Så blev jeg den kun 3. kvinde der besejrede Hammer Trail 100 miles

Hammer Trail 100 miles startede som så mange andre projekter lidt impulsivt. Jeg kan faktisk ikke huske hvad der lige satte det i gang – men jeg tror nok jeg tilmeldte mig ret kort tid efter tilmeldingen åbnede. Og jeg tror nok en af driverne var, at det bare var lidt sjovt, at være den første der tilmeldte sig på 100 miles. Når nu tilmeldingen var lagt, så skulle der selvfølgelig trænes mod målet. Alligevel var det nok først fra årsskiftet, at der kom den nødvendige struktur og fokus på træningen. I starten af januar fik jeg en aftale med Henrik Westerlin om at han skulle coache mig. Starten var hård med en masse sygdom. Da sygdommen var besejret stod den ellers på en hård tid, hvor jeg godt kunne mærke at træningen nu var minded mod at jeg skulle bestige en masse højdemeter både på Lantau men også til Hammer Trail.

Raceforberedelserne
I ugen op til løbet var fokus på meget få ting, hvor afslapning og afspænding stod meget højt på listen. Jeg fik også brugt masser af tid med finpudsning af planer mv. Jeg begyndte at spekulere i tøj, mad, energi, gear mv. Jeg begyndte at tænke så meget, at jeg både begyndte at tvivle og samtidig begyndte at mærke smerter rundt omkring (ja alt var vel bare som det skal være op til et stort løb).

Et par uger før løbet begyndte jeg at jonglere rundt i excel med mit eget lille energiregnskab og løbsplan. Jeg har allerede flere gange fået bragt smilet frem hos flere over disse planer. Og ja jeg ved jo også godt selv, at de aldrig holder helt. Men på min egen underlige måde, så har jeg det bare rigtig godt med at have en plan, og når de så ikke holder, så kan jeg ændre ud fra den plan. Ugen før løbet var planen faktisk klar ud fra den energistrategi jeg havde trænet. Den byggede alene på energi fra 32GI som er så søde at levere de fedeste energiprodukter til mig. Men få dage før løbet lavet jeg et par ændringer og endte faktisk med en knap så afprøvet strategi hvor jeg havde fjernet geler og i stedet satsede på at enten drikke energien via 32GI endurance energidrik eller ved at “tygge” energien via chews, tabs og lidt barer fra 32GI. Så tirsdag aften blev alt mit energi pakket i poser og onsdag var rygsækken pakken – og ja morskaben var stort for kæresten og de venner der var med på bornholm over at jeg havde pakket alt næsten 2 døgn før løbets start.

Men det var åbenbart en vigtig del af mine forberedelser. I de følgende dage blev setup’et finpudset og jeg fandt løbende diverse snore og elastikker mv. som ikke skulle bruges og som blev fjernet fra tøj/taske mv. Generelt var strategien at “pakke let”. Jeg havde derfor ikke stave med, intet ekstra tøj og jeg havde genetelt intet udover det obligatoriske med. Jeg løb sågar med en lettere pandelampe med ekstra batterier i dagtimerne og udskiftede den først med min petzl nao (som jo så faktisk også er en af de lettere lygter), da det blev mørkt. Energi og væske var også nøje tilpasset, så jeg løb med lige nøjagtig den mængde energi, jeg skulle indtage per omgang og også kun lige nøjagtig med den væske jeg havde vurderet var fornuftigt.

Energiplanen hvor intet er overlagt til tilfældighederne (eg kan afsløre at jeg gik efter at indtage 225 kcal i timen og faktisk først indtog lidt ekstra salt ude på efter 4. omgang. Med tusch er skrevet noter til min kæreste så han kunne supportere mig i depotet.

Energiplanen hvor intet er overlagt til tilfældighederne (eg kan afsløre at jeg gik efter at indtage 225 kcal i timen og faktisk først indtog lidt ekstra salt ude på efter 4. omgang. Med tusch er skrevet noter til min kæreste så han kunne supportere mig i depotet.

