171 km… 171 km er faktisk også flot. 171 km er rigtig flot.. ja 171 km er faktisk ganske….

åh hold nu kæft mand…. Der findes ikke tal for hvor mange gange jeg i forskellige varianter har forsøgt at fortælle mig selv, at en præstation på 171 km faktisk er en flot præstation! Og hvorfor nu det?? når nu 171 km jo faktisk er en rigtig flot distance at tilbagelægge på ben på 24 timer? (nej det virker stadig ikke..)

Svaret er enkelt. Det gør lidt ondt fordi jeg bare føler jeg var endda et stykke fra hvad der er potentiale til! Når man efter 16 timer har tilbagelagt 147 km, jamen altså så er det svært at være rigtig tilfreds over en distnace der efter 24 timer siger sølle 24 km mere.

Men hey, nu skal skuffelsen pakkes lidt væk. Jeg gætter på, at i ikke læser med for at høre en mavesur tøs køre rundt i samme negative spiral. Og ved i hvad, jeg havde et fuldstænigt fantastisk og fedt løb i store dele af de første 16 timer! Og i de resterende timer (og også timerne efter, da vi i hast skulle mod lufthavnen) da står de komiske episoder i kø for at blive grint af.

12004754_10153292985013661_6727610451194921576_n

According to plan…

Jeg er generelt god til at holde min plan, og jeg er kommet mig over det med at komme til at løbe for hurtigt i starten. Noget nyt er, at jeg nu er blevet eminent til at løbe for langsomt. Ruten til løbet var jo lige til at overskue. Rundt og rundt og rundt på en atletikbane. Setuppet til løbet var, at der var manuel tælling, så vi havde hver vores tæller som sad i et telt og under alle 24 timer sad og noterede hver en omgang. Jeg skulle altså lige vænne mig til det setup, og var i starten ikke helt tryg ved, at de fik alle omgange med. Efter hver time blev vores distancer (i hele miles) angivet på en stor tavle, som vi kunne se. Jeg studsede godt nok lidt over tallet efter 1 time, men da det stadig var lidt underligt efter 2. omgang, måtte jeg få min kære supporter til lige at undersøge sagen. Jeg havde simpelthen løbet 17,5 km på de første 2 timer. Da jeg var blevet fuldstændigt forsikret om, at de havde noteret alle omgange, og at jeg bare havde løbet langsomt kunne jeg heldigvis lade den ligge og så løb og løb og løb jeg ellers bare… i et lidt højere tempo. Ikke meget bare lidt…

Efter 9 timer havde jeg hentet den lille smule og var tilbage på planen. Inden da havde jeg dog haft de første 2 kriser. Det var en varm dag, og jeg var nok ikke forberedt på dette. Jeg havde derfor allerede inden de 9 timer haft 2 større kriser, hvor jeg følte min hovede var ved at eksplodere af varme og hvor jeg ikke kan prale af at jeg var helt klar i hovedet. En meget situation var at der kom spørgsmålet “skal du havde vand på næste omgang” fra min kæreste….. Jeg var helt blank, men dog med en evne til at fnise lidt indvendigt, da han efter min manglende svar måtte sige “det kan du lige tænkte lidt over”… Jep store problemer, store beslutninger…. eller noget! Nå men jeg fik styr på det begge gange og blev kølet ned og klar i hovedet. Jeg fik også lidt salt… men nok ikke nok.

12047178_10153293912778661_1303348248487484874_n

Jeg løb under hele løbet i 26 min hvorefter jeg gik i 2 min, hvilket så blev gentaget. I de 2 min fik jeg væske og energi fra 32GI krydret med lidt frugt, youhurt mv. Planen var at jeg skulle holde tempo de første 10 timer og derefter gå en lille smule ned de næste 6 timer. Alt var styret af uret, hvor jeg havde programmeret mit eget lille program til ambit3’en, så jeg faktisk var fri for selv at tænke undervejs. Også det gik efter planen. Helt frem til 12-13 var alt en leg. Så blev det lidt hårdere. Men alt i alt gik det lige som det skulle. Efter den første time var jeg nr. 36 af de 45 deltagende, herefter sneg jeg mig for hver time op og op og op, indtil jeg efter 16 timer lå som nr. 6.

