare at blive ved og ved i det store hamsterhjul

Race time
Klokken 12 gik starten og vi startede roligt ud! Efter første omgang var det muligt at løbe frit, og jeg faldt lynhurtigt ind i det planlagte tempo på 6 min/km svarende til 86 sek per omgang. Jeg havde en klar strategi med væske og energiindtag hver halve time. Her skiftede jeg mellem at indtage geler tabs og chews fra 32GI for at variere det, så jeg ikke blev træt af at indtage energien. Derudover drak jeg både vand og energidrik. Sådan forløb 3½ time hvorefter jeg havde en kortvarig krise med sidestik og en følelse af manglende energi. Derefter fortsatte jeg endnu 2½ time i fuldstændig samme pace. Lidt over 18 var der aftensmad og jeg gik 2 omgange mens jeg spiste. Desværre svarede min mave herefter promte igen ved at gå i baglås:/ En time senere var der dog ro på den sag igen – og maven holdt nogenlunde resten af løbet🙂 Energistrategien holdt de første 8-10 timer, hvorefter det blev en stor kamp overhovedet at få noget ned.

Overskud i starten af løbet

Overskud i starten af løbet

Stadig overskud

Stadig overskud

Flyvende efter næsten 5 timer

Flyvende efter næsten 5 timer

Problemet opstod lidt før de 8 timer hvor jeg fik det dårligt, blev svimmel og måtte gå, hvor jeg ikke ligefrem kan prale af, at jeg kunne gå særligt lige. På det tidspunkt havde kæresten været med on-off i et par timer, og det var en stor hjælp og også bare rigtig rart, at jeg vidste han gik lige bag mig. Jeg havde fået en uventet men fantastisk hjælp udefra, da der var andre danskere til løbet, som pressede og hjalp mig. Jeg kom efter 15-20 minutters gang igen i gang med at løbe, men jeg tror aldrig rigtig der kome ordentligt flow i det igen, og jeg fik det heller aldrig rigtig godt. Jeg manglede energi, jeg var tørstig – men når jeg drak, så skulle jeg tisse igen med det samme. Jeg kunne ganske enkelt ikke få det til at spille, og jeg var slet ikke forberedt på den fysiske udfordring. Ubehaget medførte at jeg måtte gå en del og jeg tror det fik brudt min rytme helt, så det blot blev sværere og sværere for mig, at komme op og løbe.

Rene og kæresten kæmpede en brav kamp mod min indre dæmon – og det var en svær kamp. Jeg lod mig provokere indimellem og kom i gang, men efter lidt løb kom ubehaget og jeg var simpelthen ikke i stand til at fastholde mig selv i løb, når jeg kom udenfor denne comfort-zone, hvor jeg havde kontrol over kroppen.

Tidsmæssigt har jeg meget svært ved at skelne mellem hvad der skete mellem kl 20 lørdag og 02 søndag, men jeg ved, at der blev snakket mange alvorlige snakke. Jeg var tæt på at være tudefjæs, jeg fik sagt “jeg gør det aldrig igen”, jeg tænke mange gange “sådan her skal det bare slet ikke være – det skal slet ikke være så hårdt” og jeg var bare så træt så træt. Jeg ved at jeg fik sværere og sværere ved at spise og at jeg væmmedes ved rigtig mad. Jeg tror de 100 km blev passeret efter noget nær 10½-11 timer og efter 12 timer havde jeg vel løbet en 107-108 km. Det var som sådan ok – men kampen fortsatte. Da jeg opdagede at det snurrede i mine fingre var den hel gal med væskeophobning. Væskeophobning er jo ikke et ukendt fænomen, når man løber langt, men jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle opleve at det var mine fingre, hænder og underarme, der hævede. Kl 02:30 fik jeg lov til at sove – dog mod at jeg stod op igen kl 03:00 og forsøgte at løbe igen. Jeg sov, jeg blev vækket, jeg gik en omgang – herefter gik jeg forbi målbordet og sagde godnat. Jeg havde på daværende tidspunkt passeret 122 km – et km-tal som lige nøjagtig gav mig en PR i længste tilbagelagte strækning i et løb (og dermed på daværende tidspunkt var nok for mig til at jeg troede, jeg kunne være tilfreds). Da de ved målbordet spurgte til min chip, ville jeg dog alligevel ikke aflevere den…

Kl 5:30 vågnede jeg. Jeg mindedes at kæresten havde fortalt mig at jeg kunne tjekke stillingen på ipad’en som lå ved siden af mig. Det gjorde jeg op opdagede, at jeg ikke længere lå nr 1 (det var selvfølgelig ret forventeligt). Dog var jeg kun blevet overhalet med 3 km og den førende kvinde havde forladt banen!! Så skulle det fanme være løgn, og jeg skulle i øvrigt ikke hjem fra et 24 timers løb med 122 km – også selvom det ikke havde været mit løb! Nr 3 lå 2-3 km bag mig, og så kan jeg love for at jeg fik sko på og satte i trav ud på banen. Jeg løb nogle km i starten, men havde det stadig ikke særlig godt, så jeg besluttede at gå det meste af tiden… Og jeg gik og jeg gik og jeg gik… og løb indimellem. 6½ time fortsatte sådan og jeg fik overhalet nr. 1 og øget afstanden til Susanne der lå lige bag mig, men som holdt sig på banen i alle 24 timer.