Opvarmningen
Fredag morgen regnede det til min store overraskelse. Altså DMI havde varslet regn – men det var altså småregn de havde varslet og det skulle bare være lidt om natten. Lad os bare sige det var lidt mere vådt end det, da jeg stod op og det blev ved og ved… indtil løbsstart og vel nærmest de første 3-4 timer af løbet. Da løbet blev skudt af sted kl 10 var det en hel befrielse at kunne give slip på al den nervøsitet og så bare komme i gang med at løbe. De første 2 prolog-omgange gik i et roligt tempo med lidt småsnak, men da vi kom ud på den store omgang blev vi ret hurtigt spredt ud og jeg begyndte lidt mod min vilje min egen lille solorejse.

For jeg havde håbet at jeg bare kunne hooke op med nogen, men på en meget glat og smattet rute blev det meget vigtigt at føle mig i kontrol og hverken presse den for lidt eller for meget. Så det gik af sted i et rolig tempo og med en fin prinsesse-indstilling om at hoppe uden om vandpytterne (jeg havde lige misset det med vejret og var ikke allerbedst udrustet på strømpefronten)! Første omgang var glat og lad os bare sige, at selvom jeg teknisk er meget bedre, så er jeg bare ikke super sikker! Så jeg var ude og glide et par gange, men holdt mig dog på fødderne. Da regnen stoppede blev det straks meget bedre. Det tørrede herfra stille og roligt op og blev meget bedre for mig. Samtidig oplevede jeg efter første omgang den første store selvtillidsbooster, idet jeg så andre begynde at finde stave frem og jeg begyndte at se effekten af al min power hiking træning. For jeg følte bare at jeg kunne hike de der bakker! Tempoet var fast og så gik det bare opad. Og når toppen blev nået så var det bare i gang med løbet igen. Sådan fortsatte det indtil jeg kom ind efter min 3 omgang.

Natten
Da jeg kom i depot efter 3. omgang havde jeg det overraskende godt! Jeg havde holdt tempo nogenlunde og var begyndt at løbe fra flere andre. Jeg havde holdt planen i forhold til energiindtag. Jeg havde ændret på tidspunktet for tøjskifte, så jeg i stedet for at skifte tøj efter 2. omgang først gjorde det efter 3. omgang. Det var den helt perfekte beslutning. Så da jeg kom ind fra 3. omgang havde jeg mit længste depot-ophold, hvor jeg i løbet af 8 minutter fik skiftet strømper, og tøj på overkroppen. Jeg fik spist lidt skyr, fyldt rygsækken op med energi og så fik jeg et stort stort ønske opfyldt! Når man løber de her løb, så opstår der nogle underlige behov…. Denne gang var det lysten til agurk som var den altoverskyggende lyst. Så da kæresten kom løbende med en halv agurk fra depotet, da var min lykke nærmest gjort! Da Kim race director også lige var forbi og sagde “det er vildt godt, at du ser så frisk ud” ja så var selvtillid helt i top.

Jeg havde dog på dette tidpunkt også nået grænset for indtag af tabs, og måtte instruere kæresten i, at de skulle ud af de resterende poser og i stedet skulle der geler i – igen den perfekte beslutning, som fik energiindtag til at forløbe fortsat ideelt trods den lille ændring.

Og så gik det ellers af sted ud på 4 omgang…

“Den skal bare køres stille og roligt hjem nu”
Fjerde omgang gik igen helt uden kriser eller det der lignede. Jeg fortsatte bare i min egen lille løbeverden. Den første lille time løb jeg som en lille lykkelig prinsesse uden om vandpytterne med min agurk i hånden som jeg fik en bid af i ny og næ. Tempoet føltes stadig fint og jeg fulgte strategien til punkt og prikke med effektiv power hiking op ad bakkerne og løb nedad og på de flade stykker.