12027242_10153281612428661_3054100151020146147_o

Breakdown

Den ulidelige varme blev erstattet af et noget køligt vejr. Og det planlagte tøjskifte gik efter planen. Jeg er bevidst om at jeg meget nemt bliver meget kold, og derfor skulle der et fuldt tøjskifte till, så jeg kunne få det våde inderste lag væk inden nattens kulde for alvor kom. Samtidig så var jeg nået dertil hvor jeg ikke ville bevæge mig en eneste meter uden at det talte, så kærestens forslag om at jeg kom helt ud i kanten af banen blev debatteret på et par omgange, da jeg mente at det var ganske fint at jeg stod i bane 3 (hallo vi løb jo i bane 1 og 2) i fuldt eva kostume under tøjskiftet. “Sidsel-ca.-15-år” kom lidt til fornuft og endte med at stå i bar røv i den yderste bane😉

Efter tøjskiftet kom der løbende lidt ekstra tøj på, men jeg havde svært ved at finde balancen og blev igen lige lidt for svedig og fugtig i forsøget på ikke at blive for kold. Og midt om natten var der godt nok koldt. DMI havde varslet ned mod 5 grader, og jeg ville på daværende tidspunkt have skudt på at de mente -5 grader, og at vi havde ramt temperaturen. Og så kom den store krise selvfølgelig også. I et par timer kæmpede jeg denne gang med svimmelhed og et noget uklart hoved. Maven gjorde til sidst også indsigelser og jeg løb/gik og “luft”-brækkede mig i mangel af maveindhold. Og så fyldte jeg pludselig 3 år! “Nej jeg kan ikke!! Nej jeg vil ikke!! Nej, nej, nej!! NEJ, NEEEEEJ… Jeg skal bare gå lidt,NEJ, jeg skal gå!!” Og i bund og grund var ideen om at gå lidt måske heller ikke så dum, men krydret med den noget lave temperatur, ja så var det bare en rigtig dårlig beslutning.

Efter 147 km så kan man godt mærke sine lår. Når kroppen så begynder at ryste af kulde, så lærer man sin krop at kende på en helt ny måde. Jeg lover jer, det var en syg oplevelse (som jeg desværre igen fik lov til at opleve under et døgn senere i Kastrup Lufthavn). Mine ben kunne slet ikke bære mig, mine lår kunne ingenting, jeg var faktisk nu på stadiet “Sidsel-6-måneder”, hvor mine ben var lavet af gummi, og der skulle en voksen til at holde mig oprejst.

Det der skete herefter var, at jeg måtte ind i varmen. Vi var ude på et stadion og varmen fik man i omklædningsrummet! Jeg var der og min kæreste var der – så jeg blev slæbt ind i herrernes omklædningsrum. Her kom en herre til undsætning med en madras. Da vi havde erkendt at der ikke var varmt vand som kunne give mig varmen blev løsningeni stedet at give mig tørt tøj på og så blackede jeg out.

Brain out of order…

Jeg havde under hele løbet havde svært ved at holde væsken i mig, og jeg skulle simpelthen tisse hele tiden. Så selvfølgelig vågnede jeg under 2 timer efter, fordi jeg skulle tisse. Kæresten fik hevet mig op og jeg fik hilst på alle de undrende mænd på vej mod herretoilettet. Da jeg havde kæmpet mig tilbage satte jeg mig på bænken, hvorefter kæresten til stor morskab sagde “Du kan også bare gå ud og løbe lidt mere”.