Med 6 minutter igen løb jeg i smerte de sidste minutter hjem og nåede op på 159,59 km. Ikke et imponerende resultat – og ærlig talt langt fra hvad jeg havde håbet på. MEN det var hvad jeg kunne drive det til på dagen, og jeg er faktisk også stolt og desuden også meget klogere.

Tænderne bides sammen til sidst

Tænderne bides sammen til sidst

Eftertanker
Her bagefter ville jeg selvfølgelig ønske, at alt havde formet sig lidt anderledes. Men jeg tror faktisk det var en ulige kamp for mig at komme hjem med den helt store succes med en optakt der involverede sygdom. At jeg oplevede ødemer og havde det ret dårligt – på et ret tidsligt tidspunkt fortæller mig også, at alt ikke spillede. Det er svært at sige hvad der gik galt, men det er nærliggende at tænke, at kroppen var stresset/drænet ovenpå sygdom og at væske/saltbalance måske ikke var helt i orden. Den kloge beslutning havde selvfølgelig været, at trække sig og løbe et andet løb, men jeg er faktisk glad for at jeg løb. Jeg havde glædet mig til den weekend længe. Glædet mig til at prøve at løbe i Sverige og til at være af sted med ham den langbenede – sådan lidt væk fra juleræs og dagligdag – ud der hvor vi lige får slebet nogle kanter og deler nye oplevelser sammen (og ja, han skal også have et klap på skulderen for at træde ind i ultraverden og stå model til noget af det der følger med der😉 )

Det fedeste her i dagene efter er uden tvivl, at jeg har det godt. Jeg har haft problemer med ødemer i kroppen, overdreven tørst og har ovenpå løbet også taget de første 2 kg på – noget der desværre er helt normalt for mig (og som jo også blot hænger sammen med ødemerne), og som da også forsvinder igen i løbet af nogle dage. Okay og et underligt lille allergisk-lignende anfald, hvor jeg pludselig blev meget rød om halsen og følte jeg bare lige skulle ligge lidt ned.. MEN muskulært og i den dur – da har jeg haft det rigtig godt. Jeg kunne nærmest ikke gå det første døgn, men det går hurtigt fremad og jeg bilder mig ind, at jeg næsten går normalt igen. Jeg har alle mine tånegle endnu og har ikke fået en eneste vabel. Jeg har nogle ømme punkter på fødderne, hvor skoene har generet, men ellers så har jeg bare ømme ben. Hoften som har drillet lidt tidligere i år, har end ikke givet det mindste pip fra sig🙂

Kort sagt, så er jeg GLAD🙂

OG så skylder jeg også lige en stor tak til 32GI, som støttede mig med energiprodukter under løbet. Og en tak til alle der hjalp og heppede selvfølgelig – både i arenaen og hjemmefra!

Pokalen som har fået æresplads i køkkenet.

Pokalen som har fået æresplads i køkkenet.

32GI-energi-loooove :)

32GI-energi-loooove🙂

Fedt løb med flotte resultater
Jeg endte altså på toppen af kvindernes podie, meeeen lad os bare sige, at der var nogle der virkelig vandt! Svenske Elov Olsson satte en vild nordisk rekord på 253 km! Imponerende! Og han stod altså om morgenen og kastede op i skraldespand, hvorefter han gik rundt med hue og jakke i et par timer på banen – for så til sidste at sprinte løs og faktisk løbe de sidste 10 km på under 45 min!

To andre store vindere var to børn – ja den er god nok. To piger på måske 7-8 og 9-10 år! De gik og småløb altså henholdsvis over 40 og over 50 km! De startede sammen med os, og tog hjem ud på aftenen, hvorefter de kom igen næste formiddag med resten af familien. Det er altså lidt sejt. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg lige skal forholde mig til børn og de distancer generelt. Men det jeg så på banen virkede helt rigtigt for dem, og det virkede som en leg for dem.

Og ja selve løbet – det var et super fint løb. Godt arrangeret og super fine rammer og fed opbakning, selv for en lille dansker der er godt og grundigt på udebane. Når trail-kæresten simpelthen står herhjemme og snakker med sig selv: “Det var rigtig fedt, det VAR faktisk rigtig fedt… ja!”, ja så har man altså lavet et godt løb, hvor en fed stemning fik fjernet fokus fra, at man bare løb rundt og rundt og rundt. Og ja til sidst skal da lige bemærkes, at kæresten var voldsomt godt løbende. Da jeg gik i seng ræsede han lige løs i 3 timer, og selvom han brugte meget tid på at sørge for mig, så nåede han at løbe sin hidtil længste distance på 75 km inden cutoff.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s