Og så kan jeg ellers lov for at natten var en FED oplevelse! Ved midnat startede 50 miles løberne, så et stykke før jeg nåede jons kapel på min 4 omgang begyndte 50 miles sprinterne at fare forbi mig. Der var på dette tidspunkt en ganske tydelig forskel på tempoet af mit løb og sprinternes løb! Det var sgu fedt at se dem derude på sporet. Derudover så var natten bare fed fordi den var så smuk og stille. Der var ingen vind og månen lyste flot på himlen, så jeg faktisk ikke havde brug for særligt meget lys i pandelampen. Samtidig var natten også bare så fed fordi den slet ikke blev hård. Jeg havde virkelig frygtet, at trætheden kom og overmandede mig om natten, men trætheden blev holdt meget effektivt væk med godt humør og et koffein produkt som 32GI lancerer her til sommer og som jeg havde fået lov at teste.

Da jeg kom i depot efter 4 omgang var jeg i højt humør – og da jeg i depotet sagde til kæresten, at nu skulle den bare køres stille og roligt hjem var jeg måske nok meget selvsikker, men jeg følte mig ganske enkelt bare heller ikke i tvivl om, at det nok skulle lykkes. Omgang 5 og 6 blev de hårdeste, men igen så var jeg bare så meget ovenpå og jeg tillod på ingen måde, at der kom nogen kriser. Jeg havde mistet overblikket over den tidsplan kæresten havde fået for at han kunne være i depotet, når jeg kom ind. Men det var også ligegyldigt. Han havde sendt mig ud på 5 omgang med et kys og 2 timer senere vidste jeg, at han selv skulle løbe 50 km, og så ville han vente på mig i mål, når han var færdig. Og der var i øvrigt masser af timer til cutoff på de 30 timer, så jeg var bare helt afklaret i hovedet over, at jeg bare skulle komme hjem på en fornuftig måde – og faktisk også gerne på en måde hvor jeg fik skånet mig højre knæ lidt, som havde gjort ondt siden jeg havde tilbagelagt de 50-60 første km.

Efter +150 km. Foto: Ricky Larsen, som selv havde en sej debut på 50 km distancen

Efter +150 km. Foto: Ricky Larsen, som selv havde en sej debut på 50 km distancen

På den sidste omgang blev jeg hujet og heppet hjem af alle de løbere der nu var ude på ruten. Det var sgu fedt og selvom det ikke altid lykkedes at respondere på tilråbene, så var de alle sammen guld værd! Først på den sidste omgang blev de stejleste stigninger hårde og jeg kunne ikke powerhike helt så effektivt længere. Med 6 km tilbage begyndte nedtællingen. Jeg var begyndt at tillade mig selv at mærke min krop og mentalt betød det at jeg nu bare ville hjem! Jeg var efterhånden mærket i begge knæ og i venstre ankel, mens muskler faktisk generelt havde det meget godt. Til sidst var den helt store fjende lænden, som nok bare ikke gad holde mig i oprejst position længere. Da jeg kunne se teltet var det med en susen i maven jeg løb det sidste stykke og løb ned til kæresten og så over målstregen, hvor jeg fik medalje og bæltespænde i hånden. Wauw, det var en speciel oplevelse! Hver gang jeg nåede depotet var der en klar plan for hvad jeg skulle spise, drikke, have med, skifte af tøj mv. Nu stod jeg der med bæltespænde, hjertet oppe i halsen, tårer i øjnene og bare utroligt mange følelser, som jeg lige skulle finde ud af i første omgang at mærke – og dernæst håndtere🙂

Med medalje og bæltespænde. Foto fra Salomon Hammer Trails officielle facebook side

Med medalje og bæltespænde. Foto fra Salomon Hammer Trails officielle facebook side

PLANEN
Og lad os så lige afslutte den der med min plan! For det er sjovt med mine planer. Og inden løbet sagde jeg godt nok, at det handlede om at gennemføre og derfor handlede det om at nå det inden 30 timer! Men jeg havde også lavet min energistrategi ud fra de tider jeg mente jeg kunne løbe på, ligesom kæresten havde fået en plan over hvornår jeg tænkte jeg ville være i depotet.

Og grin i nu løs over alle mine planer, men når jeg fortæller jer, at jeg ifølge den sidste plan skulle være i mål kl 13:30, så er der fanme sejt kun at komme knap 3 minutter “for sent” i mål!