“Ha, det kommer ikke til at ske” sagde jeg. Det næste der skete var, at jeg tog mine sko på, bad om nogle chips til morgensnack og så gik jeg på banen, hvor jeg nu bevægede mig! Jeg bevægede mig! Godt nok med en hastighed på måske 3 km/t, men jeg bevægede mig! Da jeg havde bevæget mig rundt og rundt i nogle timer og endelig havde rundet de 100 miles havde jeg igen fået det dårligt. Jeg fik placeret mig på en stol ved siden af depotet. Jeg spiste lidt, drak lidt og meddelte så min kæreste, at jeg ikke rykkede mig ud af stedet før 20 minutter før de 24 timer. Pludselig hører jeg så kæresten sige “det ser godt ud det der”, og ja nu har min krop så rejst sig igen, og jeg er på vej ud på banen igen…. Og tænk jer, jeg begynder at løbe! Ha hvis man da kunne kalde det løb. Omkring 30 minutter før udløb af den frivillige tortur får jeg meldingen om, at jeg kun mangler 4 km til 170 km. Svaret er ikke overraskende “det kan jeg ikke”, hvorefter min krop løber lidt mere og lidt hurtigere, og jeg uden problemer når de 170 km plus lidt mere.

Dagens virkelige prøvelse

Og så skulle man tro, at når slutfløjtet var lydt, så var det slut med pinsler og tortur! Men nej! Et flot og fantastisk løb (super arrangeret og alt det der) blev afsluttet med først verdens bedste bad, og så fik jeg faktisk lidt mad, og jeg kunne lide det! Efter en præmieoverrækkelse var det tid til at tage mod lufthavnen. I mit hoved så skulle det forløbe ca. således: Taxa til station, bus fra station til Luton, shuttle bus fra luton til Luton airport, god tid til at gå meget roligt til baggage drop og derefter til fly”. Det der skete var: taxa ankommet, men ikke til at finde! Da taxa blev fundet blev vi kørt til station. Ved station kommer vi på tog, og skal godt nok lige skifte et ekstra sted. Da vi kommer til ny station er (skide) direkte tog aflyst og i øvrigt er næste tog også aflyst. Jeg kigger på uret, “Sidsel-nu-7-år” nærmer sig panisk tilstand. 40 min senere kommer næste tog! Men nu skal vi altså til en anden station og skifte. På næste (skide) station er næste (skide) tog først om en (skide) halv time. “Sidsel-nu-3-år-og-hysterisk” småtuder lidt og er ved at erkende, at verden går under og hun ALDRIG mere kommer hjem til danmark. Toget kommer!!! Jubiiii. “Sidsel-kort-varigt-16-år” tænker “det går nok – især beroliget af at der er andre danskere som skal med samme fly. Togturen er lang, min blære er stadig helt og aldeles sindsyg. Jeg skiftevis falder i søvn og skiftevis vågner panisk over at jeg bare sådan skal tisse! Jeg overvejer om jeg kan tisse i en flaske inde i toget, overvejer hvor galt det ligesom kan gå. Altså hvad er værst! Endelig er tog fremme ved Luton. Vi skal ud til shuttlebusserne. Der er under en time til flyet letter. Jeg ser et toilet! Shuttlebus kan nu være shuttlebus, jeg er bare lykkelig, der er et toilet! Ved første toilet står der “hent venligst nøgle ved skranke”. No noooooo, jeg prøver næste dør… Den går op… Jeg farer ind, jeg erkender undervejs, at det er IGEN et herretoilet! Min hjerne er nu SÅ klar. Jeg er ligeglad – herretoilet eller ej, det er et toilet. Jeg farer ind. Lårmusklerne fungerer ikke, så jeg falder fra stående stilling til “toilet-stilling” og jeg bliver bare på flere måder meget meget lettet i løbet af de næste minutter. Hurtigt får jeg herefter kæmpet mig op igen, ud, videre mod shuttlebussen. Vi kan nu se den, vi kommer frem og der mangler kun 4 mand foran os. Så lukker de (skide) døre. Bussen kører. Jeg når heldigvis ikke helt tilbage til 3 års stadiet inden næste bus kommer. Efter evigheder er bussen fyldt og kører nu mod lufthavnen.