Og heldigvis (virkelig virkelig heldigvis) så nåede kæresten altså i mål inden mig. Han havde ellers kæmpet noget af en kamp og frygtet, at jeg kom før ind end ham, men han kom heldigvis i mål lidt mere end 5 minutter før mig, så han kunne tage imod mig.

Og sådan endte det altså med at jeg i dag meget stolt kan kalde mig den kun 3. kvinde der har gennemført Hammer Trail 100 miles, og endda i den hurtigste tid. Når det er sagt, så ved jeg, at der er flere derude der kan, og jeg tror og håber at der de næste år kommer flere på distancen – for jeg ved der er flere der kan!

Træningen op til – mentalt og fysisk
Det er svært at sige hvad det er der gjorde forskellen ikke. Men jeg vil prøve at nævne et par ting, som jeg tror gjorde rigtig meget.

– En rigtig god strategi som blev fulgt til punkt og prikke. Jeg løb hverken for meget eller for lidt og hver gang noget ikke gik som ønsket, så fik jeg korrigeret og gjort noget ved det jeg kunne ændre og affundet mig med det jeg ikke kunne ændre.

– Hård hård højdemetertræning har helt sikkert også gjort en stor forskel. Jeg har haft nogle hårde ture. Både mentalt, hvor jeg faktisk har haft en tur hvor jeg måtte sætte mig ned, hvor jeg bare tudbrølede. Men i allerhøjeste grad også fysisk, hvor lår og baller har været på en hård kost – men en kost der fik gjort dem klar og jeg er helt overbevist om, at jeg uden denne træning ikke kunne have powerhiket så effektivt og gennemført helt uden stave og helt uden overhovedet at have lyst til at have stave med.

– Mentalt så har både arbejdet med mørket og kulden. Jeg havde en uge før løbet en super fed sen-aften-pandelampe tur på Røsnæs med masser af højdemeter og jeg har tilbragt mange nætter i shelters på Røsnæs den seneste måned. Shelterture gør måske ikke en klar til at løbe sådan et løb, men for mig har det været en del af forberedelserne til natten og jeg tror på at det har gjort en forskel (og så har jeg i øvrigt bare elsket nætterne derude)

Præmien for 27½ times dejlig løbetur. (jo jo jeg fik også et lækkert suunto ur - men det her er dem jeg vil kigge på hver dag og som vil få smilet frem (lige nu bor de på sengebordet og med tiden kommer pokalen nok ud på ærespladsen i køkkenet)

Præmien for 27½ times dejlig løbetur. (jo jo jeg fik også et lækkert suunto ur – men det her er dem jeg vil kigge på hver dag og som vil få smilet frem (lige nu bor de på sengebordet og med tiden kommer pokalen nok ud på ærespladsen i køkkenet)

På sejrskamlen - meget glad og med en snigende træthed på vej.

På sejrskamlen – meget glad og med en snigende træthed på vej.

Og til sidst en stor stor tak til alle der har været med på den her rejse. Nok den største tak til kæresten som har fundet sig i at jeg har snakket helt sort og har ment det var vigtigere at beregne kalorier i skyr, bananer og diverse energiprodukter end at få handlet ind, lavet aftensmad og få styr på dagligdagen. (Jeg lover at løbe mindre de næste par dage i hvert fald). Og også en kæmpe tak til Coach W, som har fået mig til at tænke nyt og bare fik mig lige derhen hvor jeg skulle! Men også tak til alle jer andre der er kommet med råd, fif, input, har været med på træningsture, har heppet, er kommet med opmuntringer. Det hele har været rigtig meget værd… Og tak for alle jeres lykønskninger og kommentarer under og efter løbet. De er meget værdsat og jeg håber i forstår, at jeg nok ikke lige får svaret på dem, men de har alle gjort glæde!🙂

Og ja helt til sidst. Tv2 Bornholm modtog mig allerede løbet med et ønske om et par spørgsmål både inden løbet og når jeg kom i mål. Og her var hvad der kom ud af det

One thought on “Så blev jeg den kun 3. kvinde der besejrede Hammer Trail 100 miles

  1. Sikken fantastisk beretning, sikken vilje, sikken planlægning, sikken kæreste, sikken sej Sidsel🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s