Endelig endelig er vi i lufthavnen. Der er omkring 30 minutter til flyet letter. Kæresten løber forrest mod baggage drop, hvor vi selvfølgelig ender i kø, men hurtigt bliver ramt af spørgsmålet “anybody going to copenhagen?!” Jaaa, ja.. Vi får lov til at smide kufferten af med en besked om, at vi skal direkte til gate! Ja ja, vi løber da bare…. eller noget! Det sidste stykke mod gaten går ligesom de øvrige timer. Vi rammer alle de forkerte køer, alt er længere væk end forventet, jeg har SÅ ondt i min krop, men ved i hvad vi sidder i flysæddet kl 17.00, og flyet er faktisk først sat til at lette kl 17.05. Og vi nåede endda at trække “aftensmad” i en automat ved gaten – 2 poser chips og en halv liter vand!

What a day…..

Slutteligt bør jeg nok nævne, at jeg faktisk ikke en gang fået distancen bekræftet endnu, men jeg mener det var det de sagde til præmieoverrækkelsen. Men jeg håber ikke jeg har hørt forkert, og det rent faktisk er en kortere distance jeg har tilbagelagt😉

Hvad så nu…

Tja nu burde jeg tænke, at jeg skal fanme vise mig selv og min krop, at den kan meget mere end det. Men lige nu tænker jeg faktisk bare, at jeg trænger til en pause. Jeg har haft en lang løbesommer. Jeg er blevet sådan en tankefuld halvgammel dame (det er det der sker, når man fylder 30). Jeg elsker løb, men jeg er drevet af udfordringer, og så er det i bund og grund fuldstændigt ligegyldigt om udfordringen er at løbe 200 km på 24 timer eller spise 10 hotdogs på 1 time. Jeg går fuldt ind i det, ofrer tid, mig selv og nogle gange andre. Jeg har brug for lige at stoppe op en gang og ikke bare fortsætte løbespiralen🙂

Så derfor var jeg lige forbi og prøve rulleski i en butik i kbh inden jeg tog flyet til Luton…. Og om mandagen bestilte jeg mine nye (u)venner rulleskiene, som jeg for første gang begav mig ud på i torsdag (dog gik denne træning mest på at få skoene på). Det er næsten en traumatisk oplevelse at være så ringe til noget, som jeg er på de rulleski (og så er det jo en farlig sport der frembringer angstanfald af en vis størrelse, når det går hurtigt – pace hurtigere end 10 min/km). Men hvad fanden, jeg har lige præcis 5 måner til race day (Vasa løbet), og jeg kan kun se frem til en forbedring på flere 1000% (Når det er sagt, så kommer jeg selvfølgelig til at løbe næsten ligeså meget som før, men måske bare lige uden et altoverskyggende løbemål ude i den nærmeste fremtid)

Brain back in order

Og bare rolig jeg kan meddele, at min hjerne igen fungerer og samarbejder med min krop🙂 Okay, måske lige med undtagelse af når jeg har rulleskiene på, for da ved hjernen godt hvordan det skal se ud (tak youtube), men kroppen vil endnu ikke være med.

2 thoughts on “171 km… 171 km er faktisk også flot. 171 km er rigtig flot.. ja 171 km er faktisk ganske….

  1. Sådan et langt indlæg fortjener en lang kommentar, og den har jeg tygget lidt på… Først og fremmest synes jeg faktisk, 171 km er et meget fint resultat (det er længere end jeg nogensinde har løbet, eller tror jeg kommer til). For det andet kan jeg sagtens forstå din skuffelse, for du har trænet til mere, og du har potentialet til +200. Der skal nok bare noget tålmodighed og langsigtet planlægning til (siger jeg! Ved godt det lyder dumt. Men nu er jeg et ældgammelt fossil på 35, der faktisk prøver at lære af mine fejl). Du får garanteret lyst til at gøre forsøget igen, men jeg tror også det er en fin ide, hvis det ikke lige bliver om en måned eller to. Du skal nok komme stærkt tilbage, og klare en masse vilde udfordringer – indtil da, nyd en tænkepause, nyd livet og kør glad på ski😀
    Kæmpe knus herfra (og jeg synes altså, du gjorde/gør det rigtig godt)

    • Tak for din kommentar. Det er sådan en man kun kan blive glad af at læse. Jeg glæder mig til lidt nyt og bare til lidt tid uden mål forude. Og så rammer det der hamster-mode mig jo nok igen lige pludselig🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s